Aldrig har så mange magthavere drøftet så mange kriser på så kort tid. Det er den korte sammenfatning af sidste uges økonomiske topmøde i Davos, arrangeret af World Economic Forum. I dagene forud for mødet publicerede organisationen en lang række rapporter, der med overbevisende tal og grafer dokumenterede verdens dystre tilstand. Overskriften for årets seance var ”The Fourth Industrial Revolution”, men det er næppe en revolution, man skal glæde sig til.

En af rapporterne, ”The Future of Jobs”, varslede markant øget ledighed på grund af den digitale revolution. Millioner af job vil gå tabt til robotter. Klaus Schwab, stifter af World Economic Forum, forudser selv, at tabet kan løbet op i 20 millioner job. Den bekymring er han ikke ene om. Den deles af de godt 5.000 internationale ledere, som er interviewet til den nye udgave af ”Global Opportunity Report”. De anser ungdomsarbejdsløsheden som den markant største risiko de kommende år – og dermed den, der hurtigst skal findes løsninger på.

Men det jobløse samfund er blot en af de globale kriser, som verdens topchefer, en række fremtrædende politikere og eksperter var samlet om i den lille schweiziske alpeby. Flygtningeproblemerne, klimaforandringerne, vandmangel, den stigende sociale og økonomiske ulighed, risikoen for nedsmeltning af en række udviklingslande m.v. stod også højt på dagsordenen og blev bl.a. dokumenteret i årets udgave af ”The Global Risks Report”. Holdningerne afspejles også i mediernes dækning med overskrifter og beskrivelser som ”Verden er ved at drukne i kriser”, ”Vesten i økonomisk undtagelsestilstand”, ”Nederlagsstemningen har bredt sig”, ”Topcheferne er i kulkælderen”. I en kommentar til PwC’s årlige toplederanalyse siger revisionsgigantens globale bestyrelsesformand, Dennis Nally, til Jyllands-Posten ”det er svært ikke at lade sig gribe af dommedagsstemning”. Den vurdering henviser til den negative stemning, der gennemsyrer analysen.

Det er frygten, vi skal frygte

Hele iscenesættelsen af Davos har stået i krisernes tegn. Dermed har topmødet udviklet sig til et globalt krisecenter, der løbende har sendt sort røg ud i form af dystre budskaber om morgendagens kriser. Med al respekt for World Economic Forum, aktualiserer dette års møde det kritiske spørgsmål, om dette prestigefyldte forum selv er ved at blive offer for udviklingen og er blevet et spejlbillede på magtens afmagt. Nok drøfter ”Davosfolket” nye ideer, men de ender ofte med opfodringer og hensigtserklæringer frem for konkrete bud på egentlige løsninger. Ellers ville World Economic Forum også have kunnet berette om afgørende fremskridt i stedet for accelererende kriser. Årets tema var den fjerde industrielle revolution.

Flot og ambitiøs titel og velegnet til spændende debatter, men næppe svaret på morgendagens udfordringer. Det var heller ikke de revolutionære ideer, mødet vil blive husket for. Tværtimod. Den røg, der foreløbig er sendt ud fra Davos, signalerer, at verdens ledere synes at være fanget i et frygtsyndrom – frygten for fremtiden, frygten for en udvikling, der afviger fra de kendte politiske, økonomiske og sociale scenarier.

Men dette er netop kernen i den største af alle trusler: magtens oplevelse af afmagt. Denne afmagtsfølelse og fremtidsfrygt må og skal brydes, inden den bider sig fast og bliver karakteriserende for de kommende års økonomiske, politiske og finansielle beslutninger. Det vil kun forværre og accelerere de mange og dybe kriser, som Davos så overbevisende kommunikerede i den forgangne uge. Den største globale udfordring lige nu er ikke blandt de problemer, der blev drøftet i Davos, men blev alligevel mødets overskrift: frygten. Det er frygten, vi skal frygte – og det er den udfordring, det haster mest med at løse.

Hvis den udvikling skal stoppes og erstattes et nyt mindset, skal mindst to betingelser opfyldes. For det første, at vi har modet til at se virkeligheden og realiteterne i øjnene. For det andet, at vi har evnen til at håndtere realiteterne og vende risiciene til muligheder.

Kriserne er løbet foran de kendte løsninger og har sat de politiske ledere skakmat. De bruger velkendte initiativer til at adressere ukendte udfordringer. Ofte med det resultat, at det forværrer problemerne. Derfor er der opstået en voksende kløft mellem problemer og løsninger. Mange af udfordringerne har passeret det tipping point, der udløser en selvforstærkende udvikling. Det gælder bl.a. klimaforandringerne, flygtningekrisen og digitaliseringen – for at nævne bare tre aktuelle eksempler. Det er den udvikling, den amerikanske forfatter Alvin Toffler så præcist beskrev tilbage i 1970 med sin bestseller ”Future Schock” – en udvikling, som er defineret ved, at udfordringerne bliver stadig større og opstår med stadig kortere intervaller og gør det stadig sværere at overskue konsekvenserne af de beslutninger, der træffes.

Den nye virkelighed

Efterfølgende en kort uddybning af, hvilke realiteter vi skal forberede os på inden for tre af de aktuelle kriser:

Klimaforandringerne: Den globale temperaturstigning kan ikke holdes på 2 grader, men at verden i stedet må acceptere – som stadig flere overbevisende analyser peger på – at vi vil opleve en global temperaturstigning på 3-4 gader. Derfor skal vi forberede os på helt andre levevilkår, samt at udviklingen risikerer at gå meget hurtigere, end hidtil antaget – netop som følge af the tipping points uforudsigelige konsekvenser. Se også klummen ”Illusionen om to-graders-samfundet”.

Det betyder, at bæredygtighed skal tilføres nye dimensioner og bl.a. fokusere på, hvordan vi bygger samfund og infrastrukturer, der er modstandsdygtige over for helt andre klimaforhold. Et er behovet for en cleantech industry. Et andet er nødvendigheden af en veludbyggetclimate-resilient industry.

Flygtningekrisen: Vi har kun set starten på flygtningeproblemerne og står fortsat foran voldsomme folkevandringer. I alt ca. 60 millioner mennesker er i dag på flugt og udgør antalsmæssigt verdens 24. største ”nation”. Det tal kan forudses at vokse markant bl.a. på grund af fremtidens klimaflygtninge, og derfor vil flygtningestrømmene udgøre en stadig større humanitær, økonomisk og sikkerhedspolitik risiko. Herhjemme ender vi måske med at skulle integrere over 100.000 inden for de kommende fem år og flere senere. Se også klummen”Mens vi venter på den store flygningebølge”.

At lukke grænser og bygge nationale fæstningsværker forværrer problemerne og øger sikkerhedsrisiciene. På et tidspunkt – måske når problemerne har fået katastrofekarakter – vil de politiske ledere være tvunget til omfattende fælles initiativer, men det vil ske med store omkostninger. Ideen om at oprette flygtningebyer er udtryk for den mest kortsigtede, mest uigennemtænkte og mest udsigtsløse politik. I stedet burde Danmark dels investere i et omfattende og ambitiøst udviklings- og indlæringsprogram for flygtningene, dels gøre en lige så ambitiøs indsats i nærområderne. Det skal gøres til en offensiv national satsning – et dansk ”måneprojekt”. Den investering vil forrente sig både nationalt og internationalt.

Digitaliseringen: Digitaliseringen bliver et tungt tveægget sværd og uundgåeligt vil erstatte mange millioner af kendte job på alle niveauer i samfundet. Der er næsten ikke den funktion, som efterhånden ikke kan løses bedre af en robot, og den udvikling kan vi heller ikke standse. Vi taler ikke om 20 millioner tabte jobs, som forudset af Klaus Schwab, men antagelig om flere hundrede millioner. Hvis ikke vi forstår den udvikling, vil vi hurtigt blive konfronteret med The Digital Shock. Det kan kun afbødes, hvis vi nytænker fremtidens anvendelse af de menneskelige ressourcer. De mange internationale rapporter og bøger om ”the rise of the robots” bør følges op af bogen ”Reinventing the human capacity”.

Der er med andre ord hårdt brug for et nyt mindset og dermed et opgør med krise- og frygtsyndromet. Ikke fordi vi skal undlade at analysere truslerne, men vi skal blot forstå, hvilke muligheder de også skaber.

Udsigten for det næste tiår vil medføre en uundgåelig acceleration af udfordringerne og kan skabe voldsomme politiske opbrud og nedsmeltning af økonomier, hvis ikke vi i tide indstiller os på en ny normalitet. Det vil sige, at vi skal lade kriseøkonomien afløse af en løsningsøkonomi.

Hvid røg fra Norden

Det lyder måske abstrakt, men netop i denne uge leveres et enkelt konkret eksempel på, hvad det bl.a. handler om. Det sker helt præcist i den lille norske by Høvik lidt nord for Oslo. Her lanceres modstykket til World Economic Forums ”Global Risks Report”, nemlig ”Global Opportunity Report”. Den norske koncern DNV GL har sit hovedkvarter i Høvik og står sammen med Mandag Morgen og UN Global Compact bag projektet. Missionen er netop at vende globale risici til nye muligheder og forretningsideer. Hvert år identificeres fem risici, og i samarbejde med internationale paneler og eksperter fra hele verden udvikles konkrete svar på de enkelte udfordringer. De testes yderligere blandt omkring 5.000 globale ledere. Der nomineres 3 muligheder pr. risiko. Det er andet år, rapporten udgives. I år er ungdomsarbejdsløsheden udpeget som langt den største risiko, en risiko, der kræver nye typer løsninger.

Arbejdet har demonstreret de økonomiske og markedsmæssige muligheder i at anskue dagens risici som morgendagens nye forretninger. Fællesnævneren er, at der i udstrakt grad er tale om politisk skabte markeder – det betyder, at mulighederne også handler om at løse store samfundsproblemer. “Global Opportunity Report” har samme stærke fokus på, hvordan FN’s 17 bæredygtige udviklingsmål kan forvandles til et antal nye markeder og føde en lang række forretningsideer. De vil i sig selv være et pejlemærke for projektets fortsatte udvikling.

Visionen og ambitionen er at bruge dette første skridt som afsæt for en international ”løsningsplatform” – en platform, der bliver katalysator for en tænkning og for initiativer, der bygger på erkendelsen, at nok har risiciene aldrig været flere og større, men det samme gælder mulighederne. Norden har været internationalt kendt for at være en ”supermodel”, der var i stand til at skabe socialt og økonomisk stærke samfund med stor modstandskraft. Nu er der behov for en ny ”supermodel”, der med inspiration fra nordiske erfaringer kan hjælpe os til at droppe frygten og elske mulighederne – et referencepunkt for nye ”disruptive” løsninger. Der er med andre ord brug for et forum, der de kommende år kan være omdrejningspunktet for The First Solution Revolution. Det skabes ikke med en enkelt rapport eller to, men ved at vi finder og udvikler de løsninger, der kan udvikle mulighedernestipping point og dermed udløse en selvforstærkende kraft. Det er missionen med Global Opportunity Report.

Tirsdag den 26. januar sendes der hvid røg ud fra løsningscentret i Høvik med besked om, at der findes konkrete løsninger på selv de største risici.