Advarslerne var ualmindeligt tydelige onsdag i sidste uge, da hele tre EU-kommissærer besteg podiet i pressesalen i Bruxelles: Det er nu eller aldrig for den Europæiske Union. Der skal én gang for alle ryddes op. Både i den finansielle sektor og i de nationale økonomier.

“Hvis vi ikke kan vedtage det her nu, så ved jeg ikke, om vi nogensinde kan,” sagde Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, mens den finske økonomikommissær, Olli Rehn, advarede om, at enten tager medlemslandene sig sammen og koordinerer deres økonomiske politik, eller også vil det betyde et et “creeping decline” – et gradvist forfald.

Pressekonferencen var indkaldt for at præsentere endnu en række udspil, der har til formål at rydde op i Europas finanssektor og den europæiske økonomi, så der igen kan komme økonomisk vækst – vel at mærke en holdbar vækst, der hverken bygger på bobler eller smarte innovationer på det finansielle område.

Ved pressekonferencen var det frem for alt kreditvurderingsinstitutterne og bestyrelseslokalerne i de finansielle institutioner, som stod for skud. Står det til Kommissionen, er det to områder, hvor der nu skal strammes betydeligt op.
Udspillene følger op på tidligere udspil, f.eks. om en skrappere regulering af kapitalfonde og finansielle virksomheder. Ser man på de kommende måneder, er der yderligere kontrol og regulering på vej.

En skov af forslag

Det kan umiddelbart være svært at danne sig et overblik over den store mængde af initiativer, der er beregnet på at få ryddet op i den finansielle sektor.

På nogle områder, f.eks. i forhold til kapitalfondene, er der allerede præsenteret konkrete lovforslag, som nu forhandles både i Ministerrådet og i Europa-Parlamentet. På andre har Kommissionen præsenteret nogle foreløbige tanker i form af meddelelser eller såkaldte grønbøger, men endnu ikke fremsat egentlige forslag til ny lovgivning.

Der  ventes dog at ligge færdige lovforslag på alle områder, kort efter at EU er vendt tilbage fra sommerferien i august. Derefter er det forventningen, at medlemslandene og Europa-Parlamentet i fællesskab forhandler sig frem til kompromisser på hvert enkelt område, så de store mængder af omfattende EU-lovgivning, der skal regulere den finansielle sektor i fremtiden, kan være vedtaget inden udgangen af næste år.

Nogle af de reguleringsinitiativer, der er undervejs, er:

Kreditvurderingsinstitutter

• I EU er det en udbredt opfattelse, at kreditvurderingsinstitutterne har et medansvar for den finansielle krise. Det er dem, der vurderer de finansielle produkter, der sælges, såvel som landenes kreditværdighed. Reelt er tre store kreditvurderingsinstitutter – alle amerikanske – helt dominerende: Standard & Poor’s, Moody’s samt Fitch. I Europa er tilliden til institutterne i bund. De gav høj rating til de amerikanske lån, som førte til finanskrisen, og til økonomier ude af balance, f.eks. den græske.  Dagen før Lehman Brothers krakkede, havde den stadig AAA-rating hos Standard & Poor’s. Et af problemerne er, at de, der ønsker at sælge et finansielt produkt, betaler kreditvurderingsinstitutterne for at lave vurderingerne. Nu overvejer Europa-Kommissionen et system, hvor kreditvurderingsinstitutterne skal have tilladelse til at operere i Europa. Deres kreditvurderinger skal overvåges af en ny europæisk myndighed, European Securities and Market Authority (ESMA). Der er sågar diskussioner om, hvorvidt man på en eller anden måde kan støtte etableringen af et uafhængigt europæisk kreditvurderingsinstitut. Alle er enige om, at uafhængige kreditvurderingsinstitutter er nødvendige for, at det finansielle marked kan fungere. Men de fleste mener, at omfanget af finanskrisen kunne have været begrænset, hvis de eksisterende institutioner havde fungeret bedre. Hvis kreditvurderingsinstitutter bryder de fremtidige regler, er det tanken, at de skal kunne idømmes bøder på helt op til 20 pct. af deres omsætning.

Corporate governance

• Bestyrelserne i de finansielle virksomheder har et medansvar for finanskrisen. Bestyrelserne har ikke levet fuldt op til deres ansvar og kontrolleret virksomhedernes aktiviteter. Derfor har Kommissionen flere initiativer i støbeskeen, som vil opstille nye krav til fremtidens bestyrelsesmedlemmer – f.eks. et forslag om, at en person maksimalt må sidde i tre bestyrelser. Der tales også om, at mindst ét bestyrelsesmedlem skal være økonomisk ekspert. Som led i samme pakke vil Kommissionen se nærmere på direktørernes bonussystemer. Den ansvarlige kommissær, Michel Barnier, har ladet forstå, at han selv er tilhænger af et forbud mod aktie-optioner for direktører, og sagen har allerede været diskuteret i Europa-Parlamentet. Den danske socialdemokrat Ole Christensen er ordfører på en rapport om emnet. Indtil videre har sagen været behandlet i et udvalg, hvor mere end 40 medlemmer støttede et forbud mod aktieoptioner, mens kun tre stemte imod. Michel Barnier har stillet i udsigt, at initiativer til at styrke corporate governance i de finansielle institutioner vil blive fulgt op med lignende forslag for andre børsnoterede selskaber.

Kapitalkrav

• Et af de store problemer under finanskrisen var, at bankerne anbragte deres egenkapital i risikable finansielle produkter. Da krisen kom, var den reelt ikke-eksisterende. For at undgå, at noget tilsvarende sker igen, skal der ske en skærpelse af reglerne for finansielle institutioners egenkapital. Der vil ikke alene komme nye krav til egenkapitalens omfang, men også til, hvordan denne kan være anbragt.

Finansielle produkter

• Inden sommeren ventes Michel Barnier at komme med formelle forslag til, hvordan der kan strammes op på reglerne for handel med såkaldte derivater. Det emne har allerede været behandlet i Europa-Parlamentet, som har vedtaget en resolution om, hvordan handlen med derivater gøres mere åben og gennemskuelig. Ser man på et af de mest omstridte produkter, de såkaldte credit default swaps, er tonen noget mere barsk. Her foreslår Parlamentet reelt et forbud. Også såkaldt short-selling, hvor man kort fortalt spekulerer i, at prisen på et aktiv falder, risikerer at blive helt bandlyst. Tyskland har allerede unilateralt forbudt short-selling, og Kommissionen ventes inden for overskuelig fremtid at fremsætte et forslag om fælles EU-regler, som skal regulere det område.

Finansiel skat

• Endelig er der nu intense diskussioner om, hvorvidt der bør indføres en form for skat eller afgift på finansielle transaktioner. Tanken er, at de penge, der kommer i kassen fra en sådan afgift, kan bruges til at skabe en fond i hvert EU-land, som vil kunne benyttes, hvis en eller flere finansielle virksomheder havner i vanskeligheder, så man undgår bekostelige bailout-pakker i fremtiden. 

Besværlige forhandlinger

Stramningskataloget illustrerer, hvor dybt et realitetschok finanskrisen har været for Europa. Ingen af de ovennævnte forslag ville have haft en kinamands chance for at blive vedtaget, hvis de var blevet fremsat for bare tre år siden. Flere forhold har ændret sig.

For det første har politikerne betydelig opbakning fra vælgerne til indgreb over for den finansielle sektor. Selv i den finansielle sektors europæiske hjerte – Storbritannien – er det noget nær politisk selvmord at forsvare den finansielle sektor.

For det andet er der sket betydelige interne forandringer i EU, som har en enorm betydning for unionens evne til gennemføre de mange opstramninger. Med Lissabon-traktaten, et nyvalgt Europa-Parlament og en nyudnævnt Europa-Kommission er lovgivningsmaskineriet mere veltrimmet end længe.

Fælles for alle opstramningerne er, at de skal vedtages med kvalificeret flertal efter den såkaldte fælles beslutningsprocedure mellem Parlamentet og Rådet. Det betyder i praksis, at Storbritannien ikke har nogen vetoret, men at medlemmerne af Parlamentet til gengæld får en meget stor indflydelse på den endelige udformning af lovgivningen.

Gennem de seneste måneder er det da også parlamentarikerne, der mest aktivt har samarbejdet med Kommissionen og Michel Barnier om at sætte konkret indhold på forslaget.

Barnier selv er en ualmindelig kompetent operatør på den europæiske scene. Han har været EU-kommissær en gang tidligere, han har været medlem af Europa-Parlamentet, og han er tidligere fransk minister. Om nogen er det ham, der skal presse stramningerne igennem, og han har allerede sikret sig mange alliancepartnere i resten af Europa-Kommissionen, i Europa-Parlamentet og i de to mest centrale medlemslande, Frankrig og Tyskland.

Indtil videre har modstanden mod lovforslagene stort set været begrænset til de forventelige reaktioner fra lobbygrupper med udspring i Londons finansielle centrum og fra erhvervsorganisationer, som ikke ønsker regulering af f.eks. bestyrelsesarbejde.

Til gengæld har Parlamentets udmeldinger mod bonusordninger, aktie-optioner og alt, som bare lugter af spekulation, været meget tydelige. F.eks. ønsker medlemmerne af Europa-Parlamentet at begrænse antallet af tilladte finansielle produkter yderligere. Parlamentarikerne vil bl.a. forbyde rent spekulativ handel med landbrugsvarer og andre såkaldte commodities – hvor man f.eks. spekulerer i, at kornprisen går op eller ned.

Storbritannien vil naturligt være den tungeste modstander af skrappere regler. Men det står allerede klart, at den nye borgerlige koalitionsregering bliver langt lettere at have med at gøre, end man havde forventet.

Til at illustrere det peger diplomater i Bruxelles på diskussionen om en afgift på banktransaktioner. Det forslag ville en britisk regering fuldstændig have afvist for få år siden. I dag er briterne faktisk forholdsvis positive. Regeringen er stadig modstander af, at pengene skal placeres i en særlig fond, som skal være urørlig, indtil finansielle institutioner havner i vanskeligheder – med henvisning til, at finansvirksomhederne dermed vil vide, at de har en redningskrans, hvis det går galt. Men reelt er motivet et andet: Storbritannien ventes i år at have det største underskud på de offentlige finanser blandt samtlige 27 EU-lande i år. Derfor vil landet være klar til at støtte en transaktionsskat, så længe pengene havner i statskassen.

Der venter den finansielle sektor skrappere tider fra udgangen af næste år.