Derfor er middagen ikke en privat sag

Der er et tankevækkende paradoks i sommerens debatter om fødevarer og fødevaresikkerhed. Med god grund trækker den forløbne uges rullepølseskandale med 12 dødsfald de store overskrifter. Og lige så begrundet drøftes skærpede sikkerhedsregler, udover at virksomheden blev lukket med øjeblikkelig varsel.

Madkampen

Vi er ved at spise Danmark ihjel. Hvert år koster vores usunde madvaner tusinder af menneskeliv og samfundet milliarder. Maden er ikke længere en privat sag, men et fælles problem, som mange har ansvar for. Mandag Morgen kortlægger madkampen – i supermarkedet, landbruget, fødevareindustrien, skolen, familien, kantinen – og samler et katalog af løsninger, der kan få danskerne til at leve sundere. 

Få uger forinden gik fødevareminister Dan Jørgensen i offentligheden med et budskab, der handlede om at forebygge tusinder af unødvendige dødsfald, nemlig ved at satse på en sundere madkultur. Men her overskred han åbenbart nogle grænser til privatsfæren. Fra mange kanter, ikke mindst borgerlige partier, var svaret, at danskerne skal have lov til at spise sig ihjel, hvis de selv ønsker det. Det skal staten ikke blande sig i. Køleskabet med indhold tilhører den helt private ejendomsret. Trukket hårdt op: Uagtsomt manddrab med fødevarer er en straffesag. Selvmord er en privatsag, uanset midlet.

Indrømmet, der er forskelle. Den umiddelbare forskel handler netop om gener, der påføres udefra, og gener, vi påfører os selv. I sidste tilfælde er rammerne vide, og frihedsgraderne store. Og uden tvivl for store. Dybest set er ens adfærd og behovstilfredsstillelse ikke kun et personligt valg. Summen af dårlige vaner bliver hurtigt et kollektivt problem – en udfordring for alle. Det findes der stadig flere eksempler på. Rygerne har f.eks. oplevet, hvordan deres behov bliver stadig sværere at opfylde. De presses ud af kontorer og bygninger og måske ud af deres job. Rygning er med andre ord et personligt forbrug, som politikerne og store dele af samfundet af en række sundhedsmæssige årsager sætter stadig strammere regler for.

[quote align="left" author=""]Et næste skridt kunne være, at ministeren initierer et projekt, der samler alle dele af fødevaresektoren omkring en fælles vision og strategi for, hvordan vi kan øge madglæden uden at risikere helbredet.[/quote]

Det samme sker på et overordnet internationalt niveau, nemlig omkring forbruget af samfundets ressourcer. Vi har et kolossalt og hastigt stigende overforbrug af klodens naturressourcer – så stort, at det kræver mindst tre kloder at stille vores tilsyneladende umættelige sult på en ressourcekrævende livskvalitet. Det er en sult, der rammer alle naturarsenaler – det være sig af vand, kød eller andre livsfornødenheder eller de råvarer og metaller, der er byggeklodserne i fremtidens samfund. Derfor tvinges politikerne og det ganske samfund til at begrænse vores frihedsgrader og på en række områder gribe stærkt ind i det private forbrug og vores ret til selv at bestemme, hvordan vi vil leve.
 

INDGREB I MADKULTUREN og det, vi spiser, er et logisk, forudsigeligt og nødvendigt skridt i den udvikling. Statistikken begrunder i skræmmende tal behovet for en “madrevolution” – en revolution, der kan udfordre og forhåbentlig ændre vores spisevaner. Det fremgår bl.a. af Mandag Morgens analyse side 6, at 2.200 danskere dør årligt, alene fordi de har et overforbrug af mættet fedt. Her tegnes billedet af spisevaner, der har en række direkte og indirekte effekter på folkesundheden, dødeligheden og middellevetiden, og som kommer til udtryk i et hastigt voksende antal livsstilssygdomme som bl.a. diabetes og kræft. Lægges de samfundsøkonomiske konsekvenser sammen, når vi hurtigt voldsomme milliardbeløb. Tilbage i 2006 kostede diabetes det danske samfund over 30 milliarder kr., og det tal er i hastig vækst.

Med andre ord: Individets personlige levevis og madvaner belaster ikke kun den enkeltes fysiske helbred, men hele samfundets økonomiske helbred. Konsekvensen er åbenbar, nemlig en stærk begrænsning i samfundets frihed til at prioritere sine ressourcer. En fortsættelse af den nuværende udvikling vil over de kommende år båndlægge så store beløb til at behandle og kurere selvpåtvungne livsstilssygdomme, at det i tilsvarende grad begrænser muligheden for at forny og forstærke en række af samfundets kerneydelser. Det gælder såvel det generelle velfærdsniveau som de generelle vækstbetingelser. Det er altså et spørgsmål om, hvordan vi prioriterer frihedsgraderne: hos individet eller hos fællesskabet.
 

VIRKELIGHEDEN HAR DOKUMENTERET, at menneskets private forbrug ikke ukritisk kan dikteres og stimuleres alene af markedskræfterne. Ideen om, at individets grådighed kan udvikles til et fælles gode, holder ikke i længden. Der er grænser for, hvilket forbrug vi som samfund kan acceptere – såvel ud fra sundhedsmæssige som økonomiske årsager. Derfor har fødevareministeren en god, men provokerende pointe: Det er ikke en privat sag, hvad danskerne spiser og har i køleskabet. Derfor skal “revolutionen” hilses velkommen. Spørgsmålet er så, hvem der skal revolutionere hvad og hvordan?

Et tilbageblik på mange års forskellige kampagner, kostpyramider m.v. tilsiger, at meget er prøvet, og meget er nået. Bøger, blade, tv-serier, kurser etc. om fødevarer og sundhed er et marked i stor vækst, og det har også skabt en sundhedsbevidsthed i store dele af befolkningen. Men nøgternt må vi nok erkende, at ét er den generelle interesse, et andet at efterleve den. For det første viser alle undersøgelser, at vores madvaner er meget seje og statiske og ikke umiddelbart lader sig påvirke af diverse kampagner. Her har vi opbygget et solidt immunforsvar. For det andet viser de, at sundheden har en social slagside. De største og mest grundfæstede problemer finder man nederst på den sociale rangstige. En fortsættelse af udviklingen gør det stadig vanskeligere at bryde en social arv, der også er formet af dårligt helbred.

I en erkendelse af udfordringens omfang og kompleksitet mener Dan Jørgensen også, at den kun kan løses som en samfundsopgave. I et interview med Mandag Morgen tildeler han alle grupper af samfundet et medansvar. Og det gør han ret i. Det fritager ikke politikerne og en regering fra at udvikle visionen, opstille målene og skabe betingelserne. Men de vigtigste resultater skal skabes bredt og bottom-up. Det handler altså om at udvikle et nyt nationalt mindset – en ny madkultur. Det lyder abstrakt og akademisk, men der findes gode eksempler på mulighederne. Det bedste er måske trafiksikkerheden, som er vokset i takt med en ændret trafikkultur.
 

MENS ANTALLET AF BILER VOKSER, falder antallet af trafikdræbte støt. Trafiksikkerheden er antagelig en af de bedste og mest overbevisende eksempler på effektiv forebyggelse. Årsagen er enkel: Vi har gjort det til en national satsning at skabe sikkerhed i trafikken, og alle hjælpemidler og regulativer er taget i anvendelse. Udviklingen af en sikker trafikkultur starter tidligt med færdselsundervisning i skolen og støttes af såvel kampagner som rigid lovgivning. Altså en fin kombination af motiverende og regulerende initiativer. Vi har her accepteret, at den personlige frihed på vejene er stærkt begrænset, uden at det fjerner køreglæden – tværtimod.

Igen er der forskelle på madvaner og trafikvaner og deres konsekvenser. Og alligevel er der relevante sammenligninger, nemlig balancen mellem at tilgodese individets og samfundets fundamentale behov. Her er vi med udviklingen i fødevarer og livsstilssygdomme nået et punkt, hvor der skal tænkes nyt og offensivt, og hvor alle dogmer skal udfordres – i alles interesse. Fødevareministeren skal roses for at have modet til at rejse debatten og ikke bagefter trække i land, når de forudsigelige fronter af kritikere mobiliserer sig. Han kan bl.a. støtte sig til den kendsgerning, at et flertal af danskerne rent faktisk efterspørger en sundere madkultur, og 76 pct. ønsker, at supermarkederne hjælper dem med at træffe det sunde valg.

Et næste skridt kunne være, at ministeren initierer et projekt, der samler alle dele af fødevaresektoren  omkring en fælles vision og strategi for, hvordan vi kan øge madglæden uden at risikere helbredet. Når ideen skal udfoldes, kan der hentes gode ideer fra eksperterne i trafiksikkerhed.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu