Lad mig starte med at undskylde, at vi skyder året i gang med en dystopi. Et scenarie, hvor klodens politikere ikke får bremset CO2-udledningerne i tide til at undgå katastrofale følger. Og dermed scenariet for de mere desperate løsninger indenfor Geoengineering.

Solar radiation management beskriver menneskers forsøg på at styre klimaet og skrue ned for temperaturen ved at regulere mængden af solstråler, der rammer jorden.

Det kan lyde som ren science fiction, men når vi er nødt til at tage fænomenet alvorligt nu, er det fordi, der er et voksende antal forskningsprojekter i gang med at undersøge de spektakulære teknologier, der kan skubbe til klodens vejrsystemer. Og fordi tanken om bevidst at styre temperaturerne er blevet en del af debatten om at tilpasse os en fremtid med et forandret klima.

Det er potentielt meget stærke værktøjer, men foreløbigt er der ingen internationale regler til at stoppe eller regulere dem.

Der er tilsyneladende også politikere nok på kloden, der synes, at den slags teknologier alligevel ville være meget rare at have i skuffen. Og investorer nok, der kan se en god forretningsmulighed i at sidde på den teknologi, der i yderste konsekvens måske kan afværge en galopperende opvarmning af kloden.

SELVFØLGELIG skal vi mennesker bruge vores kløgt og kreativitet til at opfinde nye løsninger, der kan hjælpe os i klimakrisen. Skal færre mennesker gå en dyster fremtid i møde, får vi brug for både at omstille samfundet og at opfinde og bruge nye teknologier.

Derfor skal vi ikke afskrive løsninger, der dæmper eller forhindrer vores egen forurening af kloden. For eksempel ved opsamling og lagring af den CO2, der kommer ud af varmeværkets skorsten, eller ved dyrkning af jorden på en måde, så den optager mere CO2.

CCS – Carbon Capture and Storage – ligger i den ufarlige ende af geoengineering og ses af mange som den teknologiske redningsplanke, der skal få CO2-regnskaberne til at passe med Paris-målene.

Selvom FN’s klimapanel nu har taget CCS med i sine scenarier, så anser mange forskere og eksperter det for urealistisk, at vi skulle kunne indfange så store mængder CO2, som verdens ledere lige nu bilder sig selv og hinanden ind. Og det skaber en farlig situation.

BILDER VI OS IND, at vi kan fjerne urealistisk store mængder af drivhusgasser, så risikerer vi at fortsætte udledningerne og stå om et par årtier uden andre muligheder end at gribe til den mindre uskyldige del af geoengineering: Den bygger på en forestilling om, at vi mennesker kan skrue op og ned for varmen ved at blokere for solens stråler og manipulere hele klodens klima med smarte teknologier.

Her er det på sin plads at lade alarmklokkerne ringe.

Ikke kun fordi, det er en tankegang, der tager fokus fra den nødvendige transformation af samfundet. Men også fordi den slags eksperimenter med klimaet kan have uventede og uoverskuelige konsekvenser for både klima, miljø, sikkerhed og geopolitik.

For hvem kan gennemskue de afledte kædereaktioner, hvis et land sætter spejle på størrelse med Tyskland op i rummet for at afværge tørke – men tilgengæld skaber oversvømmelser i andre lande?

Hvad sker der med de globale vejrsystemer, hvis Kina eller USA begynder at lukke enorme mængder svovlpartikler ud i atmosfæren for at forhindre solens stråler i at ramme jorden?

Hvilke internationale aftaler afholder enkeltlande fra at skabe lokale klimaforandringer, der beskytter deres eget land, men skaber alvorlige forstyrrelser andre steder på kloden?

Hvad er konsekvenserne for miljøet? Og hvad sker der, når støvet har lagt sig, og temperaturen stiger igen?

KUNSTIGE ASKESKYER, menneskeskabt havgus og rumspejle kan lyde som noget fra en absurd superskurkefilm. Men det er teknologier, der forskes seriøst i og som allerede er afprøvet i lille skala. Og uden internationale aftaler om, hvem der må manipulere med klimaet og hvordan, er der intet, der forhindrer, at opfindelserne med tiden bliver brugt i stor skala.

Vi ser ind i en reel risiko for, at geoengineering udvikler sig til en konkurrence mellem rigmænd eller skrupelløse stater i en slags klima-manipulerings-våbenkapløb, hvis konsekvenser man kun kan gisne om.

Derfor er det nu, ansvarlige politikere må blive enige om, at manipulation af klimaet er et dystopisk scenarie, som vi for alt i verden skal undgå at lande i. Det er nu, grønne investorer må sætte deres penge i projekter, der dæmper menneskehedens skadevirkninger på klimaet – og styre uden om dem, der frister os til at tro, at klodens klima er indrettet som en termostat, vi mennesker kan styre selv.

UDSIGTEN TIL DESPERATE, dystopiske teknologifix af klodens klima er endnu en grund til at gøre 2022 til det år, hvor vi mennesker tager klimaet alvorligt.

Geoengineering, der manipulerer med klimaet, er lige som atombomben en leg med dødbringende kræfter. I den værste af alle verdener kan vi nå dertil, at heller ikke politikere i vores del af verden ser andet valg end at ty til disse spekulative og risikable strategier. Men lad os gøre alt for, at det scenarie aldrig bliver til virkelighed.

Geoengineering må ikke blive det fix, vi sætter vores lid til, mens vi fortsætter vores forbrug og udledninger som altid.