Californien er blevet centrum for verdens kødalternativer

Burgerbøf lavet af plantebaseret kød og kylling produceret fra dyreceller er begge eksempler på kødalternativer, der produceres i Californien. Efterspørgslen på kødalternativer er stigende i USA, og Silicon Valley er blevet ’frontrunner’ i en ny industri, som særligt tiltrækker den miljøbevidste forbruger, skriver det danske innovationscenter i Silicon Valley.

Foto: Amirali Mirhashemia/Unsplash

På verdensplan er vores forbrug af kød det højeste, det nogensinde har været, og det skyldes blandt andet et stigende befolkningstal og øget kødforbrug i udviklingslande.

I mange industrialiserede lande er forbruget imidlertid mere konstant, og her er en modsatrettet, miljøvenlig tendens synlig: en øget efterspørgsel efter grønne alternativer til kød.

Da Burger King introducerede den plantebaserede ”Impossible Whopper” på det amerikanske marked i 2019, steg deres salg med 3,5 procent. Producenten, Impossible Food, er baseret i Silicon Valley, og tech-området er blevet mekka for den nye, hurtigtvoksende industri af plantebaserede alternativer.

Og der er penge i det. Ifølge Euromonitor er den globale køderstatningssektor cirka 20,7 milliarder dollars værd, og de forventer, at sektoren vokser til 23,2 milliarder dollars, altså lige omkring 141 milliarder danske kroner, inden 2024.

Udviklingen er drevet af en voksende og forskelligartet forbrugerbase; fra veganere til kødspisere, der forsøger at begrænse deres kødforbrug. Forbrugerne er motiveret af flere forskellige årsager, fra dyrevelfærd til fødevaresikkerhed, men et stigende fokus på at afbøde miljøpåvirkningen af ​​deres madindtag er et gennemgående motiv.

Animalske fødevarer er typisk mere ressourcekrævende at producere end plantebaserede fødevarer. Processen fra avl til køledisk er en langsommelig affære, som ud over at føre til drivhusgasudledning fra dyr og produktion også kræver land, vand og energi til foderproduktion.

Plantebaserede alternativer tilbyder en hurtigere proces med større fleksibilitet i produktionen – og ikke mindst en markant lavere emissionsrate.

Teknologier og virksomheder bag de grønne alternativer

De forskellige kødalternativer bliver ofte refereret til under det samlende begreb ”alternative proteiner”. Det dækker hovedsageligt over tre forskellige processer og teknologier: plantebaseret protein, fermentering og kultiveret kød.

Plantebaserede proteiner: De mest kendte produkter på markedet i dag er lavet af plantebaserede proteiner. Kød og planter har nemlig en sammenlignelig biokemisk sammensætning, da begge består af fedt, protein, vand, vitaminer og mineraler.

De to giganter i den alternative proteinindustri, tidligere nævnte Impossible Foods og Beyond Meats, er begge baseret i Californien. Gennem 2019 har Impossible Foods rejst 672 millioner dollars, og Beyond Meats 482,75 millioner dollars, hvilket gør dem til ubestridte ledere inden for produktion af plantebaseret kød.

De har også nydt godt af den voksende forbrugerbase. Fra til en start at rette sig mod vegetarer er deres udfordring nu at udvikle plantebaseret kød, der nøje efterligner konventionelt køds egenskaber.

Fermentering: Perfect Day er et andet stort californisk firma, der bruger fermentering til at producere deres plantebaserede mejeriprodukter. Fermentering er en effektiv måde at producere masser af protein på – og effektivitet tiltrækker penge fra investorer.

Derudover er det også en grønnere proces. Man vurderer eksempelvis, at Perfect Days fermenteringsproces reducerer drivhusgasudledning med mindst 85 procent og op til 97 procent sammenlignet med konventionelle produktionsmetoder

Kultivering: Den sidste teknologi, ”kultiverering”, er en måde at redesigne kød på. Kødet dyrkes direkte fra dyreceller og produceres i bioreaktorer, og det smager som almindeligt kød (fordi det er almindeligt kød).

Denne proces har også en markant mindre miljøpåvirkning. Studier peger på, at man kan reducere udledning af drivhusgasser med op til 96 procent sammenlignet med traditionel kødproduktion.

Kultiveret kød er stadig i udviklingsfasen, men i december 2020 blev den første kultiverede kylling solgt på en restaurant i Singapore – selvfølgelig produceret af Californien-baserede Eat Just.

Efterspørgsel efter mere offentlig forskning

Californien er i centrum, både når det gælder akademisk forskning og industriinnovation inden for alternative proteiner. I 2020 tildelte National Science Foundation (NSF) omkring 3,5 millioner dollars til at finansiere et konsortium for forskning i kultiveret kød på University of California i Davis. Bevillingen repræsenterer den amerikanske regerings største investering i alternativ proteinforskning indtil videre.

Men selvom amerikanske universiteter gør fremskridt inden for forskning i alternative proteiner, er den offentlige finansiering af forskning stadig relativt lav. I USA er udviklingen især drevet af forbrugerne og øget efterspørgsel. Det har fået private investorer og virksomheder til at gå ind på markedet, og i dag foretages de fleste investeringer i forskning i og af private virksomheder, der konkurrerer om markedsandele, hvilket betyder, at resultaterne ofte ender med at blive patenteret.

Derfor ser vi lige nu et stigende pres på den amerikanske regering for at afsætte flere offentlige midler til området. Senest har NGO'en Good Food Institute ledt en koalition af 61 virksomheder, nonprofitorganisationer, forskningsinstitutioner og brancheorganisationer, som opfordrede kongressen til at afsætte føderal finansiering til alternativ proteinforskning i FY22-budgettet. Blandt de 61 underskrivere var store multinationale virksomheder som Unilever, Merck og Kraft Heinz.

Der er gode muligheder i Californien for danske virksomheder, som udvikler og leverer produkter inden for kødalternativer. Selvom man ikke allerede er til stede på markedet som plantebaseret producent, er der stadig mulighed for at komme med på bølgen.

Der er tale om en meget teknologidrevet industri, hvor teknologierne kommer fra områder inden for fysik, biologi og medicin: protein-, enzym-, og stamcelleforskning. Det er alle teknologier, som danske virksomheder og dansk forskning allerede er stærke indenfor, og der er derfor stort potentiale for at anvende disse teknologier i den nye, hurtigtvoksende industri.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu