10 års uafbrudt lavkonjunktur og anæmisk lav vækst. Og kun begrænset udsigt til bedring de næste 10 år.

Så dystert et billede af dansk økonomi tegner regeringens konvergensprogram, som Finansministeriet offentliggjorde tirsdag i sidste uge. Ifølge ministeriets økonomer tegner den nuværende lavvækstperiode til at blive den længste, ikke blot i nyere tid, men så langt tilbage i tiden vi har pålidelige data for væksten i Danmark.

Imens OECD forventer, at landene omkring os allerede i år eller næste år træder ud af lavkonjunkturen og ind i egentlig højkonjunktur, vurderer Finansministeriet, at Danmark først indtræder i højkonjunktur i 2019. Se figur 1.

På en række indikatorer synes Danmark umiddelbart at have skuldret finans- og gældskrisen godt. Beskæftigelsen har sammenlignet med andre lande været høj, og ledigheden lav. Det samme gælder overskuddene på handels- og betalingsbalancerne, der igennem de sidste ti år har ligget historisk højt. Umiddelbart er der også balance i de offentlige finanser og et lille økonomisk råderum på ca. 10 milliarder kr. frem mod 2020.

Men den dårlige nyhed står ikke desto mindre skrevet sort på hvidt. Ikke alene næsten halverer Finansministeriets økonomer deres vækstskøn fra 1,9 til 1,1 pct. i år. Konvergensprogrammet dokumenterer også, at Danmark siden 2005 har haft en gennemsnitlig årlig vækst på under 0,5 pct., hvilket er mærkbart under væksten i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Som om det ikke var slemt nok, peger konvergensprogrammet også på et meget begrænset strukturelt vækstpotentiale på sigt. Uden yderligere reformer og tiltag skønnes Danmarks vækstpotentiale at ligge på et sted mellem blot 1,2 og 1,7 pct. om året frem mod 2025.

Fra fattigfirserne til de tabte tiere

På den baggrund har Ugebrevet Mandag Morgen bedt fem af landets mest fremtrædende og toneangivende økonomer om at stille en diagnose på den lavvækstfælde, Danmark er havnet i. Og de er ikke i tvivl. Hvad end økonomerne repræsenterer arbejdsgiver eller lønmodtagersiden, deler de opfattelsen af, at Danmark står med en massiv vækstudfordring.

Som cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen udtrykker det:

”Set i et historisk perspektiv har vi et problem. Vi skal helt tilbage til 1820 for at finde et årti, hvor væksten i Danmark har været lavere. Væksten i nullerne og tierne har endda været værre end i fattigfirserne, hvor man til trods for andre økonomiske udfordringer faktisk havde en pæn vækst på godt to pct. om året i gennemsnit.”

Det synspunkt deles af økonomerne på arbejdsgiversiden. Karina Ransby, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening, ser ikke mere lyst på Danmarks lave vækst.

”De seneste 15 år har Danmark haft en vækst i BNP på 0,3 pct. om året i gennemsnit. Det tilsvarende tal på tværs af OECD-landene var 1 pct., og i Tyskland og Sverige har man haft mellem 1,1 og 1,3 pct.s vækst i gennemsnit de sidste 15 år. Hvis vi havde haft den samme årlige vækst som gennemsnittet i OECD, ville vores bruttonationalprodukt have være 35 milliarder kr. højere, og de penge kunne have gået til både offentligt eller privat forbrug.”

Hun understreger, at det naturligvis er et politisk valg, hvordan så mange milliarder kunne finde anvendelse i det danske samfund. Men hvis man brugte blot en af de mange milliarder på offentligt forbrug, ville det svare til 9.000 flere erhvervsskoleelever eller 14.000 hofteoperationer. Som hun siger: ”Det er blot nogle eksempler på, hvad vi i Danmark går glip af, når væksten er så lav.”

Det synspunkt deles af cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian:

”Lige nu føles det ikke som en krise, men det er svært at komme udenom, at Danmark har et vækstproblem. Vi har haft en meget langvarig krise, og til trods for fremgang i beskæftigelsen har vi stort set ikke haft vækst. Internationalt ligger vi i den meget tunge ende.”

Og han forsætter: ”Det kan godt være, at vi redder noget af det, fordi vi kan sælge vores varer dyrere, og fordi de danske virksomheder og husholdninger har betydelige formuer investeret i udlandet, som hjemfører overskud. Men vi kan ikke være sikre på de gevinster i fremtiden, og derfor er vi nødt til at få gang i væksten. Hvis det ikke sker, kommer vi til at sakke efter lande, vi normalt sammenligner os med.”

Den dobbelt vækstklemme

Det er også bredt anerkendt, at Danmarks vækstproblem både stammer fra udbuds- og efterspørgselssiden af økonomien. Af Finansministeriets konvergensprogram fremgår det da også, at såvel det private som det offentlige forbrug står i stampe og først nu er begyndt at vise livstegn. Siden krisen har niveauet for private investeringer ligget lige så lavt, som det gjorde i begyndelsen i 1990’erne.

Som professor i økonomi og formand for produktivitetskommissionen Peter Birch Sørensen forklarer:

”Den lave danske vækst skyldes en kombination af strukturelle og konjunkturmæssige forhold. Vi betaler prisen for fortidens synder, fordi vi ikke førte en tilstrækkelig stram konjunktur- og finanspolitik op til krisen. I Danmark havde vi en kraftig boligboble, hvor husholdningerne gældsatte sig kraftigt. Derfor har vi haft et stort gældsefterslæb, som kan forklare, hvorfor væksten og privatforbruget har været længe om at komme i gang.”

”Den del er ikke noget særpræget dansk fænomen. Alle lande, der fører lempelig finanspolitik i højkonjunkturer, må efterfølgende døje med langvarige negative efterdønninger,” understreger han.

Konjunkturpolitikken får heller ikke rosende ord med på vejen af Allan Lyngsø, cheføkonom i LO:

”Det er nemt at være bagklog, men finanspolitikken de sidste ti år har mildest talt ikke siddet i skabet. Vi førte en meget slap finanspolitik op til krisen, hvilket resulterede i et overophedet boligmarked. Da boblen brast, og finanskrisen ramte, og vi havde brug for en mere ekspansiv finanspolitik, begyndte vi at stramme op. Kort sagt: Da vi skulle stramme, lempede vi, og da vi skulle lempe, strammede vi.”

Også cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen finder forløbet mindre end optimalt:

”Krisen var en efterspørgselskrise. Efter krisen var der behov for at sparke gang i økonomien, men vi fortsatte med reform-amok og indførte genopretningspakken. Dels reducerede man dagpengene. Det skabte usikkerhed i husholdningerne og har efterfølgende dæmpet forbrugslysten, hvor vi havde behov for det modsatte. Dels indførte vi budgetloven, der begrænsede det offentlige forbrug,” siger han og fortsætter:

”Det er sigende, at de af vores nabolande, der nu har højere vækst end os, også har haft større vækst i det offentlige forbrug. Ser man på vores nabolande som Tyskland og Sverige, så har de haft godt gang i det offentlige forbrug. Siden 2008 er det reale offentlige forbrug i Danmark vokset 4,3 pct. I Tyskland er det vokset 14,7 pct. og i Sverige 13,2 pct.”

Hvis Danmark lå i Sydeuropa

Ser man på udbudssiden, har Danmark dog også dybe vækstudfordringer. Her springer særligt Danmarks lave produktivitetsvækst i øjnene. Af konvergensprogrammet fremgår det, at kun Spanien og Italien siden 1995 har haft lavere produktivitetsvækst end Danmark. Alle andre lande i EU har haft højere produktivitetsvækst.

”Vi skal huske på, at Danmark allerede har et højt produktivitetsniveau. Men sagen er, at andre lande i disse år suser forbi os og bliver mere produktive end os. Det sker langsomt, men sikkert, og det går ud over vores oplevede velstand og vækst,” siger Steen Bocian.

Ifølge OECD var der i 2005 blot fem lande – Belgien, Holland, Norge, Luxembourg og USA – der havde en højere produktivitet per arbejdstime end Danmark. I dag, 10 år senere, er antallet af lande, der har indhentet og overhalet Danmark i det internationale produktivitetskapløb oppe på otte, idet Tyskland, Frankrig og Irland nu også har højere produktivitet. Se figur 2.

Produktivitetskommissionens formand Peter Birch Sørensen uddyber:

”Ud over det konjunkturelle problem har Danmark også en produktivitetsudfordring. Det havde vi også længe inden den seneste krise, og det er særligt udtalt i den private servicesektor, der ikke på samme måde som industrien er udsat for international konkurrence. Det hører dog også med til billedet, at det ikke kun er Danmark, der døjer med problemet. Flere og flere lande er ligesom os begyndt at tale om, at de har et problem med lavere produktivitetsvækst efter finanskrisen.”

Den analyse deler Steen Bocian.

”Danmarks vækst stammer grundlæggende fra arbejdsudbuddet og produktiviteten – dvs. hvor meget vi arbejder, og hvor effektivt. Når vi historisk har haft fokus på arbejdsudbuddet, skyldes det behovet for balance på de offentlige finanser. Der er vi langt hen ad vejen kommet i mål, og i min optik er det den lave produktivitetsvækst, der er Danmarks største vækstproblem fremadrettet. Alt andet lige har døgnet jo kun 24 timer, så der er nogle naturlige grænser for, hvor meget vækst man kan hente derfra,” siger han.

At den lave produktivitetsvækst kan komme til at koste Danmark dyrt, tegnede netop Produktivitetskommissionen et billede af. Som tankeeksperiment beregnede de, hvor velstående Danmark ville have været i dag, hvis produktiviteten havde udviklet sig anderledes, end den faktisk har gjort siden 1960. Hvis produktiviteten f.eks. var vokset med 1,5 pct. om året, ville Danmark i dag have været omtrent lige så velstående som Malta, ligesom de gennemsnitlige timelønninger ville være 34 pct. lavere. Uden nogen produktivitetsvækst ville vi have været lige så velstående som Venezuela.

I det lys giver det mere mening, at landets førende økonomer samstemmende rynker brynene over Danmarks nuværende lave produktivitetsvækst. Ifølge konvergensprogrammet vil Danmarks produktivitet vokse med lidt under en 1 pct. frem mod 2025. Det lyder ikke af meget, og er det heller ikke.

Havde Danmark haft samme vækst i produktiviteten siden 1960, som vi spås fremadrettet, ville vi i dag være en anelse mindre velstående end Portugal. Ikke alene har Danmark tabt et helt vækstparti. Vi har også kurs mod et sydeuropæisk vækstscenarie, hvis altså ikke vækst- og produktivitetskoden knækkes.