Nej, Julie Berthelsen har heller ikke gennemgået "drastisk vægttab" med slankepille

Sangerinden Julie Berthelsen har gennemgået et “drastisk vægttab” ved at tage slankepillen KetoFit, fremgår det af en artikel på BBC’s hjemmeside. Men der er tale om ren fup. Artiklen er falsk og et forsøg på at lokke penge ud af godtroende folk. 

Foto: Esben Salling / Ritzau Scanpix
Andreas Søndergaard

“Jeg besluttede mig for, at det ikke kunne skade at prøve det, og det var utroligt, hvad der skete med mig.”

Sådan siger Julie Berthelsen i et eksklusivt interview med BBC om slankepillen KetoFit, der har resulteret i et “drastisk vægttab” for sangerinden. Ifølge artiklen var vægttabet så imponerende, at hendes familie er bekymret for, om hun taber sig for hurtigt. 

“Jeg ved ikke, hvad der var mest tilfredsstillende, mit fantastiske vægttab eller at se min agents ansigtsudtryk, sidste gang vi bookede en live-optræden, han tabte vitterligt kæben," er Julie Berthelsen citeret for at sige i artiklen. 

Men artiklen er et svindelnummer. 

Det fastslår Julie Berthelsen i et opslag på sin facebookside, hvor hun blandt andet har vedhæftet et screenshot af BBC-artiklen.  

“Disse er bare nogle få ud af mange FALSKE reklamer, der florerer lige for tiden. Det er ØV! – men jeg kan ikke gøre meget andet end at bede jer alle om at anmelde dem, når I ser dem. Og IKKE tro på det. Desuden er det jo ret grinagtig elendigt photoshop-arbejde og clickbait. SÅ hermed sagt: Nej, jeg er ikke en del af dette. Og det passer ikke,” skriver hun. 

En af de andre falske artikler om Julie Berthelsen, der florerer lige nu, handler om hendes forestående bryllup. Problemet er bare, at brylluppet fandt sted den 5. juli i år, mens artiklen er skrevet den 26. juli, altså tre uger senere.  

Citaterne i artiklen er ellers ægte, men de er direkte kopieret fra en artikel i SE og HØR fra den 16. september 2018.

Artiklen fortsætter under billedet

Den falske artikel om KetoFit

Ribber folk for penge

Det er langtfra første gang, at fupmagere på internettet misbruger kendte danskere til at snyde godtroende læsere. 

TjekDet har tidligere skrevet om, hvordan blandt andre Sofie Linde og Amalie Szigethy har fået deres navn misbrugt i et svindelnummer. I begge tilfælde blev det hævdet, at de ligesom Julie Berthelsen havde opnået et stort vægttab ved at bruge KetoFit. 

Svindlen handler ifølge Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert for CSIS, kun om én ting: 

"Det eneste, de her folk er ude på, er at ribbe folk for penge," sagde han til B.T., da de skrev om Sofie Linde-svindlen. 

I artiklen om Julie Berthelsens påståede vægttab fremgår det, at den verdensberømte sangerinde Adele og reality-stjernen Kim Kardashian har tabt henholdsvis 24 kilo på fem uger og 14 kilo på en måned med KetoFit. Derudover har artiklens forfatter angiveligt også afprøvet slankepillen og tabt hele 17 kilo på fire uger.  

Alle de gode historier om vægttab akkompagneres af links til forhandlersiden for KetoFit, hvor det fremgår, at man kan få en gratis flaske, hvis man er hurtig.  

Men forsøger man at bestille det gratis produkt, skal man alligevel angive sine kreditkortoplysninger og vælge mellem tre forskellige pakker med KetoFit, der prismæssigt spænder mellem 25 euro og 60 euro per flaske. Det svarer til henholdsvis 187 og 448 danske kroner. 

Og det kan blive endnu dyrere.  

Ved et lignende svindelnummer med bloggeren Mascha Vang kunne man i købsbetingelserne læse, at der ved køb af produktet ville blive trukket yderligere 148 euro – svarende til mere end 1.100 danske kroner – fra ens bankkonto, hvis ikke man inden 14 dage efter købet oplyste, at man var utilfreds med produktet.

Artiklen fortsætter under billedet

Forhandlersiden for KetoFit

Flere faresignaler 

Fupmagerne har gjort sig umage med at få historien til at se ægte ud ved som nævnt at låne troværdighed fra BBC, der ser ud til at være det medie, der har skrevet historien. 

Alligevel er der flere måder at spotte på, om en artikel er opdigtet.  

Adskillige danske medier har tidligere fået misbrugt deres logo og design, og i dette tilfælde ser det for eksempel ud, som om den er skrevet af BBC News. Men holder vi øje med www-adressen (URL'en), så befinder vi os ikke på BBC's hjemmeside, men derimod på adressen http://vitivine.com/

Et andet kendetegn for fuphjemmesider er, at alle links typisk tager dig samme sted hen, nemlig til forhandlersiden. Det er også tilfældet i artiklen om Julie Berthelsens vægttab. 

Generelt gælder reglen, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det fup. 

Er du allerede faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.  

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper én med at være sikker online og holder én opdateret om digitale trusler.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu