Det danske velfærdssamfund har taget hul på en kæmpemæssig transformation, som får vidtrækkende konsekvenser for alle danskere mange år ud i fremtiden.

Det er ikke et big bang, hvor alt bliver forandret fra den ene dag til den anden. Ændringerne sker løbende som en konsekvens af en stram økonomi og flere ældre.

De mange byggeklodser i opbygningen af den nye velfærdsmodel består af talrige politiske initiativer og prioriteringer, innovative velfærdseksperimenter, inddragelse af borgerne og nye samarbejdsformer mellem den offentlige sektor, private virksomheder og det civile samfund.

Velfærd under pres

Baggrunden for forandringerne er alt andet end rosenrød. I sin nuværende form er velfærdsmodellen en kæmpe underskudsforretning, og de kommende år vil den demografiske og økonomiske udvikling sætte modellen yderligere under pres.

Som velfærdssamfundet er skruet sammen i dag, vil en nyfødt dansk pige i snit modtage 1,6 million kr. mere fra det offentlige i form af overførsler og offentlige velfærdsydelser, end hun kommer til at bidrage med via skatter og afgifter gennem sit liv. En nyfødt dreng vil omvendt bidrage med 0,6 millioner kr. mere, end han vil modtage. Se figur 2. Bundlinjen er et underskud på en halv million kr. pr. dansker regnet over et helt livsforløb.

Den økonomiske krise rejser en række yderligere udfordringer. Først og fremmest står det klart, at de vedvarende budgetoverskridelsers æra er definitivt forbi. Så langt øjet rækker frem, vil kommuners og regioners økonomi være mere end stram. Se figur 3. Truslen om sanktioner har allerede banet vej for en helt ny budgetdisciplin, der rækker helt ned til den enkelte institution.

Også velfærdens kernetropper bliver mere grå i toppen. Over hver tredje ansatte i det offentlige er i dag over 50 år – mod hver fjerde i den private sektor – og blandt nogle faggrupper, f.eks. folkeskolelærerne, er det op mod 40 pct. Over 200.000 offentligt ansatte forventes i løbet af de næste 10 år at gå på pension eller efterløn. Derfor vil den offentlige sektor om få år stå med en kæmpe udfordring med at rekruttere den nødvendige arbejdskraft.

En række yderområder vil få ekstra svært ved at tiltrække kvalificerede medarbejdere, da befolkningsbevægelserne går i retning af de større byer. Se også Byerne trækker Danmark skævere.

I hele verden tiltrækkes borgerne af de store byers uddannelsesmuligheder og specialiserede jobmarked. Over de næste 25 år sker der en lille folkevandring, hvor særligt København og Aarhus vil blive styrket, mens de geografiske yderområder vil miste borgere, virksomheder og skattegrundlag.

Udviklingen betyder, at landets 98 borgmestre står med meget forskellige økonomiske udfordringer. Hvor overborgmester Frank Jensen fra København hver måned kan sige goddag til ca. 1.000 nye borgere, kan Lollands borgmester Stig Vestergaard i bedste fald håbe på, at kun 600 indbyggere flytter fra hans kommune i år og dermed efterlader et økonomisk hul på 40-50 millioner kr.

Heller ikke de omkring 800.000 danskere, der modtager dagpenge, efterløn, førtidspension, sygedagpenge eller andre overførselsindkomster, er jævnt fordelt mellem kommunerne. Udkantsdanmark har både flere ældre og flere på overførselsindkomster. Allerede i dag er der blot 3 kommuner ud af 98 – København, Frederiksberg og Egedal – hvor flertallet af borgerne er i arbejde.

1. Færre kroner kræver hård prioritering

I foråret 2013 vedtager Folketinget for første gang et fireårigt loft for de offentlige budgetters andel af den danske økonomi. Den stramme styring kræver benhårde prioriteringer i kommuner og regioner.

De seneste års bølge af velfærdsreformer er ikke et punktum, men et komma. De næste ti år vil politikerne fortsat fokusere stift på at øge arbejdsudbuddet, sådan som de har gjort med reformerne af efterløn, førtidspension, dagpenge og skat og lagt op til med forårets reformer af kontanthjælp og SU. Den økonomiske fordel ved at komme i arbejde bliver langsomt, men sikkert større.

Regeringen har i sin økonomiske 2020-plan fokus på at øge arbejdstiden. De aktuelle overenskomstforhandlinger med de offentligt ansatte skal også bane vej for en mere effektiv udnyttelse af arbejdstiden. Flere skal i arbejde, og de, der allerede er i arbejde, skal arbejde mere. En ny arbejds- og pligtetik begynder at vinde indpas. De stramme offentlige budgetter vil forstærke denne udvikling.

Som følge af budgetloven vedtager Folketinget her til forårets budgetloft, der sætter en øvre grænse for kommunernes, regionernes og statens økonomi fra 2014 til 2017. I 2020-planen betegner regeringen selv budgetloftet som et af de helt centrale redskaber, hvis det skal lykkes at holde det strukturelle underskud på de offentlige finanser på under den halve pct., der er et fælles mål for EU-landene i 2020.

Den stramme budgetlov vil samtidig øge presset på kommunerne, regionerne og de offentlige institutioner om at finde nye, innovative løsninger, hvor der kan skabes bedre velfærd for selv begrænsede eller måske færre midler. Se figur 5.

Heller ikke i årene efter 2020 er der balance mellem de offentlige indtægter og udgifter, så der vil fortsat være et højt reformpres.

Smalhals i mange år

Danmark har en af verdens største offentlige sektorer og et tilsvarende højt skattetryk. Men Danmark har i en årrække haft en af de laveste vækstrater i den vestlige verden, og det bliver stadig sværere at finansiere velfærdsudgifterne.

Erkendelsen af denne nye normaltilstand breder sig, også til de traditionelt velfærdsbegejstrede socialdemokratiske politikere. Regionernes formand, Bent Hansen, forudser således mange år på økonomisk smalkost.

"Danmarks økonomi vokser stort set ikke, og når der kommer mere vækst, skal udvidelsen først og fremmest ske i den private sektor. Vi ved godt, at konkurrenceevnen er presset, så der bliver ikke mange promiller vækst tilbage til den offentlige sektor i de næste mange år," siger han.

Danske pensionsselskaber investerer allerede i dag store milliardbeløb i sygehuse, motorveje og havne – ikke i Danmark, men i lande som Sverige, Storbritannien og Australien.

De danske politikere vil i de kommende år lave regelændringer, der kan bane vej for flere hjemlige investeringer i velfærd og offentlig infrastruktur. Erfaringerne fra de foreløbig 13 konkrete OPP-projekter er positive, og de næste 15 OPP-projekter er allerede i støbeskeen.

Både regeringen, Venstre og De Konservative har talt varmt for at øge brugen af OPP. Når de danske OPP-investeringer hidtil har haltet efter andre landes, skyldes det især reglerne om deponering, der tvinger kommunen eller regionen til at deponere et beløb svarende til hele investeringen. Derfor taler alt for, at man vil enes om udviklingen af nye standardmodeller, som gør det lettere og mere overskueligt for især kommuner at kaste sig ud i partnerskaber med private.

4. Den nye forebyggelseskultur

Velfærd på institutioner koster kassen – og er alligevel ikke altid den bedste løsning. Med et stigende fokus på, at indsatsen skal have en dokumenteret effekt, forebygger flere og flere kommuner og regioner tidligt i stedet for at gribe ind (for) sent.

Forebyggelse bliver en af krumtapperne i fremtidens velfærdsmodel. Både på sundheds- og socialområdet kan en stærkere forebyggelsesindsats spare samfundet for store omkostninger og nedbringe det enorme menneskelige og økonomiske ressourcespild, der finder sted i dag.

De økonomiske vismænd har regnet sig frem til, at sundhedsudgifterne vil stige dramatisk frem mod 2050, i takt med det stigende antal ældre og fremkomsten af nye behandlingsformer. Se figur 7. Det betyder, at det offentlige skal finde 50-100 milliarder kr. mere om året til at drive sundhedsvæsnet for.

I næsten alle andre europæiske lande er telemedicin fortsat et anliggende for ildsjæle og entusiaster. I Danmark er telemedicin ved at flytte fra periferien og helt ind i kernen af de tilbud, et moderne sundhedsvæsen tilbyder sine patienter.

"Danmark har succes med telemedicin, fordi alle aktører bliver trukket ind i processen," siger Fabienne Abadie, der som forsker ved The Institute for Prospective Technological Studies har et overblik over udbredelsen af telemedicin i hele Europa.

Danmark har også en unik mulighed for at blive et attraktivt internationalt udstillingsvindue for fremtidens supermoderne, højeffektive og energivenlige sygehuse bygget op omkring den nyeste og mest avancerede højteknologi.

Byggeriet af de nye supersygehuse til en samlet pris af 45 milliarder kr. tegner til at blive en enestående manifestation af dansk sygehusdesign og byggekunst, som kan skabe vækst, nye job og øget milliardeksport på et eksploderende globalt marked.

Holdet bag det nye sygehusbyggeri på Rigshospitalet – 3XN og Aarhus Arkitekterne – blev sidste år hædret med den fornemme pris som verdens bedste "kommende hospitalsprojekt" i på den store World Architecture Festival i Singapore. Prisen vidner om den position, som danske arkitekter, ingeniører og entreprenører i disse år er ved at opbygge inden for sygehusbyggeri.

Fagre nye verden

Om bare tre år skal danskerne til tasterne, hvis de vil skifte læge, forny deres kørekort, skifte adresse eller skrive deres børn op til vuggestue. Inden udgangen af 2015 skal 80 pct. af al kommunikation mellem borgere og det offentlige ske over nettet.

Til den tid vil tusindvis af danskere også sidde hjemme i dagligstuen og blive undervist gratis af professorer fra klodens mest prestigefyldte eliteuniversiteter, da online-undervisning breder sig med lynets hast.

Borgerne kan stadig møde op hos den praktiserende læge, men de kan måske også have videoadgang til et helt korps af online-praktiserende læger hjemmefra, så de kan undgå venteværelse.

Nogle er hoppet på bølgen med self-tracking eller quantified self. De samler data om deres søvnrytme, madvaner, puls og motion og fotograferer deres krop. Alt analyseres i hjemmets computer, der advarer, hvis tallene peger i retning af en livsstilssygdom, og opfordrer til sundere vaner.

Kronikere behøver heller ikke længere at tage på hospitalet for at blive behandlet for deres rygerlunger eller diabetes, men kan via telemedicinske løsninger være med til at holde sygdommen under kontrol.

Ældre kan udnytte den nyeste velfærdsteknologi til at få gjort rent, blive vasket og komme ud af sengen. Hjemmesygeplejersken og sosu-assistenten skifter rolle fra at yde omsorg og pleje til at hjælpe borgerne til selv at løse problemerne. De ældre vil også via sociale medier som Facebook få større netværk og nye ideer til at gøre livet lidt lettere eller udveksle inspiration til at pleje eventuelle sygdomme.

Bus- og togbilletten betales med smartphones eller digitalt borgerkort, som også samler data om pendleradfærden, så nye behov hurtigt kan imødekommes. Byens affaldsspande giver automatisk kommunens supercomputer et signal om, hvor fyldte de er, og skraldemændene lægger deres rute ud fra informationerne.

Kommunalvalg afgøres med digitale kryds. Kommunen skruer også op for det direkte demokrati mellem valgene og inviterer borgerne til at give deres besyv med på byrådsmøderne på videokonferencer hjemme fra stuen.

Alle disse fremtidseksempler kan på meget kort sigt blive en helt naturlig del af danskernes hverdag. Udviklingen inden for digitalisering, sociale medier og ny teknologi går rivende hurtigt og kommer til at spille en hovedrolle i fremtidens velfærdsmodel.

Det kan spare samfundet for milliarder af kroner og give bedre og mere individuel velfærd. Samtidig kan private virksomheder sammen med det offentlige skabe nye og innovative produkter, der kan eksporteres.

6. En ny tillidskultur

Tre årtiers kontrol og detailstyring har flyttet fokus fra den offentlige sektors kerneopgaver: at skabe de bedste resultater for borgere og virksomheder. Et spirende opgør med nulfejlskulturen kan øge omstillingsevnen.

Fremtidens velfærdsmodel medfører ændrede vilkår og roller for embedsmænd og politikere. 71 pct. af velfærdslederne siger i Mandag Morgens store rundspørge, at de bruger for meget tid på dokumentation. Og flere offentlige ledere vurderer, at den nuværende styringsmodel kun kan holde ganske få år endnu. Ikke bare af økonomiske grunde, men også fordi den hæmmer den fornyelse af velfærden, som bygger på inddragelse af borgere, virksomheder og organisationer.

Det trækker op til et fundamentalt opgør med den new public management-bølge, som har domineret den offentlige sektor i mange år.

Trods mere end 30 års kamp mod bureaukratiet er der mere regulering end nogensinde før. Både regeringen, kommuner og regioner erkender, at regelstyringen er gået for vidt. Det omfattende papirnusseri svækker medarbejdernes engagement såvel som mulighederne for innovation og effektiviseringer.

Kontraktstyringen og regeltyranniet vil i stigende grad blive afløst af større frihed til de enkelte ledere og medarbejdere ude ved velfærdens frontlinje.

Ny rolle til kommunalpolitikerne

Også kommunalpolitikernes rolle og arbejdsvilkår står foran store forandringer. Den faldende valgdeltagelse – specielt blandt unge – problemer med at skaffe kandidater til næste valg, store og komplicerede sagsbunker skrevet i et svært sprog og et ry som de gråhårede mænds klub har fået mange kommunalbestyrelser til at tage deres rolle op til revision. Se også Kommunalpolitikeren er i eksistentiel krise.

De vil være under et stigende pres for at inddrage borgerne langt mere i de politiske beslutningsprocesser, f.eks. oprette flere temabaserede projektudvalg, der sammen med borgeren skal finde løsninger på de lokale udfordringer. Samtidig vil de overlade en større del af sagerne til forvaltningen, så de får bedre tid til at tage sig af de mere politiske sager og udstikke de overordnede visioner for kommunen.

De mange forskellige tendenser indgår alle i opbygningen af fremtidens velfærdsmodel. Udviklingen er i fuld gang. Alle parter – borgerne, borgmestrene, embedsmændene og private aktører – kan se frem til at spille en helt ny rolle og tage et større ansvar for et mere bæredygtigt og fremtidssikret velfærdssamfund.