Er Christiansborg ligeglad med folkesundheden?

De danske folketingspolitikere vil ikke bruge deres parlamentariske magt til at hjælpe danskerne med at spise sundere. Det er ikke deres ansvar, siger de. Enten er det kommunernes ansvar eller borgernes eget ansvar. Og hvis det endelig er politikernes ansvar, er det en anden folketingspolitikers eller ministers ansvar.

Som det fremgår af ugens forsidehistorie, kaster politikerne serveretten og ansvaret fra sig, når det kommer til danskernes madvaner. Det er ikke deres bord.

[quote align="right" author=""]Folkesundhed og konkurrenceevne er ikke hinandens modsætninger. Folkesundhed er konkurrenceevne.[/quote]

Fødevareordførerne vil ikke mene noget om skatter og afgifter, fordi det er skatteordførernes ansvar. De vil heller ikke mene noget om skolemad, for det er en kommunal opgave.

Det samme hører man fra Slotsholmen: Ministrene vil ikke gå ind på hinandens ressortområder. Så fødevareminister Dan Jørgensen vil ikke forholde sig til, om vi skal have en lov om skolemad, fordi det er undervisningsminister Christine Antorinis område. Han er heller ikke meget for at forholde sig til skatter og afgifter, fordi det som udgangspunkt er skatteminister Benny Engelbrechts bane. Og endelig mener han, at det først og fremmest er kommunerne, der skal tage ansvaret for, hvad og hvordan de ældre spiser.

Silotænkning er praktisk, når man skal organisere bureaukrati og fordele politiske poster, og den er belejlig, når der bliver stillet svære spørgsmål. Men den hjælper ikke danskerne, der spiser for usundt i dag. Og selvom man er minister for fødevarer, sundhed eller skat, er man først og fremmest minister for danskerne.

Folkesundheden er for vigtig til at blive tabt i ingenmandslandet mellem ministrenes ressortområder eller folketingspolitikernes ordførerskaber. Den er for vigtig til at blive tabt mellem national politik og kommunal politik.

SIDEN 1980’ERNE er andelen af danskere med en BMI over 30 – dvs. de svært overvægtige – fordoblet. De samlede udgifter til behandling af kræft er omkring 5 milliarder kr. om året, og om 10 år lider 55 pct. flere danskere af én af de fem hyppigste kræftformer, viser prognoser. Diabetes kostede i 2006 31,5 milliarder kr. i tabt produktion, arbejdsevne, behandling og pleje. Om 10 år er der dobbelt så mange diabetikere som i dag. Alle disse sygdomme og sundhedsskadelige tilstande kan forskerne og WHO forbinde med usund kost.

Vores søde og fede madvaner er et individuelt problem, men det er også et problem for fællesskabet. Selv hvis man ikke mener, at den enkeltes helbred er samfundets ansvar, kommer man ikke uden om, at samfundet betaler regningen. Og de folkevalgte har pligt til at forvalte fællesskabets penge. Så længe vi betaler regningen i fællesskab, må vi også kunne finde en løsning i fællesskab.

Derfor har Danmark brug for en ambitiøs måltidstrategi for de 800.000 måltider, det offentlige serverer hver dag. Dan Jørgensen siger til Mandag Morgen, at han giver sit bud, når hans såkaldte Måltidstænketank har afleveret sine forslag til, hvad en sådan aftale skal indeholde. Vi venter i spænding. Hvis den skal styrke folkesundheden skal den være omfattende og forpligtende. Der skal skrues meget på mange knapper.

I ARTIKELSERIEN ”MADKAMPEN” har Ugebrevet Mandag Morgen over de seneste måneder præsenteret en række bud på, hvordan politikerne kan styrke folkesundheden. Det er ikke løsninger, som vi har opfundet i det redaktionelle lønkammer, men løsninger, som en bred vifte af fagfolk fra antropologer over kosteksperter og adfærdsforskere til kommunikatører peger på – fordi de ved, at det er metoder, der virker.

Dan Jørgensen og Folketinget behøver altså ikke famle i blinde. De kan med sindsro forpligte kommunerne til at lave en måltidstrategi og en handlingsplan for, hvordan den skal føres ud i livet. De kan forpligte kommunerne til at sætte mål for, hvor meget de skal nedbringe andelen af underernærede ældre og overvægtige børn, og kræve en handlingsplan for, hvordan kommunerne vil nå målene. De kan sågar forpligte dem til at ansætte måltidschefer på direktørniveau.

Folketinget kan også indføre en skolemadsordning, så børnene får sund frokost, og de kan kræve, at landets ungdomsuddannelser skal udvikle en madpolitik, der har det mål at styrke elevernes sundhed og mindske deres frafald. Det har man allerede gode, omend sporadiske erfaringer med fra erhvervsskolerne.

Men politikerne skal ikke stoppe ved de offentlige måltider. Både danske og internationale erfaringer viser, at afgifter og skatter virker. Pris betyder noget for, hvor mange vingummier vi spiser. Ikke mindst fordi producenterne ofte vil proppe færre vingummier i posen for at holde prisen nede.

Alligevel afviser alle partier med undtagelse af Enhedslisten og SF at indføre nye afgifter eller at hæve dem, vi har. Tværtimod har politikerne valgt at sløjfe fedtafgiften, annullere de stigninger på sukker, som de ellers var blevet enige om, og skrue ned for afgiften på øl og sodavand.

Det skete med argumentet om, at afgifterne er bøvlede for virksomhederne at administrere. Det er fuldstændig rigtigt, at fedtafgiften var alt for kompliceret, men det betyder ikke, at vi ikke skal have en fedtafgift – det betyder, at vi ikke skal have den fedtafgift.

Men argumentet står selvfølgelig endnu: Afgifter hæmmer Danmarks konkurrenceevne, fordi det bliver dyrere at drive virksomhed her i landet end i vores nabolande. Sundhedsfremmende politiske indgreb kan kun komme på tale, hvis det ikke går ud over konkurrenceevnen. Men folkesundhed og konkurrenceevne er ikke hinandens modsætninger. Folkesundhed er konkurrenceevne. En syg befolkning er dyr for samfundet og for virksomhederne. Hvis medarbejderne er syge, koster det penge i tabt produktion. En sund arbejdsstyrke er afgørende, hvis vi vil tiltrække og fastholde virksomheder herhjemme. Men den post har man ikke med, når man gør regnestykket for afgifter og skatter op.

HVIS VI SKAL GENTÆNKE vores opfattelse af folkesundheden som konkurrenceparameter, må regeringen tage initiativet. Alle de relevante ministerier fra Sundhedsministeriet via bl.a. Undervisningsministeriet til Fødevareministeriet skal sætte sig sammen i en tværgående folkesundhedsgruppe, som ikke kun ser på, hvad og hvordan danskerne spiser, men også på hvordan vi får motion nok og holder op med at drikke for meget. Myndighederne kender diagnosen på forhånd, og det er fej berøringsangst, hvis politikerne ikke handler efter den viden, men lader danskerne æde og drikke sig selv og velfærdssamfundet ihjel.

Hvis regeringen ønsker den madrevolution, som Dan Jørgensen taler så varmt om, og som Danmark har brug for, skal der ambitiøst samarbejde til. Debat er godt, men det er kun en del af svaret, og vi løfter ikke folkesundheden ved at modernisere stegt flæsk og ophøje det til dansk nationalret. Vi får heller ikke færre diabetikere ved nye spredehaglskampagner og løftede pegefingre fra Fødevarestyrelsen. Det gør vi derimod med reguleringer, forpligtende partnerskaber og kampagner, der sigter på at ændre udsatte gruppers adfærd.

Spørgsmålet er, om politikerne tør bruge den magt, de har fået af danskerne – for danskerne?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu