Efter valget – find den internationale dagsorden frem igen!

Folketingsvalget var som forventet støvsuget for konstruktive forslag til, hvordan et lille eksportorienteret Danmark skal finde løsninger på fremtidens udfordringer. Her er et par bud fra Kinafronten.

Dansk erhvervsliv gør det godt på de internationale markeder og ikke mindst i Kina. Men verden står ikke stille, og vi skal hele tiden skærpe vores kompetencer. Specielt Kina og det kinesiske marked vil ændre sig i de kommende år som følge af en gradvis omstrukturering mod en mere forbrugsorienteret økonomi og et skifte fra eksplosiv vækst til høj vækst med fokus på konsolidering.

Men hvad kommer det til at betyde for dansk erhvervsliv? Og står vi godt nok rustet til at byde ind på mulighederne?

Til tider støder man på den opfattelse, at blot fordi Kina går lidt ned i vækstgear, er markedet ikke lige så attraktivt. Men der vil i forhold til vækstskabelse altid være Kinas enorme størrelse til forskel. Der vil fortsat være Kina – og så alle de andre vækstlande.

Desuden vil den lidt lavere vækst i Riget i Midten blandt andet være et resultat af bedre regulering af miljø, energiforbrug og fødevaresikkerhed, hvilket vil komme en lang række danske virksomheder til gode. Og skiftet mod en forbrugsbaseret økonomi drevet af den voksende middelklasse vil – ud over mere serviceindustri – også betyde mere import, dvs. bedre eksportmuligheder for danske virksomheder.

Også måden, man driver forretning på i Kina, er under forandring. E-handel er simpelthen eksploderet, og det skaber muligheder for at tænke forretningsudvikling på en helt anden måde. Kineserne har ikke den samme berøringsangst over for ny teknologi, og de shopper eksempelvis løs på deres mobiltelefon. Her er vi fra dansk side handicappet af, at vi på vores eget hjemmemarked er bagefter kineserne, og vi står derfor over for en stejl læringskurve i Kina.

Vækstviden går tabt

Det kinesiske marked kommer altså til at byde på fantastiske muligheder, og vi kommer i stigende grad til at skulle konkurrere med kinesiske virksomheder på verdensmarkedet. Der er inden for uddannelsessektoren taget vigtige skridt til at styrke vores Kina-kompetencer, både i gymnasieskolen og på universitetsniveau, for netop at komme den udvikling i møde. Desværre ser vi samtidig en stærkt bekymrende tendens til, at hver gang universiteterne skal spare, så er det sprogfagene, herunder kinesisk, der står for skud.

[quote align="left" author=""]Der går meget viden tabt, fordi vi ikke har noget stærkt tænketanksmiljø – hverken på Kina eller andre vækstlande.[/quote]

De interne dynamikker på universiteterne tager ikke hensyn til, hvad der eventuelt vil gavne Danmark som handelsnation. Sprogfagene er ofte meget undervisningstunge, og man kunne eksempelvis overveje at give et forhøjet taxametertilskud til sprogfag – ligesom man giver flere penge til naturvidenskabsstuderende, der har behov for dyre laboratoriefaciliteter. Det vil gøre det mere attraktivt at fastholde sprogundervisning eller – endnu bedre – integrere det i andre uddannelser.

Et andet problem er det store gab mellem universiteter og erhvervsliv. Der går meget viden tabt, fordi vi ikke har noget stærkt tænketanksmiljø – hverken på Kina eller andre vækstlande – hvor man lægger sig i spillerummet mellem forskning og business. Universiteterne løfter ikke opgaven, fordi det fortsat kun er publikationer i internationalt anerkendte tidsskrifter, der sikrer ansættelsen eller forfremmelsen. Anvendt forskning vurderes ikke som meriterende.

Til sammenligning har man i 2013 i Berlin oprettet Merics, Mercator Institute for China Studies, hvor man med en stor stab har kastet sig ud i netop denne genre med sigte på at levere anvendt forskning på den økonomiske, politiske, sociale, teknologiske og miljømæssige udvikling i Kina. Den opgave er vi lysår fra at løfte i Danmark.    

Ministerbesøg og kongehuset er ikke nok

På eksportfremmeområdet fattes kongeriget også gode ideer. Diverse eksportfremstød med ministre eller kongehuset i spidsen kører efter den samme drejebog. Et væsentligt og prisværdigt tiltag var dog at støtte op om sektorministeriernes eksportfremmeindsats inden for sundhed, miljø, energi og fødevarer. Men ellers er det småt med fornyelsen.

En af udfordringerne er de mange små danske virksomheder, der gerne vil, men som mangler kapacitet og ressourcer til at give sig i kast med en så stor opgave som det kinesiske marked. Her har man over årene forsøgt sig med forskellige konsortier – grupper af virksomheder, hvor de samlede kompetencer kan levere en løsning. Et af de mest lovende er inden for vandområdet, men det er kronisk svært at få til at lykkes.

Det handler grundlæggende om problemer med at finde midlerne til samtænkning af de mange elementer, som virksomhederne byder ind med, og at skabe en handlekraftig organisation. Her kunne man med fordel støtte med seed money for at hjælpe til med at komme over den første barriere.  

Der er med andre ord nok at tage fat på, når vi nu efter valget kan vende tilbage til virkeligheden. Og for et lille land er virkeligheden i allerhøjeste grad international. 

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Mad uden medicin – et hastigt voksende marked Næste artikel Danskerne slipper billigt i skat på arbejde