Privat eje er lig med effektivitet og glade forbrugere, mens offentligt eje er lig med ringe service, lavere produktivitet og højere priser til borgerne for den elektricitet, varme og vand, som forsyningsselskaberne leverer.

Sådan har devisen gennem mere end to årtier lydt blandt ledende danske regeringspolitikere fra både rød og blå blok, som derfor solgte ud af teleselskaber og lufthavne og annoncerede, at alt fra DSB til vandværker, fjernvarmecentraler og elselskaber skulle konkurrenceudsættes og i sidste ende privatiseres. Men nu er der tilsyneladende sket en opbremsning.

I Danmark og på tværs af Europa er tendensen, at regeringer og kommuner mener, at borgernes forsyninger i form af vand, varme og elektricitet bedst sikres gennem kollektive offentlige ejerskaber. Nogle regeringer har trådt hårdt på bremsen efter tiltagende frygt for, at frasalg af aktiemajoriteter til udenlandske kapitalfonde i sidste ende kunne true den nationale sikkerhed. I lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien har regeringer og kommunale myndigheder følt sig tvunget ud i offentlige tilbagekøb af kritisk infrastruktur.

For Danmarks vedkommende er der tale om en ganske hård opbremsning. Således havde Venstre selv skrinlagt privatiseringsambitionerne inden for både fjernvarme og affaldshåndtering, inden det helt dominerende eksempel kom i januar i år, da Socialdemokratiet til regeringens store ærgrelse gjorde det klart, at man ikke længere ville støtte regeringens plan om at lade Ørsted-koncernen sælge Radius, der leverer strøm til mere end en million kunder.

"Et populistisk lavpunkt," lød det fra finansminister Kristian Jensen (V), efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i et brev havde meddelt ham, at "Socialdemokratiets princip er, at kritisk infrastruktur er uhyre vigtig for os alle sammen", og at det derfor "skal være ejet af forbrugerejede selskaber eller i en konstruktion, hvor det offentliges ejerandel er over 50 procent".

McKinsey: Milliarder at tjene

Det er kun godt to år siden, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i 2016 lancerede regeringens stort anlagte forsyningsstrategi.

Det centrale princip i den var, at private aktører skulle kunne tjene penge på eksempelvis vand, varme og affald. En række økonomiske analyser – blandt andet fra McKinsey – viste, at sektoren havde et effektiviseringspotentiale på godt syv milliarder kroner årligt.

Hvis det skulle realiseres, skulle det det være slut med andelsselskaber. Inspirationen var hentet i det private erhvervsliv – men også fra elsektoren, som blev liberaliseret i slutningen af halvfemserne og siden havde kunnet fremvise høj produktivitet og sorte tal på bundlinjen. Det var denne proces, der førte til skabelsen af Dong Energy, der siden er blevet til Ørsted.

Men Venstre har aldrig fået de centrale mål om konkurrenceudsættelse i sektoren omsat til politisk virkelighed. Se oversigt.

"Jeg ved ikke, om privatiseringstoget er stoppet helt, men det kører i hvert fald ikke særligt hurtigt for tiden," siger Anders Eldrup, topchef i Dong Energy 2011-2012.

Eldrup ser to forklaringer på opbremsningen: Dels at man efter at have høstet lavt hængende privatiseringsfrugter i el- og telesektoren har måttet erkende, at resten af sektorerne var sværere at tvinge ned i samme skabelon.

"Der er ikke mange private aktører, som står på spring til at overtage vand- og fjernvarmeselskaber," siger han og påpeger, at det politiske klima samtidig har ændret sig.

"Processen om salget af Radius har skabt en holdning hos politikerne, som ikke var der før. Nemlig at basal infrastruktur i forsyningssektoren skal forblive i samfundets eje på danske hænder," siger Eldrup.

Lars Goldschmidt, formand for Bornholms Energi og Forsyning og næstformand i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme, mener, at der er sket et politisk skred i holdningen til privatisering af forsyningssektoren.

"Politisk tror man ikke længere på ideen om, at man kan styrke eksporten af teknologi ved at liberalisere forsyningssektoren. Og i industrien er man kommet frem til samme konklusion: Det er ganske enkelt for voldsomt et greb at skulle konkurrenceudsætte en velfungerende sektor for at styrke en eksport, som allerede står godt på verdensmarkedet," siger Goldschmidt, der har en fortid som direktør i Dansk Industri.

Sporene fra Goldman Sachs

De nye vinde på Christiansborg hænger sammen med balladen efter Thorning-regeringens salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i 2014.

Salget førte til SF’s udtræden af regeringen og til voldsomme protester mod daværende finansminister Bjarne Corydon, som nu er chefredaktør på dagbladet Børsen. I januar 2019 blev det med Socialdemokratiets afvisning af Radius-salget helt klart, at Mette Frederiksen nu har brudt med sine forgængeres politik på området.

Det var således den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans finansminister Mogens Lykketoft, der i 1990’erne stod bag privatiseringerne af Tele Danmark, Giro Bank, Københavns Lufthavne og Datacentralen, som indbragte 37 milliarder kroner. Og det var socialdemokrater, der lukkede Goldman Sachs ind i Dongs ejerkreds i 2014, hvilket betød, at den amerikanske bank – da man solgte de sidste aktier i efteråret 2017 – kunne notere en fortjeneste på cirka 12,5 milliarder kroner.

Energihistoriker Flemming Petersen skrev i 2018 bogen ’Da Danmark fik vinger’ om den historiske udvikling i den danske vindmølleindustri og i forsyningssektoren.

"Det er interessant at se den bevægelse, Socialdemokratiet har været igennem de sidste 15 år. Poul Nyrup Rasmussen var som statsminister en af hovedkræfterne i at få solgt teleselskaberne, hvilket var den første liberaliseringsbølge i forsyningssektoren. Efterfølgende solgte man også telenettet fra. Her begyndte tvivlen at melde sig. Gik man for langt?" siger han.

"Det er i virkeligheden den samme tvivl internt i Socialdemokratiet, som er blusset op igen. Og som har fået eksempelvis Mogens Lykketoft til at tone rent flag som en af de fremmeste fortalere for opbremsning af salget af kritisk infrastruktur."

Investeringer for milliarder

Forsyningssektoren besidder faste aktiver for 365 milliarder kroner, og den foretager årlige investeringer for omkring 19 milliarder kroner – tal, der gør det ganske forståeligt, at både politikere, erhvervslivet og borgerne er stærkt optagede af, hvordan tingene udvikler sig.

Den voldsomme ballade omkring det afblæste salg af Radius skygger imidlertid for det faktum, at regeringen allerede længe forinden syntes at være stødt på grund med de store liberaliseringsplaner fra 2016-strategien. Et par eksempler:

• Stagnerende produktivitet i fjernvarmesektoren skulle fikses ved at lade ejerne trække overskud ud af selskaberne. Senere indgik man en aftale, som understregede, at der ikke kunne trækkes penge ud.
• Affaldssektoren skulle underkastes en reform, der fratog kommunerne anvisningsretten til forbrændingsegnet affald. Det skulle åbne for private væksteventyr. Men regeringen fulgte aldrig op.
• Erfaringer fra Dong skulle kopieres i vandsektoren. Kommunale og forbrugerejede selskaber skulle samles under statsligt ejerskab, som kunne vokse gennem investeringer i ind- og udland og senere sælges til private. Planen kom aldrig op af skuffen. Tværtimod samlede regeringen i december 2018 et bredt flertal på tværs af Folketinget til en ny rammeaftale for vandsektoren, som gik den modsatte vej.
• Studier på tværs af forsyningsgrenene har vist, at forbrugerejede selskaber er bedst til at sikre forbrugerne lavest mulige priser el, vand og varme.

Ministeren giver ikke op

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har dog ikke smidt håndklædet i ringen, når det gælder liberalisering af fjernvarmesektoren. I energiforliget fra 2018 blev det fastslået, at forbrugerne ikke længere skal være låst af fysiske bindinger til selskaberne.

Tiderne er skiftet, forklarede ministeren. Nu skulle fjernvarmeværker og forbrugere have frit valg til at træffe egne investeringsbeslutninger. Resultatet blev afskaffelsen af den såkaldte tilslutningspligt.

Det betyder, at kommunerne ikke længere kan tvinge beboere i nye udstykninger til at tilslutte sig det fælles fjernvarmenet eller forblive i nye fjernvarmeprojekter. Målet om tilsvarende at ophæve forpligtelsen i eksisterende fjernvarmeområder fandt ikke flertal i første omgang. Men regeringen har ikke givet op.

"Forsyningssektoren skal indstille sig på, at borgerne skal have flere valg. Derfor er jeg også glad for, at vi har lavet en aftale om at afskaffe tilslutningspligten i nye områder. Målet for mig er, at vi skal helt væk fra, at nogle skal være tvunget til at have en bestemt forsyning på eksempelvis varme," siger Lars Chr. Lilleholt til Mandag Morgen.

Lars Goldschmidt mener, at regeringen forsøger at snige privatiseringer ind i sektoren.

Fjernvarmesektoren omsætter for 61 milliarder kroner og beskæftiger 22.500 personer. Og kan man ad omveje skabe usikkerhed om fremtiden for den kollektive varmeforsynings nuværende struktur, kan det være en måde at få private aktører og investorer på banen.

"Energiforliget fra 2018 sætter ikke nogen entydig retning for forsyningssektoren. Man understreger på den ene side, at man ikke skal udlodde overskud fra virksomhederne, men samtidig går man til angreb på forbrugerbindingerne i fjernvarmen. Der er ingen tvivl om, at der ligger et liberalt økonomisk ønske om, at på lige netop dette forsyningsområde skal forbrugerne kunne vælge selv," siger Goldschmidt.

Alt i alt betyder det ifølge Lars Goldschmidt, der stiller op til Folketinget for Socialdemokratiet, at fjernvarmeselskaberne fremover vil være ringere stillet.

"Det er ensidigt ringere. Nye investeringer i fjernvarmesektoren vil stort set ophøre. Og det stiller os alle sammen objektivt ringere, til trods for at den liberale retorik er blødt en smule op," siger han.

Europæisk tendens

Danmark er langt fra alene om at opleve en opbremsning af privatiseringstoget. Tænketanken Cevea har i en rapport beskrevet, hvordan over 800 europæiske kommuner i løbet af de sidste 12 år har genkommunaliseret deres forsyningsselskaber efter negative erfaringer ved privatiseringer. Dette er konstateret både i varme- og vandforsyningsselskaber i en række lande i Europa.

Professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen bekræfter billedet af, at en europæisk modbevægelse er under opsejling.

"Vi ser en række eksempler på, at man i Europa er gået langt videre, end vi nogensinde har været tæt på i Danmark. Men man ser også i de lande, at der er mange, som har fortrudt, og nu går tilbage til det tidligere offentlige ejerskab," forklarer han.

I nogle byer som Berlin har der været deciderede afstemninger om fornuften i at tilbagetage den kritiske infrastruktur. I 2011 stemte 666.235 vandforbrugere i den tyske hovedstad således for ønsket om at få Berliner Wasser tilbage på offentlige hænder.

Og blandt andet på den baggrund konkluderer Brian Vad Mathiesen, at privatiseringen af Europas kritiske infrastruktur lader til at have peaket.

"Der er ikke tegn på, at forsyningssektoren bevæger sig i retning af øget privatisering. Tværtimod ser vi, at det går den modsatte vej. Og at privatiseringerne er standset."