Om fem år er Alternativet et parti med borgmestre, rådmænd, EU-repræsentation og dobbelt så mange medlemmer af Folketinget. Og så er partiet begyndt at tjene sine egne penge. Sådan lyder ambitionen fra partistifter Uffe Elbæk, der i denne uge skal til partiets sommergruppemøde. Han vil udvikle en ny type organisation, der også har plads til kommercielle aktiviteter, så partiet eksempelvis kan sælge konsulentydelser på baggrund af den viden, der bliver opbygget i partiet. ”Vi kan godt lide at tjene vores egne penge,” siger Uffe Elbæk, der kalder sig for ’direktøren for det hele’.