Den store långiver varsler kontrolleret afvikling af mange landmænd

Bent Andersen er manden, der kan afgøre et stort antal danske landmænds skæbne de kommende år. Som adm. direktør for DLR Kredit sidder han på 90 mia kr. realkreditlån til det kriseramte erhverv – svarende til en tredjedel af det samlede realkreditudlån til landbruget.

Hvor dyb er krisen i dansk landbrug?

”Den er dyb. Landbruget har ikke tjent penge inden for de seneste to år, og det gælder alle produktionsgrene. Men der er ikke tale om et generelt sektorproblem, det er et strukturelt problem, hvor en del landmænd skal ud af erhvervet. De er ikke så effektive, som de burde være, de har investeret kraftigt, lavet spekulative forretninger og stiftet for meget gæld. Mit mest kvalificerede gæt er, at ca. 8-10 pct. af produktionslandbrugene vil forsvinde over de næste 3-4 år, det vil sige cirka 800-1000. I mit verdensbillede vil udskilningsløbet ske i løbet af 2010 og 2011. Vi skal tilbage til de gamle dyder med fokus på driften, og vi er overbeviste om, at der også i fremtiden vil være et effektivt landbrug i Danmark, der vil være i stand til at afsætte en stor del af produktionen på eksportmarkederne.”

Hvordan håndterer det finansielle Danmark krisen i landbruget bedst?

”Vi skal alle sammen – både realkredit- og pengeinstituitter – have det berømmelige is i maven, så landmændene kan komme ud af erhvervet, uden at det sker dramatisk. Det er vigtigt, at alle ikke lukker på samme tid, og der pludselig er 200 gårde til salg på Fyn. Derfor skal vi gennem en periode, hvor vi må lave særlige foranstaltning for at sikre en rolig afvikling. Vi kan indefryse renter. Vi kan være nødt til at akkordere gæld for nogle landmænd. En mild form vil være at lade afdragene på landmandens lån bortfalde i en periode på 2-3 år. Mere brutalt er selvfølgelig en tvangsauktion, eller at vi overtager ejendommen. Alle i det finansielle landskab tager situationen meget alvorligt. Hvis ikke man gør det, så skal Finanstilsynet nok hjælpe med processen, når de kommer på besøg.”

Hvad er forudsætningerne for at få landbruget ud af krisen?

”Større dele af verdens befolkning skal få lyst til at spise kød og drikke mælk, så afregningspriserne kan komme op. Vi ved jo, at der bliver flere og flere mennesker på jorden, middelklassen i Kina, Indien og Brasilien vokser, og flere af dem får råd til at købe danske produkter. Danmark har altid været dygtig til at eksportere. Det meget afgørende er forholdet mellem foderpriserne, der skal være lave, og priserne på kød og mælk, som skal stige. Og det er vi begyndt at se små tegn på nu. Samtidig vil vi nok se brugene blive større, så der er en større sandsynlighed for, at de kan få en effektiv og rentabel drift.”

Realkreditselskabet DLR Kredit ejes af 99 lokale og regionale pengeinstitutter landet over. Det samlede udlån er på 130 mia. kr. 90 mia. kr. er relateret til landbruget.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu