Elektronikkæde advarer: Vores navn misbruges i falske konkurrencer

Både på mail, sms og på Facebook får mange danskere i øjeblikket - igen - beskeder fra Elgiganten om, at de har vundet i en konkurrence. Men det er det rene fup, advarer elektronikkæden.

“Du er blevet tilfældigt udvalgt til at prøve den kommende Galaxy S9 før alle andre!”

“Du er blevet tilfældigt udvalgt til at prøve den kommende iPhone X før alle andre!”

“Svar venligst! Du bedes hente din pakke umiddelbart: (1) iPhone X 64GB (betatest)”

Sådan lyder nogle af budskaberne i en række sms’er, mails og Facebookopslag, som danskerne i øjeblikket bliver bombarderet med. Afsenderen er angiveligt elektronikkæden Elgiganten, der stiller modtagerne en gratis smartphone i udsigt.

Men det hele virker for godt til at være sandt, og det er det også.

Elgiganten står nemlig ikke bag de ovennævnte tests og konkurrencer, som for tiden regner ned over danskerne. Der er tale om fupnumre. Og det er langt fra første gang, at elektronikkædens navn bliver misbrugt af svindlere.

Formuleringerne i beskederne varierer, ligesom præmien ikke er den samme hver gang. Men fælles for beskederne er, at de er falske og altså ikke kommer fra Elgiganten.

Så lad være med at klikke på de links, der er i beskederne, advarer Elgiganten og opfordrer til, at du sletter beskederne, hvis du modtager dem.

“Det er, sagt på godt jysk, hamrende irriterende, at vores navn og varemærke misbruges af svindlere til at narre folk. Folk kender og stoler jo på Elgiganten, og det er det, som disse svindlere lukrerer på,” siger Frederik Danvig, der er elektronikkædens pressechef, til TjekDet. 

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Sådan ser fupbeskederne ud

 

Udlevér ikke dine kreditkortoplysninger

Hvis du alligevel kommer til at klikke på de links, der er i de falske beskeder, vil du ofte blive bedt om at indtaste dine kreditkortoplysninger og betale et par kroner for at få præmien udleveret. Men det er nytteløst, lyder det fra Elgiganten. For en ny telefon vil du aldrig få ud af det.

Er du allerede kommet til at oplyse dine person- og bankoplysninger, anbefaler Elgiganten, at du kontakter din bank med det samme.

Ifølge elektronikkæden er de løbende i kontakt med både myndigheder, interesseorganisationer og sociale medier for at komme fupkonkurrencerne til livs. Men at stoppe svindlerne er slet ikke så lige til.

“Vi kan kun opfordre til at bruge sund fornuft. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det typisk et svindelnummer. Når vi ser, at et svindelnummer er i gang, så advarer vi gennem relevante kanaler. Det vil sige på vores hjemmeside, på Facebook og på Twitter,” siger Frederik Danvig.

Elgigantens egne konkurrencer er gratis

En kilde til forvirringen om fupbeskederne fra Elgiganten kan være, at elektronikkæden rent faktisk jævnligt selv gennemfører konkurrencer, som de deler på Facebook.

Men hvis det koster penge at være med i konkurrencen for at få præmien udleveret, så kan du være helt sikker på, at der er tale om et svindelnummer, fortæller Frederik Danvig.

“Det vil aldrig koste penge at være med i en konkurrence hos os, og vi beder kun vores kunder om kortoplysninger, når de handler direkte med os gennem hjemmesiden eller via vores kundecenter.”

LÆS OGSÅ: PostNord advarer: Svindlere angriber danskerne på sms og mail om pakker til afhentning

LÆS OGSÅ: Kan du få den nye iPhone for 5 kroner?

LÆS OGSÅ: Det er fup! Norwegian står ikke klar med gratis flybilletter

LÆS OGSÅ: Bank advarer mod bitcoin-svindelnummer

LÆS OGSÅ: IKEA ADVARER: Svindelnummer erklærer dig for vinder af gavekort

LÆS OGSÅ: De fleste hackeradvarsler på Facebook kan højest skræmme livet af dig

Forrige artikel Nej, dette billede viser ikke, at et svensk supermarked har droppet svinekød Nej, dette billede viser ikke, at et svensk supermarked har droppet svinekød Næste artikel Faldt den canadiske premierministers øjenbryn af for rullende kamera? Faldt den canadiske premierministers øjenbryn af for rullende kamera?