Filosof: ”Vi skal simpelthen stoppe med at tale os selv ned som mennesker”
Der er snart ikke noget, du ikke kan få en kunstig intelligens til at svare på eller lave til dig. Og du kan bruge data og algoritmer til at få indsigt i stort set alt. Så det er lige præcis nu, at vi som mennesker skal tage lederskab, frem for at tale værdien af menneskelige egenskaber ned, siger den internationalt anerkendte filosof, Pia Lauritzen.
Stine Bjerre Herdel
LedelsesredaktørDet er idioti, når vi gang på gang fremsætter skrækscenarier om, hvordan maskinerne vil overtage vores job og alkens intelligente beslutninger. Det mener Pia Lauritzen, som er filosof og blandt andet har beskæftiget sig med forskellen på mennesker og maskiner, og så er hun internationalt anerkendt for sin forskning i kunsten at stille spørgsmål.
Pia Lauritzen er en dansk filosof, techentreprenør og forfatter.
Hendes forskning i kunsten at stille spørgsmål har ført til international anerkendelse i form af en shortlisting til Thinkers50, der hvert år rangerer de mest indflydelsesrige 'fremtidstænkere' i verden.
Pia Lauritzen er også opfinderen og grundlæggeren af tech-platformene Qvest og Question Jam, som bliver brugt til at drive udvikling og læring i virksomheder og skoler i hele verden. Du kan høre mere om Pia Lauritzens forskning i spørgsmål i hendes TEDx Talk ved navn "What you don't know about questions"
Den seneste tid har hun blandt andet beskæftiget sig med de antagelser, der ligger til grund for udviklingen af kunstig intelligens. Som en del af det arbejde er hun dykket ned i ’Computing Machinery and Intelligence’, som er en forskningsartikel fra 1950, skrevet af den britiske matematiker Alan Turing, som lagde fundamentet for det, vi i dag kender som kunstig intelligens.
Det var Alan Turing, der for mere end 70 år siden udviklede den første intelligente algoritme under Anden Verdenskrig. Maskinen blev brugt til at læse og bryde den tyske hærs kode, Enigma, så de allierede kunne komme de tyske angreb i forkøbet. Den blev grundlaget for udviklingen af mere avancerede kunstige intelligenser, der i dag kan svare på alt mellem himmel og jord og er så gode til det, at de kan narre mennesket til at tro, at de ikke er maskiner.