Hvad ville der ske, hvis vi fokuserede mere på at hjælpe pårørende til demente borgere med at håndtere livet med en syg ægtefælle? Hvordan ville svage skoleelever klare sig, hvis træneren i den lokale sportsklub var engageret i deres faglige udvikling? Hvad hvis den stærke familie blev rustet til at støtte familier i krise?

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, har vi brug for en ny ydmyghed i den måde, vi tilrettelægger offentlige politikker og serviceydelser på, som tager borgernes virkelighed alvorligt.

Samproduktion er en sådan tilgang.

Ideen om samproduktion er ikke ny, men kan spores tilbage til 1970’erne. Den amerikanske politolog og nobelpristager Elinor Ostrom rettede dengang opmærksomheden mod samspillet mellem på den ene side de fagprofessionelle, f.eks. socialarbejdere og politifolk, og på den anden side de borgere, de søger at hjælpe.

Ostroms store opdagelse var, at effektfuld offentlig service er lige så afhængig af borgernes viden, ressourcer og motivation som af professionel ekspertise.

Samproduktion starter med spørgsmålet om, hvad der vil skabe mest mulig effekt for borgerne, og hvordan borgernes egne ressourcer og de ressourcer, der er tættest på dem, bedst kan aktiveres. Det fordrer at offentlige organisationer tilrettelægger deres aktiviteter ud fra helt konkrete overvejelser om, hvilken type af samspil med borgere, pårørende og organisationer der kan få størst betydning for resultatet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal delegere produktionen af offentlig service til borgerne selv, til frivillige organisationer eller til private virksomheder. Det egentligt nye i samproduktion er, at man i udgangspunktet anser relationen mellem borger og system for ligeværdig.

Tre principper for samproduktion i praksis

I den nye publikation "Samproduktion: På vej mod en ny velfærdsmodel" opridser jeg sammen med mine kolleger i MindLab tre centrale tilgange til, hvordan arbejdet med samproduktion kan tilrettelægges i praksis.

For det første skal man redefinere sin opgaveløsning i et effektperspektiv. På de tre velfærdsområder, jeg nævnte i indledningen – demens, specialundervisning, udsatte familier – kunne det se således ud:

Fra den gamle forestilling om at hjælpe demente borgere til et nyt syn på, hvordan man kan skabe overskud og kompetencer hos deres pårørende. Fra at fokusere på, hvad svage elever ikke kan, til at fokusere på, hvilke ressourcer de har i deres liv. Fra at overveje, hvornår udsatte børn skal tvangsfjernes, til nysgerrighed på, hvordan kriseramte familier kan komme til at trives igen.

For det andet skal vi investere i at aktivere borgernes egne ressourcer.

Det kunne betyde at etablere en pårørendecafé i kommunen, hvor dementes familiemedlemmer kan dele gode råd og hente ny energi til en krævende hverdag. Det arbejder man f.eks. på i Fredensborg Kommune.

Det kunne betyde at ruste og uddanne sports- og idrætsklubber til at blive partnere med skolen og kommunen med fokus på svage elevers læringsmiljøer, så alle trækker på samme hammel. Det overvejer man på Langeland.

Eller det kunne betyde at lave kurser for familier med overskud, der støtter familier, der har svært ved at få hverdagen til at fungere. Det har man gjort i en årrække i Australien – og i Danmark bl.a. i regi af Røde Kors’ familienetværk.

For det tredje skal vi gøre op med myndighedsrollen. Offentlige organisationer møder ofte borgerne som en autoritet, blot fordi de har magten til det. Konsekvensen er, at det offentlige bliver magtesløst, når det drejer sig om at skabe positiv forandring i menneskers liv.

Vi må erstatte begrebet myndighed med det mere åbne begreb platform, som betyder, at det offentliges rolle i højere grad bliver understøttende og faciliterende for andre. På demensområdet kan det være, at platformen kommer til udtryk i et pårørendenetværk. På specialområdet laver kommunen måske en hjemmeside, hvor de unge kan dele erfaringer og udfordringer med andre i samme situation, og hente råd og støtte fra ligesindede. På familieområdet kan det være, at det offentlige understøtter de gode match mellem udsatte familier og ressourcestærke familier og følger op på deres fremskridt.

Hæv ambitionerne

Samproduktion har konsekvenser for næsten alle aspekter af offentligt moderniseringsarbejde: ledelse, økonomistyring, kontrakter, digitalisering, kompetenceudvikling osv. Samproduktion rejser spørgsmål som:

• Hvordan leder man velfærdsproduktion, hvis ens rolle ikke er at udøve autoritet, men at sætte ressourcer i spil for at skabe en ønsket effekt?
• Hvad vil det sige at være fagprofessionel, hvis vi anerkender, at borgeren – eleven, patienten, den ældre – er en mindst lige så vigtig aktør i skabelsen af velfærd, som de professionelle er?
• Hvilke tilgange kan aktivere de ressourcer, der er mest nyttige for borgeren, og hvordan identificerer man det rette samspil mellem familie, venner, lokalsamfund, foreninger, virksomheder og andre offentlige organisationer?

Det er vanskelige spørgsmål, men ikke uoverstigelige. De er i hvert fald værd at tage fat på. Erfaringerne med samproduktion herhjemme og i udlandet peger nemlig på, at potentialet ved at udfordre vores traditionelle forståelse af, hvordan offentlig service skabes, er enormt.

Mit bud er, at vi på en række serviceområder kunne skabe endnu mere vedkommende og meningsfuld service for borgerne og samtidig høste 20 pct. på omkostningssiden. Man kunne kalde det ”20 procent bedre, 20 procent billigere”.

Se, dét ville være en ambitiøs moderniseringsstrategi.

Læs flere af Christian Basons indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.