En kommende VK-regering står over for et afgørende strategisk valg: Tør den indlede et vidtrækkende opgør med “den danske model”, herunder et begyndende opgør med enhedsfagbevægelsen monopol-stilling på det danske arbejdsmarked? Eller vælger den at fortsætte den hidtidige samarbejdslinie? Begyndelsen til en offensiv strategi skridt ligger i VK-partier-nes valgprogram med bl.a. afskaffelse af fradragsret for faglige kontingenter, etablering af tværgående a-kasser og stop for ekslusiv-aftaler og organisationstvang på det offentlige område. Med en sådan åbning kan der igangsættes en dynamisk proces, hvor konkurrerende fagforeninger og nye former for organisering af lønmodtagerne blomstrer op. Det strategiske valg får stor betydning for resten af samfundet: Et opgør kan gøre det lettere at tilfredsstille det stigende pres for velfærdsydelser. Nye fleksible organisationsformer på arbejdsmarkedet kan åbne for aftaler om sundhed, sociale forhold og uddannelse i den enkelte virksomhed. Det vil fremme udviklingen i retning af “virksomhederens sociale ansvar” og skabe større grobund for en ny serviceindustri, der skaber job og nye velfærdstilbud. Prisen bliver en periode med betydelig polarisering i samfundet. VK-regerin-gens anden mulighed er at fortsætte, hvor Nyrup slap, og udnytte de muligheder for omstilling, som medspillet fra en stadig mere fleksibel fagbevægelse muliggør. Denne mulighed vil lette brede politiske løsninger på områder som udlændinge-, Europa- og skolepolitikken. I en leder sammenholdes de strategiske valg med manøvremulighederne i den mere kortsigtede politiske kalender. Den store risiko er, at vælgerne sammensætter et hver-ken-eller-folketing, der kun kan føre parcelhuspolitik, men ikke vælge en af de mere perspektivrige veje ind i det næste årtusinde.