Gennem to årtier har techindustrien været hovedleverandør af vækstiværksættere. Det har skabt en ny slags erhvervssucceser, der bygger på hurtig skalering i den virtuelle verden. Tænk på unicorns som Zendesk, Unity, Sitecore, Tradeshift, Trustpilot, Lunar, Synthesi eller Pleo.

Fælles for techiværksætterne er, at de er født globale og skalerbare, gearet til hurtig vækst, lever af ekstern funding og først efter mange år begynder at give overskud. Til gengæld rummer de en enorm potentiel gevinst, hvis de lykkes med at blive markedsledende på globalt plan i en fart.

Udfordringen er, at det er noget helt andet, der bliver brug for i de kommende årtier. For hvis man vil udvikle erhvervssucceser til fremtidens bæredygtige samfund, skal man producere til den fysiske verden. 

Hvis man vil udvikle erhvervssucceser til fremtidens bæredygtige samfund, skal man producere til den fysiske verden.

FREMTIDENS UNICORNS er dem, der vil skabe det postfossile samfunds højteknologiske fødevareproduktion, udvikle nye energi- og transportformer og mangfoldiggøre cirkulært producerede varer inden for alt fra tøj til husholdningsapparater. De skal kort sagt muliggøre det systemiske skifte i vores levevis, forbrug, produktion og forretningsmodeller, som er nødvendigt for at skabe et langtidsholdbart forhold mellem mennesker og natur.

Det vil kræve et tæt samarbejde mellem forskere, fagfolk, teknologiske udviklere, softwareudviklere og forretningsfolk. Og en ny slags risikovillig og tålmodig kapital, der i udviklingsfasen tør satse på endnu ikke færdigudviklede teknologier, og som er klar til at dække langt større startomkostninger end udviklingsomkostningerne til en app og digital markedsføring.

”Bæredygtige startups har brug for multidisciplinære skills: Tech, science og operations,” som Marianne Dahl, partner og direktør i konsulenthuset BCG og tidligere C-suite i Microsoft, udtrykte det i en samtale med CBS-professor med speciale i bæredygtig business Andreas Rasche og tidligere iværksætter og minister og nyslået venture kapitalist Tommy Ahlers. 

Samtalen fandt sted ved iværksætterkonferencen TechBBQ, og fordi jeg var så heldig at være den, der faciliterede den, fik jeg også mulighed for at undersøge et påtrængende dilemma i startup-verdenen: Hvorfor går det ikke hurtigere med at få skabt en ny generation af virksomheder, der kan levere løsningerne til fremtidens bæredygtige samfund?

DEN GODE NYHED er, at Danmark har gunstige forhold for at udvikle det bæredygtige samfunds nye supervirksomheder.

• Vi har verdensførende virksomheder inden for bioscience, fødevarer, ingredienser og transport
• Vi har mange årtiers erfaringer med udvikling og omstilling til bæredygtige energisystemer
• Vi har driftige forskningsmiljøer på et højt internationalt niveau
• Vi har nogle af verdens rigeste fonde, der ønsker at investere bæredygtigt
• Vi har et erhvervsliv, der tror på grøn vækst
• Vi har politikere, der har bundet sig til at levere på høje klimamål
• Og et investormarked på jagt efter bæredygtige investeringsmål.

Alligevel myldrer det stadig ikke med bæredygtige startups, der er lykkedes med at slå igennem i større skala. Særligt ikke af den slags, der manifesterer sine produkter i den fysiske verden og ikke blot formidler varer eller tjenester gennem en app. Så hvad skal der til, for at innovative iværksættere, venturekapitalister og højteknologiske fagfolk kan få det til at ske?

SPØRGER MAN VENTUREKAPITALISTEN, så skal der en helt anden type iværksætter til end den, markedet har fremelsket de seneste årtier. Tommy Ahlers beskriver profilen sådan her i et opslag på LinkedIn, hvor han efterlyser investeringsobjekter:

”Dig, der sidder som fermenteringsspecialist hos Carlsberg Group, maskiningeniør hos The Lego Group, kemiker hos Novo Nordisk eller produktionsingeniør hos Novozymes, kan spille en meget større rolle i den grønne omstilling, end du måske tror.” 

Den gode nyhed er, at Danmark har gunstige forhold for at udvikle det bæredygtige samfunds nye supervirksomheder.

“Du har evnen til at forestille dig positive forandringer af, hvordan vi driver landbrug, genanvender plastik og tekstiler eller producerer alternative proteiner eller materialer. Du har evnerne og indsigten til at se mulighederne i både eksisterende og emergerende teknologier, og du har måske allerede arbejdet på et sideprojekt, der dog ikke blev prioriteret fuldt ud i organisationen. Du synes nok også, at klimaindsatsen stadig går for langsomt.”

En beskrivelse, der bør virke som et vink med en vognstang til de store, videnstunge virksomheder, som bør overveje, hvordan de selv kan aktivere netop de profiler til at pivotere deres virksomhed ind i fremtiden. Det kunne gøre iværksætternes vej til succes både billigere og kortere.

Historien har vist, hvor vanskeligt det er for legacy-virksomheder at skabe innovative miljøer, der har potentialet til at disrupte den eksisterende forretning. Af samme grund skal vi nok være glade for, at Elon Musk ikke bare solgte idéen om Tesla til BMW – for så havde vi måske alle sammen stadig kørt rundt i benzin- og dieselbiler, som Tommy Ahlers bemærkede under vores samtale forleden.

Men mens venturekapitalisterne har den frie fugls fordel, så kan de store virksomheder noget helt uundværligt: De ved, hvordan man får en fabrik op at stå i en fart. Måske har de allerede en, der kan bruges. Og så har de allerede et setup til at distribuere og sælge fysiske produkter på tværs af kloden.

Derfor kan fremtidens superiværksættere alligevel blive nødt til at alliere sig med store, etablerede virksomheder, hvis de vil hurtigt i gang med produktion eller hurtigt ud i verden. Også på den måde adskiller nullernes techiværksættere sig fra tyvernes grønne iværksættere. Med Marianne Dahls ord: ”De må samarbejde med etablerede industrielle spillere for at blive en succes i den fysiske verden.”

Men selv med det perfekte multidisciplinære hold, masser af penge og en etableret virksomhed i ryggen mangler der stadig én afgørende ingrediens, før vilkårene er til stede for, at fremtidens bæredygtige unicorns for alvor kan myldre frem.

DER MANGLER REGULERING, der favoriserer bæredygtige løsninger frem for andre. En pointe, der går igen i utallige samtaler med erhvervsfolk på tværs af brancher. Særligt dem, der er i gang med at skabe bæredygtige løsninger.

De oplever politikere, der er lammet af angsten for vælgernes og de gamle industriers reaktioner, og de savner positive visioner for verden og det helt afgørende lederskab, der skal til for at føre dem ud i livet.

For eksempel høje, ensartede CO2-afgifter, der gør det dyrere at udlede CO2 end at lade være og dermed udnytter markedskræfterne til at drive omstillingen. Eller konsekvent bæredygtig målretning af støtteordningerne i for eksempel landbrug eller industri. 

Den fremtid, de nye iværksættere skal bidrage til, er ikke et mangelsamfund.

Uanset metode, så er det en gennemgående pointe, at det haster med at få en effektiv nudging på plads af både virksomheder og forbrugere. Og set med erhvervs- og investorøjne behøver det ikke være så politisk sprængfarligt, som regeringen bilder sig ind. Særligt ikke, hvis det, man møder vælgerne med, ikke er budskaber om afsavn, men visioner for et bedre liv.

For det er den sidste – og måske den vigtigste – pointe fra min samtale med de tre professionelle samfundstransformatører: Den fremtid, de nye iværksættere skal bidrage til, er ikke et mangelsamfund. Det er et samfund med smukke, støjsvage elbiler. Grøn mad, man bliver sundere af at spise. Energi, der ikke sviner. Mere grøn natur. Og lækkert tøj, produceret af råmaterialer, der kan bruges igen og igen.

De politikere, der tydeligt italesætter den fremtid og viser politisk lederskab til at skabe rammerne for den, behøver ikke frygte vælgerne. Til gengæld vil de gøde jorden for fremtidens superiværksættere.