Danmark er det mest centraliserede land i Nordeuropa

Udflytningen af statslige job skal skabe et Danmark i bedre balance, siger statsministeren. Ubalancen har han dog selv været med til at skabe som minister i 00’erne, hvor han stod i spidsen for en stribe reformer, der gjorde Danmark til det mest centraliserede land i Nordeuropa.

Lars Løkke Rasmussen var som indenrigs- og sundhedsminister i 00’erne med til at gøre Danmark til det mest centraliserede land i Nordeuropa.

Det skyldes i særlig grad strukturreformen fra 2007, der slog de daværende 275 kommuner sammen til de nuværende 98. Som konsekvens er kommunerne i Danmark større end kommunerne i samtlige af vores syv nabolande. Se figur 1.

Strukturreformens omfattende centralisering står dog langt fra alene. I dens kølvand fulgte reformer af politi, domstole, sygehuse og forsvar. I alle tilfælde blev mindre enheder lukket til fordel for større.

Alt i alt samlede og centraliserede Venstre og de konservative som regering fra 2001 til 2011 Danmark i en hidtil uset grad. Se figur 2.

”Konklusionen er entydig. Reformerne har svækket de mindre bysamfund og landdistrikterne til fordel for de større bysamfund. Når regeringen udflytter statslige arbejdspladser, reparerer den til dels på problemer, der blev skabt i 00’erne. De mindre bysamfund er blevet udsultet,” siger Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og ekspert i politik og forvaltning.

Allerede op til folketingsvalget i 2011 rørte Udkantsdanmark på sig. Nedlæggelsen af et sygehus i Holstebro førte bl.a. til oprettelsen af Fælleslisten, der dog ikke kom i Folketinget.

Ved valget i 2015 faldt vælgernes hammer. Venstres traditionelle styrkeposition i den sydlige del af Jylland blev i stort set samtlige sydjyske valgkredse overtaget af Dansk Folkeparti.

Ud fra en undersøgelse af valget til Folketinget i 2015 foretaget i samarbejde med Ugebrevet Mandag Morgen konstaterer valgforsker Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, at Dansk Folkepartis store fremgang i overraskende omfang skete på bekostning af netop Venstre.

”Uden for hovedstaden blev valget i blandt andet Sydjylland også til et opgør i blå blok. Mange Venstrevælgere var utilfredse med regionalpolitikken og flyttede deres stemme til Dansk Folkeparti,” siger han.

Og med den forklaring endte kritikken af Venstre og de konservatives mange centraliseringer øverst på Venstre og den nyvalgte statsminister, Lars Løkke Rasmussens, politiske dagsorden efter valget i 2015.

I dag, præcis 11 år efter strukturreformen trådte i kraft, kunne man spørge, hvad centraliseringen har ført med sig, altså ud over et vælgeroprør. Det svar vender vi tilbage til. Først skal vi høre om, hvorfor centraliseringen har gjort så ondt.

Først pisser de på os …

Overraskende mange danskere har kunnet mærke konsekvenserne af 00’ernes centraliseringer. Valgundersøgelsen fra 2015 viser således, at mere end halvdelen af danskerne har oplevet, at en offentlig institution, som f.eks. en skole, en børnehave, en politistation eller et sygehus, er blevet lukket i deres lokalområde. Det mærkes ekstra meget uden for hovedstadsområdet. Se figur 3.

”En stor del af befolkningen har oplevet lukninger af institutioner, og det bliver oplevet som et tab. Resultatet er en ganske stor utilfredshed,” siger Goul Andersen.

Og den utilfredshed omsatte nogle vælgere altså til stemmer på Dansk Folkeparti.

Umiddelbart efter valget gav museumsinspektør ved Sønderborg Slot René Rasmussen sin forklaring på, hvorfor Dansk Folkeparti løb med de sønderjyske vælgeres gunst. Det skete i et meget omtalt opslag på Facebook.

Det bedst kendte citat herfra lyder sådan her: ”Først pisser de på os, bagefter siger de, at vi lugter!”

Pointen er, at de, der pisser, bor i København, hvor de vedtager de reformer, som tømmer og har tømt mange af regionens byer for kraft.

”Pludselig er der ikke noget tilbage i de gamle administrationsbyer. Domhuset og politistationen er flyttet, rådhuset er nedlagt. Når institutionerne er væk, forsvinder medarbejderne også. Men der forsvinder mere end arbejdspladser. Lige netop de medarbejdere har gode uddannelser og fungerede som en slags ’dannelsesborgerskab’ i byen,” siger René Rasmussen i dag om de mange centraliseringer.

Museumsinspektøren mener, at det godt kan mærkes, når en del af et samfunds bedst uddannede borgere flytter. Så bliver der taget lidt færre initiativer. Så en by uden et rådhus, et domhus eller en politistation? Ja, det er et lidt mindre interessant samfund.

”Der er ingen, der kan lide, hvis noget bliver taget fra dem. Jeg bor i Tønder, hvor seminariet blev lukket i 1989. Det har man ikke glemt. Og jeg tror f.eks. ikke, vi havde fået Tønder Festival (musikfestival, der første gang fandt sted i 1975, red.), hvis ikke det havde været for seminariet og miljøet omkring det,” siger han.

Oven i kommer så det med stoltheden.

Samtidig med centraliseringerne blev det ifølge René Rasmussen smart at drikke cafe latte og diskutere Richard Floridas teorier om den kreative klasse. Set fra Sønderjylland endte det med et budskab om, at industriens arbejdspladser lige så godt kunne ligge i Kina – og altså ikke som dengang i Sønderjylland.

”Det var en form for darwinisme, en naturlig selektion, hvor de bedst uddannede næsten som en naturlov tog til byerne, og de dumme blev tilbage i provinsen. Det bliver man skidesur over,” siger han.

Afmagt i de små samfund

Antropolog Malene Brandt Winther fortsætter, hvor René Rasmussen slipper. Hun har skrevet en ph.d.-afhandling i statskundskab om ’demokratiets grænser’, hvor hun har undersøgt landdistrikternes muligheder for at få politisk indflydelse efter strukturreformen i 2007. Hun sætter ord på, hvad der sker, når lige netop et rådhus flytter.

”Kommunalreformen lagde mange små kommuner sammen, hvor rådhuset mange steder var den største arbejdsplads. Derfor var byen et sted, man kørte til. Når rådhuset lukker, bliver byen et sted, man kører fra,” siger hun.

Nedlæggelsen af eksempelvis et rådhus sætter nemlig gang i en negativ kædereaktion. Uden et rådhus som kraftcenter flytter færre til den gamle centerby, og flere flytter fra den. Som en del af sin forskning har Malene Brandt Winther også kunnet konstatere, hvordan f.eks. realkreditinstitutioner og banker sætter hælene i for lån til både borgere og til virksomheder.

Og så kender vi historien: Det ender med tomme huse og en befolkningssammensætning præget af flere ældre og flere lavtuddannede.

”Folk mister indflydelse. Før havde man sin egen kommune, nu skal man køre langt for at komme op på rådhuset. De enkelte lokalsamfund er ikke længere repræsenteret med samme styrke i de nye, større kommuner. Alt i alt er det blevet sværere at øve indflydelse på det helt lokale,” siger hun. 

Der er flere eksempler på, hvordan små centerbyer har tabt kraft efter kommunalreformen.

En af dem er Nordborg på Als. Byen nyder ganske vist godt af at huse Danfoss’ hovedkvarter og de mange tusind arbejdspladser, der følger med.

Men i dag er både rådhuset og politistationen væk, og når beskæftigelsen på Danfoss samtidig falder, bliver Nordborg langsomt, men sikkert, lidt mindre attraktiv.

Siden 2010 er hver sjette indbygger flyttet fra byen. Nordborg er en af de byer, hvor hundredvis af lejligheder er blevet revet ned. Og selv om nogle af dem er blevet afløst af nyopførte rækkehuse, taler fraflytningens omfang for sig selv.

Samler man René Rasmussen og Malene Brandt Winthers vurderinger og lægger byudviklingen fra en lille by som Nordborg oven i, er det til at forstå, hvorfor centraliseringen har gjort så ondt.

Det er derfor værd at undersøge den anden side af medaljen, dvs. det, der kunne være centraliseringens fordele, såsom alle de bebudede stordriftsfordele og de påståede økonomiske effekter. 

Færre, men mere effektive kommuner?

Kommunalreformen i 2007 var på en og samme tid en af de bedst forberedte og dårligst begrundede reformer i 00’erne. Det lyder som et paradoks, og det er det også.

Reformen blev forberedt af en særlig strukturkommission, der blev nedsat af daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V). Kommissionen skulle undersøge potentialer og problemer ved at flytte rundt på kommunerne, amterne (de nuværende regioner) og statens opgaver. Kommissionen afleverede sin betænkning tilbage i 2004 i form af tre tykke bind med godt 1.500 siders tekst, uden dog at anbefale en bestemt løsning.

”Normalt er det en kommissions opgave at give et bud på, hvordan man skal løse et problem. Men det endte med, at kommissionen blot tjente til at påpege, at der var nogle problemer, der så kunne legitimere en bestemt politisk løsning,” skriver Poul Erik Mouritzen, tidligere professor i statskundskab ved Syddansk Universitet og medlem af strukturkommissionen, i sit bidrag til antologien ’De store kommissioner’, der udkom i 2009.

På det grundlag fremlagde Venstre og de konservative med indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen som hovedarkitekten den endelige strukturreform, som trådte i kraft 1. januar 2007. Her blev de 275 kommuner slået sammen til 98, og de 14 amter blev slået sammen til 5 regioner.

Det første og vigtigste mål for reformen var at give borgerne ”mere kvalitet for pengene uden stigning i den samlede beskatning”. Nu, mere end ti år efter, ved ingen, om målet er nået, og borgerne rent faktisk har fået mere kvalitet for pengene.

Et forskerhold har gennemgået kommunernes regnskaber og undersøgt, om de rent faktisk bruger færre penge på at løse deres opgaver. Og selv om Lars Løkke Rasmussen og den daværende VK-regering håbede, at reformen på en række områder ville medføre stordriftsfordele og deraf følgende økonomiske gevinster, er det ikke tilfældet.

”Samlet set har der ikke været nogen økonomisk gevinst. De administrative omkostninger er godt nok faldet, men det opvejes af stigende udgifter på andre områder, så alt i alt er der ikke sparet penge,” siger Søren Serritzlew, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Til gengæld har centraliseringen ført til, at borgerne i mindre grad føler, at de kan få indflydelse på lokale forhold, hvis de ønsker det. Her var målet ellers, at sikre ”større borgerindflydelse – mere demokrati og større brugerdeltagelse”, som det blev formuleret dengang.

”Når vi måler på, om borgerne mener, at de kan få indflydelse på politikken i deres lokalområde, har sammenlægningen af kommunerne haft en negativ effekt. Strukturreformen har ikke ødelagt det lokale demokrati, men effekten er negativ. Reformen er i demokratisk forstand et skridt i den forkerte retning,” siger Søren Serritzlew.

For at understrege sin pointe noterer professoren, at jo flere indbyggere, der er kommet i en kommune efter strukturreformen, jo lavere vurderer dens borgere deres egne muligheder for at få indflydelse på de politiske beslutninger.

Mere politi i gaderne?

Samtidig med sammenlægningen af kommunerne gennemførte Folketinget en tilsvarende reform af politiet. De daværende 54 politikredse blev reduceret til 12.

Målet var bl.a. en effektivisering af arbejdet ved at etablere mere bæredygtige politikredse, der selv kunne udføre langt de fleste opgaver.

Gjort op i tal skulle effektiviseringen betyde, at politiet kunne frigøre hele 800 ekstra betjente til operative opgaver. Det lyder som sød musik i de flestes ører, for hvem vil ikke gerne have frigjort betjente fra administrative opgaver, eller hvad der nu ellers tager tid fra politiarbejdet i marken?

I 2007 beskæftigede politiet 10.828 polititjenestemænd, så et tal på 800 – eller hvad der svarer til ca. 7,3 pct. af den samlede styrke – var en temmelig høj ambition.

I et notat fra 2014 måtte Rigsrevisionen da også notere, at Rigspolitiet ikke kunne godtgøre, at de 800 betjente rent faktisk var overført til operativt arbejde.

Spørger man derimod borgerne om deres oplevelse af konsekvenserne af politireformen, er svaret entydigt. Mens 75 pct. af borgerne i 2006, dvs. året for politireformen, mente, at ”politiet har kendskab til lokale forhold”, var den andel ved evalueringen i 2013 faldet til 45 pct.

”Det var en dramatisk udvikling,” siger en af evalueringens forfattere, lektor ved juridisk fakultet på Københavns Universitet, Lars Holmberg.

Han noterer også, at færre borgere efter reformen oplevede, at politiet jævnligt patruljerer i deres lokalområde.

”Når vi spørger til det lokale, er det lige præcis her, der er sket en forandring efter reformen. Og det er måske ikke så underligt, når vi ser på, hvordan reformen er blevet ført ud i livet,” siger Lars Holmberg og peger på nedlæggelse af nærpolitistationer over hele landet, lige som de fleste landbetjente er blevet flyttet til større politistationer.

Over hele landet har politi i patruljevogne afløst lokalt forankrede enheder. Og netop den udvikling kan ifølge Lars Holmberg være en del af forklaringen på borgernes oplevelse af det lokale politis indsats.

”Det virker, som om man fra politisk hold har overset politiets symbolske funktion i et lokalområde. Her er den måske væsentligste opgave for politiet at ’optræde’, dvs. være synlige,” siger han.

Rigspolitiets årlige målinger af befolkningens tryghed og tillid til politiet er ikke helt så fintmaskede som den evaluering, Lars Holmberg har været med til. Samlet set finder Rigspolitiet dog, at befolkningens tillid til politiet er svagt faldende. 

Minister tror reform virker

Selv om domstolsreformen, der trådte i kraft i 2007, flyttede 2.500 menneskers job og nedlagde 58 af de 82 retskredse, er det en af de mindst omtalte af 00’ernes reformer.

Domstolsreformen skete for at samle faglige miljøer og – ligesom med de andre reformer – for både at forbedre servicen over for borgerne og for at øge effektiviteten.

Desværre ved ingen, om de gode hensigter er blevet til noget. Og aktuelt er der politisk ikke udsigt til, at reformens konsekvenser bliver kortlagt.

”Det er min opfattelse, at de danske domstole generelt set er velfungerende og nyder stor opbakning og tillid fra befolkningen. Jeg har ingen aktuelle planer om at iværksætte en samlet evaluering af domstolsreformen eller domstolenes forhold i øvrigt,” sagde justitsminister Søren Pape (K) i et svar på et spørgsmål fremsat af Dansk Folkepartis Peter Skaarup i Folketingets Retsudvalg i juni sidste år.

Effektive sygehuse

Den sidste af de store reformer handler om sygehusene og har ført til, at hvert tredje sygehus er lukket.

I dag er der en række regionale akutsygehuse, der tager imod borgere, som kommer til skade eller af andre grunde har brug for hjælp her og nu. Dertil kommer få meget specialiserede sygehuse, de såkaldte supersygehuse.

”Her er paradokset, at folk elsker deres lokale sygehus, men at de gerne vil behandles på et specialiseret sygehus, når de har brug for det. Jeg tror, at specialiseringen på dette område er en god ide,” siger professor Peter Munk Christiansen.

Det er svært at sætte lighedstegn mellem centraliseringen på sygehusområdet og en stigende effektivitet på landets hospitaler. Men tal fra Danske Regioner viser en svagt faldende produktivitet frem mod 2007, hvorefter produktiviteten stiger. Den seneste opgørelse viser, at produktiviteten på sygehusene er steget med 1,9 pct. fra 2014 til 2015.

Sygehusene kan derfor være den undtagelse, der bekræfter reglen om, at VK-regeringens mange parallelle centraliseringstiltag kun har ført til usikre gevinster. Til gengæld er det helt sikkert, at centraliseringen har skabt utryghed hos mange mennesker.

Men hvad så?

Spørgsmålet er, om regeringen og Lars Løkke Rasmussens udflytning af statslige arbejdspladser endegyldigt sætter en stopper for centraliseringen i det danske samfund.

Peter Munk Christiansen tvivler.

For centraliseringen er ikke bare et spørgsmål om offentlige arbejdspladser. Også dagligvarehandlen bliver samlet i stadigt større og færre enheder.

”Jeg tror ikke, at man kan ændre folks drift mod byer og bysamfund, og jeg tror også, at vi fortsat vil se små landsbyer i opløsning. Tidsånden er med til at trække Danmark skævt,” siger han.

LÆS OGSÅ: Kan Troels Lund sige, Helle Thorning udhulede landdistrikterne? Ja, hvis 9 arbejdspladser er en udhuling

LÆS OGSÅ: Hvad koster udflytningen af statslige arbejdspladser?

LÆS OGSÅ: Har københavnere dårligere arbejdsmoral end jyder?

LÆS OGSÅ: Hvordan går det med regeringens pejlemærker?

LÆS OGSÅ: Kan statsministeren sige, at han har skabt 79.000 job i den private sektor?

LÆS OGSÅ: Gør boom i østarbejdere jobmangel til en myte?

Forrige artikel “Han kan lave 20 cannabis-videoer mere, men det er stadig ikke dokumentation” “Han kan lave 20 cannabis-videoer mere, men det er stadig ikke dokumentation”