Med mindre end to uger til den planlagte dato for Storbritanniens og måske Europas største politiske omvæltning i nyere tid skulle man have troet, at alt for længst var på plads.

Men intet kunne være længere fra virkeligheden, her hvor den britiske premierminister og lederne fra de 27 andre medlemslande gør klar til et skæbnesvangert EU-topmøde om Brexit i næste uge.

Snart tre år efter at 52 procent af de britiske vælgere stemte landet ud af EU – og efter over to års pinagtige forhandlinger om betingelserne for udmeldelsen – er der stadig intet, som er sikkert.

Ord som ”kaos”, ”nedsmeltning” og ”cirkus” runger såvel på de britiske avisers forsider som i regeringslokaler fra Paris til Berlin og København. Den seneste uges dramatiske afstemninger i det britiske parlament ser ikke umiddelbart ud til at have skabt nogen løsninger. Tværtimod sender de en hæs og tydeligt udmattet Theresa May ud i en ny nervekrig, som næsten overgår en romanforfatters fantasi.

Mens EU’s forhandlere og kontinentets politikere ser til med tilbageholdt åndedræt, går vi nu ind i en uge, hvor alt i princippet kan ske: Det kan blive en brutal Brexit uden nogen aftaler 29. marts, det kan blive en kort udskydelse af datoen, eller det kan blive en meget lang udskydelse inklusive tvivl om hele udmeldelsen.

”Lad mig sige det helt klart: Det at stemme imod, at vi forlader EU uden en aftale – og så stemme for en udskydelse – det løser ikke de problemer, vi står over for,” hostede Theresa May tirsdag aften.

Ikke desto mindre var det præcis det, som de flaksende og ofte indbyrdes selvmodsigende parlamentariske flertal i Westminster gjorde i den forgangne uge.

Nej til May og ja til en udskydelse

Tirsdag nedstemte de premierministerens skilsmisseaftale med EU for anden gang, onsdag afviste de tanken om ”no-deal-Brexit” uden nogen aftaler med EU, og torsdag aften stemte de så for at udskyde Storbritanniens udtræden ud over den planlagte dato 29. marts.

Et overvældende flertal på 412 parlamentarikere stemte for det forslag om en udskydelse, som Theresa May modstræbende havde fremlagt, mens kun 202 stemte imod.

Den vedtagelse betyder, at premierministeren i næste uge kan rejse til EU-topmøde i Bruxelles og bede om enten en kort eller en lang udskydelse af Brexit.

Downing Street 10 har gjort det klart, at May nu har planer om at organisere endnu en afstemning om den skilsmisseaftale med EU, som allerede er blevet nedstemt to gange. Den afstemning er ventet tirsdag eller onsdag lige i opløbet til det EU-topmøde, der begynder om torsdagen.

Hvis hendes aftale bliver godkendt af underhuset i tredje forsøg, så vil premierministeren bede de andre europæiske ledere om en ”kort, teknisk udskydelse”, som blot skal tillade Storbritannien at få den nødvendige lovgivning på plads. I så fald bliver der kun tale om en kort forlængelse, maksimalt indtil udgangen af juni.

Skulle de britiske parlamentarikere nedstemme hendes Brexit-aftale en gang til, vil May efter alt at dømme tage til Bruxelles med et ønske om en meget mere langvarig udskydelse af det britiske exit. Måske et år eller halvandet.

Premierministerens interne nervekrig

Men hvad i alverden betyder det alt sammen?

”Jeg tror, man er nødt til at lægge enhver logisk analyse til side nu. Det her er ren politisk taktik. Det er May, der kæmper fra dag til dag, fra time til time for at overleve,” siger en EU-funktionær, som er tæt på forhandlingerne.

Både diplomater, embedsmænd og iagttagere på begge sider af Den Engelske Kanal har beskrevet situationen i Westminster med tillægsord, der rangerer fra ”uforudsigelig” og ”forbløffende” til ”højeksplosiv” og ”fuldkommen vanvittig”.

En diplomat fra et af de kontinentale medlemslande betegnede Storbritanniens politiske proces lige nu som ”et bevægeligt mål, der drøner afsted i zigzag over mindst ti forskellige skydebaner”.

Hvis man derimod lægger de store internationale briller fra sig og i stedet ser på den seneste uges tids begivenheder med den lup, der afslører Westminsters taktiske magtspil, så tegner det et anderledes billede:

”Theresa May spiller et helt enormt game of chicken med de sidste konservative, hun skal have banket på plads. Og hvor utroligt det end kan lyde, så begynder jeg at tro, at hun kan tabe og tabe hele vejen til en afgørende sejr til sidst,” siger George Parker, politisk redaktør for den britiske avis Financial Times.

Målet er at skræmme oprørerne på plads

Analysen fra Parker og andre erfarne iagttagere af britisk politik er, at May stadig har blikket stift rettet mod de 75 hardlinere i sit eget konservative parti og de ti parlamentsmedlemmer fra regeringens nordirske støtteparti DUP, som stemte imod hendes EU-aftale i januar og igen i denne uge.

May sætter tilsyneladende sin lid til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de andre europæiske ledere vil hjælpe hende med at skræmme Westminsters høge fra vid og sans.

Der er en række mulige scenarier for, hvordan det kan komme til at foregå. Fire af de umiddelbart mest sandsynlige har vi vovet pelsen og ridset op her. Se boks nederst.

Grundlæggende går Mays taktik ud på at få de britiske skeptikere til at forstå, at de kan vælge hendes aftale før eller siden – eller de kan tage ansvaret for, at deres elskede Brexit bliver skudt langt ud i fremtiden.

Samtidig forventes de 27 andre EU-landes ledere at kræve gennemførelse af maj måneds europaparlamentsvalg i Storbritannien, hvis forhandlingerne skal forlænges mere end tre måneder.

De juridiske eksperter i EU’s Ministerråd og Kommissionen vurderer nemlig, at hele det europæiske valg risikerer at blive erklæret ugyldigt af EU-Domstolen, hvis ikke det bliver gennemført i Storbritannien, når landet stadig er medlem.

Theresa May håber på, at udsigten til et britisk europaparlamentsvalg, samtidig med at Brexit fortaber sig i tidshorisonten, vil være nok til at banke hendes aftale igennem hjemme i London til sidst.

Hvad nu, hvis resten af EU siger nej?

Nu har den britiske premierminister i det mindste vundet lidt mere tid. Måske. Mays taktik har før slået fejl. Og hvad nu, hvis de 27 andre landes ledere ikke alle er klar til en forlængelse? Beslutningen kræver enstemmighed.

De færreste forventer en afvisning, fordi en no-deal-Brexit trods alt er værre end alt andet. Men mange af de andre europæiske ledere er virkelig trætte af briternes magtkampe.

Hvis bare én af dem siger nej, kan Storbritannien stadig ende med at tumle ud af Den Europæiske Union 29. marts uden nogen aftaler.

Status er altså: Brexit kan ske lige om lidt, om et par måneder, om mere end et år eller slet ikke.

Imens udskyder erhvervslivet i 28 europæiske lande beslutninger og investeringer for milliarder.

Og tre millioner EU-borgere i Storbritannien venter ligesom over en million briter på kontinentet på at finde ud af, hvilke borgerrettigheder de har i fremtiden.

”Kønt bliver det i hvert fald ikke. Det er det ikke,” som Lars Løkke Rasmussen sagde på Venstres EU-landsmøde for nylig.

Sådan er livet blevet i Brexit-land: Måske det største politiske hasardspil, vi kommer til at opleve i vores generation. Og det er slet ikke overstået endnu.