Digital integrator, teknologinysgerrig humanist, AI-etiker – og andre AI-roller, som bliver relevante inden for få år
Blandt nordiske virksomheder er der store planer om at opkvalificere medarbejderne de kommende år for at matche udviklingen inden for AI. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi alle skal opkvalificeres med techkompetencer. For mange AI-opgaver tilfalder i lige så høj grad humanisterne.
Stine Bjerre Herdel
LedelsesredaktørSelvom der er masser af snak om, hvordan AI vil eliminere behovet for visse typer af job, så er det også allerede nu tydeligt, at AI samtidig skaber mange nye typer af job. Uanset om det er på erhvervsskolerne, rådhusene, i rejsebranchen, forsikringsbranchen eller medicinalbranchen, så bliver der lige nu slået stillinger op, der indeholder opgaver inden for AI.
Ikke overraskende er der en del udviklingsstillinger eller stillinger, der kræver en teknologisk uddannelse som AI engineer og indsigt eller erfaring med håndtering og analyse af data. Men der er også et stigende antal stillinger, der ikke gør. Stillingerne handler lige så meget om at udforske og forstå AI i relation til forretning og strategi, at lede AI-projekter og om at udbrede kendskabet til AI blandt andre. Ikke om at bygge, udvikle og drive komplekse tekniske systemer.
AI er nemlig ikke blot en teknologisk udvikling, men også en kulturel og intellektuel bevægelse. Og netop derfor vil den også føre stillinger med sig af den karakter, vurderer Dan Rose Johansen, CEO i virksomheden Todai, der udvikler og implementerer AI-løsninger for virksomheder. I hans øjne er der – stik imod, hvad man ellers kunne tro – en ”renæssance på vej til humanister”, som han formulerer det. Hvis ellers de formår at koble deres faglighed til AI.
Her i Danmark udvikler vi jo ikke så mange af de store, grundlæggende teknologier; til gengæld kommer vi i høj grad til at implementere dem. Og der er nogen, der skal tilpasse dem danske forhold og den enkelte virksomheds krav.
Dan Rose Johansen
CEO i Todai.