I 2009, da den finansielle krise så ud til at være på sit højeste, skrev jeg en klumme i Mandag Morgens ugebrev. Her argumenterede jeg for, at det var nødvendigt for det offentlige at gribe ind og dermed demonstrere, hvor vigtig en faktor det offentlige er for vores økonomi, da de private finansmarkeder havde fejlet. Kun den offentlige sektor kunne gennemføre bankpakker, opkøbe kriseramte virksomheder og indføre klogere regulering af finanssektoren.

Dengang skrev jeg, at det offentlige var en del af løsningen. I dag, tre år senere, ser det dog i stigende grad ud til, at sektoren også er en del af problemet.

På de store velfærdsområder – såvel i Danmark som i de lande vi sammenligner os med – er der behov for at gøre tingene meget anderledes. Hermed mener jeg, at det ikke er tilstrækkeligt at skære nogle få procent af udgifterne på bestemte områder eller at prioritere en smule hårdere. Der er derimod behov for en helt grundlæggende transformation af, hvad vi forstår ved offentlig service. Man kunne kalde det ’dyb reform’.

Dyb reform går ud på at opdage et sæt nye principper for, hvad offentlig service er og bruge disse principper til at redefinere organisationer, arbejdsopgaver og processer. En central pointe ved dyb reform er, at de styrende principper for den kan opstå mange steder, f.eks. internt i de offentlige organisationer, i frivillige organisationer eller ngo’er, i det private eller blandt borgerne selv.

Konsekvenserne af dyb reform er grænseoverskridende for offentlige chefer og deres medarbejdere, fordi dyb reform nødvendigvis fordrer en offentlig sektor, der:

• udviser empati for den enkelte borger, familie og lokalsamfund. Udgangspunktet er dermed større sympati for borgeren end for systemet
• bygger på, at den enkelte er ekspert i sit eget liv. Og dermed udfordrer faglighed og ’professionalisme’
• tager udgangspunkt i menneskers og gruppes faktiske adfærd og behov, snarere end klassiske økonomiske eller faglige betragtninger
• fokuserer på langsigtede sociale og økonomiske effekter for individ og samfund i stedet for kortsigtet budgetoptimering
• tilrettelægger indsatsen for borgerne så borgerens serviceoplevelse er i centrum snarere end den offentlige organisering.

De gode eksempler på dybe, innovative reformer er der sådan set nok af, hvis man ser det i et internationalt perspektiv. Uanset hvilket velfærdsområde man fokuserer på, findes der faktisk modeller, som er radikalt mere effektive og betydeligt billigere, end vi kender herhjemme.

Eksempelvis har man i såvel USA som Australien fundet bedre og billigere tilgange til at hjælpe udsatte børn og unge og undgå kostbare tvangsfjernelser via en helhedsorienteret familieindsats, hvor familier hjælper andre familier. I både Storbritannien og i USA har man effektiviseret indsatsen for mentalt handicappede via personlige budgetter, som sikrer en bedre og mere effektiv udnyttelse af offentlige ressourcer. Og som det efterhånden er særdeles velkendt, har man i Fredericia Kommune massivt forbedret og effektiviseret indsatsen i hjemmeplejen ved at sætte hverdagsrehabilitering i system.

Trods øget efterspørgsel er de dybe reformer dog stadig sjældne i en dansk kontekst. Problemet er nemlig at ægte dyb reform altid kræver, at det offentlige system – den offentlige arkitektur – også ændres i dybden.

I alle eksemplerne ovenfor er der sket en grundlæggende forandring af relationen mellem borgerne og det offentlige:

På familieområdet har man udnyttet, at ’positivt afvigende’ familier, der har været ude i problemer, men har klaret skærene, rummer helt særlige ressourcer. De kan derfor hjælpe andre familier i krise. Det er et komplet skift i fokus fra at familierne er problemet, til at familierne selv har løsningerne, hvis blot de får en partner som i øjenhøjde kan hjælpe dem på vej.

I forhold til mentalt handicappede er reformerne udtryk for, at selv mennesker med betydeligt nedsat intelligens er bedre end professionelle sagsbehandlere og terapeuter til at forvalte deres egne penge.

Og hvad angår den danske hjemmepleje, har man konstateret, at de fleste ældre borgere faktisk foretrækker at leve det liv, de altid har levet snarere end et liv, hvor de er afhængige af hjemmehjælp. Det kræver dog, at man får assistance til at genvinde sin fysiske og mentale styrke.

Med de reform-meldinger, der for tiden kommer fra højeste niveau, er der ikke megen tvivl om, at der ønskes nogle radikalt nye bud på indretningen af vores offentlige service.

Spørgsmålet er, om vores offentlige ledere og deres medarbejdere har fantasien og modet til at gennemføre så dybe reformer, som der rent faktisk er behov for?

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.