Når krisen rammer, bliver det nødvendigt at se ud over forskellige ideologier og gå sammen om at finde pragmatiske og tidssvarende løsninger.

Det er en central lære af Kanslergadeforliget fra 1933, som vi bør trække på, når vi skal løse den store udfordring, som et fastkørt og gældsplaget dansk landbrug aktuelt udgør, mener Bo Lidegaard.

"Når man har et stort erhverv, som er kørt sur i forhold til resten af samfundet, så kommer der et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at forsøge at få alle elementer på bordet, se på helheden og få lavet et eller andet politisk forlig i en ny samfundskontrakt," siger Bo Lidegaard, der som få andre kan kombinere indsigt i Danmarks historie med indsigt i politiske forhold på højeste niveau.

Ud over at have skrevet en stribe bøger om nyere dansk historie, var han i perioden 2006-2011 toprådgiver i Statsministeriet for Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) og dybt involveret i de daværende regeringers satsning på ambitiøs klimapolitik og grøn omstilling.

Han er ligeledes medlem af bestyrelsen i tænketanken Frej, der arbejder for et bæredygtigt landbrug og en bæredygtig fødevaresektor.

"Man kan sige, at vi i 2019 ligesom i 1933 står med et landbrug, der har store strukturelle problemer," siger Bo Lidegaard.

"Det afgørende er, at landbruget har problemer med sin egen rentabilitet og sit forhold til resten af samfundet. Problemet er, hvad det skal koste. Det er afgørende for bybefolkningernes evne til at købe deres fødevarer. I 1933 var man nødt til at sætte sig ned og lave en ny kontrakt, som omfattede hele viften af forskellige instrumenter, som både omfattede landbrugets forhold og bybefolkningernes levefod."

Ser du tegn på, at Venstre og landbruget er ved at være klar til sådan et forlig?

"Ja, jeg tror, at landbruget langt hen ad vejen har indset, at den kontrakt, de hidtil har haft, er ved at udløbe – måske er den allerede udløbet – og jeg tror, at der er en voksende forståelse i landbruget for, at de problemer, som samfundet som helhed er nødt til at løse, også er landbrugets problem. At de også bliver nødt til at bidrage til løsningen," siger Bo Lidegaard.

"Der er en række forhold, hvor landbruget spiller en stor rolle – fordi de dyrker så stor en del af arealet. Landbruget kan ikke holde til at være i utakt med resten af samfundet. Det kan de endnu mindre i dag, fordi de i modsætning til tidligere ikke beskæftiger så mange mennesker og derfor ikke har så mange vælgeres opbakning. De fleste danskere bor i byerne, og deres holdninger er præget af andre ting end dem, der har med landbrugets produktivitet at gøre."

Blokpolitik skaber problemer

Ser du tegn på, at partierne på Christiansborg skulle være klar til at finde sammen i en slags nationalt kompromis om landbruget?

"Det er indlysende for alle partier, at vi bliver nødt til at regulere tingene på en måde, så vi ikke slår landbruget ihjel. Det står efterhånden klart for langt de fleste på Christiansborg, at det ikke kan fortsætte med lappeløsninger. Man bliver nødt til at sætte nogle langsigtede mål, som både samfundet som helhed og landbruget kan tilslutte sig," siger Bo Lidegaard.

"Det er indlysende, at landbruget skal være fossilfrit om 30 år. Alene det mål er meget radikalt. Så hvis man fortsat skal have et blomstrende, veldrevet, indtægtsgivende erhverv, som tiltrækker nye generationer af landmænd, så skal man have en langsigtet strategi."

Han kalder landbrugspakken fra 2015 en skamstøtte over, hvordan man ikke skal regulere et stort, følsomt erhverv. Både på grund af indholdet, den måde, det blev til på, og den måde, det blev stemt igennem på.

"Man kan ikke regulere et stort erhverv med et smalt flertal. Der skal et bredt funderet forlig til. Man kan ikke lave forliget på baggrund af så mange fiflerier. Det var et meget uskønt forløb. Og jeg tror, at alle i dag indser, at sådan kan man ikke fortsætte. Man er nødt til at have et bredt forlig på et seriøst videnskabeligt grundlag og det med langsigtede målsætninger, som erhvervet også tilslutter sig."

Han påpeger, at vi muligvis snart har et andet flertal i Folketinget end det, der stemte landbrugspakken igennem, og håber, at det kan fremme lysten til at finde et kompromis. Et regeringsskifte med efterfølgende ren rød blokpolitik vil være skidt, da der er behov for indgribende, omfattende og langtidsholdbare aftaler.

"Vi står jo med et landbrug, der er et af verdens dygtigste. Det er en kendsgerning, at det forholder sig sådan. Men man skal huske, at vi er det mest intensivt dyrkede land med en stor svineproduktion. Miljøbelastningen kan sagtens være meget stor i forhold til landets størrelse, selvom den er meget lille per enhed."

"Det er præcis de to sæt fakta, der støder ind i hinanden. Det er omfanget af dyrkningen, der er problemet. Der dyrkes færre hektar i Polen og i Ukraine. Hvis man skal lave en ny kontrakt, skal man se på alt. Gældsætning, finansiering, jordfordeling. Hvis man har samme mod som i forbindelse med Kanslergade til at tage et dybt spadestik med alle forhold, bliver det en mulighed og en optur."

Krise skabte forhandlingsvilje

Hvad var den brændende platform, der gjorde, at man fik Kanslergade-forliget i 1933?

"Der var ild i platformen på tre områder. Krakket i 1929 havde skabt dyb krise med stor arbejdsløshed. Samtidig stod landbruget i en kolossal krise. Den tredje brand var nok den mest afgørende for forliget," siger Lidegaard om den voksende opbakning til "stærke mænd", der prægede samtiden.

"I hele resten af Europa begyndte man at finde ikkedemokratiske løsninger. Det er ikke noget tilfælde, at Kanslergadeforliget blev indgået den nat, hvor Hitler blev udnævnt til kansler i Tyskland. Det, som tvang politikerne i Danmark sammen og til at kaste ideologien over bord, det var frygten for, hvad der kunne ske, hvis man ikke gjorde det."

"Man ville vise, at parlamentarismen kunne finde løsninger, kunne handle og gennemføre vidtgående reformer. Man ville dementere den grundlæggende beskyldning mod demokratiet: at det ikke kunne træffe beslutninger. Man talte i resten af Europa om, at man havde brug for en stærk mand."

"Måske har vi ikke den samme brændende platform i dag, men man har næppe nogensinde tidligere oplevet større mistillid til demokratiet siden Anden Verdenskrig. De nye bevægelser i Europa stoler ikke på politikerne. Det gælder alt fra De Gule Veste til Orbán og PiS (henholdsvis Ungarns præsident og polsk nationalkonservativt regeringsparti, red.) og herhjemme, hvor vi ser vælgervandringer fra de gamle midterpartier ud til begge fløje. Så det er klart, at det er påtrængende vigtigt, at de regeringsbærende partier viser, at de kan træffe beslutninger."

"Politikerne fra Kanslergade blev beskyldt for løftebrud i dagene efter kompromiset og måtte forsvare sig hårdt. Når man læser, hvad de siger i Folketinget i dagene efter forliget, så er argumentet, at de ville vise, at her i Danmark er det Rigsdagen, der løser problemerne. Og vi behøver ikke andre til at gøre det. Det er et stærkt ideologisk argument."

Vi har set det før

En markant omlægning af landbrugets drift vil ikke være den første af sin slags, påpeger Lidegaard.

"Landbruget har jo tidligere omlagt sin drift. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet går man fra vegetabilsk til animalsk produktion og bliver langt mere mekaniseret. Man omorganiserer til andelsmejerier og -slagterier og får skabt eksport og udvikler teknologi. Det er jo den vej, vi skal videre ad i dag. Jeg forestiller mig ikke, at den danske landbrugsproduktion bliver vegetabilsk, men den skal langt mere i balance, end den er i dag."

Uanset, hvilke politiske aftaler der kan laves, så er det i sidste ende landbruget selv, der skal trække læsset.

"Landbruget kan ikke stå på det synspunkt, at det er samfundets problem, at den enkelte bedrift ikke er bæredygtig. Når et erhverv består af mange virksomheder, så vil der altid være en procentdel, som drives dårligere. Det er et liberalt erhvervs grundvilkår. Nye ejerskabsformer vil kunne sikre fornuftig finansiering, og at de mennesker, der arbejder i landbruget – både ejere og ansatte – har ordentlige arbejdsvilkår," siger Bo Lidegaard, der tror på, at der efterhånden er ved at være skabt grobund for en væsentlig omlægning af landbruget.

"Jeg har ingen facitliste, men jeg fornemmer på folk, der er i berøring med erhvervet, at der er grøde i det – at der er en betydelig vilje til at tænke nyt og at finde holdbare løsninger."