Den grønne omstilling i Europa er på vej ind i en afgørende fase, hvor de grønne indgreb i folks bolig, i deres mobilitetsmuligheder og i deres fødevarer skaber folkelig modstand mod de politikere, der forsøger at gennemføre reformerne.

Herhjemme har vi set det med lasbilschaufførers nylige blokader af motorveje og afkørsler i protest mod en ny kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, der træder i kraft fra januar 2025.

En lignende udvikling ses i øjeblikket i varierende omfang i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Meget tyder på, at problemerne med at gennemføre de grønne reformer kan munde ud i, at de fire toneangivende EU-lande sammen vil arbejde for, at EU skruer ned for de grønne ambitioner og i stedet koncentrerer sig om at styrke sin industrielle konkurrenceevne og sociale sammenhængskraft.

Reformerne i de fire lande handler alle om problemstillinger, som også klimaminister Lars Aagaard (M), transportminister Thomas Danielsen (V) og fødevareminister Jacob Jensen (V) står over for at skulle gennemføre:

·       Udskiftning af klimabelastende gasfyr i boliger

·       Sikring af klimavenlig mobilitet i tyndt befolkede landdistrikter

·       Nedbringelse af klimabelastningen i landbruget

Vrede tyske borgere

I Tyskland har sagen om udskiftning af forurenende gasfyr udviklet sig til en politisk gyser, som ser ud til at bringe trepartiregeringen mellem SPD, De Grønne og FDP i fare. Sagen har vakt politisk opstandelse, selvom den ansvarlige klima- og erhvervsminister, Robert Habeck fra De Grønne, har gjort sig store anstrengelser for, at planen også sikrer tilskud til fattige husstande og en række undtagelsesbestemmelser. Men det virker, som om to oplysninger – en tidsfrist 1. januar 2024 og en pris på 20.000 euro for en husstand – har taget fokus i debatten i en sådan grad, at det er helt umuligt for Habeck at komme igennem med projektet, som han nu har lovet at revidere.

Vreden over varmereformen og andre grønne indgreb har reduceret opbakningen til De Grønne i meningsmålingerne, mens højrepartiet AfD står til stor fremgang. I Bremen gik De Grønne ved delstatsvalget i midten af maj fra knap 18 procent af stemmerne til knap 12 procent, og den lokale leder måtte trække sig. Valgets store vinder var listen Bürger in Wut (Vrede Borgere) under ledelse af en tidligere politimand, der mener, at De Grønne ’fører krig mod bilen’.

Macron: Brug for reformpause

Mens den tyske regering kæmper med at gennemføre sin reform af borgernes boligopvarmning, har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, gjort sig til fortaler for, at Europa-Kommissionen skal gennemføre en grøn ’reformpause’.

Macrons opfordring til Ursula von der Leyen, som han selv var med til at sikre posten som EU’s topchef, kom i en tale 11. maj om Frankrigs bestræbelser på at genrejse sin industriproduktion og styrke sin og Europas strategiske autonomi.

”Vi har gennemført megen europæisk lovgivning. Vi er foran amerikanerne og kineserne og alle andre magter i verden, når det gælder regler (…). Derfor opfordrer jeg til en europæisk regelpause. Vi skal eksekvere nu (…). Vi har brug for stabilitet,” sagde Emmanuel Macron i talen til flere hundrede førende erhvervsfolk.

Den franske præsidents tale handlede i høj grad om, at Frankrig industrielt skal satse på grønne teknologier og andre produkter, der indgår i det postfossile erhvervsparadigme, og han gjorde det samtidig klart, at flere af Frankrigs naboer – hvor han kun nævnte Holland – har samme ønske som ham, altså om en grøn reformpause.

Hvis vi overbebyrder folk med regler og reguleringer, risikerer vi at miste opbakningen til den grønne dagsorden.

Alexander De Croo
Belgiens premierminister

Emmanuel Macrons plan om at føre en grøn industripolitik spiller ind i et helt særligt initiativ, som hans regering forbereder i bestræbelserne på at styrke den bæredygtige mobilitet – ikke mindst i de tyndt befolkede egne af Frankrig.

Planen er at indføre et begreb, man kalder ’social leasing’, der skal gøre det muligt for mennesker med lave indtægter at lease en lille elbil for 100 euro om måneden. Det er regeringens ambition, at der i første omgang skal 100.000 mikroelbiler ud på de franske landeveje, og der er ingen tvivl om, at forslaget er stærkt påvirket af de enorme folkeprotester, som opstod, da Macron i sin første regeringsperiode forsøgte at øge afgifter på benzin og diesel, hvilket førte til skabelsen af protestbevægelsen De Gule Veste. Tænketanken Transport and Environment har lavet en større analyse af forslaget, der potentielt kan have stor effekt, men som ikke vækker særlig stor begejstring i den franske bilindustri, der ikke ser det som attraktivt at skulle producere store mængder små, billige biler, som staten i øvrigt kræver klækkelig rabat på. Og det indgår næppe i Macrons planer, at det er Kina eller Sydkorea, der skal levere bilerne.

Både Tyskland og Frankrig har i løbet af foråret allerede benyttet forhandlingerne om EU’s enorme grønne klima- og energipakke kaldet Fit-for-55 til at tage et par stik hjem i forhold til henholdsvis bil- og atomkraftindustrierne.

Tyskland fik indført den undtagelsesbestemmelse i forbuddet mod salg af nye biler med forbrændingsmotorer fra 2035, sådan at man godt må sælge disse biler, hvis de kører på grønne brændsler produceret ved hjælp af PtX-teknologier. Frankrig har på sin side blokeret revisionen af EU-lovning om både vedvarende energi og om grønne brændsler til luftfarten, fordi man vil sikre sig, at atomkraft sidestilles med vedvarende energi, når det gælder produktion af grøn brint.

Vedtagelsen af de sidste direktiver i Fit-for-55-pakken har i øvrigt været en central opgave for Spaniens centrumvenstreregering, der overtager EU-formandskabet 1. juli. Men det arbejde kan meget vel blive udskudt, efter at premierminister Pedro Sanchez efter et stor valgnederlag forleden har udskrevet nyvalg til 23. juli. Her er det meget sandsynligt, at Spanien får en borgerlig regering, der ser anderledes på klimapolitikken end den hidtidige regering – hvilket vil kunne forsinke vedtagelse af de sidste vigtige direktiver. 

Derfor opfordrer jeg til en europæisk regelpause. Vi skal eksekvere nu. Vi har brug for stabilitet.

Emmanuel Macron
Frankrigs præsident

Belgien bakker op om Macron

I Belgien har landets liberale premierminister, Alexander De Croo, advaret om, at man risikerer at miste den folkelige opbakning til omstillingen af energiproduktion væk fra fossile kilder, hvis man bliver ved med at præsentere nye miljølove og andre grønne tiltag.

I en tale i det tyske parti CDU henviste De Croo til, at EU er på vej med nye regler for biler, en ny naturgenopretningslov og en revision af EU’s kemikalielovgivning.

”Er det det rigtige tidspunkt at lave disse love, når vi ved, at det er energiomstillingen, der er det centrale projekt?” spurgte De Croo og svarede selv:

”Hvis vi overbebyrder folk med regler og reguleringer, risikerer vi at miste opbakningen til den grønne dagsorden.”

Han har opbakning fra Zuhal Demir, der er miljøminister i den flamske delstatsregering. Hun mener, at politikerne bliver nødt til at sikre sig folkelig opbakning til den grønne omstilling ved blandt andet at prioritere tilpasning til klimaforandringerne over de politikker, der reducerer udledningerne. Demir peger blandt andet på, at Kina står for 27 procent af de globale udledninger og USA for 13 procent, mens EU-landene kun står for otte procent.

Men det land i EU, hvor klimapolitikken skaber størst politisk uro, er uden sammenligning Holland. Her er der dels voldsom mobilisering i den del af befolkningen, som er modstandere af klimabegrundede politiske indgreb, og dels er der en heftig mobilisering blandt klimaaktivister, som ønsker mere klimahandling.

Den klimakritiske bondebevægelse i Holland har i foråret 2023 skabt politisk sensation ved at blive det parti med flest mandater i det hollandske Senat – 16 ud af 75. På den anden side i klimadebatten står de mange tusinder mennesker, der i Pinsen demonstrerede i Haag, hvor politiet endte med at arrestere flere end 1.500 demonstranter. Polariseringen omkring klimapolitikken i Holland har handlingslammet den borgerlige koalitionsregering, der i øvrigt arbejder tæt sammen med Frankrigs præsident Macron om en kommende europæisk industripolitik.

Lektionen på tværs af regeringskontorerne i Europa må være, at den politiske pris på de grønne reformer stiger, hvis ikke politikerne sikrer folkelig opbakning til de grønne reformer gennem ekstremt grundige forklaringer eller med kompensationsordninger til de påvirkede borgere. Risikoen er ellers, at nødvendige klima- og miljøpolitiske reformer opgives af politikere, der vælger at prioritere politisk overlevelse højere end hensynet til klimaet.