I internationale kredse kører der for tiden en heftig diskussion om den såkaldte Nordiske Model. På forsiden af The Economist blev de nordiske lande i 2012 udnævnt til ”The Next Supermodel”, og for nylig udgav 13 velfærds- og arbejdsmarkedsforskere ved Oslo Universitet ”Den Nordiske Model mod 2030”. Dertil udgav Nordisk Råd i foråret rapporten ”The Nordic Model – Challenged but capable of reform”, og 17. november udkom Mandag Morgens 25 års jubilæumsudgave, ”25 hjerner på sporet af Den Danske Succes”, som danner afsættet for Velstandsgruppens ambition om at gennemføre den hidtil mest nuancerede og tilbundsgående kortlægning af Danmarks konkurrencemæssige DNA.

Få dage efter sendte den anerkendte amerikanske konsulentvirksomhed Boston Consulting Group (BCG) rapporten ”The Nordic Agenda: Transforming for the Next Wave of Succes” på gaden. Berlingske ryddede fluks forsiden, og man kunne bl.a. læse, at danskernes arbejdstid skal øges med 24 pct., og den offentlige sektor slankes 9 pct., hvis Danmark skal forblive konkurrencedygtigt. Et reformforslag, der i omfang får den hjemlige oppositions ønsker om offentlig nulvækst til at ligne ødsel overbudspolitik.

Det kan kun hilses velkomment, at der både internationalt og herhjemme sættes fokus på den model, som f.eks. finansminister Bjarne Corydon i sensommeren døbte en ”Nordisk konkurrencestat” . Og debatten om Den Nordiske Model er på alle måder relevant, fordi den rejser et vigtigt principielt politisk og økonomisk spørgsmål: Findes der alene én måde for et land at opnå konkurrenceevne og velstand på, f.eks. via lave lønninger og lave skatter? Eller er det omvendt sådan, at lande kan differentiere sig, opnå komparative fordele og konkurrere i kraft af forskellige nationale velstandsmodeller?

Når de nordiske lande gang på gang fremhæves, er det netop, fordi de udgør eksempler på lande, hvor skatter og lønninger nok er høje, men hvor konkurrenceevnen tilsyneladende rækker til solide placeringer i den internationale topti for velstand, trivsel og robuste samfund.

I den debat fremstår Boston Consulting Groups seneste indspark veltimet, velgennemarbejdet, paradoksalt og skævt. For på den ene side besynger de Den Nordiske Model for at have præsteret aldeles glimrende de seneste årtier. Men på den anden side begræder de, at modellens centrale definerende karakteristika ikke kan konkurrere i fremtiden – desuagtet den foregående besyngelse – og derfor må afvikles. Sat på spidsen synes argumentet at være: Den Nordiske Model præsterer godt, lad os afskaffe den. 

Usandsynlig eller ualmindelig succes?

Et gennemgående fællestræk for alle rapporterne om Den Nordiske Model er, at de uden tøven udråber de nordiske lande til samfundsmæssigt entydige succeshistorier. Og selv BCG fremhæver, at de nordiske lande er blandt de rigeste økonomier og mest lykkelige lande i verden. Et forhold, de bl.a. tilskriver stærke institutioner, en pragmatisk politisk kultur og lav korruption.

Alligevel kan rapporterne inddeles i to typer: dem, som betragter de nordiske lande som en usandsynlig succes, og dem, som ser dem som en ualmindelig succes.

Den første type finder, at de nordiske lande til trods for f.eks. en stor offentlig sektor, høje lønninger og lav arbejdstid alligevel har kunnet konkurrere. Men den forudser, at modellen vil tabe i fremtiden, medmindre den tilpasses. Den amerikanske model, med lav skat og lille stat, fremhæves som implicit forbillede og eneste farbare vej for en overoppustet, bristefærdig velfærdsstat.

Omvendt påstår den anden type, at de nordiske lande netop konkurrerer i kraft af en større offentlig sektor. Og den søger at opklare – snarere end at bortforklare – det tilsyneladende paradoks.

BCG’s rapport falder i første kategori. Rapporten er yderst gennemarbejdet og påpeger en række interessante – og af Berlingske i øvrigt oversete – styrkepositioner. F.eks. har nordiske multinationale selskaber siden 1994 overgået deres internationale rivaler og konsistent skabt større værdi for deres aktionærer (Total Shareholder Return). Og rapporten fremhæver bl.a., hvordan landes evne til at tiltrække internationalt talent – via øget indvandring – bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter på linje med uddannelse, innovation etc.   

3. Det er korrekt, at de nordiske lande udfordres demografisk. Men det gør alle avancerede økonomier. Og nogle mere end andre. F.eks. har Nationalbanken dokumenteret, at Danmark langt hen ad vejen allerede har adresseret de finanspolitiske udfordringer forbundet med at voksende antal ældre.  For lande som Tyskland, USA og Holland venter der en langt større regning frem mod 2050, der vil lægge en betydelig dæmper på deres vækst og udviklingsmuligheder. Se figur 2.

Danmark er i dag længst fremme internationalt, når det gælder forberedelserne til en aldrende befolkning. Det skyldes netop, at danske økonomer, politikere m.fl. siden 1970’erne har ført en meget pragmatisk og fremsynet økonomisk politik, der har taget hånd om problemerne i tide. På den konto har Danmark f.eks. elimineret underskuddet på betalingsbalancen, øget arbejdsudbuddet og etableret arbejdsmarkedspensionerne.

Danskerne arbejder nok

Inden arbejdstiden øges – med én dag mere om ugen, eller ni år af arbejdslivet – er det også værd at holde sig for øje, at de nordiske lande allerede har den længste arbejdstid – målt per år på arbejdsmarkedet. F.eks. arbejder den almindelige dansker i snit to år mere af sit liv end en tysker. Når den danske ugentlige arbejdstid er lavere end andre steder, skyldes det bl.a., at både kvinder og mænd deltager ligeligt på arbejdsmarkedet og i højere grad deles om forsørgerbyrden. Hvis arbejdstiden skal øges med en dag om ugen, skal udgifterne til børnepasning følge med, hvilket kan være svært, når man samtidig ønsker at spare 9 pct. i den offentlige sektor. Det er i runde tal 93 mia. kr.,  55.000 pædagoger eller omtrent BUPL’s samlede antal medlemmer.

Sat på spidsen: Hvem skal passe børnene, når danske forældre skal arbejde om lørdagen, og hele BUPL er sparet væk?

Kort sagt: Det er vigtigt at holde sig for øje, at når man skruer på et tandhjul i det nordiske institutionelle samfundsmaskineri, så kan det have markante og uforudsete skadevirkninger andetsteds, der mere end opvejer eventuelle effektiviseringsgevinster.

På sporet af den danske elefant

Debatten om Den Nordiske Model minder derfor umiskendelig om fablen om de blinde vismænd, der sammen skal beskrive en elefant. Hver især har de fat i enkelte dele af dyrets anatomi. Men de har svært ved at stykke et fuldstændigt billede sammen.

Noget kunne tyde på, at BCG kun har haft fat i dyrets mere ildelugtende dele, men overset fordelene. F.eks. fremhæves den store offentlige sektor som et problem uden blik for den høje produktivitet og arbejdsudbud, som den muliggør. Den store offentlige sektor i Danmark er ikke lutter overførselsindkomster. Den kollektive investering i uddannelse og børnepasning understøtter bl.a., at en større del af befolkningens kompetencer og dermed produktivitet løftes, samt at kvinder og mænd kan deltage på lige fod på arbejdsmarkedet.

Man kan få en elefant til meget. Og selv elefanter kan slankes, trænes og styrkes. Men det er halsløs gerning at ride dem til som en væddeløbshest. Og det er et paradoks, at BCG på den ene side hylder Nordens robuste institutioner og pragmatiske politiske kultur, men på den anden side doserer et så radikalt reformprogram rettet mod modellens grundlæggende institutionelle firmament.

Konsulenthuset formår dermed at tegne en karikatur af en omkostningstung dansk elefants bagdel uden at have for øje, hvilke fordele elefanten også består af. For tilbage står et vigtigt spørgsmål: Hvor meget ville der egentlig være tilbage af Den Nordiske Model – som BCG selv indledningsvis hylder og berømmer – hvis man faktisk implementerede deres program? Og ville resterne overhovedet kunne konkurrere, hvis man fjernede stødtænderne?

Ikke desto mindre skal BCG have ros for en aldeles velgennemarbejdet rapport. Det er ingen nem sag at belyse Den Nordiske Model fra alle sider og vinkler. Og spørgsmålet er, om den analyse overhovedet kan rummes i én rapport.

Netop det var årsagen til, at Mandag Morgen med sit jubilæumsnummer ikke gjorde krav på at have skrevet den endelige rapport om den danske – endsige nordiske – model. Jubilæumsnummeret er blot startskuddet for en etårig åben og involverende proces, hvor en bred kreds af eksperter og nøgleaktører fra alle dele af samfundet tilsammen skal tegne et fyldestgørende billede af den danske elefant for derved at inddrage alle relevante vinkler, perspektiver og syn på sagen.  

Det kommende år vil Mandag Morgens Velstandsgruppe – to forhenværende overvismænd og 23 andre vise kvinder og mænd – sammen med læserne sandsynliggøre, at den ualmindelige danske elefant måske har mere at byde på, end man umiddelbart skulle tro. Måske den endda skal tildeles en orden?