Hvis man vil have banebrydende resultater, hjælper det at tro på, at banebrydende resultater er mulige. Dette budskab gik klart og tydeligt igennem, da Pamela Hartigan og jeg interviewede en række af verdens mest succesfulde sociale entreprenører til vores bog "The Power of Unreasonable People" fra 2008. I modsætning til de fleste andre nægter fornyere som disse at acceptere den nuværende dysfunktionelle virkelighed – i stedet fortsætter de ufortrødent deres arbejde ud fra den opfattelse, at en bedre verden ikke bare er mulig, men nødvendig.

Interessant nok var det det samme budskab, der kom frem, da den tidligere CEO for Puma Jochen Zeitz og jeg interviewede CEO’er og andre erhvervsledere til vores nye bog, "The Breakthrough Challenge". Den trækker på det arbejde, som er udført af The B Team, der samler erhvervslivet og politiske ledere med interessere i systemforandringer, og som ledes af Jochen og Virgin Group-grundlæggeren Sir Richard Branson.

Men hvad har banebrydende tænkning at gøre med ålenes mystiske og i stor udstrækning skjulte verden? På et helt grundlæggende plan var det ålene, som førte mig ind i miljøbeskyttelsens og bæredygtighedens verden. Tilbage i halvtredserne, da jeg var 6 eller 7 år, skete det engang, at jeg befandt mig i noget nær totalt mørke på en mark fuld af glasål. Det var et personligt gennembrud – et øjebliks panik efterfulgt af en dyb følelse af at være forbundet med naturens verden.

Alt dette var i mine tanker, da jeg sad på hug ved bredden af Severnfloden i Vestengland for nogle dage siden, hvor jeg hjalp til med at udsætte 30.000 glasål. Udsætningen var arrangeret af et af de mest interessante bæredygtighedsinitiativer, jeg er stødt på, et initiativ, som omfatter fiskeriforskere og fiskehandlere, som sælger ål – The Sustainable Eel Group eller SEG (se www.sustainableelgroup.com).

Med den katastrofale nedgang i ålebestanden i Europa gennem de seneste årtier er ålene nu kommet på listen over kritisk truede dyrearter. Omfanget af åleyngel, som produceres hvert år, er kun 1 pct. af, hvad det var før 1980’erne. EU-lovgivning kræver nu, at EU-lande træffer foranstaltninger for at lade 40 pct. af de voksne ål forlade søer og indvande og svømme ud i havet, hvor de kan yngle. Blandt de foranstaltninger, som man nu forsøger at fremskynde, er kontrol med det antal af ål, som fanges, omlægning af sluseanlæg og dæmninger, så det bliver muligt for ål (og andre fisk) at passere igennem, og fornyelse af fiskebestanden i indvande med unge ål – hvilket er, hvad vi var i gang med ved bredden af Severnfloden.

Sammenbrudsscenarie

Efter at have arbejdet med miljøproblemer i mere end 40 år forekommer ålenes historie mig at være et dramatisk eksempel på det, man kalder et "sammenbrudsscenarie", hvor der alt for sent er gjort alt for lidt for at afbøde den nuværende udvikling imod ødelæggelse af miljøet. Men der er også gode nyheder.

Andrew Kerr, som er formand for SEG, forklarede, hvad det var, der var sket i Severnfloden og den nærtliggende flod Wye. Fiskere, som anvender traditionelle ruser, rapporterede i 2009 den laveste ålefangst nogensinde: kun 1 million. I modsætning hertil blev der i år fanget 30 millioner ål, hvilket tyder på, at ålebestanden på den ene eller anden måde er steget til et niveau, som var almindeligt for 30 år siden.

Så hvad er det, der sker? Er denne vigtige økologisk ressources tilsyneladende sammenbrud ved at blive vendt af ukendte faktorer i det fjerne Sargassohav, hvor europæiske ål yngler? Er det del af en omfattende naturlig cyklus? Eller er det arbejde, organisationer som SEG udfører, ved at begynde at afvende den hidtidige udvikling imod udryddelse? Jeg tror, at det, vi ser, er en kombination af alle disse faktorer – og flere til.

Og hvordan ville et afgørende resultat heraf se ud? For det første ville det involvere bedre forskning i ål og deres levesteder og i forbundne miljømæssige udviklingstendenser. Ål (på alle stadier af deres livscyklus) er en vigtig art og en føderessource for mange andre dyr. Men vi ved, at vi uden at ville det har grebet stærkt ind i de ruter, arter som den vandrer ad. Vores dræning af marker, kystsikring og byudvikling har ødelagt vådområder og andre vigtige levesteder på et næsten geologisk niveau.

For det andet er det nødvendigt at genskabe de vigtigste vandringsruter, ikke blot for ål, men også for andre fisk. Vi blev forevist nogle af disse åletrapper, som var blevet installeret for at gøre vandringen lettere, men mange steder er der behov for en total omlægning og omstrukturering af vores vandbaserede infrastruktur.

Pandasandwich

For det tredje er det nødvendigt, at visse NGO’er holder sig lidt tilbage. I 2009 beskrev hollandske kampagnedeltagere det at spise brød med ål (en populær ret i landet) som svarende til at spise "panda-sandwich". Udtrykket stjal overskrifterne, men ydede ikke problemets kompleksitet retfærdighed. Det ville ikke være nogen løsning bare at stoppe al ålefangst fuldstændigt, som nogle aktivister kræver. Ål bliver nødt til at have en økonomisk værdi for at figurere i vores økonomiske kalkuler. Vi har således brug for bæredygtige ålecertificeringsprogrammer, som sikrer, at alle de ål, der sælges, kommer fra forsvarligt drevne fiskerivirksomheder. Og det næste skridt ville være, at de store supermarkeder begyndte at føre bæredygtige SEG-certificerede åleprodukter.

I sin fremstilling af ålens historiske rolle i de europæiske samfund, sagde Andrew Kerr, at de havde været "den middelalderlige verdens McDonald’s". (Han anvendte betegnelsen "den elizabethanske verden", men lad os i den europæiske åls ånd udvide referencerammen). Som lejlighedsvis fiskespisende vegetar tror jeg ikke, at jeg kommer til at spise ål lige med det første, men jeg er opsat på at tilskynde førende supermarkeder til at gøre en indsats og tilbyde ål i deres fiskeafdelinger.

Men i tilbageblik er det mest markante resultat af åleudsættelsen i Severn måske fornemmelsen af, at vi nu kan gøre noget for at vende udviklingen. Da jeg så de små fisk samles og svømme ud mod midten af floden, var det svært ikke at tro på, at en bedre verden var mulig, både for ål og for resten af os – uanset om de ender på vores menukort eller ej.