Estland er indtil videre det eneste land i verden, hvor alle borgere kan stemme elektronisk til valgene. I-voting, som Estlands digitale system til folkeafstemninge kaldes, blev indført i 2005. Det første år blev kun 2 procent af stemmerne afgivet elektronisk, men siden er anvendelsen skudt hastigt i vejret.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 var 31 procent af stemmerne elektroniske, og når vi skal stemme til Europa-Parlamentet 26. maj, vil knap halvdelen af de estiske stemmer formentlig blive afgivet foran computerskærmen.

De elektroniske afstemninger er mere bekvemme for mange vælgere, og dermed er i-voting med til holde stemmeprocenten oppe. Den anden store fordel er, at det er langt billigere. Besparelsen for det offentlige er opgjort til omkring 11.000 arbejdsdage om året.

Valg er bare en af de tjenester, det offentlige leverer digitalt

Trods russiske hackerangreb og problemer med it-sikkerheden omkring Estlands elektroniske id-kort har der ikke været alvorlige problemer i forbindelse med de elektroniske valg.

”Når det fungerer så godt, er det, fordi elektroniske valg er en del af hele det estiske økosystem af digitale tjenester, som folk er vant til at bruge, og som de stoler på. Valg er bare endnu en af de tjenester, som det offentlige tilbyder elektronisk,” siger Liisa Past, der tidligere har været forskningschef i afdelingen for cybersikkerhed i Estlands informationsmyndighed: 

”Jeg vil ikke anbefale andre lande at indføre elektroniske afstemninger, hvis det ikke passer sammen med den øvrige teknologiske infrastruktur. Hvis folk ikke er vant til at kommunikere digitalt med myndighederne, skal de ikke lære det i forbindelse med et valg,” siger Liisa Past, der i dag forsker i digital sikkerhed og demokrati ved McCain-instituttet under University of Arizona i USA.

Der har været midlertidige og afgrænsede forsøg med elektroniske afstemninger i blandt andet Schweiz, Canada, USA, Australien og Indien.

Chipkortet er kernen i Estlands digitale infrastruktur

Estland er i mange henseender førende inden for digitaliseringen af offentlige tjenester. De 1,3 millioner estere er for længst vænnet til, at kontakten med myndighederne og med læger, skoler eller banker går gennem nettet.

Kernen i digitaliseringen er Estlands elektroniske id-kort, der blev indført tilbage i 2002. Det bruges ligesom det danske Nem-ID til at sikre borgernes identitet online, men det estiske kort er noget mere avanceret og har flere lag af sikkerhed end det danske system.             

Det estiske id-kort har en indbygget chip, og derfor skal man have en chiplæser tilsluttet sin computer for at bruge det. Chiplæsere koster ned til omkring 50 kroner, og stort set alle i Estland har dem.

Når man afgiver sin stemme, bruger man først id-kortet til at bevise sin identitet, og derefter får man på skærmen adgang til en blanket med valgmulighederne.

Blanketten er anonym, og når man har afgivet sin stemme, bliver blanketten, billedligt talt, lagt i en lukket kuvert, som man forsegler ved at bruge sit id-kort som digital signatur. Det betyder, at ingen andre kan åbne kuverten.

Når stemmerne skal tælles på valgdagen, fjernes de digitale signaturer, og derefter er det ikke muligt at spore vælgernes identitet.

Vælgerne kan ombestemme sig

Der er en lang række sikkerhedsfunktioner i systemet. Når vælgeren har afgivet sin stemme, skal identiteten kontrolleres en ekstra gang, ved at computerskærmen viser en QR-kode, som man kan scanne med sin mobiltelefon eller tablet.

Der er åbent for elektronisk afstemning i en uge, indtil fire dage før valget. I den periode har man mulighed for at ombestemme sig og ændre sin stemme. Det betyder også, at hvis nogen har forsøgt at tvinge eller købe en vælger til at stemme på en bestemt kandidat, kan vælgeren bagefter gøre det om.

Hvis der skulle opstå store problemer omkring den elektroniske afstemning, er det muligt at annullere den, fordi den elektroniske afstemning slutter fire dage før valget, og derfor vil det stadig være muligt at nå at gennemføre valget.

Hackerangrebet, der lagde hele Estlands net ned

Estlands store satsning på digitalisering blev alvorligt udfordret i 2007, da et massivt hackerangreb gennem flere dage afbrød internetforbindelserne til myndighederne, medier, banker og betalingsautomater.

Det er svært at placere ansvaret for angrebet endegyldigt, men det skete i forbindelse med en strid omkring flytningen af et mindesmærke for den russiske befrielse af Tallinn efter Anden Verdenskrig, og angrebene kunne føres tilbage til russiske internetadresser.

”For Estland var 2007-angrebet en advarsel og nærmest en øvelse i at forstå vores afhængighed af digitale tjenester, og hvordan man bedre kan sikre dem. Dengang var det irriterende, men det har faktisk været en virkelig værdifuld test for os – og russerne har aldrig sendt en regning på det,” siger Liisa Past.  

I praksis har der ikke været alvorlige sikkerhedsproblemer med afstemningerne i løbet af de foreløbig ti valg med i-voting. Også ved det netop overståede valg var der meget få forsøg på hackerangreb.

”Der er altid en vis baggrundsbelastning af folk, der så at sige prøver at trykke i dørhåndtagene og banke på ruderne for at se, om de kan komme ind. Men det er ikke et let mål, og Estland er måske heller ikke så interessant, sammenlignet med at hacke systemerne i større lande,” fortæller Liisa Past.

Så sent som november 2017 var hele den estiske digitale infrastruktur imidlertid ramt af en alvorlig sikkerhedsbrist, der gjorde det nødvendigt at lukke ned for brugen af elektroniske id-kort i flere dage.

Det viste, at det var muligt at hacke en ny chip, som man i 2014 gik over til at bruge i id-kortene. Chippen var i brug på 750.000 kort, som derfor skulle have opdateret deres software. Der var så store forsinkelser med opdateringen, at myndighederne besluttede at lukke ned for systemet, så id-kortene ikke kunne bruges til offentlige tjenester eller til onlinebanking.

Det er ikke en særlig gruppe, der stemmer elektronisk

Universitet i Tartu har lavet meget detaljerede analyser af de estiske vælgere. Konklusionen er, at det ikke er en særlig gruppe, der stemmer elektronisk. De fordeler sig på alle aldre, socialgrupper og politiske holdninger.

”Det er vigtigt, fordi systemet ikke må betyde, at bestemte grupper i samfundet er mere tilbøjelige til at stemme,” siger Liisa Past.

Undersøgelserne viser, at borgere, der har prøvet at stemme elektronisk, er langt mere tilbøjelige til også at stemme elektronisk ved næste valg.

Man kan også se, at folk, der har brugt i-voting, generelt er mere tilbøjelig til at stemme ved valg fremover. Det tyder på, at bekvemmeligheden ved de elektroniske valg kan være med til at fastholde en høj valgdeltagelse.

Omvendt er der ikke tegn på, at tilbuddet om at stemme via sin egen computer kan få folk, der ikke plejer at stemme, til at deltage. Systemet kan altså fastholde, men ikke rekruttere nye vælgere. 

For Liisa Past er et af de interessante spørgsmål, om elektroniske afstemninger på sigt kan muliggøre en anden type demokrati:

”Man kunne forestille sig, at afstemninger ikke kun er knyttet til nationale valg, men at det er en service, der står til rådighed i mange andre, mindre sammenhænge, for eksempel i lokalområder eller for de studerende på et universitet. Det kunne også bruges til høringer.

”Vi ved, at i andre dele af verden, for eksempel blandt stammefolk, er der traditioner for lange beslutningsprocesser, hvor mange deltager i diskussionen. Måske kan elektroniske afstemninger understøtte en højere borgerdeltagelse. Indtil videre er det dog kun mulige scenarier,” understreger Liisa Past.