Borgerne ser ud til at være ligeglade med eksperterne. Størstedelen af Storbritanniens eksperter advarede briterne mod de alvorlige konsekvenser ved at stemme sig ud af EU, men lige lidt hjalp det. Briterne ignorerede dem og stemte sig til et Brexit.

Det har skabt debat om ekspertrollen. Den tidligere britiske justitsminister Michael Gove udtalte i forbindelse med Brexit, at folk i Storbritannien “har fået nok af eksperter”. En britisk survey viste, at to tredjedele af leave-tilhængerne mente, at man ikke skal stole for meget på eksperter, mens en tredjedel af remain-tilhængerne havde samme holdning.

Betyder det så, at ekspertrollen er i krise? Nej, ikke nødvendigvis. Brexit behøver f.eks. ikke være udtryk for en afvisning af eksperterne, men kan ses som en erkendelse af, at selv om man kunne ønske at borgerne traf deres politiske beslutninger på baggrund af evidens, er det lige så meget et spørgsmål om følelser og holdninger.

Andreas Beck Holm, lektor i filosofi på AU, som har skrevet en videnskabsteoribog om bl.a. ekspertrollens udvikling, peger på det postfaktuelle samfund som en forklaringsmodel for manglende tiltro til eksperter. Her i det postfaktuelle samfund er den ene holdning lige så god som den anden, og fakta har mistet sin betydning. Men idet politik altid har været drevet frem af interesser og ideologi, skal man ikke gøre sig illusioner om, at der nogensinde har været et ’faktuelt samfund’, hvor politik var baseret på evidens, argumenter etc. Men Beck Holm peger på, at der er flere og flere synspunkter i debatten, der fraviger fra det videnskabeligt etablerede.

”Man kan godt tale om en stigende irrationalitet i den politiske debat. Mens aktørerne tidligere anså deres ideologiske synspunkter for at være objektive sandheder, er det i dag blevet mere legitimt at indtage synspunkter, der åbenlyst fraviger fra det, vi ved. På den måde spiller objektivitet, rationalitet og videnskab ikke længere den samme rolle som målestok for acceptable politiske holdninger,” siger han.

Mikkel Gerken, lektor i filosofi ved SDU og offentlig debattør om forskerrollen i samfundet, mener, at der er nogle indikationer på, at eksperternes autoritet er ved at blive nedbrudt. Han mener, det blandt andet skyldes, at forskerens forskellige roller blandes for meget sammen.

”Der er arbejdsdeling mellem produktion af viden, formidling af viden og videregivelse af holdninger. Den centrale rolle for forskere er produktion af videnskabelig viden. Jeg mener, det kan være problematisk, hvis rollerne blandes for meget sammen og det er uklart, om jeg udtaler mig som ekspert eller som én, der bare mener noget. Hvis der sker sammenblanding af rollerne, kan det ende med, at ekspertrollen i den offentlige debat kommer i krise.”

Forskel på holdninger og viden

Noget af det, der kan påvirke tilliden til eksperter, er deres optræden i den offentlige debat, pointerer Andreas Beck Holm. I Clements Debatten på DR2 optræder der f.eks. oftest politikere. Politikere har holdninger og værdier, som de fører politik på baggrund af. Når der pludselig sidder en forsker i panelet, kan det skabe forvirring om, hvorvidt det er i rollen som forsker eller i rollen som samfundsdebattør. Det kan muligvis gå ud over forskerens autoritet, hvis han eller hun giver udtryk for egne meninger, som måske nok er videnskabeligt funderede, men stadig er holdninger.

”Det er afgørende for forskere, at de udtaler sig som forskere. Forskere skal ikke optræde i debatprogrammer. Det skal være klart, når en forsker udtaler sig som forsker, at vedkommende gør det på grundlag af videnskabelige kompetencer og ikke bare er endnu en mening blandt mange,” siger Andreas Beck Holm.

En af de forskere, der har oplevet, at det kan være farligt at udtrykke sin holdning, er Lars Erslev Andersen. Han er seniorforsker i international sikkerhed på DIIS, og efter at han for nogle år tilbage udtrykte sin holdning til Israel-Palæstina-konflikten, oplevede han en massiv mediedebat, og at der i dag er medier, som ikke vil bruge ham.

Det er kulturelt bestemt, hvordan forskere opfattes i det omkringliggende samfund. I Frankrig har filosoffer i 1960’erne og 1970’erne som f.eks. Jean Paul Sartre og Jacques Derrida haft en særlig status som offentlige intellektuelle, der kunne udlægge, i hvilken retning samfundet vil bevæge sig. Mikkel Gerken mener da heller ikke, at forskerne skal afholde sig fra at optræde som offentlige intellektuelle og fra f.eks. at skrive klummer. Det skal bare markeres af eksperten selv og journalisterne, hvornår der er tale om hvilke roller.

Særligt de sociale medier gør det svært at skelne mellem rollerne. Tidligere skete der en selektionsproces, inden noget kom ud i medierne. Men de mange formidlingskanaler gør, at der ikke længere er faste roller inden for de forskellige genrer, f.eks. nyhedsartikler, blogs, klummer etc. Det kan gøre det svært at vide, hvornår der er tale om ekspertudsagn, partsindlæg eller holdningstilkendegivelse.

Den tvivl kan ifølge Gerken betyde, at folk ikke vejer de faktiske ekspertudsagn tungere end lægmænds holdningstilkendegivelser. Dermed får de faktiske vidensbidrag ikke mere vægt end holdninger, selv om de bygger på en fagligt kvalificeret indsigt og viden.

Gitte Meyer, seniorforsker ved CBS Center for Civilsamfund med en baggrund i journalistik, har i en årrække forsket i ekspertens rolle i samfundet. Hun lægger vægt på, at der ikke er vandtætte skotter mellem viden og holdninger. Når forskere udtaler sig, er det sjældent som rene specialister, men snarere som intellektuelle.

”Specialister kan sagtens optræde som intellektuelle, der kommer med personlige vurderinger, men som har specialistviden at trække på. Det burde egentlig være overflødigt at deklarere det, fordi specialister selvfølgelig også er personer. Men der florerer en forestilling om, at man kan være ren specialist, også i forbindelse med samfundsspørgsmål, og det kan pudsigt nok give større politisk indflydelse at foregive, at man er hævet over holdninger. Derfor kan det nogle gange være godt at understrege, at man faktisk anlægger vurderinger og gør det som person", påpeger hun.

Politiseret forskning

I nutidens videnssamfund har forskning sandhedsmonopol. Ifølge Andreas Beck Holm er det derfor en stærk legitimering af politiske synspunkter, hvis politikerne kan overbevise offentligheden om, at videnskaben er i overensstemmelse med deres synspunkter.

Problemet opstår, når politikerne kun bruger den forskning, der understøtter deres egne synspunkter, og undlader at tage hensyn til den, der viser modstridende resultater. Og det er næsten altid muligt at finde forskning med alternative resultater.

Når regeringen f.eks. fremlægger sin 2025-plan, tjener det som legitimering, at den er baseret på teoretiske økonomiske modeller, selv om modellerne faktisk er voldsomt omdiskuterede. Det kan dermed lede til en form for politikbaseret evidens, som kan gå ud over tilliden til, at forskning er uvildig.

”Da forskning spiller en stor rolle i udviklingen af samfundet, er der stor politisk vilje til at styre og målrette forskningen. Men politikerne har meget lidt forståelse for forskning, og der opstår en frustration i de politiske ledelseslag, fordi det ikke kan lade sig gøre at styre forskningen uden at komme til at ødelægge den,” uddyber Andreas Beck Holm.

Ikke nok med at politikere udvælger den forskning, der passer bedst ind i deres kram, de bestiller også specifikke undersøgelser. Et eksempel er, at uddannelses- og forskningsministeren af et konsulentbureau bestilte en rapport om styring på de videregående uddannelser, som kom frem til, at styringen ville forbedres, hvis ministeriet udpegede universiteternes bestyrelser.

”En anden problemstilling, som kan bidrage til, at tilliden til eksperter kan undermineres, består i, at forskere i højere grad er pressede til at udføre en form for bestillingsarbejde. Det kan true den kerneakademiske dyd om, at forskning skal være uvildig og objektiv. Eksperter bliver hired guns, som bare leverer kvalificerede partsindlæg. Det kan underminere den tillid til eksperterne, der er brug for,” siger Mikkel Gerken.

Politisering af videnskaben er ikke noget nyt. Allerede da de klassiske økonomer grundlagde den økonomiske videnskab i 1600-tallet, var der ikke tale om en objektiv økonomisk teori. Den udsprang af et liberalt verdensbillede og var altså ikke politisk neutral.

”I blandt andet kritisk teori er synspunktet, at forskerne er nødt til at gøre deres stilling op og se på, hvilke politiske og økonomiske interesser deres forskning gavner. Selv i naturvidenskab er der nogle, som får mere gavn af forskningen end andre. Videnskaben er altså ikke adskilt fra samfundslivet med alle dets indbyggede interesser og konflikter. Når staten sponserer videnskab, er det eksempelvis, fordi man mener, at videnskaben kan omsættes i teknologi og i arbejdspladser,” siger Andreas Beck Holm.

Forskeren er ikke en sandsiger

Selv om vi måske er på vej hen mod en virkelighed, hvor sandhed og fakta mister betydning, er det også vigtigt at være opmærksom på, at forskere faktisk ikke ved alt. Og hvis man tror, at de gør det, bliver man skuffet. Finanskrisen er et klart eksempel på, at eksperternes økonomiske modeller ikke kan ses som evigtgyldige sandheder, der skaber de bedste livsvilkår for folk. Det er farligt, hvis ekspertudsagn betragtes som sandheder. For når de ikke holder, mister eksperterne befolkningens tillid – især hvis befolkningen ser det som udtryk for, at eksperterne har en skjult dagsorden, som handler om at hytte eget skind.

Gitte Meyer mener ikke, at eksperter er bedre til at forudsige fremtiden end andre mennesker. Men hun har oplevet, at journalister alligevel presser hende ind i en slags sandsigerrolle. Samtidig lægger hun vægt på, at det er vigtigt ikke at se eksperter som i besiddelse af en evigtgyldig sand og objektiv viden, særligt i forhold til samfundsspørgsmål.

”Det er blevet mere og mere almindeligt, at det antages, at der er svar på alting. Men nogle spørgsmål skal holdes åbne, fordi der ikke er et rigtigt eller forkert svar. Forestillingen om, at man som forsker kan stå helt udenfor det, man undersøger, selvom det drejer sig om samfundsspørgsmål, har levet videre, og det gør rigtig megen skade,” siger Gitte Meyer.

Men fordi der i den nye universitetslov er lagt ekstra fokus på, at forskerne skal udveksle viden med samfundet og deltage i den offentlige debat, hvilket kan være med til at generere nye bevillinger, kan forskerne blive pressede til at acceptere en rolle, de egentlig ikke er tilpasse med. Det er skadeligt for samfundsdiskussionen, og det kan presse akademikere til at komme med stærkere udsagn, end de har lyst til.

Aalborg Universitet gav indtil 2014 et direkte medietillæg til forskerne for at optræde i medierne. Det blev dog kritiseret fra de andre universiteter, og den nye rektor nedlagde tillægget i 2014. Faren ved et sådant tillæg kan bl.a. være, at det kan skade forskernes troværdighed. Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet, forklarer om nedlæggelsen af tillægget:

”Medietillægget blev nedlagt, da jeg principielt set ikke synes, vidensformidling er en særskilt opgave for forskerne. Det er en opgave på linje med f.eks. undervisning. Derfor skulle forskerne heller ikke have særskilt løn for vidensformidling.”

Mikkel Gerken har tidligere været ansat på University of Edinburgh, hvor han oplevede at universitetet var proaktivt med hensyn til at give forskere platforme for offentlig formidling. Han mener, at den viden, der produceres, skal ud og arbejde, f.eks. ved at skrive et indlæg eller snakke med journalister. Men det tager tid fra de ting, forskeren ellers vurderes på, som er forskning og undervisning.

”Hvis der lægges for meget vægt på formidlingsdelen, og man kan lave sig en forskerkarriere uden at have forskerkvalifikationer, fordi man er god til formidlingsarbejde og i virkeligheden skulle have været videnskabsjournalist, er det en af de ting, der fucker med den arbejdsdeling, jeg mener er nødvendig,” siger Mikkel Gerken.

LÆS OGSÅ:

Marlene Wind: "Du bliver næsten altid bedt om en analyse eller vurdering"

Lars Erslev Andersen: "Der er medier som ikke vil bruge mig"