Venstre og Konservative står over for et afgørende dilemma, når forhandlingerne om finansloven for alvor går i gang i morgen. På den ene side har de brug for, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til. På den anden side vil det tvinge regeringspartierne til at acceptere stramninger på udlændingeområdet, der kan skade Danmarks internationale relationer, cementere de danske EU-forbehold og svække Danmarks evne til at tiltrække højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Vanen tro går Dansk Folkeparti til forhandlingerne med krav om nye stramninger på udlændingeområdet. Se tekstboks. Et af dem er, at udlændinge fra tredjelande først kan få adgang til sociale ydelser, når de har arbejdet og betalt skat i Danmark i syv år.

Hvis regeringen skal gennemføre DF-ønskerne fuldt og helt, vil det få konsekvenser, som rækker langt ud over Danmarks grænser. De kolliderer nemlig med de bilaterale aftaler, som Danmark har indgået med en lang række lande – fra USA og Canada til Pakistan, Tyrkiet og Marokko. Aftalerne tildeler statsborgere fra aftalelandene retten til pension, når og efter de har arbejdet i Danmark. Hvis DF skal have deres krav igennem, skal aftalerne ophæves, og det vil ikke være godt for Danmarks internationale image, mener Thomas Gammeltoft-Hansen, der er ph.d. og ekspert i udlændingespørgsmål på Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS):

“Det her kan få konsekvenser for, hvorvidt Danmark opfattes som en troværdig samarbejdspartner,” fastslår han.
Skal Venstre og Konservative leve op til Dansk Folkepartis krav, så vil det også føre til dybe panderynker hos de øvrige EU-lande. Retsforbeholdet betyder, at Danmark er i sin gode ret til at indføre særregler på området. Men de foreslåede stramninger vil harmonere meget dårligt med regeringens holdning om, at forbeholdene bør afskaffes. De vil sende et signal om, at Danmark ikke alene ønsker at stå uden for visse dele af EU-samarbejdet; vi er også parate til at udvikle os i den stik modsatte retning af vores EU-partnere, som arbejder på at styrke rettighederne for den bevægelige del af arbejdsstyrken.

“Resten af EU er på vej med fælles regler, som vil give tredjelandsborgere flere rettigheder. Det er nødvendigt for at tiltrække arbejdskraft, som Europa har brug for. Det er klart, at det vil blive bemærket både internt i EU og udenfor, hvis Danmark vælger at gå i den modsatte retning,” siger Hildegard Schneider, professor ved universitetet i Maa­stricht, der er ekspert i migration og sociale rettigheder i Europa.

For den EU-venlige danske regering er det et skridt i den forkerte retning. For det EU-skeptiske Dansk Folkeparti er det derimod en sejr i sejren:

“Det her understreger netop fornuften i det danske forbehold. Det ligger i forbeholdets natur, at vi har mulighed for at indføre andre regler. Forbeholdet giver os frihed til at handle anderledes,” siger Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt.

Svær balance

DFs ønsker om stramninger er rettet mod borgere fra tredjelande. Når det gælder borgere fra andre EU-lande, har Dansk Folkeparti indset, at der ikke er mulighed for at stramme op. Deres sociale rettigheder er sikret gennem EU-regler, hvoraf de ældste går helt tilbage til 1958.

Spørgsmålet er imidlertid, i hvor høj grad man alene gennem dansk lovgivning kan gribe ind over for tredjelandsborgere.

Det er særligt pensionsspørgsmålet, som er svært at håndtere. I årtiernes løb har Danmark indgået i alt 15 bilaterale pensionsaftaler med en række tredjelande. De lande dækker langt de fleste tredjelandsborgere, som opholder sig i Danmark. Pensionsaftalerne giver borgerne fra aftalelandene ret til at tage deres danskoptjente pension med hjem til moderlandet. Aftalerne med lande som Pakistan, Tyrkiet og Marokko går helt tilbage til slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne, hvor landene leverede arbejdskraft til Danmark.

Dengang var tanken, at såkaldte “fremmedarbejdere”, som havde arbejdet i Danmark i længere tid, skulle have mulighed for at rejse tilbage til oprindelseslandet, når de gik på pension.

Hvis Dansk Folkepartis krav om, at udlændinge skal have arbejdet og betalt skat i Danmark i syv år, før de får ret til social- og sundhedsydelser, skal gennemføres, vil det kræve, at Danmark opsiger de 15 bilaterale aftaler.

Morten Messerschmidt anerkender, at pensionsaftalerne begrænser mulighederne for at stramme op over for tredjelandsborgeres rettigheder.

“Men pensionen er ikke det største problem,” siger han. “Det er andre ydelser, som er det store problem, og vi kan ikke holde til økonomisk at være socialkontor for hele verden. Vi skal fokusere på de lande, som i udgangspunktet er problemet. Det er lande som Pakistan og Tyrkiet,” siger Morten Messerschmidt.

De bilaterale aftaler er dog ikke den eneste indskrænkning af danske handlemuligheder. Dels har Danmark forpligtet sig på forskellige internationale konventioner i regi af bl.a. Europarådet og ILO, der giver borgere visse rettigheder. Dels kan der være en del tredjelandsborgere, som er omfattede af EU-rettighederne. Det gælder f.eks. alle tredjelandsborgere, som er kommet til Danmark fra et andet EU-land sammen med en anden EU-borger. Hvis en polak er gift med en ukrainer, og de to flytter sammen fra Polen til Danmark, vil ægtefællen ikke kunne rammes af de stramninger, som DF foreslår.

De eksperter, Mandag Morgen har talt med, anser, at de forskellige regler og aftaler, som Danmark er forpligtet af, reelt gør det meget besværligt at stramme op over for særlig mange mennesker:

“Samlet set er det en meget besværlig øvelse,” vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen, lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og ekspert i integration af sundheds- og velfærdsydelser.

En opsigelse af internationale aftaler og konventioner vil ikke bare skade Danmarks anseelse, men også forringe vilkårene for de danskere, der arbejder i udlandet. Og hvis man nøjes med at vedtage Dansk Folkepartis stramninger uden at ændre på Danmarks internationale forpligtelser, er effekten meget begrænset. “Det er meget få områder og meget få mennesker, som det vil være muligt at ramme,” vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen.

“Danmark er forpligtet på så mange måder og områder, at det her mest er symbolpolitik. I praksis vil det kun være muligt at stramme på få områder, og det vil kun ramme mindre befolkningsgrupper, som hverken er omfattet af EU-reglerne eller de bilaterale aftaler. Og herudover vil der være de internationale aftaler, der vil gøre det svært at forsvare en diskrimination af restgruppen udadtil. Danmark må forvente massiv kritik fra internationale organisationer,” lyder vurderingen af Dorte Sindbjerg Martinsen.

Dansk dobbeltspil

Dansk Folkepartis krav står i skærende kontrast til den danske regerings optræden på udlændingeområdet i EU.

I de seneste år har regeringen accepteret betydelige udvidelser af EU-borgernes sociale rettigheder. Reglerne er bl.a. blevet ændret, så det ikke kun er arbejdstagere, som har ret til at tage sociale ydelser med sig på tværs af grænserne. Ordningen omfatter nu stort set alle EU-borgere, som har opholdt sig i Danmark.

Hver gang EU-borgernes sociale rettigheder er blevet udvidet, er det sket med fuld dansk støtte. Det viser Mandag Morgens gennemgang af protokoller fra ministerrådsmøder, hvor EU-borgernes rettigheder har været drøftet. Undervejs i forhandlingerne har en hel række danske arbejds- og socialministre som Claus Hjort Frederiksen, Karen Jespersen, Eva Kjer Hansen, Henriette Kjær og Inger Støjberg bakket op om, at stadig flere EU-borgere har fået mulighed for at tage sociale ydelser med sig hjem fra Danmark. Det gælder f.eks. også de bagvedliggende regler i den sag, som har været drøftet i Danmark, hvor en polsk arbejder fik danske børnepenge til sine børn, der befandt sig hjemme i Polen med deres mor.

Men regeringens positive attitude er tilsyneladende ikke trængt igennem overalt i Bruxelles. I hvert fald gik Venstres Jens Rohde ud med et krav om, at EU-reglerne burde udsættes for et serviceeftersyn, da tal fra Danmarks Statistik viste, at antallet af EU-borgere på understøttelse og kontanthjælp i Danmark var steget betydeligt. Rohdes ønske kom kun fire måneder efter, de nye regler var trådt i kraft. De blev godkendt i Europa-Parlamentet kort før valget i 2009 – med støtte fra både Venstre og Konservative. Og de blev godkendt i Ministerrådet med opbakning fra den danske regering.

Rettighedsudvidelserne begrænser sig ikke ved EUs egne borgere. Siden 2007 har medlemslandene diskuteret at udstrække rettighederne til tredjelandsborgere.

EU-landenes social- og arbejdsmarkedsministre blev i juni enige om, at det er en god ide. Rettighedsudvidelsen er dog ikke vedtaget endeligt, da den stadig mangler at blive godkendt i Parlamentet. Og på grund af retsforbeholdet vil Danmark være undtaget fra ændringerne. Dermed vil vi formelt have mulighed for at vedtage egne regler for tredjelandsborgere. Men hvis de bliver væsentligt skrappere end det øvrige EUs, vil det mejsle det danske forbehold ind i granit. Og det vil blive opfattet som et tegn på, at Danmark udvikler sig væk fra samarbejdet med de øvrige medlemslande.

“Du vil skabe en situation, hvor Danmark opfattes som besværlig af andre lande og i det europæiske og internationale samarbejde,” vurderer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Advarsel fra erhvervslivet

Både danske og udenlandske eksperter vurderer, at det reelt bliver svært at begrænse tredjelandsborgernes rettigheder i Danmark. Til gengæld vurderer eksperterne, at det kan få også de mest veluddannede tredjelandsborgere til at holde sig borte fra det danske arbejdsmarked, fordi Danmark generelt vil blive opfattet som mindre attraktivt.

“Den slags ordninger og krav er et signal om, at Europa og Danmark ikke er stedet, hvor arbejdskraften skal søge hen,” siger Hildegard Schneider.  Hun har fulgt debatten i Holland tæt og genkender den danske debat og f.eks. Dansk Folkpartis krav om, at der skal laves beregninger af, hvor meget udlændingene koster samfundet.

“I dag har vi ikke noget klima, der er imødekommende over for arbejdskraftsimmigration. Vi har i stedet fokus på, hvad migrationen koster, mens der ikke er nogen, der regner på, hvor meget den bidrager til samfundet,” siger den tysk-hollandske forsker.

Per Lundborg, der er professor ved Stockholms Universitet og arbejder på Centre for Research in International Migration & Ethnic Relations, peger på Sverige som et land, hvor både politikere og erhvervsliv er kommet frem til den modsatte politik af den danske. Nemlig at indvandringen har betydning for den økonomiske vækst og det internationalt orienterede svenske erhvervsliv.

“Selvom vi har arbejdsløshed i Europa i dag, er der altså kamp om de bedste hjerner og den bedst uddannede arbejdskraft. Og hvis et land begrænser tredjelandsborgernes rettigheder til sygesikring, børnepenge, pension eller andet, så bliver landet øjeblikkeligt mindre interessant,” siger Per Lundborg.

Og netop det er en udvikling, som dansk erhvervsliv frygter. “Det her er en meget uheldig symbolpolitik. Der er ikke noget problem. Man opfinder et problem, som man så forsøger at løse. Men det har en meget skadelig virkning. For det sender et signal til udenlandsk arbejdskraft om, at de ikke er velkomne i Danmark,” siger Martin Kabongo, der er chefkonsulent hos Dansk Industri og ansvarlig for rekruttering af arbejdskraft i udlandet.

“Der er i dag 40.000 udenlandske borgere i Danmark, som bidrager til dansk økonomi og betaler skat i Danmark. Hvis vi indfører særordninger og gør Danmark mindre attraktivt, så søger arbejdskraften andre steder hen. I forvejen synes den udenlandske arbejdskraft, at skatten er høj i Danmark. Hvis de også fratages rettigheder, så bliver Danmark endnu mindre attraktivt,” siger Martin Kabongo.