Det kan godt være, at Enhedslisten, SF og De Radikale udgør regeringens parlamentariske grundlag, og at unge klimaaktivister udgør en stor del af regeringens vælgere. Men det er erhvervslivet, den socialdemokratiske regering for alvor lytter til, når det gælder den grønne omstilling.

Det blev slået fast med syvtommersøm onsdag, da regeringen fremlagde de første elementer af den klimaplan, der skal gøre det muligt i 2030 at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent i forhold til udledningerne i 1990.

Den mest opsigtsvækkende del af regeringens udspil handler om etableringen af to såkaldte vindøer. Den ene skal etableres 100 kilometer ude i Nordsøen, mens den anden skal "gøre Bornholm til en energiø tilkoblet havvind". Hver af øerne skal være base for en havvindmøllekapacitet på to gigawatt, hvilket er lige lidt mere end den kapacitet, der i dag kommer fra havvindmøller i Danmark.

Umiddelbart efter fremlæggelsen af regeringens plan meddelte et konsortium bestående af PensionDanmark, PFA og energiselskabet SEAS-NVE, at man er klar med 400 millioner kroner i udviklingskapital til øen i Nordsøen, som samtidig blev døbt VindØ.

VindØ vil blive bygget op af betonsænkekasser, og den vil blive base for transmission af strømmen fra vindmøllerne og for et såkaldt PtX-anlæg, hvor vindstrømmen raffineres til brint eller andre produkter. VindØ vil fuldt udbygget kunne fungere som base for i alt 25 havvindmølleparker.

Vindøerne er en state of the art-teknologi, som den statsejede danske virksomhed Energinet er i færd med at udvikle i konsortiet The North Sea Wind Power Hub, der er etableret i samarbejde med en række partnere i Holland og Tyskland. Alene beslutningen fra dansk side om, at man nu vil etablere disse vindøer, vil vække betydelig international opsigt, og vindøerne har potentiale til, at Danmark kan producere mindst tre gange så meget elektricitet i Nordsøen, som vi selv kan bruge.

Udover vindøerne består regeringens udspil af de planer for energirenovering i boligsektoren, udskiftning af olie- og gasfyr og omlægning af affaldspolitikken væk fra afbrænding, som har været offentliggjort hen over de seneste uger.

Generelt for udspillet er, at det i høj grad bygger på de forslag, der er kommet fra de 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, som er fundamentet i regeringens klimamæssige generalmobilisering. Eksempelvis er Torben Møger Pedersen fra PensionDanmark, som nu vil investere i vindøen i Nordsøen, formand for Finanssektorens Klimapartnerskab. Det samme gælder for planerne om energirenovering af almennyttige boliger og udskiftning af olie- og gasfyr, som er projekter, der har været efterlyst af en række aktører.

Irriteret minister

Sammenfattende bliver regeringens udspil positivt modtaget af en lang række erhvervsorganisationer som Vindmølleindustrien, Dansk Energi og Dansk Fjernvarme. Omvendt er det blevet mødt med kritik på Christiansborg, hvor ordførere fra De Radikale, SF og Enhedslisten beklager, at regeringen ikke lægger op til at indføre en afgift på CO2, sådan som Klimarådet har anbefalet.

Energi- og klimaminister Dan Jørgensen gik allerede onsdag morgen i et interview i Børsen i rette med ønsket om at indføre en CO2-afgift i Danmark. Han kaldte det for en ’skrivebordsøvelse’ og ’fantasiløst altid bare at pege på CO2-afgifter’. Til gengæld beskylder De Radikale regeringen for at være ’tonedøv’ i klimapolitikken.

De hårde ordudvekslinger om CO2-afgifterne fortsatte ved fremlæggelsen af regeringens udspil, hvor Dan Jørgensen var synligt irriteret over at skulle svare på spørgsmål om den sag, når nu han lige havde fremlagt de planer om vindøerne, som han selv og store dele af energi-Danmark er så optagede af.

De klimapolitiske sværdslag onsdag anskueliggør den paradoksale situation, regeringen befinder sig i, når det gælder klimapolitikken. Bundlinjen er nemlig, at regeringen – selvom den har verdens højeste klimaambitioner, og selvom den er klar til at investere milliarder i området – står med en hjemlig klimaopposition, der er omtrent lige så utålmodig som en kendt svensk teenager.

Om det er denne situation eller corona-travlhed, der gør, at statsminister Mette Frederiksen ikke har gjort klimapolitikken til ’chefsache’, som de siger i Tyskland, er uvist. Men det er tydeligt, at den ambitiøse klima- og energiminister opfatter det som bunduretfærdigt, at han i medierne – uanset hvad regeringen kommer med – beskyldes for at ikke at være grøn nok.

Omvendt kan socialdemokraten Dan Jørgensen glæde sig over, at regeringen – trods de ambitiøse CO2-reduktionsmål – er ved at etablere varme og tillidsfulde relationer i stort set alle hjørner af dansk erhvervsliv – og dét gælder også i de store lønmodtagerorganisationer, der på det grønne område er langt mere interesserede i gode jobs i industrien end i klimaafgifter på CO2, kød og flyrejser.