Update - ugens vigtigste begivenheder

Yoyo-udsving på aktiekurser, oprøret i England samt mindretallet af forsørgere i det danske samfund er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de vigtigste begivenheder fra uge 32:

1. Det finansielle jordskælv

Største kursudsving siden 1920’ernes Wall Street-krak

Den finansielle og økonomiske krise ramte sidste uge verdens børser med fornyet styrke og sendte dramatiske rystelser gennem markederne. Udsvingene i aktiekurserne har ikke været voldsommere siden det store krak på Wall Street sidst i 1920’erne.

Fire dage i træk svingede kurserne  i det brede amerikanske S&P 500-indeks op og ned med over 4 pct., som et udtryk for ikke bare nervøsitet, men udtalt panik blandt investorerne, der frygter det værste for verdensøkonomien.

Kursfaldene kom som en direkte reaktion på nedjusteringen af USAs kreditværdighed fra AAA til AA+, men investor-opmærksomheden rettede sig hurtigt mod Europa, hvor direktør for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, haste-iværksatte opkøb af statsobligationer fra Italien og Spanien for at undgå en finansiel nedsmeltning.

Den store bekymring blandt investorerne er, om den europæiske økonomi kan undgå et kollaps. Det udløste blandt andet – tilsyneladende usande – rygter om, at også den vigtige franske økonomi står over for en nedjustering af kreditværdigheden.

Tidligt fredag greb fire europæiske lande – Frankrig, Spanien, Italien og Belgien – til et koordineret forbud mod spekulation i faldende aktiekurser i en række af landenes banker, der var sat under hårdt pres. Også her var den historiske parallel tydelig. I 1929 forsøgte den amerikanske centralbank sig med samme tiltag – på lang sigt uden større held.
 

2. Bølleoptøjer eller krisetegn?

Cameron fastholder, at de britiske optøjer er udtryk for gemen kriminalitet

Der er ingen sammenhæng mellem regeringens hårde sparekurs og de voldsomme optøjer i London. Sådan lød premierminister David Camerons kontante afvisning af et medansvar for den sociale uro i sidste uge. Cameron gjorde det klart, at volden og plyndringerne bliver begået af gemene kriminelle, der skal mødes med retsforfølgelse og ikke “af en mur af penge”.

Sociologer, politifolkenes fagforeninger og oppositionslederen Ed Miliband er mere villige til at se en sammenhæng mellem urolighederne og den aktuelle økonomiske krise. Labour-lederen afholdt sig ganske vist fra at tale om direkte årsagssammenhænge, men nøjedes med at konstatere, at “disse nedskæringer er meget dårlige for vort samfund.”

Det at bøllerne ikke selv synes at have en politisk dagsorden, betyder ikke nødvendigvis, at årsagerne til optøjerne er løsrevet fra politik og økonomi.

Storbritannien er et af de lande i Europa, der er hårdest ramt af finanskrisen. Det offentlige underskud var i 2010 på massive 10,4 pct. af BNP, og den offentlige gældsætning næsten fordoblet fra 43,4 pct. i 2006 til 80 pct. af BNP i 2010. Samtidig er pundet blevet kraftigt devalueret. Befolkningen har mærket konsekvenserne i form af en stærkt forringet købekraft og stigende arbejdsløshed. Alene i 2010 blev der nedlagt over 130.000 stillinger i den offentlige sektor, og regeringen regner med at nedlægge i alt 600.000 inden 2015. På samme tid gennemføres der store nedskæringer på en række velfærdsområder som understøttelse, socialhjælp mv.

Labour-oppositionen kritiserer regeringens spareplan for at være alt for voldsom. Ifølge Ed Miliband har begivenhederne vist, hvor vigtigt det er at have en talstærk politistyrke til at beskytte befolkningen. Politifolkenes fagforeninger mener, at regeringen bliver nødt til at genoverveje planerne om at skære 20 pct. i bevillingerne til politiet. Men finansminister George Osborne afviser, at det kommer på tale at ændre i planerne, da troværdigheden af hele regeringens spareplan står på spil. Premierminister Cameron fastholder, at man kan skære en femtedel af bevillingerne, uden at det går ud over ordensmagtens tilstedeværelse i bybilledet.
 

3. SF til angreb på kernevælgere

SF er villig til at spænde livremmen – men  afbureukratiseringen er vanskelig i praksis

Med SFs seneste forslag om at nedlægge 4.000 stillinger i den kommunale administration melder partiet sig overraskende aggressivt ind i kampen mod det voksende bureaukrati.

Forslaget er det foreløbige højdepunkt i partiets årelange ønske om at konvertere såkaldte “kolde hænder” til “varme hænder” i ældreplejen, på daginstitutionerne og på skolerne. Det nye er SF’ernes vilje til at tage konsekvensen af kritikken og sige ja til faktisk at fyre de offentligt ansatte. Den samme vilje har vist sig i diskussionen af dårligt præsterende folkeskoler. Her er partiet klar med en ekstra pose penge til skolelederne – men kun, hvis præstationerne løftes. Sker det ikke, står SF’erne også her parat med fyresedlerne.

Udmeldingerne tyder på, at selv SF, der ofte betegnes som et interesseparti for offentligt ansatte, er klar til at spænde den offentlige livrem ind. Og det er partiets egne vælgere, der står for skud.

SF’erne er klar med forslag til en regelsanering, der både skal overflødiggøre en række administrative opgaver på rådhusene og markere en ny ideologisk profil i forhold til den siddende regering: Det skal være nemmere at beholde sine sygedagpenge, slut med at sende opgaver i udbud og enklere at bruge it. I valgkampen kan SFerne på dette punkt alliere sig med Liberal Alliance, der også er på jagt efter overflødigt offentligt bureaukrati. Her er ambitionsniveauet dog noget højere. Blå bloks mest liberale parti vil over de næste ti år af med 40.000 offentligt ansatte.

Alligevel kan afbureaukratiseringen vise sig vanskeligere end som så. Når Villy Søvndal kritiserer det offentlige bureaukrati, stiller han sig op i den lange række af prominente politikere, der gennem de seneste 30 år har sat emnet på dagsordenen. Den konservative Poul Schlüter bebudede i 1980’erne, at han ville gøre det lettere at være dansker. I 1990’erne lovede Poul Nyrup Rasmussen færre, men bedre regler. Og i 00’erne ville Anders Fogh Rasmussen gøre op med ‘System Danmark’. Trods den erklærede hensigt fra både røde og blå regeringer bød de tre årtier på en markant stigning i den offentlige sektors administrative medarbejdere.

4. Verdens største æble

Den grønne IT-yndling har slået oliegiganten Exxon af pinden som verdens største selskab

For 10 år siden kunne designere, arkitekter, hippe forretningsfolk og andre kreative sjæle skille sig ud fra mængden ved at skrotte IBMs pc’er og skifte til en “Mac”. I dag ligger der et “glødende æble” i enhver teenagers lomme eller skoletaske i form af nye Apple-produkter med masseappel.

Apple har langsomt men sikkert bevæget sig fra at være eksklusive hipsteres foretrukne it-leverandør til at blive massernes gadgetleverandør. Og det endda uden at miste street-credit i den førstnævnte gruppe. Sidste uge sprang Apple alle økonomiske rammer og vippede det gigantiske amerikanske olieselskab Exxon af pinden som verdens største selskab målt på markedsværdi. Da Wall Street lukkede onsdag aften, stod en Apple-aktie i 363,69 dollar, hvilket bringer Apples markedsværdi op på 337,2 milliarder dollar. Det er knap 7 milliarder dollar mere end Exxon.

Apples transformation tog for alvor fart, da den nu sygemeldte Apple-chef, Steve Jobs, tilbage i 2001 introducerede iPod’en. I 2007 fulgte iPhone, som også blev en kassesucces med masseappel, og i fjor kom selskabet så med iPad’en, der nu er på vej til at redefinere hele computermarkedet.

Sideløbende har Apple arbejdet intensivt på at skabe et grønt og bæredygtigt image. Som det første store it-selskab offentliggjorde virksomheden sit CO2-fodaftryk opgjort efter såvel produktion og drift af bygninger som CO2-udslippet forbundet med levering, brug og genbrug af produkterne. Trods den gigantiske og vedholdende vækst i omsætning er stigningen i selskabets CO2-udslip i dag stærkt begrænset. Fra 2008 til 2009 steg selskabets CO2-udledning kun med 2 pct., mens antallet af leverede Apple-produkter steg med 11 og indtjeningen med 12 pct.

At det netop er verdens største olieselskab og dermed en af verdens største CO2-udledere, it-giganten har væltet af pinden, er en fjer i hatten for Apple. Samtidig er det et tegn på, at en ny, grønnere økonomi langsomt er under opsejling.

5. Forsørgerne er kommet i mindretal

Under halvdelen af danskerne har et regulært job – nye reformer nødvendige

Landets beslutningstagere vrider deres hjerner for at finde ud af, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Imens skrumper den del af befolkningen, der får hjulene til at køre rundt.

Knap 2,7 millioner danskere har i dag et officielt job, hvilket svarer til  49 pct. De øvrige 51 pct. er enten børn, pensionister, studerende, ledige, på sygedagpenge, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister eller på anden vis forsørget af den arbejdende del af befolkningen. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Der er ikke udsigt til, at arbejdsmarkedet løser misforholdet af sig selv. Siden sammenbruddet i 2008-2010 har jobvæksten været forbeholdt lavtlønnede job med lavt vidensindhold. Den del af arbejdsmarkedet, der er karakteriseret ved højt vidensindhold og høje lønninger, oplever stadig tab af arbejdspladser. Se MM25, 2011.

Udviklingen er så bekymrende, at Danmarks nationale velstand er truet. Det mener Jørgen Søndergaard, der er formand for Arbejdsmarkedskommissionen og direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Han hæfter sig ved, at omkring 430.000 borgere i den arbejdsduelige alder er parkeret helt uden for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser.

“Det er en kæmpe udfordring for politikerne at forsøge at få nogle af dem ud på arbejdsmarkedet,” siger Søndergaard til Jyllands-Posten.

I Politiken konstaterer Lars Trier Mogensen med klar adresse til rød blok, at et velfærdssamfunds succes afhænger af, hvor mange varige job det kan skabe. Ikke hvor mange mennesker der kan sendes på passiv forsørgelse eller ansættes i den offentlige sektor. Den offentlige sektor beskæftigede i 2010 814.000 mennesker – eller godt 200.000 flere end industrien, byggeriet og landbruget tilsammen.