Dit klima-mindset afgør din virksomheds fremtid

LEDELSE Corona har naturligt nok farvet lederes syn på verden det sidste år. Men hvis man vil fremtidssikre virksomheden, må klimaet nu udgøre en fremtrædende del af lederens mindset, skriver Anna Fenger Schefte og Anders Nolting Magelund.

Illustration fra forsiden af bogen 'Klimaklar virksomhed. Guide til succesfuld klimaomstilling'
Illustration fra forsiden af bogen 'Klimaklar virksomhed. Guide til succesfuld klimaomstilling'

Klimaomstilling er i dag en bunden opgave for alle virksomhedsledere. Det sætter de politiske klimavinde, nye reguleringer, nye forbrugerpræferencer og ikke mindst talrige klimarapporter en tyk streg under. 

Flere ledere er da også begyndt at kigge på klimaet, men ofte skydes “klima-bolden” videre til den kommunikations- eller CSR-ansvarlige. Det er en farlig strategi, for ingen virksomheder vil lykkes med klimaomstilling, uden at det er en klar ledelsesdagsorden.

Forestil dig et øjeblik, at du havde uddelegeret hele det sidste års coronahåndtering til en kvart eller måske halv medarbejder. Læg oven i dette, at klimaet er en langt større og mere langvarig omstilling, som vil kræve gentænkning af hele virksomheden - alt lige fra produktion, leverandørrelationer til HR og finansiering.

Klima må derfor ikke blive en afdeling eller tjekliste – men skal være et mindset.

Men hvordan griber man det lige an? Hvordan får man som leder klimaet integreret som en væsentlig del af sine ledelseskompetencer og -mindset?

Dit nye klimamindset

Et klimaledelsesmindset vil kræve et opgør med flere af de indgroede antagelser og praksisser, som i dag er dominerende på ledelsesgangene hos langt de fleste virksomheder. Det gælder først og fremmest en meget indgroet ide om, hvad der er succes og fremgang for virksomheder.

Det nytter i dag nemlig ikke længere at fokusere ensporet på vækst og kun løbe efter de sorte tal på bundlinjen. Det handler i høj grad om at sikre, at virksomhedens økonomiske KPI’er er koblet sammen med grønne KPI’er. Ellers er væksten ikke på rette spor og vil i lyset af de nuværende nationale og globale klimatendenser hurtigt vise sig uholdbar.

Det vil uden tvivl kalde på nogle klare fravalg for langt de fleste virksomheder og kræve af lederen, at der er kortsigtede muligheder, som ikke gribes – for at sikre en mere langsigtet resiliens over for de nye klimakrav.

Flere virksomhedsledere har allerede vist, at klimamindsettet er muligt. Og at det hverken er ren filantropi eller feel-good at kombinere vækst med en grøn bundlinje. Den tidligere CEO for hollandske Unilever Paul Polman er et godt eksempel på dette. Han har blandt andet sagt, at han opfatter topledere som “aktivister” for den grønne omstilling og er i dag om nogen blevet repræsentant for, hvordan en topleder leder sin virksomhed med afsæt i et klimamindset.

Polman har i sin tid som CEO for Unilever blandt andet afskaffet kvartalsregnskaber for at sikre et mere langsigtet syn og har sideløbende med økonomiske målsætninger opsat klare og ambitiøse mål for virksomhedens klimaaftryk. Og dette vel at mærke mens Unilever er vækstet markant.

Danske Grundfos har de seneste år, primært under tidligere CEO Mads Nippers lederskab, også været et godt eksempel på, hvordan klimalederskab ser ud i praksis. Mads Nipper har ændret hele Grundfos’ forretningsmission fra at sælge pumper til en erklæret ambition om at “sikre rent vand til hele verden” – uden at skade klimaet. Det indkapsler hele deres kommercielle forretning. Succesen af Grundfos’ klimalederskab viser sig klart i tre vigtige tal. Virksomheden har en stigende omsætning, der beløb sig til 27,5 milliarder kroner i 2019 mod 26,7 milliarder i 2018, rekordhøj medarbejdertilfredshed på 75 procent samt 12,8 procent i CO2-reduktioner i 2019 i forhold til det foregående år.

Kend din klimafølsomhed

Men hvordan kan du gøre Nipper og Polman kunsten efter? Og hvordan kommer du rigtigt i gang?

Det er for det første afgørende, at du leder ud fra en fundamental forståelse for din virksomheds klimarisici og -muligheder. Det skal ligge som en grundforståelse for en klar klimaplan og for alle dine strategiske valg, og på den måde sikrer du at klimaet bliver en integreret del af din strategiforståelse.  

Det handler dels om at kortlægge virksomhedens unikke klimafølsomhed. Vi har en regering, der har varslet et ambitiøst mål på 70 procent i 2030. Hvordan vil det påvirke  virksomheden? Globalt set går det også kun én vej trods corona.

EU har opskaleret klimaambitionerne, Finland vil være CO2-neutral i 2035, Sverige i 2045, og flere lande melder sig ind i kampen med ambitiøse målsætninger – senest Kina og Rusland. Hvad med Gretha Thunberg-bevægelsen og udviklingen af nye klimabevidste forbrugerpræferencer, eller den hastige teknologiske udvikling og den stigende risiko for fysiske skader? 

Hvor sårbar er virksomheden overfor disse trends, og hvor risikerer den at blive ramt hårdt? Er der eksempelvis brug for at gentænke, hvordan virksomhedens varer produceres eller transporteres, kan I blive ved med at flyve rundt til møder på ugentlig basis, eller rammer virksomhedens markedsføring måske helt forbi klimaskiven?

Men det handler også om at kortlægge klimadagsordenens muligheder. Hvordan kan klimaindsatsen eksempelvis give virksomheden et forspring i forhold til konkurrenterne, kan det åbne nye B2B-muligheder, hvad med ressourcebesparelser og nye markedsmuligheder? Udenrigsministeriet har vurderet, at der frem mod 2030 er globale vækstmuligheder for op til 400 milliarder kroner for danske virksomheder i bæredygtige løsninger. Og der er allerede mange eksempler på, at både veletablerede små- og mellemstore virksomheder samt startups er ved at få del i disse nye markeder.

Det skal du huske

Så langt så godt. Med kortlægningen og klimaplanen klar er det også vigtigt, at du hele tiden holder dig for øje, at klimaomstilling for langt de fleste virksomheder er en omfattende opgave, som vil tage flere år. Derfor kalder et klimaledelsesmindset også på, at du er bevidst om følgende tre ting.

1. Klimaomstilling er ongoing. Sørg for at gøre løbende klimastatus på virksomhedens indsats – og at gøre det systematisk. Det er vigtigt, at du indhenter relevante og troværdige data, og at du følger op på, om virksomheden når og/eller eventuelt skal revidere sine klimamål. Ligesom med årsregnskabet skal du sikre dig, at virksomheden har et klimaregnskab – som kan være en intern rettesnor fra år til år og som også kan kommunikeres eksternt.

2. Vær proaktiv og agil. Din virksomhed skal hele tiden være i bevægelse med verden – særligt når det kommer til klima, som er en dagsorden, der bevæger sig enormt hurtigt. Du skal som leder være godt inde i “klimaverdenssituationen”. Seneste FN-rapporter og pressemeddelelser fra Klimaministeriet skal indgå som fast morgenlæsning. Det er nødvendigt for løbende sikre, at dine klima-KPI’er og indsatser følger udviklingen på klimaområdet – og en måde at sikre, at du kan nå at rette til og undgå spildte kræfter. 

3. Få hele organisationen med. Klimalederen kan ofte overse den faktor der skal til for at gennemføre omstillingen – menneskene. Dine medarbejdere skal inkluderes. Det gik galt for kaptajnen i Moby Dick, fordi han ikke lyttede til eller inddrog sin besætning. Hvor er medarbejderne i forhold til klimaet? Er de godt nok rustet? Føler de sig som en del af rejsen? Det er nu, at du skal give dine corona-trætte ansatte en forståelse for vigtigheden af at undgå flere kriser fremover.

Fra corona til klima

Det seneste år har covid-19 helt naturligt stået øverst på dagsordenen hos langt de fleste virksomhedsledere – i både store og små virksomheder. Mange ledere har som følge af pandemien dagligt skullet jonglere mellem nye HR-tiltag, økonomisk krisehåndtering, kompensationspakker, revurdering af vækststrategier, usikre forsyningskæder og meget, meget mere. 

Lige så meget som håndteringen af covid-19 har gennemsyret lederens tanker, hverdag og ageren, lige så meget bør klimaet de næste mange år frem være topprioritet hos lederen – og noget virksomhedslederen har med sig hver dag i den daglige drift og ledelse, når der afholdes bestyrelses-, ledelses- og medarbejdermøder, laves nye vækststrategier eller indgås dialog med eksterne partnere.

 

Anna Fenger Schefte og Anders Nolting Magelund er henholdsvis klimajournalist og -rådgiver. De er forfattere til bogen “Klimaklar Virksomhed. Guide til succesfuld klimaomstilling”, som er udkommet på Akademisk Forlag.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu