I begyndelsen af maj for tre år siden tog familien bag virksomheden Brunata en beslutning, der ikke blot krævede mange grundige og svære overvejelser, men som stadigvæk, selv da beslutningen var truffet, gav anledning til en vis bæven hos ejer og tidligere adm. direktør Jens Peter Fischer Hansen.

Ind på posten som ny administrerende direktør kom en mand udefra. Han havde ikke nogen bånd til familien. Han forstod virksomheden. Og han turde udfordre familien.

Det var alt sammen nødvendigt, for at virksomheden kunne tage et spring i en mere international retning – et spring fra at være en teknologivirksomhed til en servicevirksomhed. Springet var ikke mindst nødvendigt, fordi EU inden 2017 forventes at implementere et fælles energidirektiv for hele Europa. Brunata har altså en chance for at udbygge sin internationale position.

Historien fortælles af Eva Fischer Hansen, der er den ene af de fire søskende fra ejerfamiliens næste generation. Dengang for tre år siden trådte hun ind i koncernledelsen efter fem år i det norske salgsselskab. Men som flere andre af sine søskende indtager hun i dag en anden rolle. Nu har hun et mere strategisk fokus som næstformand i bestyrelsen.

“Vi var i familien enige om, hvor vi ville hen med selskabet, men ikke hvordan. Vi kunne som familie ikke se ens på, hvordan den skulle ledes, så længe vi selv gjorde det,” siger hun.

“Når vi er fire søskende, der er vokset op sammen, så har vi nogle andre måder at agere på, som måske ikke er så hensigtsmæssige i arbejdslivet,” siger hun.

En delikat proces

Historien om Brunata er langt fra enestående i dansk erhvervsliv. Foreløbig er den endt godt. Virksomheden, der har næsten 100 års erfaring med at levere forbrugsregnskaber og målesystemer til boliger og bygninger, var også tidligere en sund forretning, men den gemte på et større potentiale i forhold til at ride med på den internationale cleantech-bølge. Den opgave er nu ved at blive løftet. Men først skulle flere barrierer fjernes. Det handlede bl.a. om at få de rette kompetencer.

“Der kan i familievirksomheder være en tendens til, at familiemedlemmer ansættes i positioner, hvor personer udefra kunne have supporteret med bedre kompetencer. Som det ser ud i dag, er det ikke længere et issue,” siger Eva Fischer Hansen.

Den delikate proces med at finde en CEO og få skabt en mere professionel ledelsesmodel begyndte med, at et rekrutteringsbureau interviewede søskendeflokken og den tidligere og mangeårige ejerleder Jens Peter Fischer Hansen.

“Alle meninger blev tilgodeset, og alle var også med til at interviewe direktørkandidaten. Det var vigtigt for os, at personen forstod grundtonen i familien. Det var også vigtigt, at vedkommende turde udfordre familien, hvis vi eksempelvis sad på positioner, hvor vi ikke burde sidde i forhold til vores kompetencer,” siger hun.

Derudover lød ønskelisten til den nye direktør også på komplet transparens i beslutninger og et krav om at danne en koncernledelse bestående af det øverste direktionslag.

Den tidligere ejer Jens Peter Fischer Hansen blev efterfølgende en del af koncernledelsen, men efterhånden som han så, at Brunata var på vej i rigtig retning, begyndte han at have sit fokus på andre dele af virksomheden. Han kunne ved selvsyn se, at forretningen blev drevet videre baseret på de værdier, der var vigtige for ham.

“Mange glemmer, at en overdragelse ikke behøver at betyde, at de stopper fra den ene dag til den anden, men at der kan være en overgang, hvor man skal huske at få de ting med, der er grundliggende,” siger Eva Fischer Hansen.

Den forhenværende direktør sidder stadig på 40 pct. af aktierne, mens de fire søskende hver har 15 pct.

Farvel til den nye direktør

Professionaliseringen i Brunata skete ikke med ét slag, men har været en længere rejse. Først i slutningen af september 2013 – næsten to og et halvt år efter den første professionaliseringsmanøvre – fik virksomheden tre professionelle bestyrelsesmedlemmer. Det var på samme tidspunkt, at Eva Fischer Hansen trak sig tilbage fra sin aktive rolle i koncernledelsen. To af hendes søskende sidder fortsat i den operationelle ledelse som henholdsvis HR-direktør og direktør for forretningsudvikling.

I midten af maj tog virksomheden endnu en drejning, da bestyrelsen valgte at sige farvel til den administrerende direktør, der kom ind på posten for tre år siden. Det var et skridt, der igen satte de familiære bånd på prøve, og som på mange måder beviste, at professionalismen har vundet over følelserne.

Bestyrelsen vurderede, at der var behov for en ny mand på direktørposten.

“Michael Staahl havde været her i to og et halvt år, og han var en første CEO udefra. Han var den rigtige på det tidspunkt, og han har fået sat mange ting på plads. Men vi havde behov for at gå i samme retning, bare endnu mere tydeligt, og derfor mente bestyrelsen, at vi havde brug for en anden,” siger Eva Fischer Hansen.

Familierelationerne kom på prøve på et af de månedlige familiemøder. Her overbragte hun som det eneste medlem af bestyrelsen de andre nyheden om, at bestyrelsen ville afskedige den nuværende direktør. Ville det nu skabe splid?

“Mine søskende bakkede op om bestyrelsens beslutning. Det fortæller mig, at vi efterhånden er mere trygge ved hinandens roller i arbejdet med at drive en professionel forretning,” siger Eva Fischer Hansen.

Tabuerne i familien

Selv er hun i dag aktiv i et netværk om generationsskifte, ligesom hun har været meget åben om processen i forhold til at levere viden til forskere fra bl.a business-skolen Insead og deres arbejde med at komme tættere på, hvordan man sikrer bedre ejerskifter i erhvervslivet. Det er nemlig ikke bare en dansk, men en global udfordring.

“Jo tættere man kommer på selv at kunne fortælle, hvad der er foregået i ens familievirksomhed, jo tættere kommer man på en fortælling, der kan være med til at styrke andre,” siger hun.

For et generationsskifte handler – som historien om Brunata vidner om – ikke kun om teknikaliteter som skat, jura og revision, men i høj grad også om tabubelagte konflikter, dogmer og alt det usagte.

“Det er enormt vigtigt med en åbenhed, fordi der i denne proces altid vil være nogle ting, man måske ikke får reflekteret over, og som man måske ikke selv ser, før det er for sent,” siger hun.