Før Lehman Brothers’ bankkrak i efteråret 2008 var kapitalismens verdensherredømme en selvfølge. Den tid er forbi. Tilliden til finansverdenen er forsvundet, og befolkningerne i Europa og USA betragter ikke længere de frie markedskræfter som gode per definition. De har set, hvordan en cocktail af grådige spekulanter, egenrådige bankdirektører og konfliktsky politikere fik Vestens økonomi til at bryde sammen. De har set, hvordan lønmodtagere blev arbejdsløse, mens cheferne fik lønforhøjelse, og hvordan velfærden blev beskåret, mens virksomhederne unddrog sig beskatning. 

Kapitalismens brister er med andre ord blevet blotlagt for befolkningerne, skriver direktør for tænketanken Nesta, Geoff Mulgan i sin seneste bog ”The Locust and the Bee”, som udkom tidligere på året. Nu vil de ikke længere nøjes med at se til. I et interview med Mandag Morgen forklarer han, at vi er midt i et opgør med det system, der både har gjort os rige og forarmet os. Der er ikke tale om et brud med kapitalismen, for ingen har seriøse alternativer til den. Opgøret er ikke med kapitalismen, men i den:

”Da Berlinmuren faldt i 1989, faldt kommunismen og socialismen med den. Det blev alment accepteret, at kapitalismen havde vundet ideologiernes kamp, og ingen forestillede sig, at der ville komme noget efter den. Med krisen fik vi øjnene op for, at systemet ikke var ufejlbarligt. Både politikere, intellektuelle og borgere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismen som system. Men der er endnu ikke nogen, der har formuleret et alternativ, og jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til det. I stedet går vi en ny slags kapitalisme i møde,” siger Geoff Mulgan.

Politikerne løser ikke krisen

Den nye kapitalisme bliver en selvkritisk kapitalisme. Borgerne vil ikke længere acceptere, at alting handler om kapital og frie markeder, men de vil heller ikke benægte, at kapital og frie markeder er vilkår i et kapitalistisk system. Kapitalismen skal dog først og fremmest skabe værdi for de mennesker, der lever i den. Det er kapitalismen også skabt til, mener Geoff Mulgan. 

Han skelner mellem to drivende kræfter i den kapitalistiske verden. På den ene side rovdyrene, der jagter profit uden at bidrage til fællesskabet. På den anden side skaberne, der tjener sig selv ved at tjene andre, og som på den måde løfter samfundet. Begge kræfter er altid til stede i et kapitalistisk system. Men Vestens krise skyldes, at rovdyrene har fået lov til at fylde for meget, og kapitalismen er blevet fordrejet. Den er blevet selve billedet på grådighed. Krisen er kapitalistisk, og kapitalismen er i krise. Hvis man vil løse krisen, må man derfor bringe balance imellem det kapitalistiske systems to stærkeste kræfter:

”I årene op til krisen begyndte store dele af erhvervslivet at gå efter hurtig profit uden at give noget tilbage til samfundet. De investerede i aktier, obligationer, bygninger. På den måde pressede de priserne op, men værdien fulgte ikke med. Profitten brugte de til at presse priserne endnu mere op, give sig selv lønforhøjelser eller spare op. Samtidig stagnerede investeringerne i forskning og udvikling, og for nylig viste det sig, at selv virksomheder, som lever af fællesskaber, forsømmer fællesskabet. Google, Facebook og andre giganter betaler ikke skat. Griskheden har været systemets kerne. Den skal slås ned, hvis kapitalismen skal genvinde tilliden og stoppe krisen.”

- Men vi lever i et samfund, hvor det handler om at tjene penge. Systemets kerne er, at borgerne forsøger at komme til at leve af det, de laver. Så er griskhed eller grådighed ikke et vilkår for kapitalismen?

”Bestemt. Men der er forskel på at tjene penge eller høste anerkendelse for det, man laver, og så at udnytte fællesskabet. Pointen er, at de to sider af kapitalismen – rovdyret og skaberen – skal balanceres, så det ikke længere kun handler om at skabe så meget profit som muligt, men i stedet handler om at skabe, tjene penge og bidrage til fællesskabet. Facebook, Google, finanssektoren, de skal alle sammen skabe et fundament for samfundet, ikke kun tjene penge på det.”

- Så mere regulering løser krisen?

”Nej, men vi bliver nødt til at kontrollere mere end hidtil. Efterhånden som især USA og Storbritannien i løbet af 90’erne og 00’erne løsnede tøjlerne over for først og fremmest finanssektoren, løb spekulationerne løbsk. Det ved vi, og derfor skal visse sektorer også holdes under skærpet opsyn. Men politikerne har stadig ikke fundet den rigtige snor at binde finanssektoren med. Indtil videre har vi set velmenende regeringer stille høje kapitalkrav til banker. På samme måde som vi har set regeringerne stille skrappe krav til hinanden om at holde deres underskud i ro. Det er en naturlig reaktion, men den stramme linje betyder, at mulighederne for at investere bliver begrænset – også investeringer i gode, sunde forretninger og nye, innovative ideer. På den måde er vi ved at sætte Vesten i stå.”

- Hvordan bekæmper vi spekulation uden at begrænse fremskridtet?

”Det lette svar er, at både firmaer og stater må investere mere i forskning og udvikling. Firmaerne holder igen, fordi de frygter, krisen bliver dybere, mens mange stater står i det dilemma, at det er svært at forsvare, at man skal investere i job i fremtiden, når befolkningen mangler arbejde nu. Hvis krisen skal løses af erhvervslivet og staten, er vi afhængige af modige ledere, der tør gå forrest og tage chancer. Upåagtet, at de bliver upopulære. Dem er der ikke mange af. Ingen af Europas politikere har taget teten.”

- Er der ikke en eneste europæisk politiker, der kan løse krisen?

”Nej. Tysklands Angela Merkel har været god til at slå på ansvarlighed, og hun tør være upopulær. Men hun har ikke drevet Europa fremad, kun holdt os oven vande.”

- Hvem skal så lede udviklingen?

”Det skal befolkningen.”

Banker er store nok – må blive bedre

Geoff Mulgan mener, at både politikere og virksomheder hænger fast i en variant af det kapitalistiske system, der har spillet fallit. Men han ser en tendens til, at befolkningen går nye veje. Byboere deler biler, flere flytter i kollektiver, og i stedet for at købe dyrt tøj låner man af hinanden. Det er små skridt, men skridt, som tænketanksdirektøren forudser, vi kommer til at tage flere og flere af. Vi bevæger os langsomt mod en mere cirkulær økonomiforståelse, som vil give ekstra dimensioner til et vækstbegreb, der lige nu er endimensionalt.

Borgerne forstår nemlig ikke vækst, som virksomheder og politikere forstår vækst. Det handler ikke om at blive større, men om at blive bedre. Virksomheder behøver ikke få flere ansatte, større overskud eller mere produktion for at være succesrige. Det er et kriterium, som virksomhederne selv har sat op, men som befolkningerne ikke deler, mener Mulgan. De vil også betragte en virksomhed, der hele tiden forbedrer kvaliteten af sit produkt, som en succes. Den tilgang skal erhvervsliv og politikere overtage:

”Når vi taler om økonomisk vækst, taler vi om højere omsætning. Så simpelt tænker befolkninger ikke vækst. De er ikke partout interesseret i hele tiden at få mere. De er interesseret i, at det, de får, bliver bedre. Et godt måltid er ikke et måltid, der er dobbelt så stort, men et måltid, der smager bedre. Samme tankegang kommer til at brede sig fra befolkningen ind i erhvervslivet,” siger Geoff Mulgan.

Selv den mest kritiserede sektor af dem alle kommer til at skifte sit vækstbegreb ud, mener han. I stedet for at være den største bank bliver den gode forretning at være den bedste bank. Det handler ikke om at have mange kunder, men glade kunder. Borgerne vil nemlig ikke længere finde sig i, at virksomheder driver rovdrift på dem. Derfor må virksomhederne tænke deres forretning om, hvis de vil overleve. Enkelte banker er begyndt at forstå det, mener Mulgan:

”I London eksperimenterer en bank med et bankløfte i stil med et lægeløfte. En god læge er ikke en læge, der får så mange patienter igennem systemet som muligt. For så ender lægen måske med at slå nogen ihjel. En god læge sørger for at behandle sine patienter ordentligt, så de bliver raske. Det samme kommer til at gøre sig gældende for bankverdenen. Det handler ikke om at have så mange kunder i butikken som muligt, men om at behandle dem ordentligt. Derfor kommer vi til at se en ny type kapitalisme vinde frem, hvor det ikke handler om at være den største forretning, men om at være den bedste.

Kilde:

“The Locust and the Bee: Predators and Creators in Capitalism’s Future”, Geoff Mulgan, Princeton University Press, 2013.