Nedenstående er et uddrag fra bogen "Viljen til at lede" af Anders Fogh Rasmussen - læs også MM’s omtale: "Ny bog: Fogh i forsvar for krigslystent USA".

Læren fra Irak er, at troppetilbagetrækninger ikke skal være dikteret af kalenderen, men af forholdene, og at ingen militær succes vil være varig, medmindre den følges op af vellykket og effektiv politisk forsoning. Vores fejltagelse var ikke, at vi gjorde for meget militært; det var, at vi bagefter gjorde for lidt politisk.

Set i tilbageblik er læren tydelig. Problemet er, at det ikke var så klart dengang. Da det amerikanske præsidentvalg i 2008 blev afholdt, var den folkelige opinion i USA svinget stærkt væk fra hele ideen om interventioner i udlandet. Præsident Bushs sidste popularitetstal var blandt de laveste, der nogensinde er registreret, og selv om Irak- og Afghanistan-krigen ikke var den eneste grund til det, var de afgjort vigtige faktorer.

Det er baggrunden for den markante bevægelse væk fra store interventioner i udlandet, som har præget Obamas præsidentperiode. Hvor Bush den yngre var en entusiastisk fortaler for USA’s rolle som verdens politimand, var Obama mere tøvende og gik kun i aktion, når han så, at han havde betydelig udenlandsk opbakning. Faktisk troede Bush på lederskab, og han var derfor i stand til at handle hurtigt; Obama tror på konsensus og handlede derfor modvilligt.

Obamas rolle som “den tøvende politibetjent” viste sig meget tydeligt i hans reaktion på begivenhederne i Libyen i 2011. I februar det år indledtes der prodemokratiske demonstrationer mod diktatoren Muammar Gaddafi. Den libyske opstand blev hurtigt blodig, da Gaddafi forsøgte at slå den ned med magt. I marts koncentrerede han tropper omkring oprørernes hovedby, Benghazi, og efter at have stemplet sine modstandere som “rotter” truede han byens befolkning og erklærede: “Vi vil ikke vise nogen nåde eller nogen medlidenhed med dem.”

Jeg var generalsekretær i NATO på det tidspunkt, og fra de tidligste stadier af krisen gik jeg ind for en international aktion for at beskytte det libyske folk. Men da Storbritannien og Frankrig fremlagde et resolutionsforslag i FN’s Sikkerhedsråd, hvor der blev opfordret til etablering af en flyveforbudszone i Libyen, fik de ikke ret megen støtte, heller ikke fra USA.

Det var uklart, hvad den amerikanske holdning var, men der syntes at være en vis tøven med at gribe ind. Den daværende forsvarsminister Bob Gates var den, som mest udtalt var imod amerikansk indgriben:

“Jeg havde den holdning, at det, der skete i Libyen, ikke var af afgørende interesse for USA. Jeg modsatte mig, at USA for tredje gang på ti år angreb et muslimsk land for at fremtvinge et regimeskifte, uanset hvor frastødende regimet var.”

Samtidig med at franskmændene lobbyede aktivt til fordel for en militæroperation, arbejdede de lige så aktivt for, at NATO ikke skulle spille nogen rolle. De sagde for eksempel til os, at araberne var skeptiske over for NATO. Den påståede arabiske skepsis over for tanken om, at NATO skulle lede operationen, var et falsk argument. Faktisk havde de arabiske lande det fint med at bidrage til operationen gennem NATO. De kendte NATO fra vores partnerskaber med lande i Nordafrika, Mellemøsten og Golfen. Under hele forløbet var jeg i telefonen for at konsultere og koordinere med landene i regionen og til sidst for at sikre deres aktive bidrag til en NATO-operation.

DEN MEST BEMÆRKELSESVÆRDIGE telefonsamtale fandt sted den 23. marts. Jeg havde ringet til den tyrkiske udenrigsminister Ahmet Davutoglu for at drøfte situationen med ham. Jeg forelagde ham det franske argument, at de arabiske lande var skeptiske over for en NATO-operation i Libyen. Det afviste han og henviste til sine egne samtaler med udenrigsministre fra regionen og tilføjede så:

“For øvrigt sidder jeg netop i et møde med sheik Abdullah bin Zayed (De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminister) her på mit kontor, og jeg giver nu ham telefonen, så han selv kan sige det til Dem.”

Sheik Abdullah tog telefonen og bekræftede, at UAE meget gerne så NATO tage ledelsen af Libyen-operationen; og han nævnte, at andre lande ville have samme holdning. Jeg fik dette bekræftet i samtaler med Jordans kong Abdullah og Qatars ministerpræsident, sheik Hamad al-Thani; og mens Den Arabiske Ligas generalsekretær, Amr Moussa, ikke kunne forpligte ligaens medlemsstater, bekræftede han også i adskillige samtaler, at han ville have det fint med en NATO-operation.

Kendsgerningen var, at de stater, der bidrog til operationen, alle var meget tilfredse med, at NATO skulle lede den. Et interessant eksempel var Sverige. Tilfældigvis besøgte jeg Sverige dagen før en afgørende afstemning i Riksdagen om svensk deltagelse i Libyen-operationen. Jeg mødtes med medlemmer af udenrigs- og forsvarsudvalgene. Socialdemokraterne, der er kendt for deres NATO-skeptiske holdning, sagde til mig:

“Generalsekretær, i morgen vil vi stemme for svensk deltagelse i Libyen-operationen, præcis fordi det er en NATO-ledet operation. NATO har den politiske og militære struktur, som giver den politiske gennemsigtighed og indsigt, vi kræver.”

Så et for et blev argumenterne imod en NATO-operation fjernet.

Samtidig ændredes den amerikanske holdning. Den 13. marts 2011 opfordrede Den Arabiske Liga til international intervention for at standse krigshandlingerne i Benghazi. Den Arabiske Ligas overraskende udspil ændrede alting, fordi den betød, at en international intervention ikke ville blive en løsning, som Vesten påtvang Libyen, men en, der havde lokal opbakning.

Det ville ikke være et spørgsmål om Vesten imod en arabisk stat, men om verden imod en diktator.

PÅ ET AFGØRENDE MØDE MED sit sikkerhedsteam den 17. marts traf præsident Obama den principbeslutning, at USA skulle forsøge at standse myrderierne. Han opstillede to vigtige betingelser: Han ønskede, at NATO skulle love at ville lede operationen efter en kort indledende fase, hvor USA havde ledelsen, og han ønskede opbakning fra FN’s Sikkerhedsråd til en stærkere militæraktion, hvis det blev nødvendigt – en bemyndigelse til at bruge alle nødvendige midler for at beskytte civile.

Pludselig var der skred i tingene. FN’s Sikkerhedsråd vedtog den berømte resolution 1973, som bemyndigede brug af “alle nødvendige midler” for at beskytte civilbefolkningen i Libyen.

Der blev hurtigt dannet en international koalition, som skulle føre resolutionen ud i livet. Det amerikanske militærs og efterretningstjenesters kæmpemæssige maskineri blev sat i højeste gear. Frankrig, Storbritannien og andre allierede begyndte at flyve bombetogter over Libyen, og USA indledte fra luften og fra havet omfattende bombardementer af Libyens luftforsvar og Gaddafis styrker i Benghazi. Samtidig forsvandt de franske indvendinger mod at lade NATO lede operationen. Endelig, efter flere ugers usikkerhed om NATO ’s rolle, kunne alliancen sætte fart på forberedelserne til at overtage Libyen-operationen.

DEN 27. MARTS IVÆRKSATTE NATO Operation Unified Protector og tog dermed kommandoen over operationer i luften og til søs omkring Libyen. NATO bidrog med kommando- og kontrolstrukturen, de allierede med slagstyrken. Det var i høj grad en multinational indsats bygget op omkring et aldeles afgørende amerikansk bidrag. Mens Canada og de europæiske allierede gennemførte hovedparten af angrebene, bidrog USA med 75 procent af efterretningerne samt overvågning og rekognoscering.

USA bidrog også med 75 procent af optankningen af de fly, der blev brugt under hele operationen, og sendte militærpersonel, som kunne forstærke NATO-kommandoen med den nødvendige ekspertise. Syv måneder senere, den 31. oktober, var operationen afsluttet.

Militæroperationen var på enhver måde en ubestridelig succes. Men, som vi allerede har set (kapitel 1), og præcis som i Afghanistan og Irak, var den politiske opfølgning en afgrundsdyb fiasko. Der var ikke noget lederskab; der var ingen handling.

Libyen blev overladt til sig selv. Vi ved nu – takket være det interview,

der blev bragt i The Atlantic i begyndelsen af 2016 – at Obama forventede, at den franske præsident Nicolas Sarkozy og den britiske premierminister David Cameron ville gå forrest i genopbygningen, som de havde gjort det i forberedelserne til luftangrebene. Ingen gjorde noget – heller ikke Obama.

Resultatet var, at vores militære succes meget hurtigt forvandlede sig til en politisk fiasko. NATO blev beskyldt for at have ødelagt Libyen, at have fjernet Gaddafi uden en plan for at erstatte ham – helt uretfærdigt, fordi NATO ikke kunne handle uden et FN-mandat, og NATO er ikke medlem af FN.

De NATO-medlemmer, der er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet – Storbritannien, Frankrig og USA – gjorde ikke noget for at skaffe international støtte til Libyen, før det var for sent. USA ventede på, at Storbritannien og Frankrig skulle gå forrest; de ventede på USA; ingen gjorde noget.

Og mens de tøvede, faldt Libyen i afgrunden.