Det kommer ikke til at udløse noget stort blodbad i Danmarks banksektor, når den generelle statsgaranti til bankerne udløber 30. september i år. Staten har nemlig godkendt nye, individuelle garantier for mere end 364 milliarder kr. – svarende til 25 pct. af BNP – der skal støtte sektoren de kommende tre år. Til gengæld kan der vente de mest udsatte banker  en brat opvågnen til de barske markedsrealiteter i 2013, hvor garantierne udløber.

Eksperter mener, at de nye garantier blot har udskudt sandhedens time for en række danske banker med en uholdbar forretningsmodel: Om tre år slukkes respiratoren definitivt, og så må man se, hvem der til den tid har kræfter til at trække vejret selv. Det kan få dramatiske følger – ikke mindst fordi garantierne til mange af pengeinstitutterne udløber stort set på én gang.

“Hvis situationen i pengemarkederne fortsat er anspændt til den tid, er det et potentielt problem, at udløbet kommer som en stor klump om tre år: Alle skal pludselig rejse nye penge samtidig, på et tidspunkt hvor der kan vise sig at være knaphed. Det kan blive en betydelig udfordring,” siger Torsten Bech, senioranalytiker i LD Invest Markets.

Hidtil har alle haft blikket stift rettet mod datoen 30. september 2010. Her udløber statens generelle lånegaranti til bankerne. Men de seneste måneder har ordningens afløser, den individuelle statsgaranti til de banker, der ønsker det, vokset sig stor. Mere end 60 banker – knap halvdelen af landets pengeinstitutter – har modtaget  en garanti. I alt har staten stillet garantier for 364 milliarder kr., hvoraf knap 200 milliarder kr. er udnyttet. Bankerne har hver især søgt om statsgaranti til obligationsudstedelser. For eksempel har Peter Straarup og Danske Bank fået tildelt en garanti på 100 mia. kr., hvoraf man har foretaget udstedelser for cirka 40 mia. kr.

Derfor bliver det slet ikke i dette efterår, at man vil se det store blodbad i den danske banksektor, mener Nykredits topchef, Peter Engberg Jensen: “Det bliver en non-event. Mange har sagt, at det vil ramme de små banker hårdt. Det er som med år 2000, hvor alle ventede på om EDB-systemerne ville gå ned, men det så viste sig, at end ikke det mindste ur i kaffemaskinen fik problemer. Dommedag er aflyst,” siger han.

Til gengæld kan sommeren 2013 allerede nu forudses at blive særdeles varm for dele af den danske banksektor. Inden for en meget kort periode – nærmere bestemt maj-juli – udløber 37 bankers garantier, der samlet løber op i knap 80 milliarder kr. Langt størstedelen er banker i gruppe 2 og 3, der vil have betydeligt besvær ved at rejse penge på egen hånd. Se figur 1.

Partner i Bech-Bruun, advokat Tue Ravnholt Frandsen, der har finanssektoren som speciale, er bekymret på sektorens vegne. “Statsgarantien gør det muligt for en række pengeinstitutter at lave udstedelser, som ellers ikke ville kunne lade sig gøre. Når man udsteder en obligation, der er garanteret af staten, sælger man reelt  samme sikkerhed som ved en statsobligation. Det giver mange mulige købere og en mere favorabel prissætning for den udstedende bank. Men hvad sker der, når garantierne på de større udstedelser udløber? Hvis det stadig er svært for bankerne at rejse penge på det tidspunkt, må det forventes at medføre store vanskeligheder.”

Peter Engberg Jensen forudser, at garantiudløbet vil markere begyndelsen på en helt ny æra for den danske finanssektor. “Man kan ikke længere basere sin forretning på engrosfinansiering i markedet. Fremover vil der være fokus på bankernes egentlige råvare, kundernes indlån. Det bliver tæring efter næring, for der er ikke længere adgang til de markeder, der har finansieret de meget store udlån, som vi har set,” siger han.

Statsgaranti skaber risiko

Heller ikke OECDs eksperter er begejstrede. De advarer i en ny analyse om, at statsgarantierne – ikke kun de danske – holder svage banker kunstigt i live til skade for den samlede finanssektor. Med staten i ryggen kan bankerne rejse den kapital, der er nødvendig for at overleve på kort sigt. Men uden garantien vil døren til kapitalmarkederne være lukket og låst for dem.

“Situationen kan skabe grundlag for stor risikovillighed. Problemet er, at svage banker ikke har noget incitament til at foretage de nødvendige ændringer, når de har en statsgaranti, der giver dem adgang til finansiering,” siger ledende økonom i OECDs finansdivision Sebastian Schich.

I Danmark kan problemet være særlig stort. Ifølge eksperterne har statsgarantierne tjent deres formål ved at sikre bankerne kapital, men det har haft sin pris. En statsgaranteret obligation udstedt af en bank har i markedet samme kvalitet som en statsobligation, hvilket er noget nær det sikreste, man kan investere i. Derfor er markedsaktørerne ikke specielt optaget af, hvilken bank der nu tilfældigvis står bag den pågældende obligation. De er langt mere interesserede i, hvilket land der har stillet garantien.

Den mekanisme har haft utilsigtede konsekvenser: “Relativt svage banker har med stærke staters garantier været i stand til at låne penge billigere end stærke banker med svagere stater som garantistillere, selv når man medregner provisionen til staten. En tysk statsgaranti er mere værd end en græsk statsgaranti,” siger Sebastian Schich.

Mere end 60 pct. af den pris, bankerne betaler for at låne penge i markedet via statsgaranterede obligationer, er udelukkende bestemt af investorernes tillid til det pågældende land. Det viser en dybdegående analyse, som et udvalg under den italienske centralbank har foretaget, og som refereres af OECD. Se figur 2. Kon­kret betyder det, at en svag dansk bank kan låne billigere end en stærk græsk.

Dansk akutberedskab opretholdt

I praksis har den danske stat opretholdt store dele af det finansielle akutberedskab, der blev stablet på benene med bankpakke 1 i efteråret 2008. At der fortsat lader til at være brug for det, illustreres tydeligt af den nye ordnings popularitet. Selv i krisens voldsomste år, 2008-2009, rykkede kun få lande ud med garantier i den størrelsesorden, man nu opretholder herhjemme. Se også figur 3. Man er oven i købet klar til at gå endnu højere. 600 milliarder kr. er der afsat til garantierne.

De små og mellemstore banker er overrepræsenterede i statsgarantiordningen. Mens de mindste banker – den såkaldte gruppe 3 – kun fylder 9 pct. i det samlede banklandskab, tegner de sig indtil videre for 21 pct. af gældsudstedelsen i den nye ordning. De mellemstore banker i gruppe 2 fylder knap 10 pct. i den danske banksektor, men 25 pct. i den statslige ordning. Se figur 4. Af de store banker i gruppe 1 har kun to, Danske Bank og FIH Erhvervsbank, udnyttet den nye garantiordning.

De tegner sig til gengæld for betydelige beløb, hvilket bekymrer flere iagttagere. “Enten har de set en forretningsmodel i det, som ingen andre har fået øje på, eller også har de rent faktisk haft brug for likviditeten til forretningen,” siger en kilde i finansverdenen, der ikke ønsker sit navn frem.

Formålet med den individuelle statsgaranti er at sikre bankerne mod at løbe tør for penge de kommende tre år. Det drejer sig om likviditet til den daglige forretning.  Mange pengeinstitutter har gennem en årrække opbygget indlånsunderskud, hvilket i al enkelhed betyder, at de har lånt mere ud, end kunderne har sat ind. Det samlede danske indlånsunderskud er i dag på knap 350 milliarder kr., hvoraf de helt store banker står for den forholdsmæssigt største del.

De manglende midler har man hentet på kapitalmarkederne, hvor der i årene op til krisen var billige lån til overflod. Men den situation ændredes brat med krakket i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers. Begivenheden fik markederne til at lukke fra dag til dag. Siden er der igen kommet gang i handlen med penge bankerne imellem. Men den foregår nu på helt andre præmisser. Viljen til at låne ud til små aktører er mindre, og priserne er væsentligt højere.

Mange danske pengeinstitutter, særligt de mindre, har formået at skære en del af indlånsunderskuddet væk. Men på det punkt kan billedet ændre sig 30. september. Fra den dag garanterer staten ikke længere ubegrænset for bankkundernes indskud, men sætter et loft på 750.000 kr. Den usikkerhed kan få mange kunder til at søge mod banker, der fremstår som mere sikre, typisk de største. Det kan skabe nye ubalancer i en række bankers forhold mellem indlån og udlån.

Det er denne situation, man har forsøgt at forberede sig på med den individuelle garantiordning. Nu har bankerne fået tre år til at finde ud af, hvordan de i fremtiden skal skaffe penge til at drive forretningen. Og ligningen er sådan set meget enkel: Enten skal der kapres nye indlåns­kunder, eller også skal der skæres i udlånene. Hvis man ikke formår det, kan udløbet af garantien blive noget af en gyser.

Sig selv nok

Der eksisterer dog også en tredje mulighed: at slå sig sammen med naboen. Finansrådets formand, Peter Straarup, har for nylig forudsagt, at antallet af bankfusioner vil "accelerere” efter 30. september. Tidligere har daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og nationalbankdirektør Nils Bernstein været ude med barske meldinger om, at antallet af pengeinstitutter i Danmark bør reduceres drastisk. Der er i dag ca. 130 banker i Danmark. Siden begyndelsen af 1990’erne er antallet blot faldet med 5-10 stykker om året. Og mange steder har man først konsolideret sig, når det ikke var til at komme uden om.

Torsten Bech i LD Invest Markets tror da heller ikke på, at fusionerne vil skylle ind over bank-danmark efter 30. september. “Konsolideringen kan blive en proces, der kommer til at at tage noget tid. Vi får sandsynligvis nogle lokale sammenlægninger at se. Men ikke alle har lige meget lyst til det. Mange føler stadig, at de har en berettigelse som selvstændig bank i det lokalsamfund, som de servicerer, og man vil meget gerne holde fast i den konstellation,” siger Torsten Bech. Overordnet set er hans forventning dog, at bankerne selv vil være i stand til at løse problemerne inden for de kommende tre år.

Spørgsmålet er, hvad der skal få konsolideringen i gang. De fortsatte usikkerhedsmomenter i horisonten – både for finanssektoren og for verdensøkonomien som helhed – har indtil videre fungeret som en stopklods. Et scenarie, hvor de største banker opsluger de mindre, er meget langt fra den nuværende situation, mener Tue Ravnholt Frandsen fra Bech-Bruun. “Der tales bredt om et udtalt behov for konsolidering. Men de mindre banker eller sparekasser skal selv se en fordel ved en eventuel konsolidering, mens de større banker på samme tid skal have incitamenter til egentlige opkøb. Særligt det sidste ser ikke ud til at være tilfældet lige nu og her, idet de største banker ser ud til at forholde sig afventende,” siger Tue Ravnholt Frandsen. Det sidste store opkøb kom da Nykredit opslugte Forstædernes Bank. Finanskoncernen fik dog store dele af banken galt i halsen, da kreditbøgerne viste sig at indeholde en række ubehagelige overraskelser, der kostede uventede milliardnedskrivninger for Nykredit. Efterfølgende har større banker ventet til potentielle opkøbsmål har været en tur gennem filteret i statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, hvor de dårlige forretninger kan sies fra, sådan som det var tilfældet, da Nordea slugte dele af den kollapsede Fionia Bank.

Fra politisk hold er tonen da også blevet mere afdæmpet, siden Lene Espersen i 2008 sagde, at der blot er plads til 14 banker i Danmark. Den nuværende minister på området, Brian Mikkelsen, udtrykker sig en hel del mere forsigtigt. “I dag er det danske banklandskab præget af nogle få meget store, en håndfuld mellemstore samt rigtig mange mindre banker.  Sådan tror jeg, det vil være mange år fremover. Kunderne vil fortsat kunne vælge mellem at være kunde i en stor eller mindre bank.  Jeg tror dog fortsat, at vi vil se et mønster, som vi har set gennem de seneste 30 år, med en tendens til flere banksammenlægninger,” siger han.

EU strammer garanti-skruen

Ligesom OECD har EU-Kommissionen været bekymret for det tidspunkt, hvor de enkelte landes garantier udløber. Patienten skal så at sige helst kunne trække vejret selv, i det øjeblik man slukker for respiratoren.

Det handler i sidste ende om den finansielle stabilitet i Europa. Det er nødvendigt at bringe de seneste års undtagelsestilstand til ophør, før den gør mere skade end gavn. EU har hvert halve år skullet godkende en forlængelse af det danske garantiprogram, og i juli måned måtte man stramme op med krav om højere provisionsbetaling til staten samt en såkaldt long term viability report – en redegørelse for, hvordan ansøgeren agter at overleve i den barske finansvirkelighed, der venter, når garantien udløber.

Rygterne om nye EU-krav fik allerede i januar Lene Espersen op af stolen. Hun opfordrede straks bankerne til at få skrevet deres ansøgninger og foretaget deres udstedelser, inden stramningerne kom. Resultatet er, at størstedelen af bankerne nåede at komme med i ordningen, inden EU skruede op for priserne. For størstedelen af de banker, der har fået garantier, ville EUs krav betyde en ca. 50 pct. højere betaling til staten.

At politikerne er pinligt opmærksomme på bankernes følsomme situation, blev tydeliggjort, da dagbladet Børsen for nylig kunne afsløre, at staten har stillet særlige betingelser til en række pengeinstitutter. Præmieeksemplet er Amagerbanken, hvis skæbne formentlig bliver klar i løbet af næste uge. Her har Finansiel Stabilitet krævet, at ledelsen rejser 750 millioner kr. til at sikre bankens drift, før man vil give en statsgaranti på 13,5 milliarder kr. Også i andre tilfælde har bankerne måttet acceptere særlige vilkår. Det gælder Morsø Bank, Eik Bank og it-milliardæren Erik Damgaards private Cantobank.

Brian Mikkelsen er fortrøstningsfuld, når det gælder banksektorens fremtid. Og han gør det klart, at den ikke skal regne med flere statsgarantier efter 2013:

“Det er min klare forventning, at institutterne nøje overvejer deres likviditetsbehov og får det dækket, mens tid er. Med den generelle statsgarantiordning gav vi bankerne en timeout, så de kunne få orden i økonomien. Det er ikke mit indtryk, at det har været en sovepude for dem. Det er min klare forventning, at bankerne vil bruge de næste 3 år til at forberede sig på en situation helt uden statsgarantier. Det er tid til, at den finansielle sektor igen skal stå på egne ben på markedsmæssige vilkår,” siger han.

REFERENCER:

• Aviram Levy & Sebastian Schich: The Design of Government Guarantees for Bank Bonds: Lessons from the recent Financial Crisis. OECD Financial ­Markets Trends 2010/2
• Panetta F., Faeh T., Grande G., Ho C., King M., Levy A., Signoretti F. M., Taboga M. and Zaghini A.: An Assessment of Financial Sector Rescue Programmes. Bank of Italy Occasional Papers No. 47 samt BIS Paper no. 48.