Big Brother skal tøjles intelligent

Skandalen om Nets’ lemfældige omgang med data og det skandaløse læk af personfølsomme oplysninger om kendissers kreditkortoplysninger til Se og Hør har været brændstof på en nødvendig og længe forsømt debat om datasikkerhed i Danmark.

[quote align="right" author=""]Vi kan ikke blot bede Datatilsynet om "at oppe sig", for den eksisterende lovgivning er slet ikke god nok.[/quote]

Men her to uger efter afsløringerne er debatten allerede på vej ud ad et ufrugtbart, selvsvingende spor. Den har udviklet sig til en følelsesladet skyttegravskrig mellem dem, der frygter Big Brother, og dem, der elsker big data. Den første fløj taler om øget kontrol med virksomhederne, den anden om fortsat liberalisering.

Men hverken stram kontrol eller hovedkulds liberalisering er løsningen på de kæmpe udfordringer, vi står over for. Svaret er at give data fri. Men det skal ske under et ansvar af en helt anden karakter, end hvad vi ser i dag. Og derfor skal rammerne også ændres. Den omfattende datarevolution, vi står midt i, kræver en lige så stor juridisk revolution. Hvordan den kan se ud, vender vi tilbage til. Men først er det værd at dvæle ved udgangspunktet for debatten.
 

DET ER AFGØRENDE AT HUSKE, at dataindsamling ikke i sig selv er et onde. De seneste år har vi set utallige eksempler på, at data kan bruges til at forbedre vores liv. Ugebrevet kan denne gang fortælle om to af potentialerne i datarevolutionen. Dels i artiklen om, hvordan systematisk brug af data i folkeskolen kan sikre den differentierede undervisning, som politikere, lærere og uddannelsesforskere hungrer efter. Dels i artiklen om den nye teknologi Internet of Things, der bl.a. kan bruges til at reducere spild i det offentlige, danne grundlaget for mere raffinerede og bæredygtige forretningsmodeller samt skabe ny vækst og innovation.

Mandag Morgen har tidligere beskrevet, hvordan big data redder for tidligt fødte babyer, fordi det med data er muligt at forudse en infektion, 24 timer før den indtræffer. Ifølge OECD kan intelligente, datadrevne elnet – smartgrid – give en miljøgevinst på 2 milliarder ton CO2 i 2020. Organisationen har endda anslået, at europæiske regeringer kan spare 15-20 pct. på de offentlige driftsbudgetter, hvis de arbejder mere systematisk med data i forvaltningen.

Lige så vigtigt er det, at datafiseringen allerede er i gang, og at den ikke kan rulles tilbage. Ingen af os forestiller sig vel for alvor, at vi lukker og slukker for internettet?

Men heller ingen kan lukke øjnene for de åbenlyse problemer. Betalingsvirksomheden Nets’ åbenlyst sløsede omgang med data kalder kun på forargelse og selvransagelse. Ikke alene Se og Hør fik oplysninger om kendte, men ansatte surfede angiveligt også rundt i jagten på detaljer om betalingstransaktioner i deres bekendtskabskreds.
 

DERFOR ER DET OGSÅ EN FORSTÅELIG REAKTION, at der råbes på øget kontrol. Og med de mange store økonomiske og livsforbedrende potentialer kan man heller ikke fortænke den anden fløj i at ville liberalisere markedet. Problemet er, at ingen af løsningerne har den tilsigtede effekt. De blokerer blot begge for en udvikling, der på mange måder er ustoppelig.

Decideret kontrol er allerede umulig. Et studie fra Cambridge Universitys Psychometrics Centre og Microsoft Research har f.eks. påvist, at man alene på baggrund af oplysninger afgivet på offentlige Facebook-profiler kan tegne temmelig retvisende psykologiske profiler af folk. Enkeltstående data er ofte harmløse i sig selv. Det er med den snedige algoritme, de kan gøres nyttige, men også farlige. Og hvem kan kontrollere det?

Den anden fløjs krav om fortsat liberalisering og laden stå til vil også være ødelæggende. Tilliden til behandlingen af data er allerede brudt. Kun ved at reparere på tilliden bliver det muligt at forløse de store potentialer, der omgærder data.
 

DET HIDTIL BEDSTE BUD PÅ EN LØSNING er udtænkt af bl.a. professor fra Oxford University Viktor Mayer-Schönberger. Han er medforfatter til en af de mest toneangivende bøger om big data, "Big Data: A Revolution That Will Transform How We Live, Work and Think".  

Udgangspunktet for Mayer-Schönberger og andre førende tænkere er at se datarevolutionen på linje med andre store og ønskelige fremskridt i verden – fremskridt, vi gerne vil værne om.

Da Johann Gutenberg opfandt trykpressen, skete der en eksplosion i det skrevne ord. Men undervejs fandt man også ud af, at der var et behov for en vis indhegning for at holde det i live. Man indførte copyright for at beskytte forfatterne, og man så et behov for regler, der beskyttede mod statscensur. Men friheden til at ytre sig kom også med et ansvar. Der blev bl.a. slået hårdt ned på aviser, der gik for tæt på privatsfæren.

Et andet eksempel er udviklingen af det kapitalistiske system. I slutningen af 1800-tallet opstod der i USA en række monopoldannelser, der var gift under hele systemets dynamik og tillid. Svaret var at indføre konkurrencelovgivning og etablere myndigheder, der håndhævede lovgivning og – om nødvendigt – krævede virksomheder splittet op.

I begge tilfælde vidste man, at de lette løsninger ikke virkede. Da det skrevne ord fik frit løb, var fordelene så store, at man aldrig forbød trykpressen. Og selv om finanskrisen i de seneste år har udstillet skyggesiderne ved det kapitalistiske system, taler de færreste om at afvikle det, men i stedet at finde metoder, der kan reparere det.
 

VI HAR REELT BEHOV FOR DEN SAMME ERKENDELSE med datarevolutionen. Vi kan ikke blot bede Datatilsynet om "at oppe sig", for den eksisterende lovgivning er slet ikke god nok.

Vi er nødt til at forholde os mere overordnet til, hvordan vi på den ene side kan tilskynde, at data fortsat kan drive vækst og innovation, og samtidig undgå eventuelle skadevirkninger.

Vi vil utvivlsomt fortsat se tilfælde af lemfældig omgang med data. Vi vil sågar se databaroner, der udnytter deres magt, hvis de får lov. Vi vil se læk af personfølsomme data. Og vi vil se virksomheder, der krydser data på nye og snedige måder, og som dermed får helt ny indsigt i, hvem vi er – uden vi aner det.

Svaret er i lyset af skandalen paradoksalt nok at give data helt fri med den ene hånd, mens vi med den anden sætter klare rammer for, hvordan de må bruges af virksomheder og offentlige myndigheder. Det vil gavne virksomhederne og det offentlige, fordi de får et frirum til at bruge data som en innovationsmotor. Det vil samtidig gavne os som borgere og forbrugere, fordi vi slipper for at have et tungt åg hvilende på vores skuldre, hver gang vi siger ja til en endeløs række af "terms of agreements". 

For at øge ansvarligheden hos virksomhederne kan man forestille sig, at man får en slags eksterne og interne dataadvokater og -revisorer, som kan være borgernes og forbrugernes vagthunde. Man kan også forestille sig bødestørrelser, der slår hårdt. Allerede nu er EU på vej med en forordning, der strammer op på bødedelen.

Men når justitsminister Karen Hækkerup (S) nu vil gennemgå datalovgivningen – og eventuelt stramme den – griber hun grundlæggende udfordringen forkert an. Man kan ikke nøjes med at forlænge de lovgivningsmæssige brædder. Der skal støbes helt nye bropiller baseret på input fra mange grupperinger. Data er en gevinst og en trussel i alle sektorer, f.eks. sundhedssektoren, uddannelsessektoren og energisektoren, så alle skal være med til at sikre innovationen og samtidig holde i tøjlerne.

Big Brother er vores nye ven. Men selv en god ven skal socialiseres. Hvis politikerne over en bred kam forstår den udfordring, har vi alle chancer for at indtage en frontløberrolle i verden. 

Forrige artikel H&M hæver CSR-barren i træg modebranche Næste artikel Forretningseventyr venter efter ældrebombe