Klimakrisen kræver handling nu. Der skal investeres milliarder i grønne løsninger. Både i de løsninger, vi allerede kender – læs havvindmøller. Og i udviklingen af dem, der skal løse Danmarks og verdens store klimaudfordringer: klimavenlige fødevarer og dyrkningsformer og klimavenlige drivmidler til tung transport på lastbiler, skibe og fly.

Samtidig står det klart, at hverken den offentlige sektor alene eller den private sektor alene kan mobilisere de enorme beløb, der skal investeres i den grønne omstilling, som dybest set er en begavet investering i hele Danmarks fremtid. De virksomheder, de byer og de lande, der investerer i en bæredygtig fremtid, er dem, der kommer til at klare sig bedst i fremtiden, men investeringer kan kun nå det nødvendige omfang, hvis man blander offentlig og privat kapital. Hvis staten skal finansiere det hele, bliver prisen dårligere uddannelser, mindre velfærd og højere skat.

Det korte af det lange er, at partierne i Folketinget står med muligheden for en hurtig og smertefri løsning på den enorme finansieringsudfordring, hvis de følger det forslag, som Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, lancerede i Politiken forleden. Her foreslår den tidligere konservative minister at sælge statens ejerandel på 50,1 procent af aktierne i Ørsted og lægge provenuet på cirka 120 milliarder kroner i en grøn statsfond, der kan investere i de klimaløsninger, som kan blive til det næste vindmølleeventyr.

Ulrich Bang, der er klima- og energichef i Dansk Erhverv og uden tvivl medskribent bag direktør Mikkelsens indlæg i Politiken, forklarede allerede i den forrige udgave af Mandag Morgen, hvad filosofien er:

”De vindmøller, der er produceret i Danmark, har sparet kloden for en milliard ton CO2. Det svarer til 200 gange Danmarks samlede årlige udledninger. Det er en enorm effekt. Vi skal forsøge at gøre det samme i fødevareklyngen og i transportklyngen,” sagde Bang og fortsatte:

”Vi skal gribe det an ligesom det amerikanske måneprojekt. Vi skal have folk med fra forskellige videnskabelige grene, og de skal have mulighed for at eksperimentere med alt. Vi skal sige til os selv, at vi vil udvikle to nye erhvervseventyr, der ligesom vindmøllerne sparer kloden for en milliard ton CO2.”

Strategisk statskapitalisme

Der er næppe tvivl om, at der særligt i rød blok vil være stemmer, der vil modsætte sig det salg af aktiemajoriteten i Ørsted, som i øvrigt også journalist Henrik Dørge foreslog i Weekendavisen i fredags. Og som Mandag Morgen har diskuteret med klima- og energiminister Dan Jørgensen, der af indlysende børsetiske grunde ikke vil kommentere det.

Men måske har Brian Mikkelsen en pointe, som regeringen og dens støttepartier ikke skal afvise uden at tænke sig godt om. Ørsted er i bund og grund en meget kommerciel virksomhed, og selskabets rolle som ejer af kritisk infrastruktur er under hastig afvikling – senest med frasalget af Radius til andelsselskabet SEAS-NVE.

Mikkelsens udspil er i virkeligheden udtryk for en betydelig politisk ideologisk indrømmelse fra borgerlig side. Ved første øjekast ser det meget borgerlig-liberalt ud: Konservativ eksminister vil afvikle offentligt ejerskab af en succesrig virksomhed ved at sælge resten af aktierne på børsen, så det fremover er aktionærerne – og ikke skatteborgerne – der kan glæde sig over Ørsteds overskud, som i 2018 beløb sig til svimlende 20 milliarder kroner.

Det interessante er imidlertid ikke så meget, at Mikkelsen mener, at man skal slagte den grønne guldkalv, Ørsted. Det er tværtimod, hvad han vil gøre med de penge, staten tjener på salget. Mikkelsens forslag kan ses som et forslag om at indføre, hvad man kan kalde strategisk statskapitalisme i Danmark. Og dét med en startkapital på intet mindre end 120 milliarder kroner.

Rød-grøn løsning

Set i det perspektiv kan Brian Mikkelsens forslag varme røde klimahjerter helt ud til Enhedslisten, og – langt vigtigere – glæde danskere af enhver politisk observans, danskere, som ønsker sig, at staten investerer strategisk i den grønne omstilling.

Udspillet fra Dansk Erhverv er set i et ideologisk perspektiv en historisk indrømmelse af, at staten rent faktisk godt kan være en dygtig og markedskompetent ejer i en moderne og åben frihandelsorienteret nordisk velfærdsstat.

At det forholder sig sådan, er ikke noget nyhed, eftersom selskaber som Sund & Bælt og aktører som Vejdirektoratet gennem årene har vist, at de dygtigt kan udvikle, opføre og drive vigtige infrastrukturprojekter til gavn og glæde for samfundet.

Hvis Brian Mikkelsens forslag bliver til virkelighed, vil Danmark få en grøn statsfond, der på den ene side skal drives på meget markedsnære vilkår, men som på den anden side også skal have mulighed for at påtage sig de risici, der er nødvendige, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at udvikle fremtidens grønne erhvervseventyr. På den måde kunne Mikkelsens forslag gøre Danmark til en global frontløber inden for strategisk grøn statskapitalisme og sætte en ny standard i verdenssamfundets kamp mod den globale opvarmning. Det kunne ligne en gave til en rød regering med dyre klimaambitioner.