Digitalismen er død – længe leve computeren

Efter næsten 20 års ukritisk og ideologisk digitalisering er vi som samfund endelig ved at vågne op. Vi lever i digitalismens sidste dage og kan nu forhåbentlig se frem til, at computeren ophører med at være en ideologisk kultgenstand, skriver Anders Colding-Jørgensen.

Det var nytårsaften 2001, jeg første gang hørte digitalismens slagord formuleret på politisk topplan. I sin nytårstale til nationen tonede Danmarks socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, frem på mit tykskærms-tv og proklamerede, at ”alle danskere skal have adgang til internet og mulighed for en e-mailadresse”, og at ”den offentlige sektor skal være med helt fremme med anvendelsen af computere og informationsteknik”.

Digitaliseringen af hele samfundet blev dermed skudt i gang og var nu et projekt for regeringen. Det blev ganske vist ikke kaldt digitalisering dengang, men meningen var den samme. Nu skulle vi ikke bare bruge computere som professionelt værktøj, som vi havde gjort siden 1950’erne. Nej, nu skulle hele Danmark være computeriseret og på nettet!

Budskabet var lige så ambitiøst, som det var upræcist: Danmark skulle være verdens førende it-nation, computere skulle være allemandseje, og vi skulle bruge browsere, e-mail og tekstbehandling så ofte og i så mange sammenhænge som muligt. Rationalet syntes at være, at hvis blot danskerne købte tilstrækkeligt med sydkoreansk hardware og lærte at konsumere en masse amerikanske tjenester og softwareprodukter, ville der opstå en gigantisk samfundsværdi senere hen. Hvis bare vi alle blev digitale storforbrugere, ville potentialet så at sige realisere sig selv.

Det var derfor også her, at digitalismens regime blev indvarslet. Digitalisme er ikke det samme som digitalisering; digitalisme er digitalisering som ideologi. På samme måde som marxisme, ateisme eller kapitalisme. Digitalismen er den tilstand, hvor visioner, håb og holdninger træder i stedet for nøjagtighed, evidens og kritisk analyse. Det er den tilstand, hvor vi alle fortæller hinanden, at svaret er digitalisering – nu mangler vi bare at finde ud af, hvad spørgsmålet er. Og det er bl.a. den logik, som har styret det offentliges omgang med computere i snart 20 år.

Og ideologi var netop kernen i Nyrups projekt – i hvert fald set derfra, hvor jeg betragtede det. Der blev godt nok talt en del om specifikke funktionaliteter som f.eks. e-handel, men endemålet var ikke specifikt og målbart. Sigtepunktet var i stedet potentialet: Hvis vi bare gør en hel masse med computere, vil vi helt givet få en masse værdi i form af velstand, besparelser og konkurrencekraft hen ad vejen. Og som Nyrup erklærede i samme nytårstale, skulle denne revolution begynde i folkeskolen.

Digitalismens ypperstepræster

I digitalismens tidsalder, som fulgte i årtierne efter, blev det derfor acceptabelt at stille sig op og sige: ”Der er et kæmpe potentiale i at digitalisere folkeskolen”. Det ville typisk afføde, at de omkringstående nikkede og sagde, ”ja for pokker – lad os indkøbe en masse it”. Her burde en sober og analytisk reaktion nok snarere have været: ”Hvad er det præcis for et potentiale, du håber at realisere, og hvad mener du overhovedet med digitalisering?”. Men hvis man stillede den slags kedelige spørgsmål under digitalismens regime, var man maskinstormer og visionsløs. Her var digitalisering jo netop ikke et spørgsmål om at indføre helt konkrete tiltag, funktioner og værktøjer, som man talte om så evidensbaseret som muligt, hver for sig og i deres rette kontekst. Nej, digitalisering var her en stor og positiv bevægelse hen imod noget bedre, smartere og hurtigere. Og digitalismens ypperstepræster var dem med de mest løfterige visioner – sjældent dem med den største indsigt.

Et klart tegn på, at digitalismens tidsalder nu er ved at rinde ud, er, at bevisbyrden er begyndt at forskyde sig. I digitalismens tidsalder kunne man bruge millioner af kroner på at indføre iPads og smartboards på alle skoler i en kommune med det eneste argument, at det jo var digitalt og derfor rummede et åbenlyst potentiale for læring og samarbejde. Der blev ikke krævet beviser, eller blot pædagogiske indikationer, på, at disse helt nye og uprøvede teknologier ville skabe bedre undervisning og gladere lærere og elever end de midler, man brugte i forvejen. I stedet blev der oplistet en masse interessante og potentielt nyttige ting, som lærerne kunne med et smartboard, hvis bare de lige ville aflægge sig deres forældede tankegang og lægge deres undervisning om.

Efterfølgende var det op til eventuelle kritikere at løfte bevisbyrden de steder, hvor digitaliseringen ikke skabte en værdi, der oversteg de frustrationer, forstyrrelser og omkostninger, som den krævede at indføre. I digitalismens regime var det nemlig aldrig den, der indførte en teknologi, der stod med bevisbyrden. For hvad skal man med bevis, når man har ideologien på sin side?

Bevisbyrden ændres

Men i disse år er opgaven om at løfte bevisbyrden ved af flytte sig fra dem, der er kritiske, til dem, der vil digitalisere, ikke mindst takket være folk som digitaliseringsforsker Jesper Balslev, som i sin bog ’Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse’ stiller et spørgsmål, der er lige så afdæmpet, som det er subversivt. Det lyder omtrent sådan: ”Jeg kan ikke se positive effekter af de milliarder, vi har brugt på at digitalisere folkeskolen – vil nogen venligst vise mig dem?”.

Rundt omkring kan man nu høre bobler af selvsikker og empirisk ubegrundet digitaliseringsbegejstring punktere. Stadig flere stemmer i offentligheden stiller det samme spørgsmål: ”Hør, er der egentlig nogen, der ved, om de digitale nyskabelser, vi er ved at købe for skatteborgernes penge, overhovedet er bedre end det, vi allerede gør i dag?”. Der opfindes nye begreber som f.eks. ’digitalt leverandøransvar’, og journalister er begyndt at fremdrage offentligt tilgængelige rapporter fra f.eks. OECD, som viser, at de lande, der investerer heftigt i læringsplatforme og digitalisering af skolen, ikke får nogen som helst fordel af det – snarere tværtimod.

Vi er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved mantraet om, at den eneste måde at blive kompetent til at begå sig i et moderne samfund er at blive udsat for massiv påvirkning af digitale værktøjer og tjenester i folkeskolen. Det tager faktisk ikke ret lang tid at lære at bruge en computer; det er alt det andet, der tager tid.

Det er derfor også ved at være klart for stadig flere, at skoleelever ikke automatisk bliver store iværksættere eller for den sags skyld særlig ’digitalt kompetente’ af at få deres danskbøger serveret på en iPad i 3. klasse. Det er der i hvert fald ingen evidens for. Til gengæld bliver de flittige brugere af Snapchat, Instagram og Youtube i samtlige døgnets 24 timer.

Og ikke mindst er vi ved at se tegn på, hvor det kan ende, hvis vi jublende og ukritisk fortsætter med at digitalisere hverdagen for os selv og vores børn: Faldende kvalitet i undervisningen, voksende stress blandt børn og voksne, en forvitret politisk debat og ikke mindst at computere overtager stadig større dele af vores valg og tænkning og efterlader os som tilskuere til stadig flere beslutningsprocesser.

Vi er med andre ord ved at vågne op.

Slasket brug af digitaliseringsbegreb

Det næste og helt naturlige skridt er, at vi afskaffer begrebet ’digitalisering’ med omgående virkning – eller i det mindste altid skriver det i anførselstegn. Begrebet er ganske enkelt alt for slasket og uspecifikt til at være centralt i den seriøse samtale om computere, hverdag og samfund, som vi fortsat er nødt til at have. At erklære, at man går ind for digitalisering (eller det modsatte for den sags skyld), svarer til at sige, at man f.eks. går ind for elektrificering.

Prøv selv at sige sætningen ”der er et stort potentiale i at elektrificere folkeskolen”. En 8-årig ville nok ret hurtigt spørge: ”Øh – hvad taler du egentlig om? Er det en brødrister til hver elev, eller elektrisk lys i klasselokalerne? Det sidste er da en god ide”.

Vi kan stadig gøre en masse nyttige ting med computere, men kun hvis vi holder op med at tale i tågede og ideologiske digitaliseringstermer og i stedet taler om computere på samme måde, som vi taler om andre konkrete værktøjer. Næste gang nogen foreslår, at vi skal skabe en kæmpe forstyrrelse af skolelærernes arbejde ved at indføre virtual reality-baserede gymnastikredskaber, eller hvad ved jeg, så prøv med følgende svar:

”Det lyder da interessant, men kan du ikke lige forklare, hvilken pædagogisk værdi du forventer at få ud af det; hvordan vi undersøger, om vi så også opnår det, vi vil; og lige vise mig lidt evidens for, at det er bedre, end det, vi gør i dag?”

Så kan du nemlig være med til at trække os ud af det ideologiske mørke og ind i en fremtid, hvor computere er værktøjer på linje med alle mulige andre – en fremtid, hvor digitale og analoge løsninger eksisterer ved siden af hinanden og bruges til det, der gør vores liv bedst.

Digitalismen er død – længe leve computeren.



Anders Colding-Jørgensen

Uddannet psykolog fra Københavns Universitet. Har beskæftiget sig med psykologi og digitalisering i mere end 20 år. Stiller skarpt på digitaliseringens dilemmaer og de problemer, som kunstig intelligens og automatisering skaber.

LÆS MERE
Forrige artikel Sådan leder du gig-økonomiens talenter Sådan leder du gig-økonomiens talenter Næste artikel Industri 4.0 i Sydkorea: En teknologisk og innovativ frontløber Industri 4.0 i Sydkorea: En teknologisk og innovativ frontløber
  • Anmeld

    Joachim Bøggild · Softwareudvikler

    Meget spændende - håber det er sandt!

    Meget opmuntrende artikel. Det er altid godt, når kritisk og konstruktiv tænkning gør sit indtog, og det har virkelig manglet i forhold til digitalisering i mange, mange år.

    Jeg blev glad, da jeg læste, at disse vinde er ved at vende, men jeg har ikke observeret skiftet selv. Jeg kunne derfor godt tænke mig lidt uddybelse, nogle kilder/eksempler på, hvor man ser de nye, digitaliseringskritiske toner manifestere sig henne?

  • Anmeld

    Anders Colding-Jørgensen · Fuldmægtig i Analogiseringsstyrelsen

    Det er jo et debatindlæg, det her :)

    Hej Joachim

    Tak for din interesse og moralske støtte. Pointen med indlægget er nok mest at gøre opmærksom på forskellen på computere og digitalisme. At den ideologisk baserede "digitalisering" skulle være på vej ud, er lige dele analyse, fromt håb og polemisk los til det offentlige Danmark. Jeg tror desværre at "digitalisering" er skrevet ind som bonusmål i lidt for mange chefkontrakter (smid minimum 1.5 tons digitalt udstyr ud i hver skole, så får du din bonus), til at nogen får trukket bremsen lige med det første.

    Det er jo et debatindlæg. Ikke en videnskabelig artikel. Men du kan jo selv begynde med at stille de helt basale "kejserens nye klæder" - spørgsmål jeg foreslår, næste gang nogen forslår en ny feature på det du arbejder med. Så er vi da i gang.

Vi bruger afsindigt meget plastik

Vi bruger afsindigt meget plastik

Pludselig hader vi plastik. På få år er der kommet langt større bevidsthed om, at vores plastikaffald havner i maven på fisk og fugle eller i gigantiske plastik-øer i verdenshavene. Alligevel vokser forbruget støt. Det arbejder politikere, erhvervsfolk og civilsamfundet på at ændre.

Overblik: Knap så fantastisk plastik

Overblik: Knap så fantastisk plastik

Vi er ved at drukne i plastik, men lovgivningen og nye måder at bruge emballage på er så småt på vej.
I Silicon Valley holder Mozilla-fonden den etiske fane højt.

Plastik fra danske husholdninger får nyt liv i Langå

Plastik fra danske husholdninger får nyt liv i Langå

Dansk Affaldsminimering sorterer, renser og tørrer plastik fra danske husholdninger på deres anlæg i Langå uden for Randers. Virksomheden giver plastikken nyt liv ved at smelte den om, så den kan sælges videre til producenter.

Nu ruller den cirkulære økonomi

Nu ruller den cirkulære økonomi

Ny lovgivning fra både Folketinget og EU presser på for mere fokus på reparationer og genanvendelse af materialer. Produkter og forretningsmodeller, der bygger på de samme principper, vælter frem. Den cirkulære økonomi er en ide, hvis tid er kommet.

Brød bliver til øl bliver til brød

Brød bliver til øl bliver til brød

Det økologiske bageri Jalm&B har sammen med Carlsbergs bryggeri Jacobsen indgået en industriel symbiose, hvor de aftager hinandens restprodukter til at bage brød og brygge øl.

Vestager: EU’s techregulering skal være social og retfærdig

Vestager: EU’s techregulering skal være social og retfærdig

Store digitale selskaber skal reguleres ud fra værdier om frihed, miljø og social retfærdighed, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Hun mener, at EU skal finde sin egen vej mellem amerikansk angst for staten og Kinas krænkelse af individer.

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

En stor del af den politiske debat herhjemme begynder og foregår i dag på politikernes egne profiler på de sociale medier, og dermed er det også i politikernes magt at blokere de brugere, de ikke ønsker, skal blande sig i den demokratiske samtale.

Sydkorea vil også have databeskyttelsesregler

Sydkorea vil også have databeskyttelsesregler

Sydkorea er verdens måske mest gennemdigitaliserede land, men efter en række skandaler om misbrug af data og overvågninger arbejder man nu på at indføre regler for databeskyttelse, der minder meget om EU’s GDPR-regelsæt.

"Den største fare ved maskinerne er at vi bliver som dem"

INTERVIEW: Teknologien byder på enorme gevinster, og hvis ikke vi kaster os ind i udviklingen, bliver vi udkonkurreret af dem, der gør. Men jo mere vores samfund og vi selv præges af teknologien, des mere mister vi af det, som gør os til mennesker og giver mening for os, advarer den tyske fremtidsforsker Gerd Leonhard.

Mediecheferne: Vi vil sikre transparens

Mediecheferne: Vi vil sikre transparens

Mediernes opgave ved det kommende valg er vigtigere end nogensinde før. Det mærker man ude på redaktionerne, hvor mandskabet oprustes, og øjnene rettes mod sociale medier og risikoen for misinformation.

Politikere er blevet deres egne massemedier

Politikere er blevet deres egne massemedier

Højere partistøtte giver nye kommunikationsmuligheder hos danske politikere, som søsætter egne medier som aldrig før. Det har ændret nyhedernes fødekæde og vil give mere støj ved det kommende folketingsvalg. Måske bliver 2019 valgåret, hvor de traditionelle medier mister magten over dagsordenen.

Med i maskinrummet: Sådan styrer politikerne dagsordenen

Med i maskinrummet: Sådan styrer politikerne dagsordenen

Danske vælgere foretrækker muligvis stadig tv-mediet i en valgkamp, men det er det, der foregår på politikernes egne kanaler, der afgør debatten, lyder det fra politisk strateg. Når partierne sætter tryk på, kan de dreje dagsordenen i deres retning, og det kan give taletid i medierne.

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Det tyske parti AfD er ved at oprette sit eget mediemæssige war room, hvorfra 20 journalister skal lave partiets egen 'dækning' af livet i Forbundsdagen. I Spanien kan journalisterne ikke længere stille spørgsmål til premierministeren. Uafhængige medier har det svært i mange EU-lande.

Influencere fik unge amerikanere til stemmeurnerne

Influencere fik unge amerikanere til stemmeurnerne

En amerikansk iværksætter mobiliserede tusindvis af youtubers og andre influencere til det amerikanske midtvejsvalg, der fik historisk høj valgdeltagelse blandt 18-24-årige. Influencere kan flytte stemmer, siger dansk forsker, men det er svært at måle deres indflydelse.