I DE KOMMENDE UGER mødes verdens ledere til Klimatopmøde i Dubai for at evaluere deres samlede indsats siden Parisaftalen. Mødet er en slags midtvejsstatus inden 2030, også kaldet Global Stocktake. Målet er at sikre, at vi skruer op for indsatsen, hvis vi ikke er på rette spor. 

Hvis nogen skulle være i tvivl: Vi er ikke på rette spor.

Det dokumenterer en stribe statusrapporter udarbejdet op til klimatopmødet. Læs dem ikke uden at have en stærk drik ved hånden, for klimaeksperternes status over verdens tilstand er et veritabelt rædselskabinet af forsømmeligheder og uhyggelige konsekvenser.

FN’s generalsekretær ser COP28 som vores sidste chance for at styre kloden uden om det, han kalder klimakaos. Men det er ikke António Guterres, der er vært for mødet. Det er Sultan Al Jaber, chef for et af verdens største olieselskaber.

Klimatopmøder er altid en opvisning i politisk spin, men årets COP tager desinformationen til nye højder. Så her kommer en miniguide, der kan hjælpe dig til at skære igennem støjen.

Klimatopmødets succes skal måles på, om beslutningerne reelt fører til: 

• fald i globale udledninger 
• udfasning af fossil energi
• klimatilpasning i de hårdest ramte lande. 

Hold særligt øje med løfter, der bygger på Carbon Capture and Storage. Klimaforskere anerkender, at lagring af CO2 – måske – kan bruges til at skabe negative udledninger engang i fremtiden. Men det kan ikke erstatte lavere udledninger her og nu. Bruges denne fremtidsteknologi som figenblad til at forlænge den fossile æra, skader CCS, mere end det gavner.

Hold også øje med sproglige fælder: Aftales det for eksempel, at fossil energi skal ’neddrosles’ i stedet for ’udfases’ (phase down/phase out)? Det første vil være en sejr for de olieproducerende lande. Det andet en sejr for klimaet.

Læs dem ikke uden at have en stærk drik ved hånden, for klimaeksperternes status over verdens tilstand er et veritabelt rædselskabinet af forsømmeligheder og uhyggelige konsekvenser.

SANDHEDENS TIME kunne man også kalde denne COP. Og hvad er sandheden så om vores samlede klimaindsats her otte år efter Parisaftalen og halvvejs mod 2030?

Udledningerne stiger igen På otte år er det lykkedes at få udledningerne ned med bare to procent. Det skyldes primært coronatiden, hvor den globale flytrafik og Kinas produktionshaller lå i dvale. Fra 2021 til 2022 steg udledningerne igen. Det viser FN’s Emission Gap Report. Skal vi nå halvanden-graders-målet, skal udledningerne ned med 42 procent inden 2030. For at holde os under to grader skal udledningerne ned med 28 procent.

Kloden koger Vi har kurs mod en tre grader varmere verden. FN forudser, at det vil sende millioner af mennesker på flugt fra områder, som klimaforandringerne vil gøre ubeboelige af varme, vand eller tørke. Hundredetusindvis af arter vil uddø. Inden for få år vil vi passere halvanden graders opvarmning af kloden. Det betyder, at vi går vi ind i en fremtid, hvor effekten på komplekse klimasystemer er uforudsigelige. Forskerne er for eksempel kun ’medium’ sikre på, at havstrømmen ikke vil vende og gøre vores nordlige del af verden til et meget koldt sted.

Klimaplanerne rækker ikke Selv hvis alle lande lever fuldt op til deres egne klimaplaner, vil klodens opvarmning nå 2,9 grader inden for dette århundrede. Vil man begrænse opvarmningen til 1,5-2 grader, vil det kræve helt nye og meget mere ambitiøse mål. Men ét er mål, noget andet er handling…

For lidt og for langsom handling Rapporten State of Climate Action gør status på 42 områder og konkluderer, at omstillingen kun på ét område følger Parisaftalens planer; nemlig udskiftningen af fossile biler til el. På seks områder går det baglæns. På alle andre områder halter vi langt efter målene. Det gælder for eksempel skovrydning, kødproduktion og vedvarende energi.

Vi bærer stadig ved til bålet Trods løfter om udfasning af fossile brændsler fortsætter udvindingen af kul, olie og gas. Produktionen af kul stiger frem til 2030, olie og gas stiger helt frem til 2050. Det fremgår af FN’s Production Gap Report.

Vi er ikke klar til det nye klima Verdens rigeste lande har lovet at hjælpe med at betale for tilpasningen til et varmere klima. Men det går den forkerte vej med pengestrømmene. Sidste år faldt indbetalingerne med 15 procent. FN’s Adaptation Gap Report vurderer, at der er brug for mindst en tidobling af støtten til udviklingslandene, hvis de skal kunne omstille sig og afværge de værste konsekvenser for befolkningerne.

Det eneste, der ikke er realistisk, er at fortsætte som nu. Status quo findes ikke ret meget længere.

FOR DANMARK er varslerne om vandstigninger særligt foruroligende. Vi har allerede oplevet, hvad en stigning på én grad medfører af ekstreme storme, tørkeperioder, nedbør, stormflod og udryddelse af dyre- og plantearter på landjorden og i havet. Men det er kun en lille forsmag på den fremtid, vi stadig har muligheden for at undgå.

Allerede i min levetid kan havene omkring Danmark stige med op til en halv meter, mens mine børn kan opleve en meters havvandsstigninger. Medmindre altså vi rammer nye tipping points, der kan starte helt andre og uoverskuelige scenarier.

Nye observationer fra glaciologer tyder på, at løbet er kørt for den vestatlantiske iskappe. Her er muligvis allerede en irreversibel afsmeltning i gang, som ikke lader sig stoppe af lavere temperaturer. Har forskerne ret, kan det betyde havvandsstigninger på fem-seks meter.

Satellitbilleder viser, at også afsmeltningen i Grønland har sat ny rekord det seneste årti, men forskerne mener, at processen stadig kan bremses. Fortsætter vi som nu, kan Grønland dog nå sit tipping point inden år 2100. For enden af det scenarie venter havvandsstigninger på op til 12-15 meter.

I et fladt ørige som Danmark burde det scenarie være rigelig grund til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at stoppe udledningerne.

Modsat de fattigste mennesker i verden er vi ikke magtesløse over for klimaforandringerne. 

UGENS BEDSTE NYHED er derfor, at SVM-regeringens tungeste ministre nu – endelig – har sat sig selv i spidsen for klimaindsatsen. Det sker med oprettelsen af et nyt ’Grønt udvalg’ - nu med finansministerens deltagelse. Hvis det betyder, at Wammen, Løkke, Lund-Poulsen og Aagaard er klar til at bruge de økonomiske muskler til at skabe det markante incitamentsskifte, som den grønne omstilling har brug for, er det ikke bare ugens, men årtiets bedst nyhed.

Danskerne er et af de folkeslag på kloden, der udleder allermest CO2 per person, så der er nok at tage fat på.

Når FN’s klimaorganisation, UNEP, peger på, at de ti procent rigeste mennesker i verden alene står for halvdelen af alle udledninger, så peger pilen på os her i Danmark. Eftersom du lige nu sidder og læser Mandag Morgen, taler sandsynligheden for, at du selv, ligesom 2,4 millioner andre danskere, tilhører denne globale økonomiske elite.

Modsat de fattigste mennesker i verden er vi ikke magtesløse over for klimaforandringerne. Tværtimod. Ikke alene har vi bedre muligheder end de fleste for at påvirke politiske beslutninger. Vi har også magten til at nedbringe vores egne udledninger. Både på det individuelle plan og i fællesskab. Det kræver systemiske samfundsforandringer, og det kræver livsstilsomlægninger for den enkelte.

Vi er også oplyste nok til at vide, hvad der skal til: Vi skal bo mindre, isolere vores huse bedre, renovere i stedet for at bygge nyt og opvarme med vedvarende energi. Vi skal transportere os færre kilometer med fossildrevet transport, smide mindre mad ud, efterspørge mindre kød og tænke os om, før vi køber nyt. Vi skal leve lidt anderledes – men ikke nødvendigvis dårligere – liv.

Gør vi det på en klog måde, øger vi alt andet lige sandsynligheden for at skabe en bæredygtig samfundsmodel, der kan udgøre et alternativ for verdens voksende middelklasse, der lige nu styrer mod samme skadelige livsstil som vores egen.

ER DET UREALISTISK? Det eneste, der ikke er realistisk, er at fortsætte som nu. Status quo findes ikke ret meget længere. Klimaforandringerne er godt i gang med at forandre livet, som vi kender det, og for hver dag, der går, svinder vores muligheder for at påvirke den forandring. De mennesker på kloden, der har de bedste forudsætninger for at handle, det er os: De ti procent rigeste i verden.