Amagerbanken er faldet, og braget kan høres langt ud over landets grænser. Ikke mindst fordi kollapset tydeligt viser svaghederne ved det relativt ukendte, men enorme individuelle garantiprogram til banksektoren på 193 mia. kr., som den danske stat har skrevet under på.

Beløbet svarer til mere end 10 pct. af BNP. Og man var rent faktisk klar til at gå op til et beløb på 600 mia. kr., hvis det var, hvad bankerne bad om. Det er altså mildest talt ikke småpenge, som staten har sagt ok til at betale, hvis bankerne – som nu Amagerbanken – pludselig ikke længere selv er i stand til det.

I efteråret rejste en række eksperter over for Mandag Morgen kritik af store statsgarantiprogrammer som det danske for at skade mere end de gavner ved at holde usunde banker kunstigt i live og dermed undergrave den finansielle stabilitet. Gennem kriseårene har de danske statsgarantier været blandt de mest rundhåndede i verden, kun overgået af de irske. Se artiklen her

De facto efterlader de individuelle garantier til Amagerbanken en ekstraregning på 13,5 mia. kr. til statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, der tager sig af krakkede banker.

Hvad fik man for penge? Tjo, Amagerbanken holdt sig på benene et halvt år længere, end det ellers ville have været muligt. Var pengene givet godt ud? Det mener de færreste.

Godt nok er regningen ikke gjort endeligt op endnu – det vil tage måneder før støvet har lagt sig – men som formand for Finansiel Stabilitet Henning Kruse-Pedersen formulerede det over for mig på mobilen i går aftes: ”Det forekommer meget oplagt, at vi vil lide et ganske betragteligt tab. Alle obligationskøberne under individuel statsgaranti skal dækkes fuldt ud.” Det er finans-sprog for, at garantierne gør krakket til en særdeles dyr omgang.

De individuelle statsgarantier handler ikke om de penge, som kunderne – private eller erhvervsdrivende – har i banken. De handler heller ikke om de dårlige lån, som bankerne taber penge på for tiden. Garantierne er rettet mod de virkelig store summer, som bankerne løbende låner hos andre banker, fonde og investorer i ind- og udland for at holde forretningen i gang. Det har gennem de seneste år været mere end almindeligt svært for en vaklende bank som Amagerbanken, at opretholde de finansielle forsyningslinjer, og derfor er staten trådt til med garantier, der har genetableret de livsnødvendige pengestrømme. Uden garantierne ville Amagerbanken for længst været tumlet omkuld.

Finansverdenen spørger nu sig selv: Hvis ikke den statsgaranterede Amagerbank var i stand til at overleve med offentlige milliarder i ryggen, hvilke andre af de mere end 50 statsgaranterede banker, er så i en lignende situation?

Men statsgarantiprogrammet har gjort det umuligt at skelne mellem sunde og usunde banker og undergraver derfor tilliden til hele systemet.

Det er bemærkelsesværdigt, at det kun er lidt over seks måneder siden, at den danske stat svingede garantistemplet for Amagerbanken. Det skete efter et grundigt undersøgelsesarbejde hen over sommeren, hvor statens bedste folk var bankens bøger igennem, for at gardere sig mod ubehagelige overraskelser. Man har altså haft de bedste muligheder for at sikre sig, at en udbetaling af garantierne aldrig ville blive relevant. Efterfølgende foretog Amagerbanken syv store obligationsudstedelser, som staten nu hæfter for.

Selvfølgelig er det nærliggende, at kritisere statens folk for mangel på kompetence: Hvordan kunne de undgå at falde over de dårlige lån for 3 mia. kr., som man har været nødsaget til at  nedskrivet i fjerde kvartal, hvilket har været den direkte årsag til kollapset?

Men det virkeligt bekymrende er snarere, at den økonomiske udvikling og finansielle stabilitet tilsyneladende endnu er så usikker, at en af landets største banker kan vælte på trods af solid opbakning fra staten. Det vidner om et finansielt system, hvor komplekse og uoverskuelige risicimønstre fylder alt for meget til at sikre en stabil udvikling, og hvor oprydningen endnu er langt fra overstået. Og hvor statsgarantier på 193 mia. kr., der skulle have været en løsning på krisen, nu er kommet til at udgøre endnu en af disse risici.