Danmark og Sverige kan godt få en midlertidig ordning, som giver dem plads i EU’s nye bankunion. Men samtidig vil de to lande blive nødt til at opgive deres euroforbehold, hvis de over tid vil bevare deres stilling som fuldgyldige medlemmer af EU. Allerede i forbindelse med EU’s bankunion, som skal vedtages i Bruxelles om 14 dage, vil forbeholdene blive et problem for de to lande.

Dette står klart forud for de kommende ugers to vigtige EU-møder, hvor først økonomiminister Margrethe Vestager og siden statsminister Helle Thorning-Schmidt skal forsøge at sikre Danmarks generelle politiske interesser og den danske finanssektors specifikke interesser – med de begrænsninger, som Danmarks euroforbehold kræver.

Presset på den danske regering blev yderligere intensiveret, da EU-Kommissionen i onsdags fremlagde sit bud på, hvordan den kommende integration i eurozonen skal finde sted. 

Udspillet gør det klart, at den forestående integrationsproces har til formål at sikre, at alle EU-lande indfører euroen, selv om det understreges, at Danmark og Storbritannien har undtagelser i forhold til at deltage i ØMU’ens tredje fase. Integrationen vil kræve traktatændringer, som EU-landene skal forberede grundigt, så man kan sikre en ”glat” ratifikationsproces, som Kommissionen kalder det. 

De traktatændringer, Kommissionen lægger op til, vil uden tvivl kræve en folkeafstemning i Danmark. Barrosos udspil er clearet med cheferne for EU’s Ministerråd, Den Europæiske Centralbank, Europa-Parlamentet og Eurogruppen, og det danner grundlag for de historiske beslutninger, som skal træffes ved EU-topmødet i Bruxelles om små to uger.

En gangbar løsning

Margrethe Vestager skal allerede i dag have sit mandat fra Folketingets Europaudvalg til finansministermødet på tirsdag, hvor ministrene skal træffe den beslutning om bankunionen, som så skal konfirmeres ved topmødet ugen efter. Regeringen har hidtil stået fast på, at man kun vil være med, hvis deltagelse går hånd i hånd med indflydelse på de beslutninger, der træffes i det nye europæiske finanstilsyn. 

Ifølge Nicolas Véron, der er en verdens førende eksperter inden for finansiel regulering i Europa, er der ingen uoverstigelige problemer i forhold til at sikre Danmark og andre ikke-eurolande, eksempelvis Sverige, en mulighed for at deltage i EU’s bankunion.

”Teknisk og økonomisk mener jeg godt, at det kan lade sig gøre at finde en løsning, hvor ikke-eurolandene deltager i bankunionen, og hvor de samtidig får mulighed for at trække sig fra eventuelle beslutninger, som de er uenige i,” siger Nicolas Véron til Mandag Morgen. 

”Hvordan dette så spiller sammen med ikke-eurolandenes forbehold, ja, det må være op til de enkelte landes jurister og politikere at finde ud af,” siger Véron, der arbejder for de to førende økonomiske tænketanke Bruegel i Bruxelles og Peterson Institute.

[quote align="right" author="Nicolas Véron, Bruegel"]Teknisk og økonomisk mener jeg godt, at det kan lade sig gøre at finde en løsning, hvor ikke-eurolandene deltager i bankunionen.[/quote]

Véron henviser til en model, hvor lande som Danmark og Sverige deltager i et såkaldt tilsynsråd under Den Europæiske Centralbank, men ikke i ECB’s styrelsesråd, der bliver det kompetente beslutningsorgan i sidste ende. Teknikken vil så være, at beslutninger fra tilsynsrådet skal konfirmeres af styrelsesrådet, hvor kun de 17 eurolande sidder. Hvis ikke styrelsesrådet kan acceptere tilsynsrådets beslutning, skal sagen gå om, og her vil ikke-eurolandene så – i hvert fald formelt – have muligheden for at trække sig. 

Når det endelige forslag fra EU-Kommissionen foreligger i næste uge, og EU’s finansministre er blevet enige om det, skal jurister i det danske Justitsministerium afgøre, om der i givet fald er tale om afgivelse af suverænitet i henhold til Grundlovens paragraf 20. Både Vestager og Thorning har hidtil afvist at udtale sig om dette spørgsmål, men topembedsmænd tæt på regeringen vil ikke udelukke, at det kan være tilfældet. 

Pænt involveret

Benoit Coeré, der er medlem af ECB’s seksmands-direktion, sagde tidligere på ugen, at det er ønskeligt, at det nye europæiske finanstilsyn kommer til at omfatte også ikke-eurolande. Og han gjorde det klart, at disse lande vil blive ”pænt involveret” – fairly involved – i beslutningsprocesserne.

Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, har gjort det klart, at Sverige ikke vil blokere for, at de øvrige EU-lande går videre med finanstilsynet. Hans finansminister, Anders Borg, har til gengæld sagt, at den foreslåede løsning med et tilsynsråd, som alligevel i sidste ende er underlagt styrelsesrådet, ikke er godt nok, og at han mener, at der er brug for en ændring af EU’s traktatgrundlag, hvis Sverige skal være med. 

Eurolandene, EU-Kommissionen, ECB og Europa-Parlamentet mener dog ikke, at det er nødvendigt med en traktatændring for at oprette det nye finanstilsyn. I alle disse EU-institutioner lægger man stor vægt på ikke at isolere ikke-eurolandene. Men flere iagttagere påpeger, at det på baggrund af den kommende integration i eurozonen bliver stadig sværere at være medlem af EU uden at være medlem af eurozonen.

”Selv om EU er uendelig tålmodigt, når det handler om at acceptere overgangsordninger, er det ikke bæredygtigt, at en gruppe af permanente outsidere har permanent medbestemmelse. Virkeligheden er, at der ikke findes nogen bæredygtig biosfære, som både er uden for eurozonen og inden for EU,” skrev den ansete tyske kommentator Wolfgang Münchau tidligere i denne uge i The Financial Times.

[quote align="left" author="Wolfgang Münchau"]Selv om EU er uendelig tålmodigt, når det handler om at acceptere overgangsordninger, er det ikke bæredygtigt, at en gruppe af permanente outsidere har permanent medbestemmelse.[/quote]

Nicolas Véron er enig i, at en eventuel løsning for Danmark og Sverige i det europæiske banktilsyn vil være en midlertidig ordning, selv om politikerne næppe vil erkende offentligt, at det forholder sig sådan.

Barrosos store plan 

Danmark og Sveriges aktuelle problemer med deres – i øvrigt indbyrdes forskellige – euroforbehold er resultatet af det historiske integrationsspring, som hovedparten af EU-landene nu står klar til at tage i bestræbelserne på at sikre euroens overlevelse.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fremlagde sent onsdag eftermiddag et oplæg til de meget store forandringer, som skal gennemføres i bestræbelserne på at gøre EU’s Økonomiske og Monetære Union til en ”dyb og ægte” union. 

Det kræver kompetenceoverflytninger fra nationalt til europæisk niveau i et omfang, der indtil for kort tid siden var utænkeligt. 

Ifølge Barroso skal dette foregå i tre tempi:

• De næste 6-18 måneder: Bankunionen indføres, herunder en afviklingsordning for kriseramte banker. En fælles eurozone-pengekasse – et såkaldt konvergens- og konkurrenceinstrument – skal oprettes til brug for eurolande uden for EU27-budgettet.
• 18-60 måneder fra i dag: Eurozonen skal have separat budget og en gældsafviklingsfond med solidarisk hæftelse. Der skal oprettes et egentligt finansministerium for eurozonen under EU-Kommissionen. Skatte- og arbejdsmarkedspolitikker skal harmoniseres i eurozonen. 
• Efter 5 år: Et stærkt føderalt eurozonebudget skal gøre det muligt at omfordele langt større summer inden for Europa. Eurozonen skal kunne udstede euroobligationer med solidarisk hæftelse, når den økonomiske og finanspolitiske styring er tilstrækkeligt stærk.

EU-Kommissionen erkender i det 51 sider lange udspil, at EU’s Økonomiske og Monetære Union hidtil har været for svag til at kunne forhindre fremvæksten af store makroøkonomiske ubalancer inden for eurozonen, og at man ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at håndhæve de såkaldte konvergenskriterier. Samtidig har ECB indirekte været med til at lægge grunden for den aktuelle eurokrise, i og med at man har udvist for stor tillid til statsobligationer fra eurolandene. Dermed har man op igennem 00’erne gjort det muligt for en række lande at nyde godt af et renteniveau, der ikke i tilstrækkeligt omfang afspejlede risikoen ved de pågældende statsobligationer.

Endelig påpeger Kommissionen, at den grænseoverskridende integration i den finansielle sektor i Europa er sket, uden at det reguleringsmæssige setup er fulgt med. Dette førte til, at man overså de systemiske risici, som fulgte med, da storbanker i Europa – herunder Danske Bank og Nordea – ekspanderede uden for deres hjemlande. Det er alle disse konstruktionsfejl i ØMU’en, som den kommende integration skal råde bod på.

For Danmarks og Sveriges statsministre udgør denne proces en stor europapolitisk udfordring. Både socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt og den konservative Fredrik Reinfeldt er klemt mellem de ’nationale’ storbanker, som vil med i bankunionen, og en stadig mere EU-skeptisk offentlighed, der vil slå ned på ethvert forsøg fra regeringscheferne på at ”fifle” med de to landes euroforbehold.