En ny æra for geopolitisk konkurrence er indledt. Og det ligner efterhånden en omgang alle-mod-alle

Industripolitikken er i de senere måneder blevet den helt store spillebane for stormagternes kappestrid, fordi det er her, magten over den grønne forsyningskæde, klimateknologierne og de grønne jobs sikres.

”Vi europæere er ved at tilpasse os den geoøkonomiske mentalitet,” lyder analysen fra Tobias Gehrke, der er senior fellow ved European Council on Foreign Relations. Som leder af tænketankens geoøkonomiske arbejde følger han det europæiske kontinents genfødte industripolitik fra nært hold. En hurtig dekarbonisering forfølges ikke kun for klimaets skyld. Det er nu blevet drivende for den grønne omstilling at sikre sig så mange arbejdspladser, grønne markedsandele og økonomiske gevinster som muligt.

Lige nu er regeringschefer, virksomhedsledere og embedsfolk over hele kontinentet meget optaget af den amerikanske Inflation Reduction Act (IRA). Pakken er først og fremmest et geopolitisk powerplay, hvor amerikanerne forsøger at opnå teknologisk dominans og holde den kinesiske udfordrer stangen.

Men med til denne analyse hører også en klar amerikansk interesse i at sikre så stor en andel som muligt af den velstand, de arbejdspladser og den forsyningssikkerhed, som omstillingen til vedvarende energikilder kommer til at føre med sig. Og det udfordrer både geopolitiske rivaler og allierede. Kun en europæisk tåbe frygter ikke Bidens grønne statsstøtte.

Et kærkomment wakeupcall til selvtilfredse europæere

”Vi skal forstå konsekvenserne af det, amerikanerne har sat i gang,” sagde den socialdemokratiske erhvervsminister, Morten Bødskov, med stor alvor i stemmen, da han forleden talte ved Tænketanken Europas morgenmøde, der blev afholdt i Industriens Hus. ”Det kan føre til, at europæiske virksomheder rykker til USA.”

Og konsekvenserne er muligvis allerede begyndt at melde sig. Tidligere på ugen offentliggjorde Tesla, at dele af produktionen på deres stort anlagte batterifabrik rykker tilbage til USA på grund af IRA’s gavnlige statsstøtteregler.

”IRA er et kærkomment wakeupcall til os i EU, der gerne bryster os af at have den grønne førertrøje på,” som Ørsteds chef for stakeholder relations, Ingrid Reumert, sagde under en paneldebat med den radikale europaparlamentariker Morten Helveg Petersen.

Med sine knap 350 milliarder euro er Bidens pakke stor, men ikke økonomisk uhørt. Til sammenligning har EU stadig, hvad Bødskov kalder ”450 milliarder udisponerede euro” tilovers fra genopretningsfonden, som kan anvendes til samme formål.

Men hvad IRA måtte mangle i økonomisk størrelse, har den i beslutsomhed og hurtighed. Cirka 50 procent af IRA uddeles som skattefradrag. Fra dag ét og ti år frem kan virksomheder, der bosætter sig i USA og bidrager til IRA’s formål, kunne sikre sig en betydelig rabat på skattebetalingerne. USA har ovenikøbet forsyningsmæssig stabilitet og fornuftige energipriser, hvilket kan virke tillokkende for nogle af de hårdtprøvede europæiske virksomheder.

En lidt hysterisk rød tråd

For nylig præsenterede EU-Kommissionen deres svar på IRA, den såkaldte Green Deal Industrial Plan (GDIP). Planen åbner blandt andet for betydelig lempelse af statsstøtteregler, en godt og vel 30 år gammel hellig ko, som flere politikere er begyndt at stirre stadig mere sultent på.

Men det har skabt en skæv debat, mener ECFR’s Tobias Gehrke. Internt i EU er diskussionerne delt mellem dem, der vil have nye penge på bordet, og dem, der frygter, at EU’s indre marked vil tage skade. På den måde falder vi ned i en ”klassisk europæisk debat” og overser ifølge tænketanksmanden det vigtige spørgsmål, nemlig: Hvordan skal vi prioritere vores industripolitik?

Amerikanerne kan ifølge Gehrke godt være en smule ”hysteriske” i deres insisteren på at få snart sagt alle politikområder til at handle om national sikkerhed og Kina. Men der er en “klar rød tråd i deres politiske narrativer”, som han siger.

”Og det samme gælder for Kina. De har en klar politisk fortælling om selvforsyning og begrænset afhængighed af Vesten,” siger han.

Der er ”klare politiske narrativer”, som binder deres forskellige initiativer sammen. Det var også, derfor Kina var så optaget af at overtage værdikæden for grønne energikilder som vindmøller og solceller, hvilket ellers var et europæisk dominansområde indtil for relativt få år siden. Kina og USA ved, hvad de skal prioritere, og det er den politiske beslutsomhed, der giver dem overhånden over for EU lige nu.

Små, afgørende tandhjul

Forsyningssikkerhed er et oplagt første sted at starte prioriteringsdiskussionen, mener Tobias Gehrke.

En ny analyse fra den tyske arbejdsgiverorganisation IWD tegner billedet af, at især den japanske, russiske og amerikanske fremstillingsindustri er stærkt afhængig af varer fra Kina til produktionen. Med undtagelse af Tjekkiet har samtlige europæiske lande en markant mindre afhængighed målt rent økonomisk. 

Det kan se overskueligt ud. Men man må ikke stirre sig blind på det samlede billede, minder Tobias Gehrke om. En lille, kritisk afhængighed kan vælte en hel forsyningskæde. Nogle produkter fylder relativt lidt økonomisk set, men kan have en fundamental betydning.

”Tag sjældne jordartsmetaller som et eksempel. I global sammenhæng er det et lillebitte marked,” siger Gehrke med henvisning til den anslåede globale markedsværdi på omkring 35 milliarder kroner for denne gruppe af metaller. Selv om dette nichemarked forventes at vokse til tredobbelt størrelse i de kommende ti år, vil det stadig kun slå marginalt ud i landenes handelsstatistikker.

Deres betydning i værdikæden, hvad enten det handler om produktion af vindmøller, vaskemaskiner eller batterier til biler, er til gengæld enorm. Det er også grunden til, mener Gehrke, at politikerne er nødt til at gå sammen i partnerskaber med myndigheder og virksomheder for at få kortlagt EU’s forsyningsmæssige svage punkter.

Netop det fundamentale og forsyningsmæssigt kritiske bør ifølge Gehrke være rettesnoren. Det kan godt være, at det viser sig at være klogt at lave en europæisk fremstillingsindustri til batteriproduktion. Man skal bare huske, at det vil koste mange penge at få op at stå.

Hvis man ukritisk hiver produktion hjem i en række sektorer og bruger en masse milliarder på statsstøtte uden en klar geoøkonomisk retning, så risikerer man at skyde skævt og vælte en unødigt stor regning over på borgerne.

Omvendt forsigtighedsprincip

At Europas politikere har brug for at gå deres industripolitiske prioriteter efter, mener også Morten Bødskov. Fra talerstolen i Industriens Hus begræd han det bureaukrati, som ifølge ministeren gør, at europæiske virksomheder har fire gange så lange godkendelsesprocedurer som amerikanske.

Der er meget langt fra projektbeskrivelsen af en havvindmøllepark til udførsel, og det bliver et stort problem, når kampen om de grønne markedsandele intensiveres.

”Godkendelsesprocedurer for industriprodukter er den mest afgørende konkurrencebarriere mellem USA og EU,” lød det fra den danske erhvervsminister.

Det et bredt anerkendt problem i EU, som blandt andet konkurrencekommissær Margrethe Vestager har fået til opgave at løse. I starten af året annoncerede hun nye lempelser for europæisk statsstøtte, der giver europæiske medlemslande mulighed for at give statsstøtte og skattefradrag til grønne virksomheder. Lempelserne ville ifølge Vestager “forenkle beregningerne for mængden af statsstøtte og godkendelsesproceduren hurtigere”.

Ifølge Vestagers partikollega Morten Helveg Petersen tvinger behovet for hurtig udrulning os ligefrem til at overveje et ”omvendt forsigtighedsprincip”. Et sådant princip vil betyde, at man vender godkendelsesproceduren om: Hvis ikke der er grund til at tro, at der er noget virkelig farligt ved at gå i gang, så skal man få fjernet red tape hurtigt.

”Det vil være kontroversielt. Men vi har ikke tid til at gøre, som vi har gjort hidtil,” konkluderer han.