Når klokken i denne uge ringer ind til et nyt skoleår, markerer det samtidig starten på et skæbnesvangert efterår for den danske folkeskole. Et nyt folkeskoleforlig står højt på listen over de opgaver, som den kommende regering skal tage fat på efter folketingsvalget. Alt tyder på, at elever, lærere, skoleledere og forældre må indstille sig på store ændringer af deres vilkår og hverdag. Men det er straks sværere at forudsige i hvilken retning.

Socialdemokraterne har bebudet, at de vil bruge 100 mio. kr. på at omdanne 100 af landets 1.529 folkeskoler til heldagsskoler og indføre fleksibel udskoling. Regeringen har spillet ud med større klasser, flere offentliggjorte test og endnu skarpere fokus på kernefaglighed. Står det til Liberal Alliance, skal hver enkelt folkeskole have sin egen pose penge og i øvrigt lades være i fred. Læg hertil et batteri af alternative og modsatrettede ønsker fra skolens inter­esse- og fagorganisationer. Det er mere end svært at forene de forskellige visioner i samme model, og forhandlingerne kan meget vel blive de første i folkeskolens historie, der ender med et smalt forlig.

Kigger man lidt længere frem i tiden, er spørgsmålet, hvor længe der overhovedet er en folkeskole at forhandle om. Den snart 200 år gamle velfærdsinstitution har på få år bevæget sig langt væk fra det værdigrundlag, som den oprindeligt byggede på. Og alt tyder på, at rækken af nye krav og behov, der presser sig på udefra, vil give folkeskolen det endelige dødsstød i løbet af de næste 10 år.

Det er konklusionen på Mandag Morgens strategiske analyse af folkeskolen, der er baseret på analysemodellen 4D Foresight. Se også figur 1. Analysen bygger på en kobling af de megatrends, begivenheder, værdier og holdninger, der påvirker den danske uddannelsessektor i dag og de kommende år. Især fire konkrete tendenser er med til at underminere folkeskolens kerneydelser og identitet.

Enhedstanken smuldrer

• En af kongstankerne med folkeskolen er, at bistandsklientens datter går i klasse med bankdirektørens søn. Klassen har været en af de vigtigste rammer i folkeskolens projekt. Men øget brug af hold- og niveaudeling varsler klassens endeligt, og med den går også enhedstanken tabt.

Mangel på fælles projekt

• Folkeskolen har gennem tiden bygget på forskellige konkrete værdier og behov. I 1970’erne var det demokratiopdragelse, i 1990’erne integration. I dag er missionen udvandet og uklar. Jagten på et fælles projekt besværliggøres yderligere af, at folkeskolen er blevet en kampplads for mange forskellige interesser.

Legitimitetskrise

• Debatten om folkeskolen er negativ og går i selvsving. Befolkningens tilfredshed daler, og stadig flere fravælger det offentlige tilbud til fordel for private løsninger. Samtidig er lærerens faglige autoritet og status under pres.

Større fragmentering

• Med det frie skolevalg er folkeskolerne røget ud i skarp konkurrence. I kampen om eleverne er antallet af profilskoler vokset. Arbejdsmarkedets krav til større specialisering betyder, at fragmenteringen bliver stadig mere udtalt i fremtiden.

Niveau frem for klasse

Enhedstanken har altid været et af de dominerende principper i den danske skoletradition. Det gælder på klasseniveau, hvor ideen om enhedsklassen, der inkluderer alle uanset evner og social baggrund, har hersket siden folkeskolereformen i 1975. Og det gælder på institutionsniveau, hvor hver enkelt skole traditionelt har fungeret som en selvstændig enhed med egen økonomi og ledelse.

Selv om enhedstanken fortsat eksisterer på papiret, er den i praksis under afvikling. Med reformen i 1993 blev det tilladt at undervisningsdifferentiere inden for klassens rammer. Og de seneste år har flere skoler brudt yderligere med enhedsprincippet. 118 skoler har indtil videre fået dispensation fra Undervisningsministeriet til at splitte klasser op og lave aldersintegrerede klasser eller holddeling. Samtidig signalerer indførelsen af individuelle læreplaner et skift fra fællesskabet til den enkelte elevs præstationer.

Udviklingen ligger helt i tråd med regeringens seneste skoleudspil. Stod det til den alene, skulle skolerne have lov til ubegrænset holddeling. Omvendt skulle faget “klassens tid”, der oprindeligt var tænkt som et frirum til at pleje klassefællesskabet, erstattes med fagtimer. Selv S og SF, der tidligere har afvist niveaudeling af frygt for at skabe a- og b-hold, har sat emnet på dagsordenen med forslag om et mere praktisk orienteret udskolingsforløb for de mindre bogligt stærke unge.

Inspirationen til de politiske udmeldinger kommer bl.a. fra KL, der i udspillet “Vores Skole” foreslår, at eleverne fra 6. til 9. klassetrin har fag sammen på kryds og tværs alt efter deres faglige niveau. Skolens Rejsehold, der med Jørgen Søndergaard i spidsen har stået for at gennemføre regeringens 360 graders eftersyn af folkeskolen, foreslår større klasser og holddeling efter elevernes faglige evner. Argumentet er, at klassetænkningen er forældet og ikke i tilstrækkelig grad klæder eleverne på til de krav, der stilles i videnssamfundet.

Enhedstænkningen smuldrer også på institutionsniveau, hvor et stigende antal skoler har etableret fælles ledelsesstrukturer inspireret af det klyngeledelsesparadigme, der allerede har vundet stærkt frem inden for bl.a. pleje og pasning. Ifølge Undervisningsministeriet har over 70 skoler allerede valgt at etablere ledelsesfællesskab med én eller flere andre skoler, mens flere har planer om lignende tiltag.

Årsagen er først og fremmest økonomisk. De kommunale spareplaner har ramt folkeskolen, der i budgetterne for 2011 beskæres med over 600 millioner kr. i forhold til sidste års budget. Næste år overstiger besparelserne 1 milliard kr. En del af årsagen er demografi: Antallet af elever vil falde med omkring 40.000 over de næste 10 år som følge af dalende børnetal. Den udvikling betyder, at hver tyvende skole må dreje nøglen om. Men resten af pengene skal findes i de nuværende budgetter, hvor der skal spares omkring 700 kr. per elev i det kommende skoleår. Ifølge beregninger fra Danmarks Lærerforening er udgifterne per elev allerede faldet med over 8 pct. siden 2002.

Der kan ikke skæres ubetinget i antallet af timer og fag. Derfor må der tænkes i alternativer. Stillet over for denne udfordring vil stadig flere skoler omorganisere sig for at høste stordriftsfordele. Det kræver, at man tænker skolestrukturer på en ny måde, der bryder med enhedsskolen og princippet om én klasse, én skole, én ledelse.

Balancen tipper

I sine knap 200 år har folkeskolen altid haft en “dobbelt bundlinje”: Den enkelte elev skulle udstyres med faglige færdigheder og samtidig rustes til at tage del i og medansvar for fællesskabet.

Mens det første formål har været nogenlunde konstant, har tolkningen af det almendannende element varieret gennem historien. Den første formålsparagraf fra 1814 slog på vigtigheden af at danne og opdrage eleverne til at blive “retskafne og nyttige borgere med afsæt i kristne værdier”. Med reformen i 1937 indførte man den praktiske skole, hvor eleverne skulle klædes på med praktiske kompetencer, der matchede kravene i industrisamfundet. Studenteroprøret satte sig præg på reformen i 1975, hvor folkeskolen blev italesat som et demokratisk projekt, der skulle uddanne socialt bevidste samfundsborgere og ruste dem til medbestemmelse. 1990’erne stod i integrationens og de tosprogedes tegn, og folkeskolen fik til opgave at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og hjælpe dem med at forstå andre kulturer.

De sidste 10 år er der imidlertid sket et markant skifte. Et øget politisk fokus på faglighed har ændret balancen mellem de to bundlinjer, og der er splid om, hvilke almennyttige værdier der skal kendetegne folkeskolen i fremtiden.

Udviklingen er på mange måder et produkt af den benchmark-kultur, som har vundet stærkt frem i kølvandet på OECDs første PISA-rapport fra 2001. De for Danmark uventede middelkarakterer fik regeringen til at bryde det eksisterende folkeskoleforlig for at gennemføre en række ændringer, der betonede skolens faglige formål.

Det faglige fokus blev yderligere skærpet med den nye formålsparagraf fra 2006, der blev til i kølvandet på regeringens globaliseringsstrategi. Med den blev der sat lighedstegn mellem folkeskolens resultater og landets konkurrenceevne, og der blev lagt yderligere vægt på den enkelte elevs faglige formåen. Justeringerne kan aflæses direkte i elevernes hverdag: flere timer i kernefag, nye individuelle læreplaner, fælles bindende mål for undervisningen og nationale test.

Mens flere skoleeksperter advarer om, at offentliggørelse af testresultater kan skade folkeskolens sammenhængs­kraft, er størsteparten af forældrene tilhængere af åbenheden, viser adskillige målinger. Hver femte forældrepar er klar til at flytte skole, hvis resultaterne viser sig for ringe.

Selv om skoledebatten også omfatter emner som digitalisering, motion og sundhed, inklusion af specialelever og integration, er det kundskabsresultaterne, der har udløst mest spalteplads og diskussion. Den brede debat om skolens almendannende formål er trængt i defensiven, og viljen til at opnå bred konsensus så godt som væk.

Fra forbillede til prygelknabe

Den danske folkeskole har historisk nydt international anerkendelse for sin evne til at inkludere børn på tværs af klasseskel. Driftsudgifterne til folkeskolen lægger hvert år beslag på 52 milliarder kr. Men fortællingen om “verdens bedste folkeskole”, har sikret den bred opbakning i befolkningen og placeret den som et nøgleelement i det danske velfærdssamfund.

Det billede er ændret radikalt i løbet af de seneste 10 år, og folkeskolen befinder sig i dag i en legitimitetskrise, der truer med at erodere den folkelige opbakning, som udgør grundskolens vigtigste fundament. Krisen kan i vidt omfang spores tilbage til PISA-bølgen. De kvantitative opgørelser af elevernes middelmådige færdigheder udpenslet sort på hvidt har punkteret illusionen om, at danske skolebørn ligger i verdensligaens top-5.

Virkelighedschokket har udløst en lavine af kritik. At det danske skolesystem samtidig er blandt verdens dyreste, har drejet fokus hen mod skolerne og lærerne, der anklages for ikke at gøre det godt nok. Medierne har haft forbløffende nemt ved at opstøve eksempler på elever, der modtager for få undervisningstimer eller må trækkes med alt for mange ukvalificerede vikarer. Samtidig har den liberale tænketank CEPOS’ forsøg med at rangordne landets skoler efter elevernes karakterer afsløret store forskelle i det faglige niveau.

Folkeskolen nyder stadig stor tilslutning, men tidligere tiders massive begejstring er på retur. Ifølge Gallups målinger er andelen af forældre, der er meget tilfredse med den undervisning, som deres børn får i folkeskolen, faldet fra 60 pct. i 1990 til 44 pct. i 1997 og 29 pct. i 2007. Se figur 2. Og stadig flere vælger folkeskolen fra til fordel for privat- eller friskoler. På 20 år er folkeskolens andel af danske skoleelever reduceret fra 96 til 85 pct., og interessen for de private alternativer stiger fortsat. I København har så mange som hver fjerde elev valgt folkeskolen fra. 

Kritikken har efterladt dybe ridser i lærernes autoritet og faglige stolthed. Det kan ses i tilstrømningen til landets seminarier, hvor antallet af lærerstuderende er næsten halveret, fra 4.500 studerende i 2002 til 2.600 i 2008. Flere seminarier har kørt med frit optag gennem flere år, hvilket har leveret nyt skyts til kritikken af lærernes faglige niveau. Et par år så det ud til, at kurven var knækket. Men nu er søgningen til landets lærerseminarier igen i tilbagegang. Udsigten til skolelukninger og afskedigelser som følge af kommunale besparelser er næppe befordrende for at tiltrække fremtidens elitestuderende.

Udviklingen risikerer samtidig at forværre relationen mellem forældre og skole. Forholdet er i forvejen under pres, efter at regeringen ad flere omgange har opfordret skolerne til at stille større krav til forældrenes engagement og stillet forslag om, at forældre skal tvinges til at hente deres børn, hvis de ikke opfører sig ordentligt eller møder uforberedte op. Internationale studier af de skolesystemer, der klarer sig bedst, bekræfter, at forældrenes engagement spiller en afgørende rolle. Se MM44, 2010. Men folkeskolens og lærernes dalende autoritet gør det svært at trænge igennem til forældrene og få dem til at påtage sig deres del af ansvaret for børnenes skolegang.

Selv om det øverste ansvar for folkeskolen i sidste ende tilfalder Christiansborg, kniber det også med opbakningen herfra. Godt nok har de dårlige PISA-resultater placeret folkeskolen højt på den politiske dagsorden og udløst en ambitiøs målsætning fra statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at den danske folkeskole skal være i verdens top-5 i 2020. I kølvandet på denne udmelding blev der bl.a. etableret en national læsefond, ligesom Skolens Rejsehold blev sat til at gå folkeskolen igennem i sømmene. Flere af indsatserne er imidlertid ikke fulgt op. Og statsministerens folkeskoleiver er siden blevet overtaget af andre dagsordener.

Samtidig klinger det politiske forsvar for folkeskolen hult, efter at det sidste år kom frem, at flere toppolitikere, herunder statsministeren og den socialdemokratiske statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt, selv fravælger folkeskolen til fordel for private tilbud. Dermed tilslutter de sig en fjerdedel af folketingets medlemmer, ifølge en rundspørge fra Jyllands-Posten. Selv om der kan ligge mange motiver bag valget af skole, styrker det næppe folkeskolens legitimitet, når de politikere, der udadtil forsvarer institutionen, ikke finder den god nok til deres egne børn.

Frit valg på alle hylder

Det frie skolevalg på tværs af kommunegrænser har kastet kommuner og folkeskoler ud i skærpet konkurrence. I kampen om eleverne går et stigende antal skoler nye veje for at skille sig ud.

I en række kommuner, hvor det frie skolevalg har drænet skoler med sociale problemer for ressourcestærke elever, eksperimenterer man med at gøre skolerne attraktive ved at give dem særlige profiler. Det gælder f.eks. Københavns Kommune, der kører forsøg med seks profilskoler inden for bl.a. musik, idræt og naturfag.

På 11 folkeskoler rundt om i landet har man fået dispensation til at øge timetallet og indføre heldagsskoler i distrikter, hvor andelen af indvandrerelever er høj, og der er et udtalt behov for flere timer og lektiehjælp. På 17 skoler har man fået lov til at køre eliteklasseprogrammer, hvor særlige krav skal opfyldes for at blive optaget, mens flere skoler har valgt at sætte nye fag som kinesisk og iværk­sætteri på skemaet, nogle i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, og gøre engelsk obligatorisk fra de små klasser.

De seneste år har Undervisningsministeriet givet dispensation til mere end 1.813 kommunale forsøg – flere end der er skoler i Danmark. Se MM16, 2011.

Skoler med klarere profil lader til at være en succes. Flere af profilskolerne melder om en markant ’turnaround’ fra at være lukningstruede til eftertragtede hos forældre i andre skoledistrikter. Samtidig meldes om positive resultater af f.eks. mere idræt, når det gælder elevernes indlæring.

Sammen med den voksende søgning mod privat- og friskoler styrker det billedet af en flugt fra “massefolkeskolen” til fordel for tilbud med en klarere identitet. Mange forældre er allerede vant til at vælge mellem profiler på dag­institutionsområdet, hvor kommuner kører med forskellige tilbud som f.eks. skov- og idrætsbørnehaver. Videre i uddannelsessystemet skal eleverne også forholde sig til konkurrerende tilbud på ungdomsuddannelserne. I jagten på studerende vælger flere institutioner at opbygge en klarere profil, f.eks. på Ørestad Gymnasium, der brander sig på medier, kommunikation og kultur.

Den øgede valgfrihed og tendensen i retning af flere profilskoler, helhedsskoler og talentklasser bifaldes af interesseorganisationer som DI og Dansk Erhverv. Behovet for specialkompetencer vokser i takt med, at den danske erhvervsstruktur brydes op og traditionel produktion erstattes af mere vidensintensive processer og flere servicefag. Det er oplagt at give eleverne mulighed for at målrette sig mod særlige fagområder allerede på folkeskoleniveau for dermed at styrke deres mulighed for at klare sig bedre gennem uddannelsessystemet. Men udviklingen bryder med den fundamentale tanke om, at folkeskolens indhold og tilbud skal være ens for alle børn uanset social status og geografi. Og stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at tale om folkeskolen som en homogen størrelse.

Efter folkeskolen

Der bliver i den grad noget at snakke om, når politikerne til efteråret skal forhandle om den folkeskolereform, som skal tegne institutionens fremtid. Folkeskoleloven er allerede ændret mere end 28 gange på under 10 år. Det tyder på, at behovet for omstilling er erkendt, men også på en vis rådvildhed og splittelse om kursen. Se også figur 3.

De seneste års udvikling i skolen og dens omverden afslører en række tendenser, som politikerne må forholde sig til, når de træffer de strategiske beslutninger om grundskolens fremtid. Tendenser, som under alle omstændigheder vil komme til at præge skoleudviklingen og -debatten det kommende tiår:

Færre penge

• Hvad end der kommer til at ske med skolen de næste årtier, vil ske på en baggrund af økonomisk smalhals. Det samme gælder den øvrige offentlige sektor. Men den demografiske udvikling sætter skolerne under dobbelt pres i form af svagere elevgrundlag og svagere finansieringsgrundlag. Kombineret med et stigende forventningspres fra stadig mere kritiske og krævende forældre vil det tvinge skolerne til innovation og fornyelse.

Radikale eksperimenter

• En lang række skoler eksperimenterer allerede med alt fra bygningernes indretning til undervisningens form. Medmindre politikerne aktivt vælger at modarbejde dette “oprør fra neden”, vil eksperimenterne fortsætte og blive stadig mere radikale i deres karakter. Det vil definitivt begrave enhedsskolen til fordel for mange forskellige skoleformer – også nogle, vi ikke kan forestille os i dag. De lokale eksperimenter vil medvirke til at give undervisere og skoleledere ejerskab til udviklingen og teste ideer, der aldrig ville være opstået fra nationalpolitisk niveau. Men autonome innovationer vil samtidig gøre det stadig vanskeligere at fastholde forestillingen om folkeskolen som et samlet tilbud med en klar identitet.

Private aktører rykker ind

• Allerede i dag viser erhvervslivets aktører interesse for folkeskolens udvikling. I takt med at de offentlige kasser bliver stadig mere slunkne og efterspørgslen på specia­listkompetencer stiger i de vidensintensive erhverv, vil det private erhvervsliv blive mere involveret i skoledriften – f.eks. når det gælder it, bygninger, administration og kantinedrift. Involveringen kan ske i form af partnerskaber med private aktører, som det allerede er tilfældet på enkelte folkeskoler i dag. På Vildbjerg Skole ved Herning er det f.eks. et privat konsortium, der finansierer, projekterer, opfører, ejer og driver skolen på en 30-årig kontrakt. I fremtiden kan man forestille sig, at selve kerneydelsen – undervisningen – bliver udliciteret til private firmaer, der også har ret til at tjene profit, som det bl.a. sker i Sverige. Se også tekstboks. Skolerne kan også i højere grad organisere sig i koncerner med fælles ledelse for en række underfilialer for at skabe stordriftsfordele. Selv i mindre radikale scenarier vil markedsgørelsen tage til. Hvis afvandringen fra folkeskolen fortsætter i samme tempo som hidtil, vil knap hver femte af landets skoler om ti år være privat- og friskoler.

Brugerdrevent testboom

• Fra Liberal Alliance til SF har de politiske partier varslet et opgør med de mange dokumentationskrav og detailreguleringen af velfærdsinstitutionerne. Og meget peger på, at den omfattende styring fra Christiansborg er på retur. Til gengæld vil vi i de kommende år blive vidne til en ny bølge af målinger og kvalitetskontrol. Med øget valgfrihed og konkurrence bliver det nemlig altafgørende at være i stand til at dokumentere kvaliteten over for aftagerne. I takt med at skolerne differentierer sig med forskellige koncepter for at konkurrere om brugernes gunst, vil forældrene også stille skrappere krav om at vide, hvad de får for skolepengene. Allerede i dag efterspørger forældrene åbenhed omkring skolernes resultater. I de kommende år kan man forvente, at certificeringer, test og resultatmålinger bliver endnu mere udbredt. Ikke som en politisk-bureaukratisk ekstraopgave, men som et af skolernes vigtigste branding- og profileringsværktøjer.

Digitale kompetencer

• It-færdigheder bliver en af de afgørende konkurrenceparametre i de kommende års globale kompetencekamp. Lande som Sydkorea opruster massivt på området for at positionere sig i kampen om højvækst-virksomheder og vidensintensive arbejdspladser. Allerede i dag arbejder mange skoler intensivt med de nye digitale muligheder. Det handler ikke kun om, at eleverne skal “lære at bruge it”. Det handler også om at udvikle nye digitale læringsformer, sikre adgang til digitale videnskilder og benytte de digitale muligheder inden for drift, administration, forældrekontakt mv. Den udvikling vil accelerere i de kommende år.

Folkeskolens udvikling kan ikke forudsiges gennem mekaniske fremskrivninger. Den er til syvende og sidst afhængig af politiske beslutninger og magtkampe mellem en række aktører med forskellige interesser og holdninger.  Men det står klart, at fremtidens skole ikke kommer til at ligne den folkeskole, vi kender i dag.

Alternativet til fornyelse er et nedslidningsscenarie, hvor faldende bevillinger og elevtal gør det stadig sværere at honorere omverdenens forventninger. En del af fornyelsen er allerede ved at blive drevet igennem nedefra. Efterårets forhandlinger vil afsløre, hvordan politikerne tackler skolens åbenlyse udfordringer. Så snart stemmerne er talt op efter folketingsvalget, går kampen om fremtidens folkeskole i gang.