Demokratiet i Danmark lever og har det godt.

Sådan lød den enkle og opløftende vurdering, da en gruppe forskere tilbage i 2003 konkluderede på den ind til da mest omfattende analyse af magt og demokrati i Danmark, forskningsprojektet Magtudredningen.

I dag er de samme forskere noget mere forbeholdne i deres vurdering.

”Dengang havde vi svært ved at finde pessimismen frem. I dag er det blevet lidt sværere at finde optimismen frem,” siger den ene af de i alt fem forskere i projektets forskningsledelse, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen. Se tekstboks.

Kun to af de fem forskere fra forskningsledelsen, Jørgen Goul Andersen og Peter Munk Christiansen, arbejder i dag med de emner, som indgik i Magtudredningens konkluderende analyse.

Og de to er enige.

Magtudredningens overvejende positive billede af demokrati og magt i Danmark er blevet lidt mindre positivt. Over for Mandag Morgen har de ud fra hver deres fortsatte forskning indvilliget i at udpege en række udviklingsforløb, der siden 2003 har kastet skygger over demokratiets tilstand.

Selv om der kun er gået 13 år, siden de var med til at sætte sidste punktum for konklusionerne på Magtudredningens arbejde, er der meget store forskelle på situationen i 2003 og i dag.

Jørgen Goul Andersen fremhæver, at vælgernes tillid til politikerne i begyndelsen af 00’erne var høj som aldrig før. Med Venstres Anders Fogh Rasmussen som statsminister nærmede regeringen sig med store skridt befolkningens ønske om at stramme udlændingepolitikken. Et emne, der også dengang satte dagsordenen for den politiske diskussion. Samtidig befandt Danmark og den vestlige verden sig midt i en langvarig økonomisk højkonjunktur.

I dag, efter den mest omfattende økonomiske krise siden 2. Verdenskrig, er tilliden til politikerne faldet markant. Se figur 1.

Stigende utryghed bag tillidsfald

Når Goul Andersen skal forklare den faldende tillid til, at politikerne træffer de rigtige beslutninger, handler det om meget mere end den økonomiske krise.

Tilliden og vælgernes tilfredshed med de politiske beslutninger bliver påvirket af den økonomiske situation. Men derudover har Goul Andersen kunnet vise, at også den enkeltes sociale tryghed spiller ind på, om han eller hun mener, at politikerne træffer de rigtige beslutninger. Det bygger professoren på data fra Trygfondens tryghedsmålinger, der er blevet gennemført siden 2004.

Og her er det bemærkelsesværdige resultat, at stadig flere danskere føler sig utrygge.

Ser man på den andel, der føler sig utrygge i deres hverdag, er den steget fra et meget lille niveau på 2,6 pct. tilbage i 2004 til nu 17,7 pct. Det svarer til, at hver sjette voksne dansker i dag føler sig utryg i sin hverdag. Se figur 2.

Dykker man ned i tallene, viser det sig, at der er meget store forskelle på, hvem der i stigende grad føler sig utrygge. Her stikker de ikke-faglærte og dagpengemodtagerne ud som de to grupper, hvor andelen af utrygge er steget mest.

At det netop er de to grupper, er der flere forklaringer på. En forklaring handler om den stribe af reformer, der siden 2006 har skullet øge arbejdsudbuddet.

”Der er strammet op på dagpengene, førtidspensionerne og kontanthjælpen, og det betyder, at flere folk kan komme ud i en økonomisk set presset situation. Det sociale sikkerhedsnet er blevet markant ringere for syge og arbejdsløse. Hvis man er slidt, eller hvis helbredet ikke længere er det bedste, kan folk i en helt anden grad komme ud i en presset situation. Reformerne er navnlig vedtaget siden 2010,” siger Goul Andersen.

Han peger på, at den sociale utryghed før 2010 først og fremmest skyldtes en frygt for indbrud, mens der ligger sociale faktorer bag den stigende utryghed efter 2010.

Tidligere var der ikke nogen stærk sammenhæng mellem graden af tryghed i hverdagen og så mistillid over for politikerne. Men her er der sket en ret pludselig ændring, så der nu er en sammenhæng mellem ens personlige følelse af utryghed og den politiske mistillid.

”I dag er politisk mistillid i højere grad betinget af ens personlige utryghed end tidligere,” siger Jørgen Goul Andersen.

Sat på spidsen har den lange række af reformer og den stigende konkurrence om særligt ikke-faglærte job ramt den samme del af befolkningen.

Samtidig mærker de grupper ikke meget til den generelle velstandsstigning i samfundet. Skattereformer har siden 00’erne først og fremmest tilgodeset den bedst lønnede tiendedel af befolkningen. Siden 2003 er deres indkomster steget markant mere end de lavest lønnede 10 pct. af befolkningen. Se figur 3.

Op gennem 00’erne er de lavest uddannede blevet lidt mere pressede, og det smitter af på den politiske tillid. Det giver de bl.a. udtryk for ved at stemme på partier ude på fløjene.

Blandt vælgere mellem 30 og 59 år, altså aldersgrupper, der normalt er på arbejdsmarkedet, stemmer et stort flertal med årsindtægter på under 200.000 kr. enten på Dansk Folkeparti eller på partier til venstre for Socialdemokratiet.

Deres stemmer styrker altså de partier i Folketinget, der mest højlydt kritiserer den til enhver tid siddende regering. Det er også de partier, der endnu ikke har påtaget sig et regeringsansvar, hvis man ser bort fra SF.

Akademikere på tinge

Ser vi på Folketingets sammensætning, springer det også i øjnene, at medlemmerne samlet set har færre erfaringer fra forskellige dele af samfundet. Et eksempel er, at færre ikke-faglærte og faglærte personer bliver valgt til Folketinget.

Den udvikling har fundet sted i en årrække, og selv om lidt flere faglærte og ufaglærte opnåede valg til Folketinget i 2015, er deres andel fortsat lavere, end den var i 2001. Omvendt har stadig flere MF’er en akademisk uddannelse, når de sætter sig i folketingssalen.

”Jeg er stolt, hver eneste gang en af vores kandidater bliver valgt til Folketinget. De er dygtige og kvalificerede, men der bliver bare flere og flere medlemmer med en akademisk baggrund, og det er jo ikke repræsentativt for hele befolkningen,” siger Peter Munk Christiansen, professor og institutleder for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han er med til at uddanne nogle af de cand.scient.pol.er, der ender i Folketinget.

Efter valget i 2015 er mere end halvdelen af Folketingets medlemmer akademikere. Se figur 4.

”Det er ikke rigtigt, at akademikerne ikke repræsenterer folk, men de repræsenterer bare ikke alle befolkningsgrupper. Jeg er betænkelig over for den udvikling i repræsentativiteten, der giver et fravær af erfaringer, der er samlet op mange steder i samfundet,” siger han.

Når mere end hvert andet medlem af Folketinget har en akademisk uddannelse, er det en klar overrepræsentation i forhold til akademikernes andel af befolkningen. I 2015 havde godt en halv million dansker en akademisk uddannelse, hvilket svarer til næsten ti pct. af befolkningen.

Ministerierne lukker dørene

Op gennem 00’erne har den politiske proces ændret karakter. Hvor større reformer eller lovgivningskomplekser tidligere blev vedtaget efter et omfattende og offentligt forarbejde, er dørene til den forberedende del af beslutningsprocesserne blevet lukket til.

Det er alvorligt, fordi man ofte får mere indflydelse, jo tidligere man involveres i en beslutning.

”Det er meget markant, at den første og forberedende del af den politiske beslutningsproces bliver stadig mere lukket. Man er stort set stoppet med at bruge udvalg og kommissioner til at forberede lovgivning,” siger Peter Munk Christiansen.

Han nævner som eksempel to af de seneste tiårs helt store reformer, strukturreformen fra 2007 og dagpengereformen fra 2010. Strukturreformen reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98, nedlagde de dengang 14 amter og oprettede som erstatning fem regioner. Dagpengereformen skar dagpengeperioden fra fire til nu kun to år.

I begge tilfælde var der tale om store reformer med konsekvenser for mange borgere. Netop derfor kan en åben beslutningsproces gøre det usikkert, om den slags reformer overhovedet kan vedtages.

”Der kan være gode grunde til at forberede reformerne i lukkede fora. Man undgår f.eks., at nogle mobiliserer mod reformer eller lovgivning. Men det betyder også, at man får lavet nogle indgreb, som kan virke meget voldsomme,” siger han.

Protesterne mod den meget omstridte dagpengereform prægede Folketingets arbejde i fem år efter vedtagelsen, dvs. helt frem til 2015. Også indgrebet i folkeskolelærernes konflikt tilbage i 2013 præger stadig arbejdsmiljøet på mange skoler.

”Embedsmænd og regeringer er blevet gode til at gennemføre reformer, men der er en pris, for det sker på bekostning af befolkningens inddragelse,” siger Peter Munk Christiansen.

Samtidig med at skiftende regeringer, ministre og embedsmænd lukker dørene til de tidlige faser af deres beslutningsprocesser, har Folketinget gjort det sværere for offentligheden at se embedsmændene over skulderen.

Det skete f.eks. i forbindelse med revisionen af Offentlighedsloven, der blev vedtaget i begyndelsen af 2014. Den blev markedsført som en udvidelse af offentligheden, men praksis har vist, at det omvendte er tilfældet. Siden 2014 er det blevet markant sværere for journalister og andre at få indsigt i ministeriernes beslutningsprocesser.

”Man rækker i mindre grad ud til samfundet. Det har gjort Danmark mere regérbart, men man lytter også i mindre grad til forskellige aktører i samfundet,” siger Peter Munk Christiansen.

Politikerne spinner løs

Samtidig med at politikerne har lukket beslutningsprocesserne, er der også sket en ændring i den måde, de kommunikerer deres budskaber på.

Politikerne vil, som mennesker er flest, helst tale om alt det gode, de vil gøre. Det betyder så også, at der er mindre fokus på konsekvenserne. Og med det, bliver det som vælger sværere at få styr på, hvad der egentlig foregår.

Og lige præcis den tilgang har politikerne raffineret gennem de seneste 10-15 år.

På linje med både blå og røde regeringsforgængere er trekløverregeringen god til at få nye bevillinger til at lyde af ekstra meget.

Når regeringen f.eks. siger, at den afsætter godt 2 milliarder kr. til den seneste kræftplan, er der ikke tale om ekstra 2 milliarder kr., men reelt kun om ekstra 500 millioner kr. om året i de kommende 4 år. År for år er den ekstra bevilling altså noget mindre end det flotte beløb på de 2 milliarder kr.

Den måde at præsentere sine initiativer på blev introduceret af statsminister Anders Fogh Rasmussen i valgkampen op til folketingsvalget i 2005, hvor Venstre fremlagde en velfærdspakke med store nye milliardudgifter. Men helt som i tilfældet med kræftpakken var de mange ekstra milliarder penge, der skulle betales over en årrække. Delte man beløbet ud på de enkelte år, ville det i realiteten være en lidt lavere stigningstakt i udgifterne til velfærd end hidtil.

På den måde blev en reel årlig besparelse markedsført som en markant ekstrainvestering, fordi man lagde de små årlige milliardbeløb sammen til store samlede beløb over en årrække.

”Jeg kan godt forstå, at man taler om det postfaktuelle samfund, for politikerne spinner meget. Det er simpelthen svært for folk at vide, hvad de skal tro på,” siger Jørgen Goul Andersen.

Undersøgelser viser, at vælgerne efterlyser mere autenticitet fra politikernes side. Der er dog, siger Goul Andersen, ikke den store forskningsmæssige viden om, hvordan spin reelt virker.

Et andet eksempel stammer fra regeringsgrundlaget, der både vil finde penge til at sænke skatterne og forbedre kernevelfærden. Der skal med andre ord være råd til det hele, altså både skattelettelser og mere velfærd. Det er med variationer det tema, som Venstre er gået til valg på siden 2001.

Træder man et skridt tilbage, lyder det da næsten også for godt til at være sandt.

Regnestykket denne gang ser i al fald sådan her ud: Regeringen lægger op til, at udgifterne til velfærd kan stige med 0,3 pct. om året. I praksis er de ekstra 0,3 pct. bare ikke penge nok til at betale udgifterne til det stigende antal ældre i samfundet. De økonomiske vismænd har således beregnet, at der skal afsættes omkring det dobbelte, altså ca. 0,6 pct. for bare at følge udviklingen i demografien. Dertil kommer yderligere udgifter som følge af, at befolkningen om ti år vil forvente en bedre service end i dag, og at de offentlige tilbud til de ældre følger med den almindelige udvikling af velstanden. Også det vil koste ekstra.

Der mangler altså nogle milliarder et eller andet sted for bare at opretholde den service.

Det gode spørgsmål er så, hvordan befolkningen vil reagere, når de kan se, at den offentlige service ikke udvikler sig i takt med hverken behov eller forventninger.

”Vil de ressourcestærke vælge at betale lidt ekstra og måske købe private løsninger til deres egne forældre for at få en tilfredsstillende service? Det skulle undre, om ikke der vil opstå et marked for kvalitetsvelfærd på for eksempel ældreområdet. Det kunne også ske på skoleområdet. Men sådanne diskussioner har været helt fraværende i den politiske og offentlige debat,” siger Jørgen Goul Andersen

Siden Magtudredningen afleverede sin afsluttende rapport om ’Magt og demokrati i Danmark’ tilbage i 2003, har udviklingen budt på markante nyskabelser og markante brud med den hidtidige udvikling.

Befolkningens tillid til, at politikerne træffer de rigtige beslutninger, er faldet. Det er sket, samtidig med at en række reformer har påvirket særligt de kortuddannedes hverdag. De er i dag den mest pressede gruppe i befolkningen.

Samtidig har også det politiske liv på Christiansborg ændret karakter.

”Set fra et demokratisk synspunkt er der kritiske træk ved udviklingen. Hvis vi skulle skrive en ny udredning, tror jeg, at vi skulle sætte mere fokus på de kortuddannedes og de lavtlønnedes hverdag. Vi skulle også se mere på borgere med et skrantende helbred. Ingen af de grupper ved vi nok om i dag,,” siger Goul Andersen.

Punkt nummer to kunne så handle om politikkens professionalisering og lukkethed, og hvordan det udvikling opleves af befolkningen.