Søndag i sidste uge kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sætte flueben ved en af de større af efterårets sejre.

En trepartsaftale om fremtidens efteruddannelsessystem faldt på plads efter intense forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet. Aftalen på 24 tætskrevne A4-sider indeholder et væld af tiltag af større eller mindre karakter, der samlet løber op i 2,5 mia. kr., som bl.a. skal komme fra det såkaldte økonomiske råderum. Se tekstboks.

En del af anbefalingerne er tydeligvis inspireret af regeringens ekspertgruppe på området. Den afleverede sit katalog af anbefalinger i forsommeren, og formanden, Stina Vrang Elias, adm. direktør i tænketanken DEA, tilhører derfor den forholdsvist snævre skare, der lige nu har det bedste og mest forkromede overblik over voksen- og efteruddannelsesjunglen. 

Hendes analyse af den nye trepartsaftale er da også, at der er lagt en vigtig trædesten på vejen mod et moderne, fleksibelt og fremtidssikret efteruddannelsessystem. Men også at der fortsat er et stykke vej at gå. 

"Det er vigtigt at rose aftalen, for der er rigtig mange gode elementer," siger Stina Vrang Elias. 

Men der mangler fortsat nogle fundamentale forandringer, hvis systemet skal fremtidssikres, mener hun. 

"Det er ikke alle nødvendige forandringer, som er behandlet af denne trepartsaftale, og som derfor fortsat udestår. Jeg vælger mere at se det som starten og ikke afslutningen," som hun udtrykker det.

Trepartsaftalen blev ellers badet i roser, da den blev lanceret søndag i sidste uge. Således udtrykte de fleste af arbejdsmarkedets parter stor tilfredshed. Dog skumlede ingeniørernes fagforening, IDA, og Akademikerne over det forholdsvis lille fokus på højtuddannede. Men generelt var det den positive stemning, der gennemsyrede reaktionerne.

Stina Vrang Elias understreger, at der isoleret set er grund til klapsalverne.

"Der er et stort og nødvendigt fokus på de mange voksne danskere, der ikke kan læse, skrive og regne – og som simpelthen har for svage digitale kompetencer. Denne gruppe er sårbar på et arbejdsmarked, hvor kompetencebehovet skifter. For kan du ikke læse, skrive og regne, kan arbejdsmarkedet være et skræmmende sted at være, når du skal opkvalificeres," siger hun.

OECD’s PIAAC-undersøgelse fra 2014 viste eksempelvis, at knap 600.000 voksne danskere har utilstrækkelige læse- og skrivefærdigheder. Og det står også på første side i den nye trepartsaftale, at det er vigtigt at komme det problem til livs.

Ufleksibelt system 

Med indsatsen for de basale færdigheder er fundamentet for et nyt og bedre voksen- og efteruddannelsessystem mere eller mindre på plads, mener Stina Vrang Elias. Til gengæld er hun bekymret for, om to andre elementer, der også har en mere fundamental karakter, favnes tilstrækkeligt af aftalen. 

Det ene handler om fleksibiliteten i systemet – eller manglen på samme. Der vil blive brug for at se på udformningen af et mere responsivt system, der kan tilpasses de enkelte virksomheder og deres medarbejdergrupper.

"Det gik mere og mere op for mig under vores arbejde, at systemet har en logik og en tankegang, der udspringer af det formelle uddannelsessystem," siger hun.

Det er nemlig ikke, fordi det nuværende system skorter på forskellige uddannelser, der kan plukkes ned fra hylderne på de forskellige uddannelsesinstitutioner. Men så snart en virksomhed eller organisation og deres ansatte har behov for en opkvalificering, som går på tværs af uddannelsesniveauer – og når der tilmed er tale om forskellige faggrupper – så kommer det nuværende system til kort.

Stina Vrang Elias peger på et eksempel, som hun og ekspertgruppen selv blev mødt med:

En kommune ønskede at forebygge ældre borgeres fald i hjemmene. Det krævede et kursus for både SOSU-assistenter, sygeplejersker og læger. Hvis kurset skulle være fuldt dækkende, skulle det faktisk strikkes sammen af nogle elementer fra en professionshøjskole, en SOSU-skole og et universitet.

"Og den kombination udfordrer vores nuværende udbudsstruktur, som i dag tænker meget i søjler. Det skal vi adressere og arbejde med. Skal vi skabe et moderne og fleksibelt efteruddannelsessystem, skal vi ende der, hvor en virksomhed – i overført betydning – bevæger sig hen i et hus, fortæller om sine behov, hvorefter uddannelsen skræddersyes til netop den virksomhed. Der er elementer af det i aftalen, men spørgsmålet er, om det er nok. Det skal vi holde et vågent øje med," vurderer hun.

Nødvendigheden af et såkaldt mere responsivt efteruddannelsessystem bliver kun større i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet.

"Virksomheder investerer i nye maskiner, medarbejdere skal undervises i at betjene dem, og samtidig bliver virksomhederne mere globale, og medarbejderne skal lære at samarbejde på nye måder. Tingene går hurtigere, ligesom udviklingen ofte går på tværs af brancher. Derfor har vi brug for et mere responsivt uddannelsessystem, som kan agere på tværs," siger hun. 

Personer under 30 år favoriseres

Stina Vrang Elias peger på en anden vigtig og fundamental ting: En ændring af hele balancen i det danske uddannelsessystem. 

For selv om livslang læring er blevet et vigtigt begreb i skåltalerne, ikke mindst når samtalen kommer ind på disruption og den hastige udvikling på arbejdsmarkedet, er livslang læring ikke umiddelbart noget, der står særlig stærkt, når man betragter pengestrømmene. Der findes ikke præcise tal for fordelingen af uddannelsesmidlerne, men tænketanken DEA har tidligere lavet et slag på tasken over fordelingen af midlerne i Danmark. 

"Det viste, at 97 pct. går til det traditionelle uddannelsessystem og personer under 30 år, mens der går 3 pct. til voksen- og efteruddannelse. Vi må derfor spørge os selv, om vi har den rette balance?" siger Stina Vrang Elias og fortsætter:

"I Danmark har vi ikke tradition for, at man begynder som smed og senere bliver ingeniør. I en tid med så store omvæltninger er vi nødt til at spørge, om det ikke er nødvendigt, at vi kommer til at se helt anderledes på det."

Netop det perspektiv var ikke en del af treparten, men bør have et langt større fokus i den uddannelsespolitiske debat, mener hun. 

Det er naturligvis et økonomisk fordelingsspørgsmål, som i sidste ende er politisk. Ekspertgruppen pegede dog selv på muligheden for at indføre en personlig uddannelseskonto for hver enkelt dansker, som man i løbet af arbejdslivet kunne bruge bredt til voksen‐, efter‐ og videreuddannelse i forhold til at sikre sin egen fastholdelse og mobilitet på arbejdsmarkedet. Lidt på linje med dengang man indførte et pensionssystem. Formålet skal ikke mindst være at øge motivationen og vende den udvikling, at færre danskere tager en efteruddannelse. Se figur 1.

"Du skal selv kunne styre og bestemme, hvordan du vil omskole dig. Det handler også om at øge motivationen. Hvis man hver måned ser, at man har opsparet en dag til efteruddannelse, er man måske også mere tilbøjelig til at bruge det," siger hun. 

Lige præcis den løsning blev der ikke plads til. I stedet er der skabt en omstillingsfond, men den retter sig primært mod nedslidte medarbejdere samt ufaglærte og faglærte.

"Det er meget positivt, at der etableres en omstillingsfond. Men ser vi på arbejdsmarkedet mere bredt, er der behov for, at alle uanset uddannelsesbaggrund får mulighed for omskoling. I forrige uge meldte Nordea ud, at man vil fyre 6.000 medarbejdere. Der vil være personer, der får behov for at uddanne sig ud af brancher, hvor teknologien tager over. Alle vil have behov for at uddanne sig igennem hele livet, ikke kun bestemte grupper," siger Stina Vrang Elias.

Trepartsaftalen er på den måde et stort skridt på vejen mod et endnu bedre videre- og efteruddannelsessystem, der på mange måder har fungeret godt og vundet internationale priser. Men på den anden side er det også et system, som sjældent er på den store politiske dagsorden, og som dermed heller ikke får den store bevågenhed. 

"Voksen- og efteruddannelsessystemet er ikke på agendaen, og det er måske naturligt. Meget få meningsdannere, embedsmænd og politikere er storforbrugere af efteruddannelse eller har gået på et AMU-kursus, mens alle har gået i folkeskolen. Det kan være svært at identificere sig med. Men det ændrer ikke ved, at det er enormt vigtigt for hver enkelt af os og som samfund," siger hun.