Landets borgmestre må indstille sig på at udlicitere markant mere end i dag. De skal skrue op for udbud af velfærdsopgaver, så flere private firmaer kan byde ind på f.eks. ældrepleje, børnepasning og hjælp til udsatte.

Sådan lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) forud for de kommende økonomiforhandlinger med kommunerne om næste års budget. Målet er, at kommunerne år for år skal skrue op for mængden af udbudte opgaver.

”For os er det ikke afgørende, om det er private eller offentlige hænder, der løfter opgaverne. Det vigtigste er, at vi får en god service og ikke skal betale for meget for det. Vi skal genindføre måltal for konkurrenceudsættelse, og vi skal mindst have den samme stigningstakst som under VK-regeringen,” siger Simon Emil Ammitzbøll i et interview med Mandag Morgen.

En årlig stigning som under VK-regeringen i slutningen af 00’erne vil betyde, at mindst 33 pct. af kommunernes opgaver skal være udsat for privat konkurrence i år 2025 – svarende til opgaver for omkring 75 milliarder kr. om året.

Dermed lægger regeringen op til en kurs, der for alvor vil byde private virksomheder inden for i velfærdssamfundets maskinrum. For erfaringerne viser, at næsten alle opgaver, som bliver udbudt i konkurrence mellem private og offentlige spillere, ender på private hænder.

Måltal skal drive udviklingen

Borgmestrene har i dag udsat godt 26 pct. af deres driftsopgaver for konkurrence fra private – svarende til opgaver for knap 60 milliarder kr. Under den daværende VK-regering steg andelen af deres konkurrenceudsatte opgaver årligt med 0,8 procentpoint i snit i perioden 2007-2010. Dengang havde de også et måltal for konkurrenceudsættelse. Siden blev aftalen droppet, og konkurrenceudsættelsen er stort set stagneret. Se figur 1.

Nu vil regeringen så genindføre måltal. Og denne gang er det både kommuner, regioner og staten, som skal udlicitere flere opgaver.

”Alle tænker på, at det kun er noget, som vi pålægger kommuner og regioner. Men det er jo ikke tilfældet. En stor del af gevinsten kan jo også ligge i staten,” siger Simon Emil Ammitzbøll.

Samlet set bruger det offentlige i dag knap 400 milliarder kr. årligt på opgaver, der er egnet til konkurrenceudsættelse. Men det er kun en fjerdedel, der rent faktisk er udsat for konkurrence fra private. Den andel vil Simon Emil Ammitzbøll gerne have sat meget højere op. DI har foreslået et mål på 45 pct., men om det skal så højt op, vil han ikke afsløre på nuværende tidspunkt.

Staten er allerede ”klassens duks” blandt de offentlige aktører. Her er der skabt konkurrence om opgaver for 23 milliarder kr. svarende til 31 pct. af de opgaver, som er mulige at udbyde. Skal andelen højere op, kan det være opgaver som fangetransporter, fartkontrol, statslige it-opgaver, drift af alarmcentraler, paskontrol, drift af fængsler og vagtværn til at hjælpe politiet, som bringes i spil.

Regionerne ligger i bunden. De har ”kun” skabt konkurrence om opgaver for 18 milliarder kr. – svarende til 20 pct. af de opgaver, det er muligt at udbyde.

Simon Emil Ammitzbøll har ikke lagt sig fast på, hvordan de nye måltal skal skrues sammen. Det drøfter han for øjeblikket med kommunerne og regionerne. Men det bliver næppe ligesom under VK-regeringen, hvor målet var at få alle kommuner samlet til at konkurrenceudsætte mindst 25 pct. af deres opgaver

”En mulighed er at se, om nogle områder har mere potentiale end andre. En anden mulighed er, at der skal være forskel på hvilke krav, vi stiller til de enkelte kommuner og regioner, alt efter hvad de har gjort hidtil. På denne måde siger vi ikke til en kommune som Gribskov, der er gået helt amok og efter eget udsagn har sparet over 100 millioner kr. ved at konkurrenceudsætte sine opgaver, at den skal gøre endnu mere,” siger Simon Emil Ammitzbøll.

Tvetydig dokumentation

Næsten hver uge kan vi læse nye historier i medierne om private velfærdsfirmaer, der er gået konkurs, så kommuner må lave feberredninger, for at folk kan få hjælp.

Siden 2009 er 175 private virksomheder på en række kommunale velfærdsområder gået konkurs. Andelen er størst blandt behandlingshjem for stofmisbrugere og alkoholskadede. Men også mange døgninstitutioner til børn og unge samt private hjemmehjælps-firmaer har drejet nøglen om over de senere år. Se figur 2. Det får dog ikke Simon Emil Ammitzbøll til at ryste på hånden.

”Jeg anerkender, at de mange konkurser har været meget voldsomme i en periode. Det er også derfor, at regeringen nu har sat et arbejde i gang fort at finde ud af, om der er ting, som skal justeres. Er man for meget opmærksom på pris og for lidt på kvalitet? Den slags spørgsmål skal vi nu have undersøgt,” siger ministeren.

Hvor har du egentlig dokumentation for, at udlicitering af de bløde velfærdsområder er både billigere og giver bedre kvalitet?

”KORA (kommunerne og regionernes analyseinstitut, red.) har analyseret en række danske og internationale studier. En lille overvægt af studierne siger, man kan gøre det enten til den samme kvalitet til marginalt lavere pris, eller til samme pris til lidt højere kvalitet,” siger ministeren.

Han henviser dermed til et stort studie af 25 danske og internationale undersøgelser om effekten af udlicitering af offentlige opgaver. Når det handler om pris, viser studiet en lille flertal af danske undersøgelser, som dokumenterer besparelser, mens de udenlandske undersøgelser fra lande, som vi normalt sammenligner os med, viser stort set lige så mange fordyrelser og besparelser ved udliciteringer.

Det samme brogede billede gælder for kvaliteten. Fire af analyserne viser, at udlicitering har ført til bedre kvalitet, syv analyser viser ingen eller blandede effekter, og fire analyser viser, at udlicitering har ført til forringet kvalitet.

Forskerne konkluderer derfor, at der stadig findes for lidt viden om, hvornår det kan betale sig at udlicitere ud fra en samlet samfundsmæssig betragtning, og der mangler sikker viden om, hvad udlicitering betyder for kvaliteten i opgaveløsningen. Til gengæld er der ret sikker dokumentation for, at udlicitering oftest fører til forringelser i medarbejdernes arbejdsvilkår i form af f.eks. højere arbejdstempo eller lavere jobtilfredshed.

Simon Emil Ammitzbøll er imidlertid ikke i tvivl om, at øget udlicitering er den rigtige vej at gå.

”Man kan også spørge sig selv om det modsatte synspunkt. For hvad er det for en service, vi vil få, hvis vi fortsat havde offentligt monopol? Vi kan være sikker på to ting: For det første vil ingen gå fallit. For det andet vil nogle borgere sidde tilbage med en dårligere service. Jeg tror ikke nogen ønsker sig tilbage til den monopol-lignende situation.”

Ministerposter er den største sejr

Den 7. maj er det præcis 10 år siden, at partiers leder Anders Samuelsen sad sammen med Gitte Seeberg og Naser Khader på et historisk pressemøde og dannede partiet Ny Alliance i et forsøg på at holde Dansk Folkeparti uden for politisk indflydelse. Blot 15 måneder senere – i august 2008 – skiftede partiet navn til Liberal alliance. Og året efter kom Simon Emil Ammitzbøll med.

Når han skal udpege partiets største sejre de sidste fire måneder som regeringsparti, er det netop processen frem mod magten, som han sætter ind på 1. pladsen.

”Den største og vigtigste sejr er at få LA kørt ind til at være et regeringsparti. Vi skal huske på, hvor hurtig en proces det egentlig har været fra først at være et protestparti til at blive reformparti, så til at blive støtteparti til regeringen og til nu at være regeringsparti. Det har taget omkring 3½ år at lave denne transformering. Hvis vi lige fraregner De Radikale tilbage i 1909, da de fik statsministerposten (Carl Theodor Zahle, red.) første gang, så er det jo historisk nu at sidde med en udenrigsminister, en økonomi- og indenrigsminister samt fire andre ministerposter så kort efter, at et nyt parti er stiftet,” siger han.

Han fremhæver også målsætninger i regeringsgrundlaget om arbejdsudbud, velstandsstigning, skattenedsættelser, færre byrder på erhvervslivet og størrelsesforholdet mellem den offentlige og private sektor som store sejre for Liberal Alliance.

Regeringen har f.eks. nu et mål om at øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer frem mod 2025, løfte velstanden med 80 milliarder kr. og lette erhvervslivets byrder med seks milliarder kr.

”Det er de fem overordnede målsætninger, som det var vigtigt for os, at der skete noget med i regeringsprogrammet. De er vigtige i denne regeringsperiode, men også helt frem til 2025. Vi har revet Venstres regeringsgrundlag i stykker og rykket det i en mere liberal retning,” siger han.

De store sejre ventes til efteråret

Når Simon Emil Ammitzbøll skal pege på resultater her og nu, fremhæver han eksempler som at give 50 skoler mulighed for at forkorte den lange skoledag, højere fartgrænser på vejene, skattefritagelse af OL-deltagere og ældreminister Thyra Franks ambition om at få køkkenet tilbage på landets plejehjem.

Hans egne projekter som flere frikommuneforsøg, genindførelse af udfordringsretten og finkæmning af et par frivillige kommuner for deres selvpålagte regelbureaukrati har han også store forventninger til. Næsten hver femte kommune – 18 i alt – har lagt billet ind på at lade sig undersøge, og der vil blive sat navn på de to udvalgte kommuner senere på måneden.

Til efteråret venter de store de store politiske reformer så. Simon Emil Ammitzbøll bruger derfor meget af sin tid på at forberede finanslov, kommuneforhandlinger og 2025-plan i tæt samarbejde med finansminister Kristian Jensen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og til dels skatteminister Karsten Lauritzen (V).

”De største ting kommer først til at ske til efteråret med reformer og finanslov. Der skal ske noget med skatten til efteråret. Den eneste undtagelse er boligaftalen, som gerne skulle komme på plads meget snart,” siger ministeren.

Dermed peger han også på en af regeringens helt store udfordringer: at den har svært ved at samle flertal for store dele af sin økonomiske politik.

Aflysningen af regeringens boligskatteudspil er blot det seneste af flere nederlag til regeringen på den økonomiske front. Nu er den gået i tænkeboks for at lave et nyt boligudspil.

Ambitionen om at sætte pensionsalderen yderligere op ser også ud til at løbe ud i sandet. Derfor er regeringen i fuld gang med at finde ud af andre måder til at få folk til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Liberal Alliances helt store mærkesag – lettelse af topskatten – er fortsat usikker og kan udløse et nyt drama til efteråret.

Nederlag taler vi ikke om

Det er anderledes svært at få en erfaren politiker som Simon Emil Ammitzbøll til at tale om politiske nederlag.

Det aflyste boligudspil er en ”strategisk tilbagetrækning”, og partiets tilbagegang i meningsmålingerne er ifølge ministeren nærmest en sejr, for han havde frygtet et langt værre resultat. Se figur 3.

Selv den famøse taxa-aftale, som i realiteten betyder Ubers exit fra Danmark, og som langt de fleste betragter som en politisk kæberasler af de helt store til Liberal Alliance, kan der drysses lidt sejrens guldstøv over.

”Vi ville selvfølgelig gerne være kommet længere i forhold til Uber. Men vi kan glæde os over, at vi har fået den mest liberale taxalovgivning i Danmarkshistorien. Det er positivt. Det er lettere at få tilladelse til at køre taxa. De kommunale begrænsninger fjernes. Det glemmer vi lidt. Jeg tror, at udviklingen og teknologien vil være på vores side.”

Udover Uber hvad er så jeres største nederlag som regeringsparti?

”Jeg kan ikke komme i tanker om andre nederlag.”

I november sidste år, da I dannede VLAK-regeringen, stod I til 7,1 pct. i Altingets vægtede meningsmåling. Nu står I til 6,5 pct. I taber vælgere. Hvad vil I gøre ved det?

”Det er meget nådigt sluppet. I forhold til den tumultariske periode, vi var igennem i efteråret, så er det en sjælden grad af tillid, som vores vælgere viser. Skal det blive bedre? Selvfølgelig skal det det blive bedre. Og derfor knokler vi videre.”

Der bliver spekuleret i, at Liberal Alliance er ved at havne i samme situation som SF under den tidligere Thorning-regering, og jeres politiske profil er blevet udvisket. Er du enig i det?

”Det er en analyse, som er temmelig slap i koderne,” siger Simon Emil Ammitzbøll, der mener, at der er nogle markante forskelle mellem SFs og LAs situation.

Han fremhæver, at SF startede med at gå til højre før valget i 2011 og måtte rive sit partiprogram i stykker for at lave Fair Løsning og Fair Forandring sammen med Socialdemokratiet. Da valget var overstået, måtte de så rive de to programmer i stykker for at lave et kompromis med de Radikale og dermed gå endnu længere til højre. Og som regeringsparti lavede de masser af politik med Venstre. Det var tæt på at udslette partiet.

”Vi er startet med at rive Venstres gamle regeringsgrundlag i stykker og har fået rykket det nye regeringsgrundlag i mere liberal retning. Vores udgangspunkt er derfor helt anderledes. Så er det klart, at når vi laver et kompromis, så skal vi også på nogle områder gå i modsat retning. Men jeg er 99,9 pct. sikker på, at denne her regering kommer til at levere bedre resultater på alle vores fire mærkesager – lavere skat, mere frihed, en mere effektiv offentlig sektor og mere vækst - end V-regeringen kunne komme igennem med. Og vi har et utroligt modent bagland.”

Det havde SF ikke, mener du?

”Nej, for SF havde jo vænnet deres bagland til i 60 år, at det var en dårlig ting at være i regering, og at folk, der havde magt, var nogle værre nogen. Vi har siden 2013 sagt til vores bagland, at vi faktisk synes, LA skal med i regering. Vi har nok bare troet, at det tog længere tid.”

Ulighed er ikke et problem

Den senere tid har flere fremtrædende økonomer advaret mod nye skattelettelser, hvilket ellers er en hjertesag for Liberal Alliance.

De to tidligere overvismænd, Peter Birch Sørensen og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, advarer mod skattelettelser, da de mener, at de kan virke som benzin på det økonomiske bål som følge af det stigende pres på arbejdsmarkedet.

Senest har nationalbankdirektør Lars Rohde sat spørgsmålstegn ved, om skattelettelser er den rigtige kur. Han tvivler på, at danskerne vil arbejde mere, hvis de får skattelettelser. For de seneste 30 år er arbejdstiden faldet i takt med, at skatterne er sænket. Se figur 4.

”Det er Lars Rohdes holdning. Men vi kan jo også diskutere, om skattereformerne har været store nok. Lettelser af topskatten er en af de mest effektive måder til at øge arbejdsudbuddet på.”

Men øget arbejdsudbud er jo netop antal personer og ikke antal arbejdstimer for den enkelte?

”Vi må se på det. Der kan være andre forhold, der har været skyld i det end lige præcis skattereformerne. Det kan jo sagtens være sådan, at skattereformen har trukket i den ene retning, mens der er andre strukturelle ting, der har haft en virkning på vores arbejdsliv, og som trækker i den modsatte retning,” siger Simon Emil Ammitzbøll.

På samme måde har han også kun et nærmest overbærende skuldertræk til overs for debatten om den stigende ulighed i Danmark. Se figur 5.

Ulighed tegner ellers til at blive et tema, som specielt Socialdemokratiet vil køre hårdt på frem til valget i forsøget på at udpensle en markant forskel mellem de to blokke i dansk politik. Og Liberal Alliance er udset til at være Socialdemokratiets fjende nummer 1 på dette område.

Senest har den tidligere børne-og undervisningsminister Christine Antorini anklaget Liberal Alliance for at være ideologisk leder af regeringens angreb mod lighed og den sociale mobilitet i Danmark.

”Socialdemokratiet er meget optaget af at snakke om ulighed, når det sidder i opposition og er ligeglade, når det sidder i regeringen. Det var jo under Thorning-regeringen, at uligheden steg kraftigt,” siger Ammitzbøll og tilføjer:

”Nogle steder i verden er økonomisk ulighed en stor og vigtig debat. Men når vi diskuterer ulighed herhjemme, er det som at sidde på den globale sukkertop, se ud over verdens elendighed og tænke på hvor spændende, det kunne være at diskutere de samme problemstillinger i en dansk kontekst. Det er lidt for forkælet efter min smag, når man lader som om, at økonomisk ulighed er et problem i Danmark. Det er ikke tilfældet.”

Er der en øvre grænse hvor stor en forskel målt på gini-skalaen, der må være i Danmark?

”Det er svært at give et præcist svar på. Jeg kan bare sige, at da Liberal Alliance fik beregnet vores politik i Finansministeriet, viste det sig, at selv med vores store reformprogram ville Danmark stadig være et af de 10 mest lige lande i den rige verden.”

Samuelsen er leder mange år endnu

Partitoppen er klar over, at ikke alle i baglandet er glade for partiets entre i VLAK-regeringen, og partiet er nu begyndt at køre store kampagner i medierne.

Sammen med Anders Samuelsen er Simon Emil Ammitzbøll også i fuld gang med en turne rundt til medlemmerne i baglandet. De to ledere har foreløbig besøgt vælgerne i 8 ud af 10 storkredse.

”Det er mit indtryk, at der er en utrolig glæde og stolthed over den udvikling, LA har haft. Selvfølgelig synes nogle også, at det var en dårlig ide at gå med i regeringen. Det er fair nok. Men det er mit indtryk, at det store flertal bakker op.

Der er rygter på vandrørene og spekulationer om, hvorvidt Anders Samuelsen træder af som politisk leder for partiet før næste valg, så du skal være ny leder. Er du klar til den opgave?

”Det kommer ikke til at ske. Anders er leder af LA og han fortsætter i rigtig mange år.”

Så Simon Emil Ammitzbøll er ikke leder for LA ved næste valg?

”Nej. Det er Anders Samuelsen. Det kan jeg love jer for. Anders og jeg har haft et helt unikt samarbejde, makkerskab og lederskab i dansk politik i den måde, vi har kørt LA på. Det fortsætter efter næste valg.”