Danske politikere er spændt fast mellem manipulationer og modeller. Fra den ene side presses de af spindoktorer og kommentatorer, der konstant forsøger at reducere politik til magtspil og personsager. Fra den anden side presses de af Finansministeriets stive økonomiske modeller, der tager for givet, at udviklingen i en global markedsøkonomi og 5,5 million danskeres daglige adfærd kan forudses ud fra ældgamle økonomiske modeller.

Tragedien i dansk politik er, at politikerne får sværere og sværere ved rive sig fri af dette krydspres. Det hører efterhånden til sjældenhederne, at det politiske lederskab sætter en offensiv dagsorden, der rækker ud over de små lappeløsninger og symbolske markeringer. Og det har Danmark et mere og mere presserende behov for.

Manipulation og modeller

I den forløbne uge indledte skattesagskommissionen sit arbejde med afhøringer af spindoktorer og repræsentanter for sensationspressen. Kommentatorer har spået, at sagen kan få historisk stor betydning. Men den har minimal effekt på borgernes dagligdag, og det er mere end usikkert, om vælgerne vil lade sig påvirke.

Skattesagen har fyldt meget på de seneste ugers forsider og nyhedsflader. Men en måling i Politiken afslørede i torsdags, at det har flyttet forsvindende få vælgere.

I de kommende måneder er risikoen, at en sag om det interne magtspil i en lille elite på og omkring Christiansborg vil hvirvle så meget støv op i offentligheden, at det ender med at skygge for debatten om de store politiske og økonomiske reformudfordringer, det danske samfund står overfor.

Det var også ugen, hvor regeringens samlede forslag til finanslov blev fremlagt. Men allerede efter få dage var regeringens rosenrøde vækstforventninger lagt i ruiner. Danmarks Statistik kunne præsentere nye tal, der viser, at Danmark har kurs mod en ny recession med minusvækst på 0,5 pct. i andet kvartal af 2012, og at ledigheden er steget.

Både finansminister Bjarne Corydon og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har forsøgt at tale sig uden om realiteterne. De mener blot, at der er tale om et kortvarigt afbræk med svagt aftagende aktivitet, og stoler trygt på de økonomiske modelberegninger fra ministeriets folk.

Men sagen er, at virkeligheden hver dag sprænger rammerne for de økonomiske modeller. De er ikke længere i stand til at tolke de moderne forbrugeres adfærd og opfange de turbulente konjunktursvingninger i den kriseramte globale økonomi.

Som Newtons fysik er modellerne glimrende til at beskrive en stabil og langsom verden. Men i en dynamisk verden med kreativ destruktion, turbulente uligevægte og lynhurtige stemningsomsving kommer de til kort. Derfor formåede økonomerne ikke at forudsige finanskrisen. Derfor så de ikke dens dybde og alvor, da bankerne begyndte at krakke. Og derfor forstår de ikke i dag de katastrofale konsekvenser, den kan få i de kommende år:

Danmark og mange andre europæiske lande risikerer en historisk langvarig nedskrivning af værdierne, fordi staterne, bankerne, virksomhederne og forbrugerne sparer i stedet for at investere i fremtidens vækstmuligheder. Forbrugerne er øjensynlig mere fremtidsbekymrede end politikerne. Og det øger i sig selv risikoen for en langvarig økonomisk nedtur. Ligesom det var tilfældet under Den Store Depression i 1930’erne – og senere under den langvarige japanske krise – skaber den svigtende forbrugertillid en ond cirkel, hvor bekymringen bliver en selvopfyldende profeti.

Når alle sparer op, rammer det væksten, og virksomhederne må fyre i stedet for at hyre. Det giver efterspørgslen endnu et hak nedad og suger økonomien ind i en negativ spiral. Det gælder ikke bare i Danmark. Man kan allerede se tegn på, at også de asiatiske højvækstøkonomier nu er ved at blive ramt af krisens sideeffekter.

Finansministeriets økonomiske modeller har leveret mange fejlskøn både før og under finanskrisen, og det er på høje tid, at politikerne frigør sig fra disse modeller. I det mindste kunne man bede modelmagerne åbent at fremlægge alle de forudsætninger, som de lægger til grund for deres beregninger, så andre – eksterne tænke tanke eller uafhængige økonomer – kan få mulighed for at analysere og gennemregne det på nye måder.

Behov for reformer

Den værste tillidskrise er dog ikke den økonomiske, men den politiske. Danskerne skifter parti hurtigere og hyppigere end nogensinde – og dét er svært at fortænke dem i, når politikerne i så høj grad lader sig styre af økonomer og spindoktorer. Danskerne kan med rette få det indtryk, at politik handler mere om personsager og teknokratisk håndværk end visioner for samfundet. Og i den optik er der ikke mange grunde til, at det ene parti skulle være bedre end det andet.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt sin første nytårstale, sagde hun til danskerne, at 2012 blev året, hvor vi skulle træffe svære og nødvendige beslutninger, der ”kan måle sig med de sværeste i vores historie”. Men regeringen virker i dag handlingslammet, og finansloven vil næppe gøre den store forskel, fordi den bygger på forkerte og alt for optimistiske forudsætninger om fremtiden. Arbejdsløsheden risikerer at stige, fordi væksten bliver langt mindre eller ligefrem negativ, og kickstarten ligner et fatamorgana, som selv den dygtigste spindoktor ikke kan tale sig ud af.

Skattereformen endte som en minimalreform, fordi den kun påvirker arbejdsudbuddet med få tusinde personer – og gennemsnitsdanskerens økonomi med få hundrede kr. om måneden. Og den reform, som Mette Frederiksen præsenterede i den forløbne uge, er meget betegnende blevet døbt ”akutpakken”. Det er også meget dækkende for mange af de andre reformer, som lancerer midlertidige løsninger på permanente problemer.

Nationen har brug for omfattende samfundsreformer, hvis vi skal rykke ud af mange års vækstkrise og forny den kostbare velfærdsmodel. Men regeringen har stadig ikke givet et langsigtet og visionært svar på udfordringen. I regeringsgrundlaget sidste år var der ansatser til det, men siden er man stødt på grund, og regeringen savner øjensynlig et strategisk og visionært kompas, der kan løfte den op over de elendige meningsmålinger og de modeløkonomiske beregningers tyranni, der efterhånden sætter dagsordenen for alle initiativer.

Der er mange muligheder for at gå andre veje, og nytænkningen af den danske vækstmodel ud fra ambitiøse og langsigtede målsætninger om bæredygtighed kunne måske genskabe tilliden til fremtiden og begejstre vælgerne. Omstillingen væk fra den fossile energiøkonomi er et spændende og vækstskabende projekt, der kræver enorme mængder politisk kapital og massive milliardinvesteringer i et omfang, som der ikke er plads til i de gammeldags og traditionelle modeløkonomiske beregninger. Politikerne må snart frigøre sig fra fortiden og tænke ud af boksen. Men tør de?