”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den.” Udtalelsen blev fremsat af daværende finansminister Knud Heinesen i en tv-udsendelse den 28. oktober 1979, altså for 35 år siden. Den illustrerede Danmarks skæbnesvangre økonomiske udvikling og en situation, hvor Danmark var tæt på at blive sat under administration af Den Internationale Valutafond. Den blev et nationalt wake-up call og udløste en barsk og skamfuld selverkendelse i hele befolkningen. Pludselig blev der sat ord og billeder på en virkelighed, de fleste havde fortrængt, og pludselig blev det ydmygende forløb forstået af alle. Man fornemmede en bred erkendelse af et ”aldrig mere 1979”.

Der er én god grund til at genkalde sig situationen fra 1979 i dag – 35 år senere. Uden at trække sammenligningen for skarpt op kan der drages visse paralleller til Danmark 2014. Det er i hvert fald berettiget at rejse spørgsmålet, om Danmark har kurs mod en moralsk afgrund. Det er i sig selv et wake-up call, at næsten halvdelen af danskerne i dag skammer sig over den danske udlændingedebat, samtidig med at markant færre er stolte over at være danskere. Den udvikling er især politikernes ansvar. Partierne lefler næsten ensidigt for den indvandrerkritiske del af befolkningen, i håbet om at de her kan kapre sig nogle svingvælgere ved folketingsvalget. Udover at omkring halvdelen af danskerne således ignoreres af politikerne, medfører debatten også en splittelse af danskerne i et spørgsmål, som har store konsekvenser for opfattelsen af Danmark ude i verden samt for mange danskeres nationale selvforståelse.

At vores omdømme er ved at få skrammer, bekræfter tre danske ambassadører – nuværende og tidligere – i denne uges Ugebrev. Samstemmende sender de en meget klar advarsel til de danske politikere: Danmark på vej til at blive opfattet som fremmedfjendsk og selvtilstrækkeligt. Den tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen konkluderer, at Danmark eroderer den politiske prestige, vi igennem årene har opbygget i Europa. Jørgen Ørstrøm Møller istemmer ved at udtrykke sin store frygt for, at Danmark dermed er ved at tabe en række af de muligheder, som globaliseringen åbner for os. Debatten handler nemlig ikke kun om moral, men om økonomisk logik og fornuft. Omverdenen skelner ikke skarpt imellem at begrænse antallet af asylsøgere og andre typer udlændinge. Hvis Danmark først skaber sig et omdømme som et lukket kompetenceland – et land der har nok i sig selv – har det også konsekvenser for tilstrømningen af kvalificeret arbejdskraft.
 

DET MEST BEKYMRENDE er, hvor bredt de politiske partier er enige om strammerkursen. Fra både højre og venstre side af folketingssalen er der politiske signaler om, at indvandring er skidt, farligt og dyrt, og at det er noget, vi i videst muligt omfang skal begrænse. Selv Enhedslisten og De Radikale synes at have glemt, at de tidligere var de indvandringspositive partier.

Udlændingepolitikken er blevet et område, hvor politikere kan overbyde hinanden om at stramme op over for en udefrakommende trussel. Eksemplerne står i kø. Efterårets finanslovforhandlinger, hvor regeringen viste sig som hardlinere over for syriske krigsflygtninge, der vil have børn og ægtefæller i sikkerhed. Venstres udlændingeudspil, der skal lette indvandringen for dem, som ligner os kulturelt, og begrænse indvandringen for dem, der ikke ligner os. Og senest sagen om flygtningene fra Eritrea og mistanken om et politisk pres på embedsværket, som rejser spørgsmålet om, hvor langt vi vil gå som land for at finde argumenter for at afvise torturtruede flygtninge.

Selvom vi ikke som Bulgarien og Grækenland har bygget en fysisk mur for at holde flygtninge- og indvandrerstrømmen stangen, tegner udlændingedebatten et billede af et lukket Danmark, som er gået så langt ned af den indvandrerkritiske vej, at murene til omverdenen rejser sig højere end nogensinde før. Det sker på bekostning af ellers veletablerede værdier som åbenhed og tolerance, der har været med til at give os den velstand, vi lever af i dag.

Intet tyder på, at udlændingedebatten vil ændre sig frem mod det kommende folketingsvalg. For rent taktisk er det et emne, der kan afgøre valget, hvis partierne kan rykke blot de få indvandringsbekymrede svingvælgere mellem rød og blå blok.
 

MEN MED DEN STRATEGI er politikerne også i fuld færd med at splitte Danmark. Meningsmålingen, som vi præsenterer på side 6, tegner billedet af et Danmark, der er splittet på udlændingeområdet. Den ene halvdel ser indvandring som en omkostning og et problem – måske overbevist af politikerne – mens den anden halvdel ser indvandring som en gevinst for landets velstand. Der er solidt belæg for, at Danmarks velstand i vidt omfang kan tilskrives vores historie som en åben økonomi. Det fastslår en hel række eksperter og undersøgelser.

Men det er og bliver det ledige synspunkt blandt politikerne at tale om indvandring som et positivt bidrag til samfundsøkonomien. 46 pct. af danskerne hælder til den opfattelse i vores nye meningsmåling, og virksomhedernes organisation DI er enige med dem. Men ikke politikerne, som dermed både er ude af trit med erhvervslivet og vælgerne, når udlændingedebatten kun drejer sig om at male et billede af Danmark som en indvandrerghetto i forfald.

Selvfølgelig står vi over for en række udfordringer med flygtninge og indvandrere her i landet. Og selvfølgelig kan vi ikke lukke alle ind, der har lyst. Det vil vi ikke få mere velstand af. Men det vil også koste os dyrt, hvis vi tror, at vores egen fremmedforskrækkede debat bliver inden for landets grænser. Det gør den ikke. Og derfor risikerer debatten at slide på Danmarks internationale omdømme.

Det påtrængende spørgsmål er, hvor mange kreative krumspring Danmark er villig til at kaste sig ud i for at holde uønskede udlændinge væk? Hvor trækker vi den moralske grænse, så vi om 25 år kan se tilbage på nutiden uden at skamme os over at være danske? Hvis vi fortsætter og endog accelererer den nuværende kurs kan vi ikke alene se den moralske – eller snarere dobbeltmoralske – afgrund. Vi risikerer også at falde i den. Historisk set vil nutiden blive husket som epoken, hvor Danmark mistede sin uskyld som en værdibaseret nation anført af kort- og snæversynede politikere. Lige nu skriver vi et uskønt kapitel af danmarkshistorien.
 

ET MORALSK DANMARK behøver ikke at være et ”ghettodanmark”, et Danmark uden regler for indvandring eller et Danmark, som går ud i verden med jubelglobalistiske skyklapper på. Naturligvis skal der være en balance, men den eksisterer ikke i den aktuelle debat, og den eksisterer tilsyneladende slet ikke i omverdenens opfattelse af Danmark. Integrationen med fremmede kulturer er et både vigtigt og meget følsomt emne. Den modenhed og det fremsyn, det håndteres med, fortæller meget om det enkelte lands sjæl. Derfor stiller det store krav til det politiske lederskab. Det skal udsende de signaler og foretage de prioriteringer, nationen vil kendetegnes ved. Her er flertallet af danske politikere ikke rollemodeller, men er ved at svigte nogle af de værdier, vi hidtil har troet var indgroet i vores nationale DNA.

Tilbage er kun at bruge julen til at udtrykke et ønske om, at en ”moralens Knud Heinesen” kan sætte ord og billeder på kursen imod den næste afgrund, og at historien også her vil gentage sig: at vi fandt på de løsninger, der både bevarede vores værdier og løste en konkret udfordring. Vi deler den med andre lande, men nogen skal finde ”supermodellen”. Tænk, hvis det var os.