Af Jakob William Ørberg, 
Innovationsattaché, Innovation Centre Denmark, New Delhi

Indiens hovedstad, New Delhi, er en flad by. Ud over tre små bakkedrag med skov, der tilsammen udgør Delhi Ridge og er tre kærkomne lommer af natur midt i millionbyen, er byen stort set flad som en pandekage.

Til gengæld strækker en række kunstige bakker sig mod himlen i en ring om byens centrum. Den mest berømte af disse er skraldebjerget Ghazipur landfill øst for centrum og på den østlige bred af Yamuna; den store flod, der deler Delhi og senere løber ud i Ganges.
 
Ghazipur landfill er blevet berømt, fordi det meget snart vil være vokset til samme højde som Taj Mahal i Agra, Indiens mest berømte seværdighed. Det står som en seværdighed i sin egen ret, et ikonisk symbol på Delhis og Indiens affaldsproblem.

Lossepladsen er forsøgt lukket i flere omgange, senest i 2017, efter at et ‘jordskred’ dræbte flere lokale skraldsamlere, der på egen hånd arbejdede med at samle værdifuldt affald til videresalg. Foreløbigt er det dog ikke lykkedes. Der er simpelthen for meget brug for det.
 
Indiens byer vokser dramatisk. Nogle fremskrivninger siger, at 40 procent af Indiens befolkning vil bo i en by i 2030. På det tidspunkt vil Indiens befolkning være på 1,5 milliarder. I Stor-Delhi alene bor der 25 millioner. Med de udsigter er urbane forureningsproblemer blevet nationale udfordringer, Indien må og skal lykkes med.
 
Ligesom Ghazipur landfill og Delhis alvorlige luftforurening, er mange af disse problemer blevet berømte og nærmest ikoniske eksempler på bagsiden af Indiens massive vækst både befolkningsmæssigt og økonomisk.

Netop problemernes ikoniske kraft er drivkraften i et af de mest betydningsfulde initiativer fra Indiens centralregering i disse år, det såkaldte Waste to Wealth- – Affald til Velstand – -program.
 
Programmet er finansieret fra centralt hold og tager forureningsproblemer op over hele Indien gennem innovative udviklingsprojekter, der prøver nye globale løsninger af.

Projekterne håndholdes fra premierministerens videnskabelige rådgivers kontor i samarbejde med ingeniøruniversitetet Indian Institute of Technology i Delhi (IIT Delhi). 
Sammen udarbejder de udbud, som konsortier af udenlandske og internationale, teknologisk tunge virksomheder kan byde på. 
 
Det mest innovative ved projektet ligger i valget af problem fra udbud til udbud. Det skal være ikonisk.

Tanken er, at hvis man laver løsninger på de mest berømte problemer, er der en større chance for, at lokale delstater og byer og deres befolkninger vil begynde at ønske sig lignende løsninger. 
 
Oprydningen af Ghazipur landfill – eller i virkeligheden en meget lille del af det (det er jo den ikoniske status og mulighed for opskalering, der er vigtig) – var i udbud i sommers, og belært af erfaringer fra det er regeringen og IIT D nu ved at forberede de næste runder.

Man ønsker i høj grad projekter, der bringer udenlandsk teknologi og viden i spil – men det skal også kunne opskaleres og blive til store “indiske” løsninger.

Løsningerne skal være ikoniske og have en slags transformativ kommunikativ kvalitet. I eksemplet Ghazipur blev det foreslået at gøre minedrift til en del af løsningen – et forslag, der i den grad tilgodeser skraldets værdi som andet end bare affald.
 
Indiens regering kigger også til Danmark efter innovative løsninger, og Danmark har alle muligheder for at være med. Vi skal bare gøre os klar og begynde at forberede de partnerskaber, der skal til for at etablere projekter, der passer ind.

Indiens udbud er kendte for at være svære at manøvrere i, men i dette tilfælde er der tale om en slags eksperimenter og demonstrationsprojekter, man byder sig til i. De store “rigtige” udbud kommer først, når disse ikoniske projekter og deres løsninger skal opskaleres, for eksempel i det velpolstrede Smart City-program. 
 
De kræfter og den tid, der skal investeres for at være med, når løsningerne på de mest berømte problemer skal findes, kan derfor være godt givet ud. Det bliver løsninger til de ”forureningens Taj Mahal’er”, som de indiske beslutningstagere vil kigge til, når de og deres befolkninger skal vælge deres egen løsning på forureningsproblemerne.